Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Said, Edward W.

Edward Said
Edward Said

Edward W. Said (1935-2003), palæstinensisk-amerikansk litteraturforsker og politisk aktivist. Født i Jerusalem i det daværende britiske mandatområde Palæstina, søn af velstående protestantisk-kristne palæstinensiske forældre. Said arvede sit amerikanske statsborgerskab fra sin fader, som meldte sig til den amerikanske hær under første verdenskrig for at slås mod Det Osmanniske Rige, som Palæstina tilhørte indtil 1922. Under den første israelsk-arabiske krig i 1948-49, hvor ca. 1,3 mio. palæstinensere blev fordrevet fra det historiske Palæstina, udvandrede Said-familien til Cairo. Efter afsluttet skolegang på britiske eliteskoler i hhv. Palæstina og Egypten blev Said i 1951 sendt på kostskole i USA. Derefter studerede han engelsk litteratur ved Princeton og Harvard, hvor han skrev sin ph.d.-afhandling om den polske eksilforfatter Joseph Conrad, som i sine romaner, f.eks Mørkets hjerte (1902), skildrer imperialismens destruktive kræfter. I 1963 blev Said ansat ved Columbia-universitetet i New York, hvor han senere udnævntes til professor i sammenlignende litteraturvidenskab og kulturstudier, en stilling han beklædte indtil sin død i 2003. Han var i en periode også formand for Modern Language Association, den ansete amerikanske sammenslutning af universitetslærere i litteratur og sprog.

Seksdageskrigen i 1967 tvang Said til at undersøge sin egen identitet som vestligt uddannet eksil-palæstinenser på et tidspunkt, hvor alt arabisk blev lagt for had i de vestlige medier, og det officielle Israel fornægtede palæstinensernes eksistens. Som følge heraf begyndte Said at engagere sig i palæstinensisk politik, samtidig med at han studerede arabisk litteratur og sprog i Libanon. Han blev medlem af PLO's nationale råd i 1977 og var i 1980'erne en af den palæstinensiske bevægelses vigtigste talsmænd i USA. Indtil sin død forblev Said overbevist om, at den eneste realistiske løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt er en fælles stat for både israelere og palæstinensere, eftersom de gør krav på samme land, og Said var også en af hovedkræfterne bag PLO's anerkendelse af Israel, men trak sig i 1993 i protest mod Arafats Oslo-aftale, som ifølge Said ville gøre de palæstinensiske områder til et de facto «Bantustan» under israelsk kontrol.

Hans arbejde for den palæstinensiske sag skete på et uafhængigt kritisk grundlag, der skaffede ham fjender på begge sider. Kort efter undertegnelsen af Oslo-aftalerne i 1993 sagde han i et foredrag på et amerikansk universitet, at «Yasser Arafat og det palæstinensiske selvstyre havde udviklet sig til villige kollaboratører med den israelske militære besættelse, en slags palæstinensisk Vichy-regering». Kritikken af Oslo-aftalerne viste sig at være korrekt, da processen fra midten af 90'erne kørte fuldstændig fast. Han var ligeledes stærkt kritisk overfor den islamiske fundamentalisme. Han kritiserede de palæstinensiske selvmordsattentater i Israel og kritiserede også selvstyrets formand Yasser Arafat, hvilket medførte, at denne forbød Saids bøger i Gaza striben. I USA og Israel blev han til gengæld af højrefløjen betegnet som en «professor i terror» pga. sit vedholdende forsvar for palæstinensisk selvbestemmelse og sin støtte til en én-statsløsning, og han blev derfor hyppigt udsat for trusler.

Said forblev til det sidste politisk aktiv, skrev regelmæssigt artikler til bl.a. The Guardian (UK), Al-Ahram (Egypten) og The Nation (USA), og var i 2002 med til at oprette Palestinian National Initiative eller Mubadara; en demokratisk oppositionsbevægelse i Palæstina, der bl.a. sigter på at udvikle et palæstinensisk civilsamfund. Said, som også var klassisk uddannet pianist og har skrevet flere bøger om musik og samfund, stiftede sammen med den israelske musiker og dirigent Daniel Barenboim det såkaldte «Øst-Vest-Divan»-projekt, som samler unge israelske og palæstinensiske musikere. I 1999 udgav Said sine erindringer, Out of Place, hvor han skildrer sin opvækst i bl.a. Jerusalem. Bogen var indirekte svar på anklager fra højre-zionistisk side om, at han ikke var ægte palæstinenser, og derfor ikke havde nogen ret til at tale på palæstinensernes vegne.

