Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Nordirland
DatoOpdatering
2008.10.22Større revision og opdatering foretaget af forfatter
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/11 2008
Læst af: 145.862
Verden  .  Europa  .  Nordirland
: :
Nordirland

Northern Ireland (Nordirland) består af 6 af den nordirske provins Ulsters 9 grevskaber. Det blev oprettet i årene 1920-22 som et område med delvist internt selvstyre i fortsat union med Storbritannien. Dette skete ved en midlertidig deling af Irland ved lov (Government of Ireland Act, 1920), hvor det besluttedes at oprette hjemmestyre både i Dublin og i Belfast. Ved afslutningen af den irske uafhængighedskrig (1919-21) blev dette efterfulgt af en fredsaftale, Anglo Irish Treaty (1921/22) mellem den britiske regering og republikanske forhandlere, der stadfæstede delingen, men gav det sydlige Irland (26 grevskaber) uafhængighed med dominion-status under den britiske krone.

Folket: Nordirland har et indbyggertal på 1.685.260 mio (2001) mennesker. 54,6% af befolkningen er under 35 år, og 24,7% under 16. Befolkningen er delt i to etnisk-religiøse hovedgrupper: flertallet (53,13%) er protestanter og hovedsageligt unionister, dvs. de ønsker at fastholde unionen med England; og mindretallet er katolikker (43,75%), der især er irske nationalister, dvs. de ønsker en genforening af Irland.

Religion: Ved delingen i 1921 var der et protestantisk flertal på 2/3 i Nordirland, men protestanter udgjorde - og udgør i dag - kun et flertal i 4 af de 6 grevskaber, idet de især er koncentreret i de østlige grevskaber. I den næststørste by Derry har der altid været et katolsk befolkningsflertal på ca. 2/3. Den katolske befolkningsandel har konstant været voksende. Protestanterne tilhører forskellige trosretninger. De fleste er presbyterianere (en fundamentalistisk sekt) eller tilhører Church of Ireland (anglikanere).

Sprog: Engelsk (officielt), irsk, ulster-scots.

Politiske partier: Social Democratic and Labour  Party (SDLP), Sinn Féin (SF), Ulster Unionist Party (UUP),  Ulster Democratic Unionist Party (DUP), Northern Ireland Unionist Party (NIUP, Alliance Party (of Northern  Ireland), United Kingdom Unionist Party (UKUP), Progressive  Unionist Party (PUP), Ulster Democratic Party (UDP), Green  Party of Northern Ireland, Labour Northern Ireland (LNI), Workers' Party of Ireland (WP), Conservative  Party of Northern Ireland, Ulster Popular Unionist Party, Republican Sinn Féin (RSF), Irish  Republican Socialist Party (IRSP), Communist Party of Northern Ireland.

Sociale organisationer: Der er et meget stort antal  sociale organisationer i Nordirland, ofte baseret i lokalområderne. De nedenstående hører til blandt de største og/eller kendteste:
Ancient Order of Hibernians, Apprentice Boys of Derry, Bloody Sunday  Justice Campaign, Committee on the Administration of Justice (CAJ), , Northern Ireland Human Rights Commission (NIHRC), Bill of Rights Forum (BORF), Parades Commission (PC), Orange Order, Pat  Finucane Centre (PFC), Peace People, Relatives for Justice (RFJ), Royal Black  Institution (RBI), Der eksisterer en række organsationer, som hjælper ofrene for den voldelige konflikt  i Nordirland og deres familier.

Officielt navn: Northern Ireland

Administrativ inddeling: 6 grevskaber (counties)

Største by: Belfast

Andre vigtige byer: (London) Derry

Regering: Lokalt selvstyre («devolution» eller «Devolved Government») baseret på magtdeling mellem unionister og irske nationalister og  republikanere: Siden maj 2000 har en lokal parlamentarisk forsamling (Assembly)  og lokalregering (Executive) haft den lovgivende og udøvende magt  i Nordirland (pånær i de perioder hvor selvsstyret har været ophævet af politiske årsager). Dette er en konsekvens af gennemførelsen af fredsaftalen (Agreement  reached in the multi-party negotiations eller the Belfast/Good  Friday Agreement), 1998, og dens opfølgning i lov Northern Ireland  Act, 1998. Det nordirske Executive ledes af førsteminister Peter Robinson (DUP) og viceførsteminister Martin McGuinness (Sinn Féin). Der er en  række områder - f.eks. udenrigs- og forsvarspolitik, «lov-og-orden»  mv. - som ikke er omfattet af selvstyret. Den britiske Nordirlandsminister  har en række beføjelser ift. Nordirland, og Westminster kan stadig  lovgive for Nordirland. Nordirland har desuden 18 pladser i det britiske  parlament (underhus). Ved parlamentsvalget i 2005 opnåede de unionistiske partier 10 pladser (DUP: 9, UUP 1), og de irsk-nationalistiske 8 pladser (Sinn Féin 5, SDLP 3).

Væbnede styrker: Den britiske hær afsluttede officielt sit engagement i Nordirland pr. 1. april 2007 som «støtte» for det nordirske politi, og det lokale  nordirske regiment Royal Irish Regiment, som i 1992 blev dannet  ved en sammenlægning af det hidtidige Ulster Defence Regiment (UDR)  med Royal Irish Rangers, blev opløst ved samme lejlighed.

Paramilitære styrker: Der er både republikanske og loyalistiske paramilitære styrker. Næsten alle har erklæret våbenhvile. IRA har nedlagt sine våben. Oversigt over paramilitære styrker:

Republikanske

Belfast, Falls Road, august 82. (Inger V. Johansen)

Irish Republican Army (IRA) / Oglaigh naÉireann genopstod efter splittelsen i den republikanske bevægelse i 1969/70 og blev også kaldet det «provisoriske» IRA. Organisationen gennemgik en professionalisering og politisk radikalisering siden starten af den væbnede konflikt ved 70'ernes begyndelse. Dens idégrundlag er republikansk og socialistisk. Den var den stærkeste og under  konflikten den i England den mest frygtede af de nordirske paramilitære  organisationer. IRA erklærede våbenhvile i 1994 og efter en nye bombekampagne i 1996-97 (begrundet i manglende bevægelse i fredsprocessen) igen i 1997. IRA afsluttede officielt sin væbnede kampagne den 28. juli 2005. Den 26. september 2005 erklærede the Independent International Commission on Decommissioning (IICD) officielt, at IRA havde afsluttet sin våbennedlæggelse («decommissioning»). The Independent Monitoring Commission (IMC) konkluderede i en rapport den 3. september 2008, at IRA ikke længere var operativ.

«Officielle» Irish Republican Army (OIRA): opstod ligesom det «provisoriske» IRA efter splittelsen i den republikanske bevægelse i 1969/70. Officielt nedlagt i 1972, men har uofficielt fortsat eksisteret som en lille gruppe i besiddelse af våben. I 70'erne lå OIRA i blodig strid med IRSP/INLA (se nedenfor). Det havde en tilknytning til Sinn Féin the Workers Party, senere The Workers's Party. OIRA kan stadig være i besiddelse af våben.

Irish National Liberation Army (INLA) udspringer af partiet Irish Republican Socialist Party (IRSP). Oprindeligt splittet fra det «officielle» Sinn Féin / IRA i 1974-75. Er erklæret marxistisk og er en mindre gruppe, hvor der ofte har været betydelig intern strid og splittelse. Erklærede våbenhvile i 1998, men har ikke nedlagt våbnene.

«Real» Irish Republican Army («real» IRA): Splittet fra IRA i 1997. Modstandere af fredsaftalen fra 1998, men så sig efter Omagh-bomben i august 1998 - som de stod bag - tvunget til at erklære våbenhvile. «Real» IRA har siden brudt våbenhvilen og er stadig aktiv. Den har en vis tilknytning til den politiske organisation the 32 County Sovereignty Movement.

Continuity Irish Republican Army (Continuity IRA): Opstod i 1996. Hævdes at have udgangspunkt i partiet Republican Sinn Féin, der blev oprettet efter en splittelse i Sinn Féin i 1986. Er modstandere af fredsaftalen. Afviser våbenhvile og er stadig aktiv.

Loyalistiske

Ulster Defence Association (UDA) er den største af de loyalistiske paramilitære organisationer, som i 70'erne havde op imod  40.000 medlemmer. Oprindeligt oprettet som paraplyorganisation for en  række loyalistiske militsgrupper i 1971. UDA var en lovlig organisation indtil 1992. Derfor har mange UDA-medlemmer bl.a. været aktive i  UDA-dækorganisationen Ulster Freedom Fighters (UFF), der har  været illegal og stået bag mordkampagner på katolikker. Som svar på IRAs våbenhvile i 1994 erklærede UDA våbenhvile samme år sammen med en række andre loyalistiske væbnede grupper (som the Combined Loyalist Military Command (CLMC).  UDA støttede  fredsaftalen fra 1998, men på grund af intern splittelse om dette og periodiske interne væbnede opgør – og med UVF -  såvel som sekteriske angreb på katolikker i hele Nordirland blev organisationens våbenhvile sammen med andre loyalistiske gruppers erklæret ugyldige («specified») af den britiske regering i 2001. UDA repræsenteredes af det politiske parti Ulster Democratic Party, hvis leder var Gary McMichael. Partiet opløstes i 2001. Den 11. november 2007 erklærede UDA, at alle enheder i UFF havde ophørt med at være aktive og ville som konsekvens heraf nedlægge deres våben

Murmaleri for den paramilitære organisation UVF. Belfast, november 1998. (Inger V. Johansen)

Ulster Volunteer Force (UVF) har været en ulovlig organisation  næsten siden dens dannelse i 1966, hvor den antog navnet fra det tidligere UVF. Oprettet i 1912 for at bekæmpe truslen om hjemmestyre i Irland med våbenmagt  Har også optrådt under  dæknavnene Protestant Action Force, Loyalist Action Force og har stået bag utallige mord på katolikker under konflikten. UVF støttede fredsaftalen i 1998, men blev efterfølgende involveret i blodig fejde med UDA og LVF. UVFs våbenhvile blev erklæret ugyldig af den britiske regering i 2005. Den 3. maj 2007 erklærede UVF, at det og Red Hand Commando havde ophørt med væbnet aktivitet. Men UVF nægtede at foretage en «decommissioning» af sine våben under overvågning af the Independent International Commission on Decommissioning (IICD). UVF fik anerkendt sin våbenhvile i maj 2008. UVF repræsenteres af det  politiske parti Progressive Unionist Party (PUP).

