Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 22.614
: :
KGB
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

KGB - Komitet gosudarstvennoj bezopasnosti (Komiteen for statens sikkerhed) var betegnelsen for Sovjetunionens hemmelige politi og efterretningsvæsen.

Historie

KGB var det magtinstrument og voldsapparat, som lederne af Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP) havde til rådighed for at beherske sovjetsamfundet. Selv om KGB formelt blev oprettet i 1954 - efter Berijas fald året før - eksisterede organisationen i forskellige administrative former og med forskellige ansvarsområder og opgaver fra 1917. Allerede 20. december 1917 blev Tjekaen etableret - en forkortelse for Vserossijskaja tsjrezvytsjajnaja komissija po borbe s kontrrevolutsiej i sabotazjem (Den alrussiske ekstraordinære kommission for kamp mod kontrarevolution og sabotage), og de af KGB's ansatte som var sig organisationens historie bevidst, berømte sig ofte som tjekister.

Tjekaen syntes oprindelig at have været tænkt som en undersøgelsesinstans uden dømmende eller straffende myndighed, men efterhånden som presset mod den unge sovjetstat tiltog, fik Tjekaen også disse to funktioner under sig. Institutionaliseringen af den røde terror som modvægt mod den hvide terror førte til, at Tjekaen stadig fik eller tiltog sig yderligere fuldmagter. I løbet af borgerkrigen foretog Tjekaen summariske henrettelser i stor målestok af såvel mistænkte som gidsler.

Efter borgerkrigens afslutning i 1922 blev Tjekaen formelt opløst, og GPU - Gosudarstvennoe polititsjeskoe Upravlenie (Det statslige politiske direktorat) - blev etableret som en underafdeling af indenrigsministeriet - NKVD. Felix Dzerzjinskij, som havde været leder for Tjekaen, blev leder for både GPU og NKVD. Tjekaen fortsatte sit arbejde under en ny betegnelse, men med begrænsede fuldmagter. I 1923 blev GPU udskilt fra NKVD og fik status som selvstændigt ministerium, OGPU - fortsat med Dzerzjinskij som leder.

I den politiske kamp mod slutningen af 1920'erne benyttede Stalin-fraktionen sig af OGPU for at løse politiske modsætninger indenfor partiet. Dette var opgaver, der lå udenfor OGPUs ansvarsområde, men når organisationen blev sat til sådanne opgaver, skete det alene som en konsekvens af degenereringen af sovjetmagten. Samtidig blev der etableret en praksis, som blev bevaret frem til organisationens nedlæggelse i 1991. Under kollektiviseringen blev OGPU tildelt vigtige opgaver i kampen mod kulakkerne og måtte flere gange rykke ud for at slå omfattende bondeoprør ned.

I 1930 blev Gulag - Glavnoe upravlenie lagerej - oprettet som en underafdeling af OGPU. Genrikh Jagoda var chef. OGPU blev i 1934 indlemmet i NKVD, som nu blev den centrale politiorganisation. NKVDs fuldmagter blev udvidet i begyndelsen af 1930'erne. NKVD fik lovformelig ret til at dømme, til at foretage henrettelser og til at tage gidsler. Særlig berygtet er dekretet af 7. april 1935, som gav NKVD ret til at dømme børn ned til 12 år til døden. Det var hovedsageligt NKVD, som gennemførte Moskvaprocesserne og udrensningerne i 30'erne. Det var NKVD, der iscenesatte skueprocesserne og fremtvang falske tilståelser ved tortur og med trusler om repressalier mod de anklagedes familier.

Væsentlig for forståelsen af NKVD og KGBs loyalitet er de anseelige privilegier, som de ansatte i det hemmelige politi efterhånden fik i form af høje lønninger og adgang til varer og tjenester, som den almindelige sovjetborger ikke kom i nærheden af og knap anede eksistensen af. Disse privilegier for sovjetstatens magtelite var et resultat af Stalins anti-egalitære politik, som forstærkedes med kollektiviseringen og den første femårsplan. Men der er grund til at tro, at NKVD blev specielt tilgodeset, for at Stalin kunne sikre sig støtte fra denne helt centrale del af magtapparatet. Disse privilegier, som blev gjort tilgængelige under Stalin, beholdt det hemmelige politi siden hen, og det i højere grad end andre dele af priviligentsiaen.

