Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Virksomhed
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 17.083
: :
Norsk industri
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Industrien omfatter den del af erhvervslivet der fremstiller nye produkter udfra råvarer eller halvfabrikata og i tillæg reparerer maskiner, skibe og de fleste andre industriprodukter. I industrien indregnes ikke bygge- og anlægsvirksomhed, enkelte servicevirksomheder som bilværksteder og reparationsværksteder for husholdningsudstyr o.l.

Der findes i alt ca. 13.500 industrivirksomheder i Norge. De beskæftiger ca. 380.000 mennesker, hvilket udgør omtrent 23 % af landets samlede beskæftigelse.

Udviklingen af norsk industri

Allerede i 1500 tallet blev der drevet virksomhed med et vist præg af industriel produktion. Eksempelvis blev jern fremstillet ud fra myremalm og korn blev malet i kværne og møller. På denne tid blev den vanddrevne sav også taget i brug i trælastproduktionen.

Men der fandt ikke nogen egentlig industrialisering sted i Norge før på et langt senere tidspunkt. Omkring år 1800 var der ikke mere end 5.000 personer beskæftiget i industrien - heraf halvdelen i savværks- og trævarendustrien. Man regner med, at 5-6 % af befolkningen på denne tid havde industri og håndværk som levevej.

Gennem 1800 tallet blev mere avanceret teknologi taget i brug - f.eks. i bomuldsspinderier - og industriudviklingen begyndte at gå hurtigere. Væksten skete særligt i tekstilindustrien, metal- og maskinindustrien, savværks- og træindustrien samt skibsindustrien. I sidste del af århundredet blev træforædlingsindustrien, hermetikindustrien samt margarine- og tændstikproduktion også vigtig.

I år 1900 var antallet beskæftigede i industrien steget til ca. 76.000. Metal- og maskinindustri samt træindustri var de to største brancher. Ca. 25 % af befolkningen havde på dette tidspunkt industrien som livsgrundlag.

I begyndelsen af det 20. århundrede skete der en udvikling af storindustri i Norge - nemlig den elektrokemiske og elektrometallurgiske industri. Dette er en kapitalintensiv og kraftkrævende industri, og stor tilgang til billig elkraft var en vigtig betingelse for at opbygge denne industri. Den vigtigste produktion var nitrogenprodukter - Norsk Hydro - og metaller som zink, ferrolegeringer og aluminium.

Gennem dette århundrede har der været en stærk vækst i norsk industri, særlig i kraftkrævende industri, kemisk industri og værkstedsindustri. Produktionsstrukturen er blevet stadig mere varieret. Karakteristisk for udviklingen har været de stadige omstillinger, fremvæksten af nye felter og brancher (f.eks. petrokemi og elektronik), væksten indenfor mange områder og stagnation indenfor andre (f.eks. tekstil- og beklædningsindustri).

Industribeskæftigelsen nåede sit højdepunkt i første halvdel af 1970'erne med ca. 385.000. Senere er den gået tilbage, og man må regne med, at beskæftigelsen i industrien vil aftage - både absolut og relativt.

Branche Virksomheder Beskæftigede Brutto- produktions- værdi % Bearbejdnings- værdi % Real- kapital % Energi- forbrug %
antal % antal %
Næringsmiddelindustri 2751 20,3 56730 14,9 21,0 9,9 16,4 13,1
Tekstil- og beklædningsindustri 1097 8,1 25028 6,6 3,4 4,5 3,5 1,7
Trævareindustri 2316 17,1 35099 9,2 7,9 9,2 6,4 3,8
Træforædlings og grafisk industri 1680 12,4 53334 14,0 10,7 12,9 16,0 15,3
Kemisk industri 716 5,3 30962 8,1 13,0 11,1 17,2 15,4
Jord- og stenvareindustri 602 4,4 13175 3,5 3,1 4,4 4,4 8,5
Primær jern- og metalindustri 138 1,0 27998 7,3 9,1 9,1 13,9 31,8
Værkstedsindustri 3970 29,3 134911 35,4 31,3 38,0 21,5 10,0
Anden industri 299 2,2 3942 1,0 0,6 0,9 0,5 0,2
Industri i alt 13569 100,1 381179 100,0 100,1 100,0 99,8 99,8
        120,7 mia. kr 35,3 mia. kr 116,5 mia. kr 3 mia. kr
Tabel 1: Nogle hovedtal for norsk industri i 1977. (Tallene for realkapital er tal for brandforsikringsværdi.)
Kilde: NOS Industristatistikk.

Industristruktur

Industriens fordeling på brancher (tabel 1) viser, at værkstedsindustrien på mange måder er dominerende. Denne branche står for omtrent en tredjedel af beskæftigelsen og produktionsværdien i norsk industri.