Red Hand Commando, oprettet i 1972 og ulovlig siden 1973. Gruppen har haft et vist samarbejde med UVF.

Combined Loyalist Military Command (CLMC) blev oprettet i 1991 som paraplyorganisation for UVF, UFF (dvs. UDA), Red Hand Commando (RHC) for at koordinere gruppernes aktiviteter.

Loyalist Volunteer Force (LVF) opstod i 1996  som en splittelse fra UVF på baggrund af uenighed om våbenhvilen i 1994 og efterfølgende om fredsaftalen i 1998. Afleverede dog som  den første af de paramilitære grupper nogle våben i december 1998, men var efterfølgende involveret i væbnet fejde med UVF og voldelige aktioner mod katolikker LVF erklærede våbenhvile i 2005.

Red Hand Defenders og Orange Volunteers er paramilitære grupper, som er opstået i 1998 og splittet fra andre loyalistiske grupper på grund af deres modstand mod fredsaftalen.

 

Kort over Irland med provinser og grevskaber

Nordirlands status har altid været omstridt. Både England og Irland har historisk gjort krav på området. England har hovedsageligt betragtet delingen af Irland som midlertidig og har aldrig søgt fuldt ud at integrere området i Storbritannien.

Den katolsk/nationalistiske befolkning har overvejende hverken villet anerkende den nordirske stat (1921-72) og dens institutioner, eller unionen med Storbritannien. Den nordirske stat og dens institutioner var heller ikke internationalt anerkendt.

I sin forfatning fra 1937 gjorde den irske fristat, som nu kaldte sig Eire, krav på hele den irske ø. I 1949 erklærede Eire sig ensidigt som republik og løsrev sig hermed helt fra det britiske Commonwealth. Som reaktion indførte Westminster samme år en lov, the Ireland Act, der opstrammede Nordirlands tilknytning til Storbritannien, idet Nordirland fremover skulle vedblive at være en del af United Kingdom (UK), sålænge det nordirske parlament ønskede det. Dvs. en lov der i praksis gjorde unionen med Storbritannien permanent. De lovmæssige formuleringer vedrørende Nordirlands tilknytning til Storbritannien er siden blevet lempet og demokratiseret:

Katolikkernes fordeling i Nordirland. (1971)

Ifølge Northern Ireland Constitution Act (1973) skulle Nordirlands tilhørsforhold til Storbritannien fremover baseres på et nordirsk befolkningsflertals samtykke i en folkeafstemning, mens England i Sunningdale-aftalen (1973) med den irske republik erklærede at ville støtte en irsk genforening, hvis et flertal i Nordirland ønskede det.

Dette blev yderligere modificeret i Anglo-Irish Agreement (1985) mellem England og den irske republik, hvor regeringerne i fællesskab forpligter sig til at lovgive for det, hvis et befolkningsflertal i Nordirland i fremtiden skulle ønske og samtykke i en irsk genforening. Aftalen anerkender endvidere, at der eksisterer to «traditioner» i Nordirland og at ville beskytte deres rettigheder og identiteter. Den irske regering får til opgave at repræsentere «minoritetsbefolkningens» interesser.

I aftalen anerkendes således for første gang den irsk/nationalistiske befolkningsgruppes nationale mål som legitime. Samtidig præciserer den, at Nordirland ikke er nogen permanent del af United Kingdom.

Det samme gentages i fredsaftalen the Belfast/Good Friday Agreement (1998), og Northern Ireland Act (1998) (se nedenfor), og her skitseres yderligere en procedure for fremtidige folkeafstemninger om Nordirlands tilhørsforhold. Samtidig ophævedes Government of Ireland Act (1920) (som delte Irland) ved Northern Ireland Act's ikrafttræden.

Sideløbende blev det med et stort flertal (94 %) ved den irske folkeafstemning den 22. maj 1998 vedtaget at ændre paragraf 2 og 3 i den irske forfatning, hvor der gjordes territoriale krav på hele Irland. I stedet præciseres nu, at alle født på den irske ø har ret til at være en del af den irske nation, og at målet er at forene denne nation, baseret på et befolkningsflertals samtykke på begge dele af øen. Det præciseres også, at fælles Nord/Syd institutioner kan udøve deres magt på begge dele af den irske ø.

Styreformer - den nordirske konflikt

I perioden 1921-72 var styreformen hjemmestyre eller udvidet selvstyre. I praksis var der tale om næsten totalt selvstyre, hvilket gav Nordirland karakter af en stat. Det samme politiske parti, Ulster Unionist Party (UUP), det protestantisk/unionistiske borgerskabs parti, havde regeringsmagten gennem alle årene. Dvs. det var i praksis et unionistisk/protestantisk et-partisystem. Det støttede sig endvidere på et netværk af politiske og sociale organisationer, først og fremmest Orangeordenen, der sikrede den klassealliance, som det unionistisk/protestantiske overherredømme var baseret på.

Dette overherredømme sikredes også ved hjælp af en omfattende undertrykkelse og diskrimination af det katolske mindretal. Især som følge heraf opstod i slutningen af 1960'erne en borgerretsbevægelse, der bevidst ikke-voldeligt kæmpede for lige rettigheder for alle. Dette medførte politiske og voldelige konfrontationer med det unionistiske styre og mellem befolkningsgrupperne. Efter den voldelige kulmination af borgerretsbevægelsen i august 1969, der endte med regulære angreb fra loyalistisk/protestantiske bander på det katolske vestlige Belfast og nedbrænding af hele gader, blev britiske tropper stationeret i området. I starten af 1970'erne udviklede den voldelige situation sig til en væbnet konflikt. Dette underminerede det unionistiske styre og som følger heraf blev det nordirske selvstyre i 1972 suspenderet af den britiske regering: Stormont (parlamentet) blev nedlagt, og der indførtes direkte styre fra London.

I 1974, efter Sunningdale-aftalen (1973) indgået mellem den britiske og den irske regering, indførtes begrænset selvstyre med magtdeling mellem unionister og irske nationalister. Men det blev bragt til fald få måneder senere af en unionistisk/loyalistisk generalstrejke.

Fredsaftalen fra april 1998, the Belfast/Good Friday Agreement (se nedenfor), er det første egentlige forsøg på at skabe en fredsløsning i området siden starten af den væbnede konflikt. Med fredsaftalen og Northern Ireland Act (1998) har man igen søgt at indføre lokalt selvstyre, baseret på magtdeling, i Nordirland.

Befolkningsgrupperne

De to befolkningsgrupper benytter sig af forskellige betegnelser for Nordirland:

De fleste katolikker taler ikke om Northern Ireland, men om the North eller North of Ireland, eller the Six Counties, mens visse loyalister og unionister ukorrekt omtaler Nordirland som Ulster.

Den næststørste by kaldes normalt Derry af de lokale beboere, af den irsk/nationalistiske befolkning og i den irske republik, mens dens officielle koloniale navn Londonderry især anvendes i England og af unionister. Derry's byråd hedder dog officielt Derry City Council.

Nationalister og republikanere

De fleste katolikker i Nordirland er irske nationalister, hvilket i Irland udelukkende er en betegnelse. Den omfatter alle som ønsker et forenet Irland, og er ikke et udtryk for nationalistisk ekstremisme. Nogle af nationalisterne omtaler sig som republikanere, dvs. at de er tilhængere af den republikanske ideologi og/eller støtter den republikanske bevægelse (bl.a. Sinn Féin og IRA). Republikanismen er i sin oprindelse en radikal demokratisk grundopfattelse (med udgangspunkt i idégrundlaget fra revolutionerne i slutningen af 1700-tallet), der også omfattede et perspektiv om national selvbestemmelse og en total britisk tilbagetrækning fra Irland, dvs. en separatistisk holdning. Republikanere er i dag i reglen mere politisk radikale, eller socialistiske, i deres anskuelser end irske nationalister. De stadigt eksisterende paramilitære irsk-nationalistiske grupper kalder sig republikanske.

Unionister og loyalister

De nordirske protestanter er overvejende unionister, hvilket betyder at de ønsker at bevare unionen med Storbritannien. Unionismen voksede frem i slutningen af 1800-tallet som modvægt mod bevægelsen for irsk hjemmestyre, mens loyalismen (dvs. loyalitet mod den engelske/britiske krone) har eksisteret blandt protestanter i Irland siden den engelske kolonisering af Irland i det 16. og 17. århundrede. Loyalister bruges i dag især som betegnelse for mere ekstremistiske og militante kræfter blandt unionisterne, f.eks. de paramilitære grupper. Men mange bruger også de to betegnelser nærmest i flæng.

SDLP's leder John Hume. (Inger V. Johansen)

De vigtigste politiske partier i Nordirland

De største irsk-nationalistiske partier

Social Democratic and Labour Party (SDLP) blev stiftet i 1970 af katolikker fra den liberale middelklasse samt socialdemokrater. Flere af disse havde været ledende i den nordirske borgerretsbevægelse. Partiet er et socialdemokratisk og irsk-nationalistisk parti. Det er medlem af Socialistisk Internationale og af den socialistiske gruppe i Europa-parlamentet. Partiets tidligere leder (1979-2001) John Hume havde en  central betydning og rolle i fredsprocessen og modtog i 1998 Nobels fredspris. Han var medlem af Europa-parlamentet indtil 2004 og af det britiske parlament. SDLP støtter fredsaftalen fra 1998. Partiet er af flere årsager blevet svækket, især efter John Humes afgang, og er gået tilbage fra 24 til 16 pladser i Assembly. Det har stadig 3 pladser i Westminster.