Til trods for at det var NKVD, der havde ansvaret for gennemførelsen af udrensningerne i 30'erne, blev organisationen selv gjort til genstand for omfattende udrensninger. I 1936 blev Jagoda afsat som chef for NKVD, og to år efter blev han dømt til døden og henrettet sammen med et stort antal topledere i NKVD. Hans efterfølger, Nikolaj Jezjov, som optrappede terroren, forsvandt i slutningen af 1938, og hans skæbne er ukendt. Lavrentij Berija efterfulgte Jezjov som chef for NKVD. Samtidig blev det hemmelige politi udskilt fra NKVD og fik betegnelsen NKGB (Folkekommissariatet for statens sikkerhed).

I 1946 fandt en ny omorganisering sted. Både NKVD og NKGB fik status som regeringsdepartementer. NKVD blev til MVD (Indenrigsministeriet), og NKGB blev til MGB (Ministeriet for statens sikkerhed). Mens det hemmelige politi i mellemkrigstiden havde koncentreret sig om at kontrollere sovjetsamfundet, blev aktiviteterne efter 2. verdenskrig udvidet til traditionelt efterretningsarbejde og spionageopgaver i udlandet.

KGB

Efter Stalins død i 1953 lykkedes det for Berija at få slået MVD og MGB sammen, og han overtog kontrollen med den nye organisation. Berija opnåede således en enorm magt. En magtkoncentration som Berijas rivaler - Malenkov, Khrustsjov og Molotov - må have opfattet som en trussel mod dem selv. Juleaften 1953 meddelte Pravda, at Berija var blevet henrettet som udenlandsk spion. Det var magtpåliggende for de nye ledere at få fuld kontrol med det hemmelige politi. Som led i dette opstod KGB den 13. marts 1954. KGBs fuldmagter var begrænsede i forhold til organisationens forgængere. Den dømmende myndighed blev bl.a. udskilt og lagt ind under Justitsministeriet.

Efter at afstaliniseringen i 1956 tog fart, blev organisationens fuldmagter yderligere begrænset. KGBs opgave blev at overvåge det sovjetiske samfund på alle niveauer og slå til mod oppositionelle af enhver afskygning. Men organisationen holdt også øje med de øverste partiledere. Siden midten af 1970'erne fulgte KGB særlig nøje med i de gryende nationalistiske strømninger i de enkelte unionsrepublikker. Desuden administrerede KGB fortsat hele tvangsarbejdssystemet, selv om det var af langt mindre omfang end under Stalin. Det skete gennem underafdelingen Gulag. KGB havde endvidere den rent militære kontrol med Sovjetunionens grænser og havde næsten en halv mio. soldater og officerer til sin disposition. Et ukendt antal personer arbejdede desuden som hemmelige agenter for KGB i sovjetsamfundet - mange sandsynligvis kun på deltid.

KGB havde et tæt samarbejde med de hemmelige politiorganisationer i Østeuropa og havde placeret agenter på højt niveau i disse, hvilket var af afgørende betydning for Sovjetunionens kontrol over området. Men den altovervejende del af KGBs virksomhed foregik i Sovjetunionen, selv om aktiviteten i udlandet var betydelig.

KGBs chef i 70'erne - Jurij Andropov - blev i 1973 medlem af partiets Politbureau. Det var et tegn på, at lederne af SUKP ønskede at befæste den rent politiske kontrol med denne helt centrale organisation i sovjetsamfundet. Andropov blev i 1983 partiets generalsekretær, da Leonid Breshnev døde, men Andropov døde selv året efter.

Lige siden bolsjevikkerne gjorde Moskva til hovedstad i sovjetstaten blev efterretningstjenesten ledet fra Lubjanka på den Dzerzjinskijpladsen. Midt på pladsen står en statue af Tjekaens grundlægger, den polske adelsmand Felix Dzerzjinskij, og skuer mod Kreml. Eller rettere stod. Med Sovjetunionens opløsning i december 1991 blev også KGB opløst, og en af de første statuer der blev væltet var statuen af Dzerzjinskij - symbolet på 74 års politisk terror.

A.J.