Forfatterskabet

Saids forfatterskab strækker sig over 30 år og kan inddeles efter fire overordnede interesseemner: 1) Forholdet mellem tekst og verden, 2) Vestens forestillinger om og fremstillinger af islam og Orienten, 3) de intellektuelles rolle og ansvar samt 4) Palæstina-konflikten, bl.a. set fra et identitetspolitisk perspektiv. Said har med sine bøger søgt at afdække forholdet mellem Vestens erobring og dominans af Mellemøsten, begyndende med Napoleons militære og akademiske felttog til Egypten i 1798, og den dermed forbundne kultur- og vidensproduktions former i de vestlige metropoler i det 19. og 20. århundrede, bl.a. den humanistisk-liberale tradition med dens iboende paradoks om at anvende kolonialisme til at fremme Vestens værdier. Endelig beskæftiger Said sig i mindre grad med den koloniserede «periferis» modstandsstrategier, f.eks. i form af nativisme (dyrkelse af det rene og ægte og uberørte udtryk for de folk og kulturer, som Vesten har underkastet - to eksempler er rastafari-bevægelsen og den keltiske renæssance i Irland efter 1880) og befrielsesideologier/nationalisme i den tredje verden.

Saids intellektuelle virke og samfundstænkning tager udgangspunkt i hans fænomenologisk inspirerede forskning vedrørende Conrad og den autobiografiske fiktion. Et emne der knytter an til Saids kontinuerlige interesse for spørgsmål om idéers oprindelse, teksters verdslighed, dvs. «komplekse tilknytning til deres virkelige omgivelser», og herunder også om, hvorvidt forfatteren og teksten kan påvirke og ændre disse, eller, som Michel Foucault hævder, om den sociale orden og selv modstanden imod denne er skabt og styret af magten. I sit hovedværk, Orientalisme: Vestlige forestillinger om Orienten (1978), overtager Said førnævntes diskursbegreb til at beskrive orientalismens arkiv af tekster, der siden middelalderen enerådende har konstrueret «Orienten» som anderledes, underlegen og farlig, samtidig med at ligheder, indflydelser og forbindelser mellem Vest og Øst er blevet udraderet. Ifølge Said viser dette, hvordan orientalismen altid har været i ledtog med kolonialisme og imperialisme. Said komplicerer imidlertid straks denne diskurs via en detaljeret analyse af de enkelte forfatteres ofte modsigelsesfyldte strategier i forhold til det fremmede. Det gælder f.eks. den franske forfatter Gustave Flaubert, der bidrog til orientalismens erotisering af orientalske kvinder, som den vestlige mand besidder, dominerer og fremstiller som «typisk orientalske», men aldrig selv får lov til at komme til orde (jf. odalisk-temaet i europæisk kunst fra Delacroix til Matisse). Den orientalske kvinde er således et symbol på Orienten som gennemtrængelig og føjelig, men samtidig var det i udlevelsen af selvsamme drøm om Orienten, Flaubert kunne søge tilflugt fra det europæiske borgerskabs repressive seksualmoral. Omdannelsen af Orienten, islam, jøder og arabere til Europas andethed udgør ifølge Said et væsentligt element i Europas (og senere zionismens) eurocentriske ideologi, der ikke kan adskilles fra Europas samtidige geografiske underlæggelse af de orientalske lande. Tværtimod forudsatte kontrollen af orientalerne en kulturel arrogance, der f.eks. hentede næring i det 19. århundredes pseudo-videnskabelige racetænkning og dyrkelse af et antikt Grækenland, renset for alle ikke-europæiske påvirkninger. Man kunne imidlertid ikke se bort fra, at kristendommen, der var kernen i konstruktionen af en hvid, europæisk identitet, havde sin oprindelse i Mellemøstens kulturer og religioner, men ifølge den orientalistiske diskurs har Mellemøsten lige siden afslutningen på den bibelske oldtid stået i stampe og ikke magtet at forandre sig selv ved egen kraft. Et argument for vestlig indgriben og kontrol, som man genfinder hos såvel Karl Marx (i hans forsvar for britisk kolonialisering som et middel til at industrialisere Indien) og den amerikansk-israelske Mellemøst-politik siden 1967. Said trækker trådene helt frem til nutidens Mellemøst-eksperter omkring det amerikanske udenrigsministerium, f.eks. orientalisten Bernard Lewis, hvis bøger om et altid voldsfikseret middelalderligt Islam som forklaring på dagens situation i Mellemøsten reducerer komplekse historiske, sociale og geografiske realiteter til et spørgsmål om den etymologiske betydning af bestemte ord i Koranen og irrationelle terrorister, for hvem Vestens historiske kolonialisme i regionen blot er en undskyldning for at hade en (overlegen) vestlig modernitet. Orientalisme mødte ved sin udgivelse stor modstand fra traditionelle orientalister, der anklagede Said for at føre en tilsvarende bebrejdelsespolitik. Hans veldokumenterede redegørelse for orientalismens ideologiske karakter, der ikke havde forandret sig betydeligt i 200 år, kunne imidlertid ikke undgå at føre til et omfattende internt opgør inden for de orientalistiske fag i stil med tidligere opgør med racisme inden for bl.a. Afrika- og Kina-studier. Samtidig med at orientalisterne beskyldte ham for at have konstrueret en «occidentalisme» om Vesten som roden til alt ondt, blev Orientalisme også - især i arabiske lande - læst som et systematisk forsvar for islam og araberne, selv om Said altid har understreget, at han er modstander af enhver form for essensliggørelse og heller ikke har haft den ringeste hensigt om at beskrive i Orientalisme, hvad den virkelige Orient og islam er.