Sinn Féin (SF) er et radikalt republikansk, socialistisk parti, der især støttes af den irsk-nationalistiske arbejderklasse. Partiet udspringer af det «provisoriske» Sinn Féin efter splittelsen i den republikanske bevægelse i 1969/70 i en «officiel» og «provisorisk» fløj, men det blev reelt først opbygget som politisk parti med opstilling til valg fra starten af 80'erne. Det opnåde betydelig fremgang og succes (men ikke ved valg i den irske republik), hvilket utvivlsomt havde stor betydning for den republikanske bevægelses beslutning om at indgå i fredsprocessen. Dette gav partiet yderligere fremgang fra 1990'erne og frem. Partiets leder er Gerry Adams, der også er valgt til det britiske parlament, hvor partiet idag har 5 pladser Partiet støtter fredsaftalen og er gået frem fra 18 til 28 pladser i Assembly. Det har dermed overhalet SDLP som det største irsk-nationalistiske parti i Nord. Sinn Féin's Martin McGuinness har siden 2007 været vice førsteminister i Nordirland. Partiet har 4 medlemmer af det irske parlament Dail Éireann i Dublin samt en senator. Det har desuden siden 2004 haft to medlemmer af Europa-parlamentet – den ene valgt i Dublin den anden i Nordirland.

De største unionistiske partier

Ulster Unionist Party (UUP), der også kaldes Official Unionist Party (OUP). Det ældste og største unionistiske parti, som regerede Nordirland i perioden 1921-72. Oprindeligt i alliance med de britiske Konservative. Partiets politiske orientering er i dag højre-konservativ. Det fik normalt de fleste stemmer i Nordirland ved valg til det britiske parlament og kommunalvalg. Partiet går ind for fredsaftalen fra 1998, og dets daværende leder David Trimble blev udpeget som det nye nordirske selvstyres første førsteminister. Han modtog i 1998 Nobels Fredspris. Men Trimble og partiet var uenige om, hvordan de skulle håndtere magtdelingen og fredsprocessen, hvilket kom til at betyde stor tilbagegang. Partiet er gået tilbage fra 28 til 18 pladser i Assembly, og i Westminster fra 6 til 1 og er overhalet af DUP som det største nordirske unionistiske parti.

Democratic Unionist Party (DUP). Et højre-ekstremistisk parti stiftet i 1971 af den presbyterianske frimenighedspræst Ian Paisley. Partiet har igennem mange år truet UUP's position og har altid fået flere stemmer end UUP i Europa-parlamentsvalg, hvor Ian Paisley er blevet valgt til Europa-parlamentet. Partiet henter især stemmer i det protestantiske småborgerskab og arbejderklasse. Det var modstander af fredsaftalen i 1998 og årene fremover, men accepterer idag – efter IRA's våbennedlæggelse - at dele magten med Sinn Féin. Ian Paisley var DUP's første førsteminister sammen med Sinn Féin's Martin McGuinness. Hans post er idag overtaget af Peter Robinson. Partiet er gået frem fra 20 til 36 pladser i Assembly og fra 5 til 9 i Westminster.

Mindre partier med pladser i det nordirske Assembly 

Alliance Party (of Northern Ireland) blev stiftet af moderate unionister i 1970. Partiet går imod diskrimination, men er tilhængere af unionen med Storbritannien. Officielt ønsker partiet ikke at blive kaldt unionistisk. Det søger at appellere til begge befolkningsgrupper, men er et borgerligt-liberalt parti, der især får stemmer fra middelklassen. Det har med årene mistet en hel del af sin styrke og betydning. Partiet støtter fredsaftalen og er gået fra 6 til 7 pladser i Assembly. 

United Kingdom Unionist Party (UKUP): Et lille stærkt pro-britisk unionistisk parti, der går ind for Nordirlands integration i Storbritannien. Det er et udpræget middelklasse-parti, er modstander af fredsaftalen og har mistet dets oprindelige 5 pladser i Assembly.Progressive Unionist Party (PUP): Oprettet i 1979, med visse forbindelser til den loyalistiske paramilitære organisation Ulster Volunteer Force (UVF). Det blev i 1990'erne UVF's politiske repræsentanter i fredsprocessen. Partiet har især støtte i og appellerer til den protestantiske arbejderklasse. Partiets tidligere talsmand David Ervine blev i 2002 dets leder indtil sin pludselige død i januar 2007. PUP støtter fredsaftalen og har har mest utvetydigt af de unionistiske partier støttet op om fredsprocessen og om en ikke-sekterisk politik. Det har mistet det ene af sine oprindeligt 2 pladser i Assembly.

The Green Party (De Grønne): Oprettet i 1990. Vandt 1 plads i Assembly ved valget i 2007. Partiets ledere er John Barry og Kelly Andrews. Partiet har tætte forbindelser til Green Party i den irske republik og til grønne partier i resten af Europa.

Desuden blev der valgt 1 uafhængig unioniste ved valget til Assembly i 2007.(Northern Ireland) Women's Coalition ((NI)WC - Kvinde-koalitionen): Oprettet i 1996, men nedlagde sig selv i 2006. Kvinde-koalitionen var en progressiv, ikke-sekterisk organisation/parti, der bestod af kvinder af alle religioner og politiske opfattelser. Den mistede sine 2 pladser i Assembly ved valget i 2003. Kvinde-koalitionen var tilhænger af fredsaftalen og gik ind for forsoning gennem dialog og for at fremme kvinders interesser og deltagelse i nordirsk politik og samfundsliv.

ValgTotal Unio-
nist
Total Natio-
nalist
Unionist blokNationalist blokIkke troendeAndre
      UUPDUPAndre U.SDLPSFAndre
N.
APNIAndre
ikke
 
1969 Stormont 67,418,861,1-6,3--18,8-8,15,7
1970 Westminster 58,823,354,3-4,5--23,3-12,65,1
1973 Local government 56,619,241,44,310,913,4-5,813,72,58,0
1973 Assembly 61,924,129,310,821,822,1-2,09,22,61,0
1974 Westminster 64,226,932,38,223,722,4-4,53,22,43,3
1974 Westminster 62,129,836,58,517,122,0-7,86,31,60,2
1975 Constitutional convention 62,525,925,814,821,923,7-2,29,81,40,4
1977 Local government 50,824,729,612,78,520,6-4,114,40,88.3
1979 Westminster 59.028,136.610.212.219.9-8.211.8-2.1
1979 European 59.031.321.929.87.324.6-6.76.8-2,9
1981 Local government 57,322,826,526,64,217,5-5,38,91,88,2
1982 Assembly 59,428,929,723,06,718,810,1-9,32,70,7
1983 Westminster 57,031,334,020,03,017,913,4-8,01,91,6
1984 European 58,035,421,533,62,922,113,3-5,01,30,3
1985 Local government 56,932,029,524,33,117,811,82,47,11,61,8
1986 Westminster by-elections 71,518,751,714,65,212,16,6-5,53,11,2
1987 Westminster 54,932,537,811,75,421,111,4-10,02,6-
1989 Local government 54,932,531,417,85,721,211,3-6,82,13,7
1989 European 56,234,721,529,94,825,59,2-5,21,12,8
1992 Westminster 55,833,534,513,18,223,510,0-8,7-2,0
1993 Local government 50,834,629,017,24,621,912,50,27,71,05,9
1994 European 54,038,823,829,21,028,99,9-4,10,52,6
1996 Forum 52,936,924,218,89,921,415,5-6,52,51,2
1997 Westminster 50,540,232,713,64,224,116,1-8,00,70,3
1997 Local government 47,537,627,815,64,120,716,9-6,5-8,4
1998 Assembly47,439,621,318,08,121,917,7-6,52,04,5
1999 European52,245,517,628,36,328,117,4-2,1-0,2
2001 Westminster52,742,726,822,53,421,021,7-3,61,0-
2001 Local Government47,040,122,921,42,719,420,7-5,10,67,1
2003 Assembly51,740,722,725,73,317,023,50,23,71,02,9
2004 European48,642,216,632,0-15,926,3---9,2
2005 Westminster51,841,817,733,70,417,524,3-3,90,22,2
2005 Local Government48,840,718,029,61,217,423,3-5,00,25,4
2007 Assembly46,541,414,930,11,515,226,2-5,20,26,7

Valgresultater fordelt på blokke og partier 1969-2007. Unionister og Nationalister har de sidste 10 år været næsten lige store og er tvunget til at arbejde sammen, hvis Nordirland skal have et stabilt parlamentarisk grundlag

Historie

Den irske ø blev invaderet af anglo-normanner i 1169, men bortset fra området omkring Dublin opnåede de engelske konger ingen reel magt over Irland. En egentlig kolonisering skete først med Reformationen i 1500- og 1600-tallet. Katolikker blev frarøvet næsten al deres jord i løbet af det 17. århundrede. Særligt brutalt nedkæmpede Cromwell et katolsk oprør efter sin magtovertagelse i 1649. Katolikker blev udslettet og fordrevet fra byer og jord, og tusinder blev sendt som slaver til de Vestindiske Øer. Efter Vilhelm af Oraniens overtagelse af kongemagten i 1688 fra den katolske konge Jacob II, besejredes denne i slaget ved Boyne i Irland i 1690. Dette markerede den endelige sejr over de katolske irere. Herefter mistede katolikker ikke kun deres ret til ejendom og jord, men også alle politiske rettigheder.