De forskellige brancher er meget forskellige med hensyn til kapitalintensitet og energiforbrug. Særligt den primære jern- og metalindustri har store investeringer pr. arbejdsplads, mens investeringerne er små indenfor de arbejdsintensive industrier som beklædnings- og trævareindustrien.

Ifht. energiforbrug ligger den primære jern- og metalindustri højt med omtrent en tredjedel af industriens samlede energiforbrug, selv om branchen kun står for ca. 7 % af beskæftigelsen. Andre energikrævende brancher er kemisk industri og træforædlingsindustri.

Antal beskæftigede
  Under 19 20-99 100-199 Over 200 Sum
Virksomheder Antal 10 363 2 471 423 312 13 569
% 76 18 32 2 99
Beskæftigede Antal 61 443 109 402 59 231 151103 381 179
% 16 29 15 40 100
Brutto produktionsværdi mio. kr 20 513 34 293 18 025 47 885 120 716
% 17 28 15 40 100
Bearbejdnings- værdi mio. kr 4 541 9 199 5 852 24 328 43 919
% 10 21 13 55 99
Tabel 2: Nogle hovedtal for norsk industri efter beskæftigelsesgrupper, 1977.
Kilde: NOS Industristatistikk.

Norsk industri er præget af mange små enheder (tabel 2). Hele 76 % af virksomhederne er såkaldte småvirksomheder, dvs. har under 20 ansatte, og kun 2 % har over 200 ansatte. Alligevel står de små virksomheder kun for 16-17 % af industriens samlede beskæftigelse og bruttoproduktionsværdi, og endnu mindre når det gælder bearbejdningsværdi. Virksomheder med over 200 ansatte står på deres side for ca. 40 % af beskæftigelsen i industrien.

Udviklingen efter krigen har medført en betydelig sanering af små virksomheder - særligt de aller mindste med under fem ansatte. I 1952 var det totale antal af virksomheder på over 26.000, og hele 23.800 af dem havde under 20 ansatte. På 25 år er det totale antal småvirksomheder altså blevet reduceret med over 13.000. Til gengæld har der været en vis øgning i de større virksomheder. Beskæftigelse og produktion har således gennemgået en betydelig koncentration. Udover den koncentration der følger af ændringer i virksomhedsstrukturen, kommer den koncentration der følger af, at virksomheder bliver lagt under fælles administrativ ledelse i større koncerner. Dette forstærkes yderligere ved, at de samme ejerinteresser kontrollerer forskellige dele af erhvervslivet.

  Omsætning
(mill.kroner)
Eksport
(mill.kroner)
Antal beskæftigede
Norsk Hydro 6 668 5 110 11 500
Borregaard 3 453 1 642 8 277
Akergruppen 3 033 1 498 11 729
Elkem-Spigerverket 2 967 1 762 8 160
Norske Esso 2 725 275 992
Årdal og Sunndal Verk 2 595 1 817 7 403
Kværner Industrier 2 302 640 6 756
Norcem 2 017 477 5 366
Statoil 2 001 454 557
Norske Shell 1 929 - 891
Tabel 3: De ti største norske industriselskaber efter omsætning i 1978 (1977/78 for selskaber med afvigende regnskabsår).
Kilde: Kapital 12/1979.

Til trods for at der ikke er særligt mange større virksomheder, er de med deres store andel af produktion og beskæftigelse relativt dominerende. Norges ti største virksomheder efter omsætning (tabel 3) beskæftiger lige så mange som de omkring 10.000 mindste industrivirksomheder i Norge. De store virksomheder råder også gennemgående over de mest avancerede teknologiske og administrative miljøer, og ikke mindst når det gælder eksporten, spiller de en helt afgørende rolle. Forholdsvis få virksomheder står for betydelige andele af eksportindtægterne.

Markedsforhold

Dele af norsk industri har lange traditioner som eksportindustri. Dette gælder specielt træforædlingsindustrien og den elektrokemiske og elektrometallurgiske industri. Traditionelt har store dele af norsk industri ellers været hjemmemarkedsorienteret. Store dele af småindustrien har også været lokalmarkedsorienteret.

Karakteristisk for udviklingen i efterkrigstiden er nedbrydningen af internationale handelshindringer, særligt gennem EFTA- og EF samarbejdet. Dette har ført til, at norsk industri i stigende grad er blevet udsat for international konkurrence, og hjemmemarkedsorienterede industrier har tabt betydelige markedsandele (jfr. tabel 4).