I Orientalismes efterfølger, Culture and Imperialism (1993), hvor Said beskæftiger sig mere generelt med forholdet mellem vestlig kultur og politisk dominans af den ikke-europæiske verden, betones idéen om geografiens forrang, som Said har overtaget fra den italienske marxist Antonio Gramsci. Hermed tænker Said på, hvordan verden som følge af den vestlige ekspansion inddeles i forskellige, politisk ladede geografiske rum (Europa, kolonierne, hjemme, ude), der tilskrives bestemte værdier (stabilitet kontra kaos, center kontra periferi, bycivilisation kontra utæmmet natur) og tildeles en bestemt plads i en social, økonomisk og geografisk rangorden. De koloniale besiddelser er underordnet det hjemlige, vesteuropæiske rum, hvis værdier udgør normen, men de afsidesliggende territorier er samtidig forudsætningen for hjemmets velfærd og stabilitet. Ved at fokusere på hjemmet spiller det 19. århundredes roman således en afgørende rolle i artikuleringen af en ideologi om kontrol af territorier. Et andet begreb, Said låner fra Gramsci for at modificere Foucaults historisk-deterministiske samfundssyn, er kulturel hegemoni, der dels forklarer, hvorfor visse kulturelle former dominerer over andre i de moderne ikke-totalitære vestlige industrisamfund, som det f.eks. er tilfældet med orientalismens forestillinger om et farligt islam trods Vestens klare dominans, dels åbner mulighed for modstand. Konsensus produceres af et sekulært, civilt og ikke-kirkeligt samfund, der giver staten noget at regere over og fylder den med sin økonomiske, kulturelle, sociale og intellektuelle produktion. Ifølge Said er det umiddelbare alternativ derfor den kritiske, sekulære intellektuelle, der står uden de til enhver tid siddende magthavere og med Gramscis ord er parat til at foretage «en inventaropgørelse» af sin egen bevidstheds historiske tilblivelse, for hvis man kan identificere sine egne strukturer, kan man også nedbryde dem. Herom handler Hvad den intellektuelle repræsenterer (1994). Saids egne forbilleder blandt intellektuelle er humanister som Auerbach, Benjamin, Gramsci og Adorno, der ligesom Said har et tvetydigt forhold til den vestlige kultur pga. den iboende modsætning mellem kunstneriske resultater og politiske implikationer i en stor del af Vestens kultur, ikke mindst afhængigheden af totalitære ideologier, og som skriver fra eksilets perspektiv. Derfor betegnede Said sig i et interview i det israelske Ha´aretz Magazine i 2000 som «måske den sidste jødiske intellektuelle», fordi han ligesom Adorno og andre tidligere europæisk-jødiske tænkere vendte sig imod den nationalistiske (og senere zionistiske) idé om, at et bestemt geografisk territorium tilhører et enkelt folk - også på bekostning af andre folk.

Saids tiltagende kulturpessimisme hang ikke mindst sammen den eksploderende krise i Mellemøsten og de regeringsstyrede mediers overvældende indflydelse på meningsdannelsen i USA i de senere år.

Hans vigtigste værker er: Beginnings (1975), Orientalism (1978) der revolutionerede den vestlige opfattelse af Mellemøsten, The Question of Palestine (1980), Covering Islam (1981), The World, the Text and the Critic (1983), After the Last Sky (1986), Blaming the Victims (1987), Culture and Imperialism (1992), Politics of Dispossession (1995), Musical Elaborations and Representations of the Intellectual. Peace and Its Discontents (1996), Out of Place: A Memoir (1999), The End of the Peace Process: Oslo and After (2000), Reflections on Exile (2000) og Power, Politics, and Culture (2001). Hans bøger er oversat til 36 sprog.

Til slut skal nævnes et andet vigtigt resultat af Saids virke foruden problematiseringen af, hvad islam og Orienten er, nemlig udviklingen af en egentlig postkolonial teori i f.eks. Indien og Commonwealth-landene, som beskæftiger sig med både kolonimagternes og de koloniserede folks kulturelle former, der ses i lyset af kolonisationsprocessen og dens indvirkning på identitet, køn og sprog, og f.eks. har sat fokus på blandingskulturer og indfødte modstandsstrategier.

Said døde af  leukæmi i september 2003 efter langvarig sygdom.

© John Botofte 2003

J.Bo.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 4/1 2005

Læst af: 39.829