I den nordlige provins Ulster, hvor man særligt voldsomt havde modsat sig forsøgene på at udbrede det engelske herredømme, foregik koloniseringen især ved hjælp af et stort antal protestantiske settlers eller bosættere fra Skotland og England, mens den i det øvrige Irland fortrinsvis skete ved, at de katolske bønders jord blev overladt til en ny protestantisk engelsk godsejerklasse. Det betød, at kolonisterne i Ulster i modsætning til i syd blev fordelt på alle klasser og lag. I Ulster blev katolikkerne fordrevet til de mere ufrugtbare og vestlige egne af provinsen - mens de dårligst stillede af bosætterne fik de lidt bedre jorder.

De engelske kolonister tilhørte den protestantiske «anglikanske» kirke og var socialt begunstigede ift. de skotske kolonister, som var presbyterianere, en fundamentalistisk protestantisk sekt.

I 1791 oprettedes den første republikanske, anti-kolonialistiske organisation - the United Irishmen - af irske protestanter af den nye middelklasse, overvejende presbyterianere fra Belfast og omegn. De var inspireret af idealerne fra den amerikanske og franske revolution og allierede sig med de katolske bønder for at løsrive Irland fra det britiske herredømme.

Den militante anti-katolske protestantiske Orangeorden - en organisation af logetype - oprettedes i 1795 i Ulster for at drive en kile ind i samarbejdet mellem protestanter og katolikker. Den søgte at forene protestanter af alle lag for at sikre det protestantiske overherredømme i Irland og det britiske kolonistyre. Den fik dog først sin store betydning efter unionismens fremvækst i 1880'erne.

United Irishmen blev blodigt nedkæmpet i et stort oprør i 1798. I 1800 knyttedes Irland tættere til England gennem en union.

I løbet af 1800- og 1900-tallet opstod adskillige - moderat nationalistiske eller republikanske - organisationer, der kæmpede for katolikkers rettigheder, for jord, eller for selvstyre/hjemmestyre eller egentlig uafhængighed af England. De fleste kæmpede med fredelige eller parlamentariske midler, og enkelte med voldelige. I 1829 genvandt katolikkerne deres politiske rettigheder.

En stærk bevægelse for irsk hjemmestyre opstod i 1880'erne under ledelse af en irsk protestant, Charles Stuart Parnell. Dette affødte en voldsom reaktion i store dele af især den protestantiske befolkningsgruppe i Ulster, hvor en unionistisk bevægelse blev skabt i en alliance med de britiske Konservative. Unionismen forenede den tidligere splittede protestantiske befolkningsgruppe i det nordlige Irland i en fælles modstand mod bestræbelserne på at skabe irsk hjemmestyre og for at fastholde unionen med England. I sidste ende blev målet at fastholde provinsen Ulster i unionen med England. Jo større sandsynligheden blev for en britisk vedtagelse af hjemmestyre, jo mere militant blev den unionistiske bevægelse. I 1912 da hjemmestyre kunne blive en realitet i løbet af et par år oprettede unionisterne en privat hær, Ulster Volunteer Force, med tusinder af mand under våben, der militært ville kæmpe for at bevare Ulster under direkte britisk styre. Unionisterne støttedes af store dele af det britiske establishment og af den britiske hær. Hvis den Første Verdenskrig ikke var brudt ud i 1914 kunne situationen have udviklet sig til en borgerkrig, der også bredte sig til England.

Bevæbningen af unionisterne inspirerede til dannelsen af militser på den irsk-nationalistiske og republikanske side. I 1916, hvor krigstrætheden og modstanden voksede i Irland mod indrulleringen af irere til krigstjeneste i de britiske styrker, foranstaltede to af disse et oprør, Påskeoprøret, mod den britiske kolonimagt. Oprøret blev slået ned af den britiske regering og dets ledere fængslet. En række af disse, herunder fagforeningslederen James Connolly, blev brutalt henrettet i fangeskab.

Dette medførte voldsomme reaktioner i den irske befolkning, der i løbet af kort tid sluttede kraftigt op om den republikanske bevægelse med dens anti-kolonialistiske radikale ideologi: det separatistiske parti Sinn Féin blev på dette tidspunkt radikaliseret og knyttet nærmere til de republikanske militser, der fra starten af 1919 blev til Irish Republican Army (IRA) og den ledende kraft i uafhængighedskrigen mod det britiske styre i 1919-21. Ved valget til det britiske parlament i december 1918 vandt Sinn Féin 3/4 af de irske pladser i parlamentet, mens næsten halvdelen af partiets valgte kandidater sad fængslet. Dermed havde et flertal af de irske vælgere erklæret deres tilslutning til Irlands totale uafhængighed af England. Hjemmestyre var ikke længere nok for den irske befolkning.

Sinn Féin brugte sin nye styrke til i januar 1919 at oprette et parlament i Dublin, Dail Éireann, hvilket den britiske regering betragtede som et åbent oprør. Dette førte til næsten to års krig for irsk uafhængighed.

1921-72 Nordirland under unionistisk styre

Delingen af Irland og oprettelsen af Nordirland i årene 1920-22 skete som konsekvens af unionisternes stærke position ift. den britiske regering og establishment, samt den britiske frygt for at svække sit imperium udadtil ved at lade hele Irland opnå uafhængighed af Storbritannien.

Men der var også britiske interesser i at bevare det industrialiserede og økonomisk stærke Belfast på britiske hænder. Men økonomien, der var baseret på skibsværftsindustri, tekstilindustri og landbrug, gik stærkt tilbage efter den økonomiske krise i slutningen af 1920'erne. Det unionistiske styre var lidet fornyende hvad angik økonomisk politik og udvikling. Siden slutningen af 1930'erne blev området afhængigt af store og stadigt voksende økonomiske tilskud fra den britiske statskasse. En vis fornyelse kom først med det reform-orienterede unionistiske styre under Terence O'Neill i begyndelsen af 1960'erne, som også lagde op til en opblødning i forholdet til republikken i Syd.

Der kom en skarp unionistisk/loyalistisk reaktion, ledet af Ian Paisley, på denne politik, som efter den nordirske borgerretsbevægelses fremvækst i 1968 tog yderligere til, også blandt unionister i O'Neills eget parti UUP.

Skønt Nordirland formelt kun fik delvis selvstyre i 1921, overlod den britiske regering i praksis området til det unionistiske styre, som regerede stort set uden britisk indblanding indtil den nordirske borgerretsbevægelse voksede frem i slutningen af 1960'erne. Det unionistiske styre regerede ved hjælp af diskrimination og en omfattende kontrol og militarisering af samfundet, bl.a. ved hjælp af et bevæbnet unionistisk/protestantisk domineret politi, RUC (Royal Ulster Constabulary), og hjælpestyrker (kaldet B-Specials), samt (fra 1922) en permanent streng nødretslovgivning. Der skete en omfattende manipulation af valgsystemet for at fastholde UUP's flertal i parlamentet i Stormont, Stormont, som det bevarede indtil 1972, da Stormont og det unionistiske styre blev suspenderet. Og der var f.eks. stadig ikke almindelig stemmeret ved kommunalrådsvalg i slutningen af 1960'erne. Stemmeret afhang af besiddelse af ejendom, hvilket betød, at en fjerdedel af den voksne befolkning ikke havde stemmeret. I 1969 var 3/4 af disse katolikker. Hvis det ikke havde været for den ydre parlamentariske fernis, kopieret fra det britiske system, kunne den nordirske stat minde om en egentlig politistat.

Den protestantiske interesseorganisation Orangeordenen var rygraden i det politiske system og klassesamarbejde. Ved at tildele alle protestanter privilegier ift. den katolske befolkningsgruppe søgte man at sikre denne klassealliance. Staten var baseret på den anti-katolske orangistiske ideologi og indbyggede unionismen og orangismen i samfundets grundlag og struktur. Indtil 1966-67 var alle nordirske ministre på nær én også medlemmer af Orangeordenen.

StillingProtestanter (%)Katolikker (%)
Afdelingschef, leder98,11,9
Højere tjenestemand89,210,8
tjenestemand på næsthøjeste niveau93,36,7
Katolikker og protestanter i den nordirske statsadministration (1969)

Som følge af undertrykkelse og diskrimination, samt en generel økonomisk stilstand, blev størsteparten af den katolske befolkningsgruppe fastholdt i en stilling som samfundsmæssig underklasse og levede i dyb fattigdom - ligesom før Irlands deling. Men folketællingerne i 1911 og 1971 viser, at procentdelen af katolikker, som var ufaglærte eller delvist faglærte og arbejdsløse faktisk voksede i perioden til at udgøre over halvdelen af den katolske befolkningsgruppe. Helt modsat den udvikling man generelt så i arbejderklassen i andre vestlige samfund, samt i den protestantiske arbejderklasse i Nordirland.

Den nordirske borgerretsbevægelse var et politisk og socialt opgør med diskriminationen og undertrykkelsen, men bevægelsens krav var beskedne krav om demokrati og lige rettigheder - dvs. en reform af den nordirske stat. Bevægelsens hovedkrav var f.eks. «en mand - en stemme», dvs. indførelse af almindelig valgret. Det viste sig imidlertid umuligt at fastholde ikke-voldstaktikken, kopieret fra den nordamerikanske borgerretsbevægelse, i et samfund hvor en demokratisering ville undergrave selve grundlaget for den unionistiske stat. Borgerretsbevægelsen blev anskuet og behandlet som en trussel mod staten.

Væbnet konflikt

Det unionistiske styres manglende reformer samt en voksende unionistisk/loyalistisk højrefløjs voldelige reaktioner mod borgerretsmarcherne var med til at skabe en omfattende støtte til bevægelsen i den katolske befolkningsgruppe, ikke mindst i arbejderklassen. Fremvæksten af denne massebevægelse skabte frygt i den protestantiske befolkningsgruppe og skærpede de politiske modsætninger og voldelige sammenstød - også mellem befolkningsgrupperne. Kulminationen af dette i august 1969, der udviklede sig til «pogrom» lignende protestantisk/loyalistiske voldelige angreb på det katolske Vest-Belfast, betød at britiske militære styrker blev sat ind for at sikre stabiliteten i området. Den britiske politik var på den ene side at søge at opretholde og støtte det nordirske styre, som de britiske styrker samarbejdede med, samtidig med at den britiske regering søgte at presse visse - men begrænsede - reformer igennem for at imødekomme den katolske befolknings krav.

