 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Hørup, Viggo
 |
| Viggo Hørup |
Viggo Hørup (1841-1902), dansk politiker, journalist og skribent.
Hørup blev student 1861, cand. jur. 1867. Medarbejder og redaktør ved Morgenbladet 1876-83.
I 1884 grundlagde han sammen med Edvard Brandes Politiken. Den nye avis var i konstant fremgang; oplaget var i 1884: 2.000, i 1886: 5.000, 1888: 10.000 og i 1897: 20.000. Bladet førte en ny tone og et anderledes mere mundret sprog ind i journalistikken. Hørups artikler var – når de var bedst – udformede som essays om magt og ret, vendt mod vanetænkning, bureaukrati og nationalisme.
Hørup blev valgt til Folketinget for partiet venstre i 1876 og var medlem af Folketinget til 1892, hvor han blev fældet af P.A. Alberti, bl.a. på anklager om maskepi med socialdemokratiet, gudløshed og ikke-danskhed.
Hørups politik var at gøre partiet mere radikalt, socialt-liberalt, og han så med sympati på socialdemokratiet. Uden at være egentlig pacifist bekæmpede han indædt militarismen, befæstningen af København, finansieret ved provisoriske finanslove.
Hørups gruppe i folketinget blev kaldt «europæerne», og hans antinationalisme var med til at svække ham politisk. Dertil kom den såkaldte «sædelighedsfejde» i 1887, hvor han stillede sig på linje med Georg Brandes i et friere syn på det seksuelle. Endelig var Hørups konstante opgør med (højre-)grundtvigianismen medvirkende til, at det var lettere at fælde ham politisk. Det var et samarbejde mellem Højre og den moderate del af Venstre, der fældede ham ved den afgørende valgkamp i 1892.
Hans virkemidler var klar logik, humor og ironi. Som kulturpolitiker vandt han, mens han tabte som «realpolitiker» og parlamentariker da han sjældent var villig til de små kompromisser, men som kulturpolitiker og skribent har han påvirket langt. Han var (sammen med socialdemokratiet) med til at indgyde den almindelige borger selvtillid og tro på sig selv overfor hovne autoriteter. Som politisk tænker rangerer han blandt de bedre også i international sammenligning; hans ideer om magt og magtens arrogance rækker ud over hans egen tid og har gyldighed i dag. Hans lange skribentvirksomhed var med til at skabe en ny dansk prosa.
Kort før sin død indtrådte han i regeringen «Deuntzer» 1901, der ofte nævnes som det såkaldte «systemskifte». Den betragtes som parlamentarismens reelle indførelse i Danmark.
Sammen med Georg Brandes var Hørup med til at skabe grundlaget for den senere kulturradikalisme, og selv i dette århundrede er nogle af de afgørende skel i dansk politik udsprunget af Hørups markeringer: for en social-liberal økonomisk politik og for internationalisme, imod utæmmet kapitalisme og imod nationalisme.
Sidst ajourført: 21/7 2009
Læst af: 21.813