Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Nationalisme

Nationalisme som politisk doktrin vækker modstridende associationer. På den ene side billedet af svage og undertrykte folks kamp mod fremmed herredømme - billedet af befrielsesbevægelser og uafhængighedskrige fra Afrika til Indokina - som er politisk progressivt og moralsk retfærdigt. På den anden side chauvinistisk demagogi og aggressiv militarisme - fascisme og reaktionær ekspansion: Nationalitetsprincippet går i baglås og går amok. Udfra denne betragtning er nationalismen en moderne Janus, med et ansigt vendt mod venstre og et mod højre. Men dette dobbeltbillede giver kun en overfladisk forståelse af fænomenet.

Nationalismen beskrives ofte som et generelt stadium i udviklingen af moderne samfund: Den opstod i Nordvesteuropa og Nordamerika sidst i 1700 tallet, og spredte sig senere med stadig stigende fart til resten af verden. Det var europæiseringen og moderniseringen af verden, som bragte nationalismen frem. Først som en politisk revolutionær bevægelse vendt mod enevælden og traditionelle hierarkier. Senere med et socialt revolutionært program vendt mod diskriminering og ulighed. Udfra dette perspektiv tillægges nationalismen en historisk entydig rolle. Enten i den almene moderniseringsproces - som den liberale udviklingsteori hævder - eller i udviklingen af det borgerligt kapitalistiske samfund - som marxister fastholder. I begge tilfælde betragtes nationalisme og nationalitetsprincippet som et mellemstadium på vejen frem mod et mere internationalt samfund - en socialistisk-proletarisk verden i den materialistiske fortolkning eller en højere global harmoni i den idealistiske variant.

Men som politisk bevægelse er nationalismen snarere et svar på ujævn udvikling og truende sociale forandringer: Forsvarskamp mod dominans udefra eller aggressiv reaktion på frygten for international degradering. I det 19. og 20. århundrede - henholdsvis i Europa og i den tredje verden - opstod nationalismen som ideologisk legitimering for den uafhængige og centraliserede nationalstat. Politisk massedeltagelse og ujævn økonomisk udvikling var forudsætninger for nationalismens gennembrud. Den udtrykte en integration af perifere områder i det kapitalistiske verdenssystem, samtidig med at den indebar en politisk opsplitning af det samme system.

Nationalistiske bevægelser kan beskrives gennem en udvikling i tre faser. I den første fase er det patriotiske program gerne begrænset til en lille intellektuel elite. I europæisk historie var dette det umiddelbare svar på den franske revolution. Anden fase indebærer en spredning til en større del af det fremvoksende borgerskab, hvor kulturel romantisme og liberal nationalisme var udtryk for borgerskabets patriotiske selvforståelse i perioden fra ca. 1815 til 1848. Den sidste fase indebærer, at masserne involveres gennem en national populistisk appel: Nationalismen som massebevægelse med tilslutning fra bønder og arbejderklasse.

Nationalismen som svar på ujævn udvikling kommer til udtryk gennem et spejlvendt forhold mellem nationalisme som ideologi og nationalisme som realitet: Nationalismens selvforståelse dyrker folklore, folkelig kultur, nationale antikviteter af social og materiel karakter. Nationalismen bliver vigtig, netop når disse ting bliver kunstige. Den kulturelle nationalisme er resultatet af, at urbanisering og uddannelse fjerner folk fra deres folkeligt kulturelle udgangspunkt, mens de rodfaste bønder der voksede op med folkedans, sjældent blev gode nationalister.

Nationale bevægelser opstod derfor i områder med nogen grad af social forandring. Ikke i de traditionelle bondesamfund, der var for uberørte af den nye tid til, at patriotisme kunne erstatte lokale tilknytningsformer. Den opstod heller ikke i gennemmoderniserede områder med en uproblematisk lederstilling overfor omverdenen. Nationalismen opstod og fængede i områder, hvor «moderniseringen» var tilstrækkelig til at skabe problemer, men ikke tilstrækkelig fremskreden til at løse dem. Tilsvarende var de nationale aktivister i den klassiske borgerlige fase overrepræsenteret i de sociale mellemlag - svagest blandt småbønder og arbejdere på den ene side og den politisk-økonomiske elite på den anden.

Som svar på den ujævne udvikling blev nationalismen politisk tvetydig: Én form var progressiv og forsvarede folkelig deltagelse og selvbestemmelsesret; En anden var reaktionær med aggressiv chauvinisme ud ad til og klasseundertrykkelse ind ad til. Disse forskellige varianter er ikke helt fremmede for hinanden. Tvetydigheden er nationalismens væsen. Det er derfor fejlagtigt at forholde sig ubetinget entydig til den.

Ø.Ø.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 82.301