Mens den ekstreme loyalisme styrkedes i den unionistiske befolkningsgruppe og pressede det unionistiske styre for at øge undertrykkelsen af katolikkerne, radikaliseredes den katolske befolkningsgruppe, som efterhånden sluttede stadig stærkere op bag det provisoriske IRA. Dette skete ikke mindst på baggrund af den tiltagende undertrykkelse fra det unionistiske styres side og den britiske hær. Denne førte bl.a. til indførelse af internering uden dom i august 1971 og Bloody Sunday den 30. januar 1972, hvor britiske faldskærmstropper skød og dræbte 14 borgerretsdemonstranter i Derry.

I perioden 1970-72 udvikledes der i Nordirland en væbnet konflikt. Bloody Sunday var på afgørende vis med til at eskalere konflikten. I marts 1972 valgte den britiske regering midlertidigt at nedlægge det nordirske parlament Stormont og det unionistiske styre, som havde stadig alvorligere problemer med at håndtere den urolige situation, især efter Bloody Sunday.

Frem til indgåelsen af Anglo-Irish Agreement - aftalen mellem de to regeringer i London og Dublin - i 1985 var konflikten i Nordirland totalt fastlåst. Den britiske politik og taktik i denne periode bestod af en militær og anden undertrykkelse af den irsk-nationalistiske (betragtet som den oprørske) befolkningsgruppe - specielt en såkaldt inddæmning af den republikanske bevægelse og dens bagland – kombineret med sociale forbedringer og andre reformer, der skulle vinde katolikkerne for status quo og lægge en dæmper på den væbnede aktivitet og opbakningen til den. Herunder var der også et forsøg på at genoprette selvstyret i Nordirland, men med magtdeling mellem unionister og irske nationalister (1973-74). Dette forsøg brød sammen især som følge af en unionistisk/loyalistisk generalstrejke, der var tegn på en stærk modstand i den unionistisk-sindede befolkning

 Mænd (%)Kvinder (%)
Katolikker167
Protestanter65
Arbejdsløsheden i Nordirland (1997)
Northern Ireland Affairs Committee Report (1999)

I den samme periode ramtes Storbritannien af økonomisk krise, der havde en særlig stor effekt i yderområderne, bl.a. i Nordirland. Som følge af dette og den fortsatte væbnede konflikt skrantede økonomien og mange arbejdspladser gik tabt. Der var en voldsomt stigende arbejdsløshed, som især ramte den irsk-nationalistiske befolkningsgruppe. Men reformer og økonomiske tilskud forbedrede samtidig generelt levestandarden for alle under konflikten. Diskriminationen eksisterde imidlertid fortsat: Arbejdsløshedstal fra 1990’erne viste, at arbejdsløsheden blandt katolikker stadig var 2 – 2½ gang så stor som protestanters ligesom i 1971. Tal for familiernes gennemsnitsindkomst visste, at katolikker stadig havde en væsentlig lavere (ca. 2.000 kr. mindre om måneden) gennemsnitsindkomst end protestanter. Der blev gennemført en reform af valgsystemet, som er det område hvor reformer skabte mest ligestilling mellem befolkningsgrupperne i løbet af konflikten. Dette og en voksende irsk/katolsk befolkningsgruppe styrkde de irsk-nationalistiske partier i valgene. Men det direkte styre fra London og en lokalstyrereform (1973), der indskrænkede kommunalrådenes ansvarsområder, bevirkede på den anden side , at partierne i al almindelighed havde en ringe indflydelse på samfundsudviklingen. Derimod betød bl.a. den væbnede konflikt og den optrappede repression fra statsmagtens side, at menneskeretssituationen blev stærkt forværret.

Baggrunden for Anglo-Irish Agreement (1985) var styrkelsen af Sinn Féin som politisk parti i starten af 1980'erne og den succes, som partiet opnåede ved valgurnerne, samt en tiltagende udenlandsk - især nordamerikansk - interesse for at få løst op for den fastlåste konflikt, som den britiske regering ikke havde vist vilje til. Aftalen skulle sikre et irsk samarbejde med den britiske regering i inddæmningen af den republikanske bevægelse og fremme det moderate SDLP for at svække Sinn Féin. Samtidig fik den irske regering for første gang en officiel indflydelse på nordirsk politik, om end den var af rådgivende karakter.

UFF er dækorganisation for den store protestantiske paramilitære organisation UDA. UFF har stået bag mordkampagner på katolikker.
Belfast, november 98. (Inger V. Johansen)

Denne politik slog i vid udstrækning fejl. Sinn Féin blev ikke svækket afgørende, men gik heller ikke frem. Unionisterne fastholdt også deres modstand imod aftalen på grund af den irske regerings indflydelse. Den konservative britiske Thatcher-regering konkluderede, at reform-politikken i Nordirland heller ikke afgørende havde formået at svække opbakningen til den republikanske bevægelse. Det skyldtes især, at undertrykkelsen af den irsk-nationalistiske befolkningsgruppe fortsatte, i slutningen af 80'erne kombineret med en opblussen af de loyalistiske gruppers mordkampagne på katolikker, som ellers havde ligget næsten stille siden slutningen af 70'erne.

Fredsprocessen

Flere forhold fik i 1990'erne den britiske regering og den republikanske bevægelse til at ændre deres politik. Dette startede med et skift i politiske signaler hos begge parter omkring 1989/90. Disse holdningsændringer hos de to hovedparter i konflikten var afgørende forudsætninger for den fredsproces, som blev indledt i 1990 med hemmelige forhandlinger mellem den britiske regering og Sinn Féin (1990-93).

For den britiske regering var de vigtigste forhold følgende: som nævnt at Sinn Féin og IRA ikke var blevet svækket afgørende af den britisk-irske samarbejdspolitik. IRA ville ikke kunne besejres militært; reformpolitikken blev ikke længere betragtet som et effektivt stabiliseringsinstrument. Men også at verden ændrede sig i slutningen af 1980'erne fra en bipolær verdensorden, med de vestlige lande på den ene side og Sovjetunionen og andre såkaldt socialistiske stater på den anden, hvor oprørsbevægelser verden over, inklusive Sinn Féin og IRA, blev betragtet som i en slags alliance med denne «hovedfjende». Med sammenbruddet af Sovjetunionen og øststaterne forsvandt denne «hovedfjende». I starten af 1990'erne begyndte så forsøgene på at løse mange de konflikter i verden, der involverede oprørsbevægelser, og som tidligere ofte blev betragtet som uløselige: Sydafrika, Mellemøsten osv. Samtidig var Storbritannien og den irske republik blevet stadigt dybere integreret i det europæiske fællesmarked og republikkens officielle «neutralitet» dermed modificeret, sådan at udviklingen på den irske ø i mindre grad sås af briterne som noget, der kunne blive en sikkerhedsmæssig «risiko» for Storbritannien. Presset udefra - især fra USA - på den britiske regering blev øget, og med John Majors overtagelse af regeringsmagten efter Margaret Thatcher åbnedes muligheden for for alvor at kunne satse på en ny politik ift. Nordirland.

Årsagen til den republikanske bevægelses politikskifte skyldtes især ønsket om at fremme og styrke bevægelsen politisk. Baggrunden for radikaliseringen og politiseringen af bevægelsen fra 1970'ernes slutning havde også været ønsket om at styrke arbejdet for de politiske mål. Man havde konkluderet, at det var nødvendigt at udvikle den politiske side af kampen ved at opbygge Sinn Féin som et egentligt politisk parti. Men efter stor succes i starten af 1980'erne, stabiliseredes partiet på omkring 10% af stemmerne ved valgene i Nord, og det fik ingen succes i Syd. Den væbnede kamp havde på den ene side vist sig som et effektivt pressionsmiddel over for den britiske regering; på den anden side en hæmsko for udviklingen af Sinn Féin. Mange der støttede Sinn Féin's politiske mål og sociale politik stemte ikke på partiet på grund af IRA's militære aktioner, som i mange tilfælde ramte civile. Desuden forudså man, at konflikten sagtens kunne vare endnu en generation: var det de mange menneskeliv værd at fortsætte, hvis en fredsaftale kunne skabe mulighed for med tiden at kunne nå sine mål ved politiske midler? Dette også set i lyset af at den irsk-nationalistiske befolkningsgruppe var voksende og kunne blive et flertal i Nordirland i løbet af en generation.

Dette var baggrunden for, at Sinn Féin gik ind i forhandlinger, hvor de - i modsætning til tidligere forhandlinger/kontakter med britiske forhandlere - på forhånd accepterede, at de skulle gå på kompromis. Men når den republikanske bevægelse overhovedet havde tiltro til projektet, skyldes det ikke mindst de udenlandske - især nordamerikanske - kræfters opbakning bag og involvering i projektet og pres på den britiske regering.

Mens den hidtidige britiske Nordirlands-politik havde taget udgangspunkt i en stabilisering af situationen via inddæmning af den republikanske bevægelse, bevægede den britiske regering sig fra starten af 1990'erne over på en politiske linje, hvor man satsede på at skabe en reel fredsproces: Specielt efter sammenbruddet for Brooke/Mayhew-forhandlingerne (1991-92) med de 4 såkaldte «konstitutionelle», ikke-voldelige politiske partier, UUP, DUP, SDLP, Alliance Party, søgte man at inddrage politiske repræsentanter for de paramilitære organisationer med det sigte at skabe en våbenhvile og en fredsaftale, der kunne føre til permanent stop for volden.