  1954 1960 1965 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978
Tekstil 52     42         39   36-37 36,5
Konfektion 93       62     52 48   40 30 (anslået)
Sko 95             38 30 26 23 19-20 (anslået)
Værkstedsindustri   55       53     46   40  
Møbel               84 78 76 74 71
Rejseeffekter     68 47     47     36   30 (anslået)
Tabel 4: Selvforsyningsgraden for enkelte norske varer (i procent).
Kilde: Norges Industriforbund: Fremtidsrettet industripolitikk, Oslo 1979

Ejerforhold

Norsk industri er domineret af private ejerinteresser, og i enkelte brancher er udenlandske ejerinteresser betydelige (tabel 5). Også offentligt ejede virksomheder spiller en ikke ubetydelig rolle.

  Private virksomheder Offentlige virksomheder Heraf virksomheder med udenlandsk aktiekapital
Over 50% 20-49%
Industri:        

     Virksomheder

8 058 233 195 102

     Beskæftigede

332 720 35 626 24 555 23 239
Heraf i værkstedsindustri:        

     Virksomheder

2 180 115 81 34

     Beskæftigede

118 325 12 333 11 109 7 154
Primær jern- og metalindustri:        

     Virksomheder

95 17 10 13

     Beskæftigede

16 126 11 809 5 515 7 154
Kemisk industri:        

     Virksomheder

439 15 42 33

     Beskæftigede

22 884 7 432 3 296 7 159
Tabel 5: Ejerforhold i norsk industri i 1977. (Gælder såkaldt «store» virksomheder, normalt med 5 eller flere beskæftigede.)
Kilde: NOS Industristatistikk.

Offentlig industrivirksomhed præges først og fremmest af vigtige statsvirksomheder som Norsk Jernverk, Kongsberg Våpenfabrik og Raufoss Ammunitionsfabrikker. Dertil kommer vigtige virksomheder, hvor staten har aktiemajoritet, som Norsk Hydro og Årdal og Sunndal Verk. Endvidere findes der en del mindre kommunale og amtskommunale virksomheder.

Udenlandsk kapital har spillet en vigtig - og problematisk - rolle i udviklingen af norsk industri. Dels kom udenlandsk kapital ind, fordi det var vanskeligt at rejse tilstrækkelig norsk kapital til enkelte projekter. Men udenlandsk kapital blev selvfølgelig ikke investeret uden at det var attraktive projekter. For eksempel blev Norsk Hydro startet med svensk og fransk kapital. Det var specielt indenfor de større, kapitalintensive og eksportorienterede industrivirksomheder, at udenlandsk kapital gik ind.

I begyndelsen af det 20. århundrede havde udenlandske interesser over 80 % af al aktiekapital i den kemiske industri og minedrift (40 % i industri og miner totalt), og rettighederne til de norske floder kom i stigende grad på udenlandske hænder. Truslen fra den stigende udenlandske kontrol over vigtige ressourcer i norsk økonomi var udgangspunktet for indførelsen af koncessionslovene.

Gennem det 20. århundrede har udenlandske interesser i norsk industri varieret en del, men har hele tiden været væsentlig lavere end i begyndelsen af århundredet. Bl.a. er der gennemført enkelte vigtige tilbagekøb - Norsk Hydro. Udenlandske interesser kontrollerer nu særligt virksomheder indenfor kemisk industri, den primære jern- og metalindustri samt elektroteknisk industri - særligt den sidstnævnte branche. Dette gælder f.eks. Elektrisk Bureau (svensk), Standard Telefon- og Kabelfabrik (amerikansk), Siemens (tysk), Phillips (hollandsk) og NEBB (schweizisk).

Når det gælder den norske privatejede del af industrien, viser en undersøgelse, at kontrollen over en betydelig del af aktiekapitalen er koncentreret på meget få hænder. Der findes en lille gruppe skibsredere, finansfolk og rige familier, der udøver en vigtig kontrol over norsk industri.

Interesseorganisationer

De vigtigste interesseorganisationer på arbejdsgiversiden er Norsk Arbejdsgiverforening (NAF) og Norges Industriforbund (NI). Dertil kommer en række brancheorganisationer under NAF samt lokale organisationer i amter og kommuner under NI. Der er etableret en arbejdsdeling mellem de to, således at NAF hovedsagelig dækker alle spørgsmål vedrørende arbejdstager/arbejdsgiver, såsom løn, arbejdstid m.m., mens NI dækker felter som industripolitiske tiltag og virkemidler, handelspolitik m.m.

For begge organisationer gælder, at organisationsandelen er højest blandt de større virksomheder. Dette gælder særligt Norges Industriforbund der kun organiserer et ubetydeligt antal mindre virksomheder. Selv om småindustrien repræsenterer et særligt arbejdsfelt i forbundet, er det alligevel en organisation domineret af storindustrien, og som sådan må den betragtes som storkapitalens talerør.