Dette var og har siden været og er en lang og vanskelig proces, som tog sin begyndelse i offentligheden, efter at John Hume og Gerry Adams i 1993 formulerede et initiativ, som de henvendte sig med til den britiske og den irske regering. Dette blev fulgt op af de to regeringer med først «Downing Street-erklæringen» (1993) og siden «Frameworks for the Future»-dokumentet (1995). I 1994 fulgte IRA's første våbenhvile efterfulgt af en loyalistisk våbenhvile.

Men den egentlige fredsproces kom først rigtigt igang, efter at det britiske Labour-parti vandt regeringsmagten i 1997. John Majors regering blev i perioden 1995-97 i stigende grad svækket og gjort afhængig af de unionistiske stemmer i det britiske parlament. Det betød f.eks., at John Major støttede unionisternes krav om, at IRA skulle aflevere sine våben inden forhandlinger kunne komme i gang. Dette var medvirkende til, at IRA i 1996-97 kortvarigt genoptog sin væbnede kampagne

Derry, vægmaleri, januar 1997. (Inger V. Johansen)

Fredsaftalen 1998

Den nye premierminister Tony Blair fejede unionisternes forhåndsbetingelser af bordet og valgte fra starten at satse hårdt på fredsprocessen. Forhandlinger indledtes hurtigt efter valget i 1997.

Allerede i april 1998 opnåede man the Agreement reached in the multi-party negotiations (eller the Belfast/Good Friday Agreement) - hvor såvel republikanere som unionister gik på kompromis. Aftalen blev støttet af UUP, SDLP, Sinn Féin, Alliance Party, PUP, UDP og Kvinde-koalitionen. Modstandere var DUP, UK Unionists, og andre små unionistpartier og uafhængige unionister samt den protestantiske intereresseorganisation Orange Ordenen. UUP's leder David Trimble måtte presses hårdt for at gå med til aftalen.

Fredsaftalen - aller Belfast-aftalen - indeholder alle vigtige elementer i en fredsaftale: den er en aftale mellem alle stridende parter i konflikten, og dens endelige mål er at opnå en total afslutning på den væbnede konflikt ved hjælp af såvel politiske forandringer og reformer som en egentlig demilitarisering.

Aftalen bestod af følgende elementer:

  1. Et indledende forfatningsmæssigt afsnit der erstatter Anglo-Irish Agreement (1985), hvor de to regeringer forpligter sig til at anerkende de ønsker, som et flertal i Nordirland måtte give udtryk for – hvad enten det foretrækker en fortsat Union med Storbritannien eller et forenet Irland.  Regeringerne anerkender også, at hele folket på den irske ø har ret til at udøve sin selvbestemmelse og kan vælge at skabe et forenet Irland, men ikke uden at et flertal i Nordirland har indvilget i dette. Afsnittet fastslår, at for indeværende ønsker et flertal i Nordirland at bevare tilknytningen til Storbritannien. De to regeringer forpligter sig til lovgivningsmæssigt at føre befolkningens ønsker ud i livet, hvis der på basis af de ovenstående forudsætninger i fremtiden skulle vise sig et ønske om at skabe et forenet Irland. De to regeringer forpligter sig endvidere til på basis af aftalen at ændre britisk lovgivning og den irske forfatning vedr. Nordirlands konstitutionelle status: Dvs. bl.a. en ophævelse af Government of Ireland Act (1920), ifølge hvilken Irland blev midlertidigt delt, og gennemførelse af ændringer af paragraf 2 og 3 i den irske forfatning, hvor republikken gjorde krav på hele Irland. 
  2. oprettelse af et lokalt selvstyre i Nordirland baseret på magtdeling mellem unionister og nationalister; selvstyret skal varetages af en Assembly (parlamentarisk forsamling) med 108 pladser samt et Executive (lokalregering); Assembly har lovgivende og udøvende magt på de områder, som i forvejen ligger inden for den nordirske administrations kompetence - med mulighed for at andre områder senere kan overdrages til selvstyret; i alle vigtige spørgsmål kræves der enten et flertal i begge de to politiske lejre (unionister og nationalister) i forsamlingen eller kvalificeret flertal (60 %/40 %) for at et forslag kan vedtages. Assembly og Executive eksisterer som «skygge»-arrangementer uden kompetence, indtil der er overført magt fra det britiske parlament i Westminster til den nordirske forsamling på de områder, som selvstyret skal omfatte. Der oprettes desuden et rådgivende nordirsk «borgerforum» (Civic Forum).
  3. etablering af samarbejde mellem Nord og Syd, i et Nord/Syd Ministerråd og Nord/Syd institutioner;
  4. etablering af samarbejde mellem alle dele af de britiske øer i et britisk-irsk råd (British-Irish Council), samt mellem de to regeringer (British-Irish Intergovernmental Conference);
  5. en yderligere sikring af menneskerettighederne i Syd og i Nord; herunder skal den europæiske menneskeretskonvention inkorporeres i nordirsk lovgivning, og der udarbejdes en Bill of Rights for Nordirland, som bl.a. omfatter ligerets/stillings-bestemmelser, såvel mellem kvinder og mænd som mellem befolkningsgrupperne, herunder også ligestilling af de to befolkningsgruppers identitet; samt nedsættelse af uafhængige kommissioner til at overvåge lovene og sikre, at de overholdes/føres ud i livet, herunder menneskeretskommissioner i Nord og Syd og samarbejde mellem dem i en fælles kommission; samt nedsættelse af uafhængig kommission til at tage sig af ofrene for volden og derigennem bidrage til forsoning i det nordirske samfund;
  6. demilitarisering, der består af paramilitær decommissioning (omtrent: sætte våbnene ud af kraft, dvs. ikke en reel aflevering af våben) og britisk demilitarisering, herunder britisk tilbagetrækning af tropper og materiel og ophævelse af undtagelseslovgivningen; planerne for decommissioning udarbejdes af "den uafhængige internationale kommission for decommissioning";
  7. grundliggende reform af politiet, RUC: politiet skal være repræsentativt for «det samfund, hvor det fungerer» og «uvildigt». Samt nedsættelse af uafhængig kommission til at udarbejde forslag til en sådan reform af politiet; desuden gennemførelse af en revision af straffelovgivningen;
  8. fremskyndet løsladelse af de paramilitære gruppers fanger, som har erklæret og overholder en våbenhvile.
  9. Desuden er der vedhæftet en aftale mellem de to regeringer med deres særlige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af aftalen. Det præciseres, at aftalen ikke kan træde i kraft før Nord/Syd- og det britisk-irske samarbejde på de britiske øer er etableret (som er betinget af nedsættelsen af et Executive). Det forudsætter også, at de to regeringer iværksætter den lovgivning, de har vedtaget på det forfatningsmæssige område Når aftalen træder i kraft, erstatter den desuden Anglo-Irish Agreement (1985). De to regeringer forpligter sig desuden til at sikre en gennemførelse af aftalen i fællesskab (dvs. også hvis selvstyret ikke er fungerende).

Gennemførelsen af centrale elementer af aftalen er således indbyrdes betinget af hinanden.

Fredsaftalen udskyder også en evt. løsning af det nationale spørgsmål - Irlands deling og Nordirlands tilknytning til Storbritannien - til en senere generation. Med sine bestemmelser lægger aftalen derimod op til samfundsreformer internt i Nordirland, der skal gøre op med resterne af det unionistisk/protestantisk dominerede samfund. I den forstand er målet med fredsaftalen det samme som det den nordirske borgerretsbevægelse - uden held - kæmpede for i slutningen af 60'erne: en reform og demokratisering af det nordirske samfund.

Menneskerets- og ligeretsbestemmelserne er helt centrale elementer i fredsaftalen. Mens det svageste led er bestemmelserne vedrørende demilitarisering, idet den britiske demilitarisering (inklusive ophævelse af undtagelseslovgivningen) stort set overlades til den britiske regerings skøn, og der ikke er formuleret noget præcist vedrørende den paramilitære decommissioning. Der sigtes i aftalen på at opnå decommissioning senest to år efter folkeafstemningen (dvs. den 22. maj 2000). De politiske partier bag fredsaftalen forpligter sig til at arbejde for en decommissioning. Mere præcise detaljer vedr. den paramilitære decommissioning overlades til den uafhængige internationale kommission.

Fredsaftalen var et kompromis, der især var vanskeligt for UUP, de små loyalistisk/protestantiske partier og Sinn Féin.

Hovedproblemerne i fredsaftalen for UUP var nedsættelsen af en lokal regering (Executive) baseret på magtdeling mellem unionister og irske nationalister og republikanere, samt i samarbejdet mellem Nord og Syd. Nogle unionistiske modstandere af aftalen var decideret modstandere af magtdeling. Andre, som f.eks. UUP, nærede modvilje imod at skulle acceptere Sinn Féin's deltagelse i en lokalregering baseret på magtdeling. Et andet centralt problem for alle unionister var reformen af det overvejende protestantiske politi, RUC.

Alle unionister, inklusive UUP, stillede desuden vedholdende krav om IRA-våbenaflevering, i anden række decommissioning, for overhovedet først at acceptere forhandlinger, og siden for at acceptere de for dem ubehagelige skridt i realiseringen af fredsaftalen. For både unionister og republikanere ville en egentlig våbenaflevering kunne tolkes som et tegn på overgivelse.

Problemet for republikanerne var accepten af nordirsk selvstyre og af Stormont, idet det betød en de facto anerkendelse af Nordirland. Sinn Féin måtte desuden bryde med sine principper om ikke at indtage sine pladser (abstentionism) i et parlament i Nordirland for ikke i praksis at anerkende Irlands deling og Nordirland. Dette krævede en vanskelig ændring af Sinn Féin's vedtægter på partiets kongres (Ard Fheis) i 1998.

Sinn Féin måtte dermed acceptere en fortsat deling af Irland, og at kampen for irsk genforening skulle ses i et mere langsigtet perspektiv og alene udkæmpes med fredelige midler.

At støtte fredsaftalen var et vanskeligt kompromis for både UUP og republikanerne. Mens aftalen stort set var en SDLP-ønskeseddel.

Fredsaftalen blev godkendt i folkeafstemninger i det nordlige og sydlige Irland den 22. maj 1998. Mens 94% af vælgerne stemte for i Syd - her drejede afstemningen sig reelt kun om forslagene til ændringer i den irske forfatning (se ovenfor), stemte 71% for aftalen i Nordirland.

Herefter gennemførtes valg til den nye forsamling i Nord, Assembly, den 25. juni 1998. Forsamlingen har 108 pladser. Valgresultatet viste, at 4 partier havde fået tilstrækkeligt med stemmer til også at opnå ministerposter i en ny lokalregering Executive, når den engang blev nedsat: SDLP - 22%, UUP - 21,3%, DUP - 18,1%, og Sinn Fein - 17,6%. Imidlertid fik UUP 28 pladser mod SDLP's 24.Det betød, at Assembly efterfølgende valgte UUP's leder David Trimble til nordirsk førsteminister, og SDLP's Seamus Mallon til viceførsteminister.

Valgresultatet viste, at knap halvdelen af de unionistiske vælgere stemte på kandidater, der var imod aftalen. Ingen irsk-nationalistiske eller republikanske modstandere af aftalen var opstillet. Opinionsmålinger i 1998-99 viste en opbakning til aftalen på 88-98% i den irsk/katolske befolkningsgruppe.

For at sikre sig opbakning lovede UUP endog op til både folkeafstemningen og valget til Assembly, at partiet ikke ville gå med til at nedsætte en lokalregering med deltagelse af Sinn Féin, uden at IRA var begyndt at aflevere sine våben. Et løfte som ikke var i overensstemmelse med fredsaftalen.

Derry, vægmaleri, januar 1997. (Inger V. Johansen)

Fredsaftalen føres ud i livet

Gennemførelsen af Belfast-aftalen har været præget af store vanskeligheder, og tidsplanerne har ikke kunnet overholdes. I en lang periode fra 2002–07 var selvstyret nedlagt, og mange troede, at dette betød Belfast-aftalens endeligt. Selv om flere loyalistiske og republikanske paramilitære grupper har været aktive siden 1998 og er det den dag idag (2008), har der dog aldrig været tegn på, at fredsprocessen ville bryde sammen. Årsagen til vanskelighederne har især været den store unionistiske modstand mod aftalen, samt en vedvarende og dyb mistillid mellem parterne og til hinandens hensigter.

Den protestantiske befolkningsgruppe har været dybt splittet i sit syn på aftalen. Opinionsmålinger har dog også klart vist, at tilslutningen har været r størst, når der er tillid til, at fredsprocessen fungerer. Den stærkeste modstand synes at have været i dele af den unionistiske middelklasse, somudgør en væsentlig del af både UUP's og DUP's vælgergrundlag.

For at sikre sig opbakning til aftalen lovede UUP allerede op til folkeafstemningen og valget til Assembly i 1998, at partiet ikke ville gå med til at nedsætte en lokalregering med deltagelse af Sinn Féin, uden at IRA var begyndt at aflevere sine våben. Den unionistiske modstand mod aftalen – også i egne rækker – tvang Trimble og UUP til at gøre våbenspørgsmålet til omdrejningspunktet for en realisering af aftalen. Reelt blev våbenspørgsmålet brugt til at forhale fredsprocessen på de punkter, der var prekære for unionisterne - dvs. især nedsættelsen af et Executive med Sinn Féin’s deltagelse i dette.

Det lokale selvstyre i Nordirland kom på plads den 1. december 1999, men blev allerede suspenderet af den britiske regering den 11. februar 2000. Først den 29. maj 2000 blev selvstyret genoprettet med betydelig forsinkelse – denne gang for en længere periode idet det fungerede til det blev suspenderet den 14. oktober 2002. Dog med to korte taktisk betonede suspensioner undervejs.

Nedlæggelsen af det første Executive i februar 2000 skete efter pres fra Trimble efter en overraskende god 2 måneders start for selvstyret. Som led i et kompromis for at få nedsat lokalregeringen, erklærede IRA at ville åbne dele af sine våbenlagre for inspektion af en uafhængig international kommission. The Independent International Commission on Decommissioning (IICD), men IRA's første decommissioning handling fandt først sted i oktober 2001. Regeringsnedsættelsen efterfulgtes hurtigt af overførsel af kompetence fra Westminster til Assembly i Nordirland, samt etablering af Nord/Syd-Ministerrådet og –samarbejdsinstitutionerne. Disse er ifølge fredsaftalen betinget af oprettelsen af lokalregeringen og ministerier under de enkelte ministre. Nord/Syd-samarbejdet fungerede overordentligt godt, men i endnu et forsøg på at lægge pres på republikanerne omkring våbenspørgsmålet nægtede Trimble som førsteminister at udpege Sinn Féin's to ministre til at deltage i Nord/Syd-ministerådsmøderne. Trods nedlæggelsen af selvstyret i 2002 garanterede de to regeringer ved en aftale i november 2002, at Nord/Syd samarbejdet kunne fortsætte, bl.a. gennem en udbygning af Nord/Syd samarbejdsinstitutionerne. Dette har ført til mange konkrete resultater på områder som handel og erhverv, EU-programmer, turisme mv. 

Andre dele af fredsaftalen kunne gennemføres hurtigt og næsten smertefrit: Den fremskyndede løsladelse af de politiske fanger blev hurtigt tilendebragt, men blodig fejde mellem de loyalistisk/protestantiske paramilitære grupper betød, at en af de løsladte fanger måtte sættes i fængsel igen. Menneskeretskommissioner blev oprettet i Nord og i Syd, og i Nord ligeledes en Ligestillingskommission og et «borgerforum» (Civic Forum). En Bill of Rights er dog endnu ikke (i 2008) blevet vedtaget.

Den uafhængige internationale kommission vedr. decommissioning har haft en meget aktiv rolle i forbindelse med gennemførelsen af denne del af aftalen, som for IRA's vedkommende blev afsluttet den 26. september 2005, efter at IRA officielt havde afsluttet sin væbnede kampagne i juli 2005. Trods de loyalistiske paramilitære gruppers erklæringer om våbenhvile, er det dog endnu uklart, om disse vil holde, og hvordan de vil forholde sig til decommissioning (se iøvrigt afsnittet ovenfor om de paramilitære grupper). Endelig er der sket en demilitarisering i Nordirland i 2007, idet de britiske tropper er blevet trukket tilbage, og Royal Irish Regiment (RIR), det nordirske regiment i den britiske hær, er blevet opløst. Et af fredsaftalens tidligste vigtige resultater var gennemførelsen af en reform af politiet, som ikke kunne undgå at få de dybe modsætningerne mellem fredsaftalens parter til at bryde ud i lys lue. Den 9. september 1999 offentliggjorde den uafhængige politi-kommission under ledelse af Chris Patten (senere EU-kommissær) sin rapport med forslag til reformen. Rapportens anbefalinger – først og fremmest dens forslag om ændringer af politistyrkens ydre symbolik som dens navn fra Royal Ulster Constabulary (RUC) til Police Service of Northern Ireland (PSNI), af dens emblemer, afskaffelse af flagning med det britiske flag mv. – fik unionister af næsten alle afskygninger til at reagere skarpt. Noget der naturligvis først og fremmest viste, i hvor høj grad RUC stadig opfattedes af unionister som «deres» politi. UUP havde siden fredsaftalen kom på bordet fastholdt, at de ikke ville acceptere ændringer af RUC. Den første opinionsundersøgelse efter Patten-forslagets offentliggørelse viste, at det støttedes af 69 % af katolikkerne, mens 65 % af protestanterne var imod. 

Men hovedindholdet i Patten-rapporten var forslag om en modernisering og effektivisering af politiet, der ville gøre det i stand til at fungere i et «normalt» samfund med en styrket tilstedeværelse i lokalområderne. Overholdelse af menneskerettighederne var et centralt punkt i rapportens forslag til uddannelse af fremtidens politi. Et punkt der desværre blev svækket i den efterfølgende lovgivning. Et nyt element var, at overvågningen af politiet, der tidligere blev foretaget af the Police Authority, skulle erstattes af en Northern Ireland Policing Board, der bl.a. skulle bestå af repræsentanter fra de politiske partier i forsamlingen, Assembly, i Stormont, dvs. også fra Sinn Fein, som frem til sin ekstraordinære partikonference om dette i januar 2007 (se nedenfor) nægtede at indtage sine pladser i the Policing Board i protest mod den utilfredsstillende lovgivning. 

Menneskeretsorganisationer kritiserede især rapporten for dens manglende forbud mod politiets anvendelse af plastikkugler, samt for at den ikke indeholdt nogen kritik af RUC's mange brud på menneskerettighederne. Desuden pegede de på det helt centrale, at sålænge undtagelseslovgivningen ikke var afskaffet, ville det være svært at ændre politistyrkens karakter. Undtagelseslovgivningen Emergency Provisions Act (fra 1973) er siden blevet ophævet, men er til gengæld blevet erstattet af den  britiske anti-terrorlovgivning, der ikke gjorde problemet mindre. Det blev foreløbig løst i januar 2007 (ifm. opfølgning på the St. Andrews Agreement) ved, at PSNI's virksomhed blev adskilt fra efterretningstjenestens. Men menneskeretsorganisationerne betragter stadig anti-terrorlovgivningen som skadelig for en normalisering af forholdene i Nordirland.

Reformen af det protestantisk dominerede (92%) nordirske politi, RUC, var på mange måder selve krumtappen i en reform af det stadigt unionistisk dominerede samfund i Nordirland. Dens sigte var at afpolitisere politiet, reducere og normalisere det og sikre, at det i højere grad kunne blive repræsentativt for hele befolkningen, bl.a. ved hjælp af en fremskyndet pensionering og rekruttering, hvor der ansattes en katolik for hver protestant. En utilstrækkelig reform af politiet ville være et signal til den irsk-nationalistiske befolkning om, at magten stadig lå i unionistiske hænder.