På arbejdstagerside er Landsorganisationen og de enkelte fagforbund vigtigst med sammenlagt over 700.000 medlemmer (1979), hvoraf en betydelig andel er ansat i industrien. Endvidere er en del civilingeniører og ingeniører organiseret i henholdsvis NIF og NITO.

De store organisationer NAF, NI og LO er repræsenteret i de fleste offentlige komiteer, udvalg og råd der arbejder med spørgsmål vedrørende industri og erhvervspolitik.

Norsk industris stilling

Vurderet i international målestok må norsk industri karakteriseres som relativt ubetydelig og svag. Dette skyldes flere forhold. Det vigtigste er de begrænsede ressourcer, som norsk industri har i forhold til de multinationale industrigiganter som f.eks. General Motors. Flere af disse selskaber disponerer hver for sig over større ressourcer til teknisk forskning og udvikling, end det der samlet anvendes til dette formål i Norge. Af denne årsag er det kun på meget afgrænsede områder, at et lille lands industri kan fremvise avancerede teknologiske miljøer.

Et andet vigtig forhold er sammensætningen af norsk industri. Vigtige dele af industrien producerer lavt forædlede varer, der eksporteres for at videreforædles i andre lande - træforædlingsprodukter, ferrolegeringer, aluminium - mens færdigvareproduktionen overvejende er ringe udviklet i norsk industri, således at Norge er afhængig af en stor import på dette område. Specielt er dele af norsk værkstedsindustri ringe udviklet set i international målestok. Selv om denne industri udgør omtrent en tredjedel af hele den norske industri, er dette betydelig mindre end i mange andre industrilande. Norge er derfor helt afhængig af betydelig import af værkstedsprodukter til de fleste formål - maskiner, køretøjer osv. Vigtig i denne sammenhæng er også den store udenlandske kontrol over dele af branchen.

Norsk industripolitik

I efterkrigstiden har industripolitikken ved siden af at udvikle enkelte statslige industrivirksomheder hovedsagelig bestået i at tilrettelægge en ønsket udvikling uden direkte styring. De vigtigste virkemidler har været skatte- og afgiftspolitikken, financieringsordninger og specielle støttetiltag samt at tilpasse sig til internationale markedsforhold gennem EFTA-, EF- og EU-samarbejdet.

Til trods for politisk strid om enkelte spørgsmål - EF medlemskab, statslig industriengagement - har der alligevel været enighed om hovedtrækkene i den langsigtede industriudvikling. Målet har været at tilpasse industrien til internationale markedsforhold, udvikle mere «slagkraftige enheder» og fremme en strukturrationalisering hvor lavproduktive virksomheder - særligt små virksomheder - nedlægges således at ressourcerne kan overføres til mere produktive områder.

Konsekvenserne har på den ene side været, at en mere specialiseret og rationel industri har udviklet sig, på den anden side har dette ført til, at et betydelig antal virksomheder er nedlagt, selvforsyningsgraden for vigtige industrivaregrupper er reduceret (jfr. tabel 4) og dermed er afhængigheden af international handel øget.

Konsekvensen af denne politik er, at norsk industri i stigende grad bliver afhængig af udviklingen i den internationale kapitalisme. Dermed bliver norsk industri også mere sårbar overfor internationale konjunkturproblemer og kriser.

Dette forhold har siden 70'erne fremtvunget et øget statslig engagement i industrien. Betydelige beløb er blevet overført som forskellige former for støtte, eksempelvis for at refinanciere konkurstruede virksomheder eller omstille dem til nye markeder og driftsformer.

Det er begrænset hvad der kan styres med de politiske virkemidler, der anvendes i norsk industripolitik - specielt på baggrund af den stærke tilpasning til international kapitalisme. Det vigtigste der bestemmer fremtiden for norsk industri er derfor forhold som teknologisk udvikling og udviklingen i internationale konkurrenceforhold. Bl.a. ved at en række udviklingslande industrialiseres og i stigende grad bliver konkurrencedygtige indenfor vigtige industrivaremarkeder.

Situationen i norsk industri kan ikke kun beskrives ved betragtninger over virksomheder, beskæftigelse, brancher og markeder. Det drejer sig i lige så høj grad om felter som arbejdskonflikter, strejker, forurening, arbejdsmiljøproblemer, arbejdsskader, flytning og pendling. En lille oversigtsartikel giver ikke plads til behandling af disse forhold, så der henvises til de andre artikler, der tager disse temaer op.

O.S.


Litteratur

E. Hope (red.): Næringsøkonomiske oversikter. Bind II: Sekundærnæringene, Oslo 1972.
A. Seierstad m.fl.: Norge og den internasjonale storkapitalen, Oslo 1973.
S. Seierstad: Norsk økonomi, i N. R. Ramsøy og M. Vaa (red.): Det norske samfund, Oslo 1975.
D. Tangen: Magt og ejendom, Oslo 1975.