Patten-rapportens udmøntning i lov – Police (Northern Ireland) Act 2000 – blev vedtaget af Westminster i efteråret 2000. Denne lov var på mange måder et britisk kompromis ift. de unionistiske indvendinger mod Patten-rapporten, og lovforslaget blev skarpt kritiseret af både SDLP, Sinn Féin, den irske regering og mange eksperter på det retlige område. Kritikken havde en vis indflydelse på udformningen af den endelige lov. Men loven og dens implementering har været en del af de løbende vanskelige forhandlinger mellem fredsaftalens parter.

Belfast, Ardoyne, vægmaleri 1997. (Inger V. Johansen)

Et vigtigt udestående i Belfast-aftalen er dens bestemmelser om at arbejde for lighed. Der er tegn på en forbedring, hvad angår spørgsmålet om bekæmpelse af diskrimination på arbejdsmarkedet baseret på de etnisk/religiøse tilhørsforhold. Men der har været både vanskeligheder med at rokke ved de sociale forskellene mellem de to befolkningsgrupper samt en øget social polarisering af samfundet som sådan. Nordirland er et af de mest socialt polariserede samfund i den såkaldte udviklede del af verden, med en ulighed der overgår Grækenland, Italien, det øvrige Irland og Storbritannien og USA.

Dette har været med til at cementere ulighederne mellem de etnisk-religiøse befolkningsgrupper og mellem kønnene, som man gerne ville til livs. Dette er ikke mindst sket på grund af den generelle britiske økonomiske og sociale politik.

En EU-finansieret fattigdomsrapport fra 2003 vurderede, at ca. 36% af de katolske husstande levede under fattigdomsgrænsen, mens procenten for protestantiske var 26%. Hvad angår boligforhold/adgang til almene boliger er der også stadig markante forskelle mellem de to befolkningsgrupper – måske fordi der først blev indført forbud mod diskrimination ifm. tjenesteydelser i 1998.

Som et af de første tillidsskabende skridt over for den irsk-katolske befolkningsgruppe besluttede den britiske regering i 1998 at gennemføre en uvildig undersøgelse af «Bloody Sunday» i Derry, den 30. januar 1972, hvor 14 demonstranter i en borgerretsdemonstration blev skudt og dræbt af britiske faldskærmstropper.  «Bloody Sunday» havde ført til en dramatisk forværring af konflikten, og den irsk-katolske befolkningsgruppe havde stort set opfattet den britiske regerings håndtering af situationen efterfølgende som et forsøg på at dække over en planlagt aktion. Undersøgelsen – the Bloody Sunday Inquiry – blev indledt i 1999 ved et tribunal i Guildhouse i Derry under Lord Saville, og derfor også omtalt som «The Saville Inquiry». Den afsluttedes i 2004 med forventning om, at der ville komme en slutrapport med konklusioner på undersøgelsen inden for de næste 1 – 2 år.  Men i 2008 foreligger der endnu ikke nogen slutrapport.

Status - år 2008 

Fredsprocessen i Nordirland har været en af Tony Blairs få succes'er i hans lange periode som premierminister for Labour-regeringen i Storbritannien fra 1997 til 2007. Men den har også haft en høj prioritet – ligeledes fra den amerikanske regerings side, især indtil George Bush overtog præsidentembedet.

Uanset de svære odds er det lykkedes – ganske vist med stor forsinkelse - at føre det meste af Belfast-aftalen ud i livet. Kronen på værket var nedsættelsen af en ny lokalregering i Stormont baseret på magtdeling den 8. maj 2007, med Ian Paisley, den mangeårige uforsonlige formand for det unionistiske DUP, og Martin McGuinness, tidligere IRA-leder, fra det republikanske Sinn Féin som henholdsvis ny førsteminister og viceførsteminister. Dette havde ingen troet muligt i starten af fredsprocessen.

I juni 2008 overtog Peter Robinson fra DUP Ian Paisleys post som førsteminister. Det næsten problemløse samarbejde mellem Paisley og McGuinness i the Executive havde skabt interne spændinger i DUP, men også Ian Paisleys høje alder spillede ind. Med Robinson er samarbejdet ikke længere så gnidningsfrit, men Robinson er i princippet tilhænger af at fortsætte regeringssamarbejdet med Sinn Féin.

Med denne udvikling har DUP accepteret Belfast-aftalen, som partiet tidligere var fundamentalt imod. Dette og republikanernes vilje til at efterleve fredsaftalens bestemmelser - især hvad angår våbennedlæggelse - har været afgørende forudsætninger for, at det nordirske selvstyre har overlevet, endog på basis af magtdeling mellem gamle fjender. Da DUP og Sinn Féin siden 2002 har overhalet henholdsvis UUP og SDLP som de største - unionistiske og irsk-nationalistiske - nordirske partier, har det været klart, at uden et samarbejde mellem de to partier ville det være umuligt at genetablere selvstyre med magtdeling. I en længere periode fra 2001 og frem har der været en række sager, hvor republikanerne var indblandet på mere eller mindre negativ vis, som - selvforskyldt eller ikke - var med til at lægge pres på Sinn Féin og umuliggøre partiet som samarbejdspartner i en lokalregering. Det gjaldt ikke mindst anklager i efteråret 2002 om, at der var kræfter i Sinn Féin ansat på Stormont, som havde «spioneret» mod Nordirlandsministeret. Det viste sig senere, at «spionagen» i dette tilfælde var blevet udøvet af en mangeårig britisk spion i republikanernes rækker. Uanset disse sager lykkedes det Sinn Féin at få og fastholde et forspring for SDLP i valgene – sandsynligvis også fordi den populære SDLP-formand John Hume i 2001 måtte træde tilbage af helbredsmsæssige årsager.

DUP's politikskifte har meget at gøre med partiets nye status som Nordirlands største parti. Det er – som andre partier i lignende situation – blevet «ansvarligt». Der har længe været en intern splid mellem to hovedfløje i partiet, de pragmatiske som ville have del i magten, og de fundamentalistiske, der ville holde den unionistiske fane højt. Den sidste er stadig en betydningsfuld faktor i partiet, men pragmatikerne har foreløbig vundet slaget om den politiske grundlinje. Men det faktum, at Nordirland ifølge Belfast-aftalen ville blive styret i fællesskab af regeringerne i London og Dublin, hvis der ikke eksisterede et lokalt selvstyre, har sikket også været med til at overbevise DUP: Det ville være mere gavnligt for dem at være med frem for at befinde sig på sidelinjen i en proces, der alligevel fandt sted, og som i deres øjne kunne risikere at føre til et genforenet Irland.

Efter 2002 investerede den britiske regering sammen med den irske regering i forbindelse med en fastlagt revision af Belfast-aftalen store kræfter på igen at samle de nordirske partier for at genetablere selvstyret, især på at bringe DUP og Sinn Féin sammen om en fælles aftale for at bane vej for nedsættelse af en ny lokalregering. Ikke mindst sejren for begge partier i Assembly-valget i november 2003 gjorde det klart, at der ikke var nogen vej udenom at bringe disse partier sammen, hvis et nordirsk selvstyre skulle have en chance igen.

I 2004 fremsatte de to regeringer forslag til en såkaldt Comprehensive Agreement, som alligevel i sidste ende strandede på mistro fra DUP’s side til, at republikanerne ville indfri deres løfter om våbenedlæggelse. Men dette var også et tegn på, at pragmatikerne endnu ikke stod stærkt nok i DUP. Det lykkedes til gengæld at få en aftale – St. Andrews Agreement - i stand i november 2006, efter at IRA’s decommissioning havde fundet sted i 2005, som skulle føre til en genoprettelse af selvstyret. Et nyt valg til Assembly i marts 2007 bekræftede de nordirske vælgeres tillid til aftalen, og til at DUP og Sinn Féin kunne føre fredsprocessen videre i en fælles regering.

Denne aftale betød en række opstramninger af bestemmelserne i Belfast-aftalen, der skulle gøre de nordirske politiske partiers ministre mere ansvarlige, fremskynde en Bill of Rights gennem nedsættelse af et Bill of Rights Forum (i december 2006, der har barslet med sin endelige rapport den 31/3 2008) og styrke den nordirske menneskeretskommissions beføjelser. Der skulle satses mere på afskaffelse af fattigdom og på lighed og ligestilling. Og der var desuden løfter om en stor økonomisk tilskuds-pakke til Nordirland (på 50 mia. pund), der i høj grad var med til at sikre aftalens accept hos de nordirske partier. Der var en tidsplan for gennemførelse af aftalen, samt et krav til Sinn Féin om at samarbejde hvad angik lov-og-orden området og dermed indtage sine pladser i the Policing Board samt en hensigtserklæring om, at lov-og-orden området ville blive overført til det nordirske selvstyre. Dette har været et britisk ansvarsområde siden nedlæggelsen af Stormont i 1972.

Dette godkendtes af en ekstraordinær Sinn Féin partikonference i januar 2007 under den forudsætning, at magtdelings institutionerne skulle være genoprettet, og der var en plan for overførsel af lov-og-orden området til selvstyret.

Iværksættelsen af dette sidste – overførslen af lov-og-orden området til det nordirske selvstyre – skulle have fundet sted i maj 2008 og er blevet forsinket/forhalet. Det har skabt stor debat og uenighed mellem DUP og Sinn Féin og vakt den gamle frygt til live igen hos unionisterne – her ikke mindst de mere fundamentalistiske kræfter i DUP – for konsekvenserne af at de irske nationalister eller republikanere ville få kontrol over ordensmagten/politiet. Det har også igen rejst en generel debat om magtdeling som styreform hos de øvrige partier, Men denne debat har stort set fundet sted i presse, blandt akademikere og politiske aktører siden Belfast-aftalen kom i stand i 1998.

I.V.J.


Internet

Political ressources on the Net (Northern Ireland)