Weber, Max
 |
| Max Weber |
Weber (1864-1920), tysk økonomisk historiker, sociolog og politisk skribent. Max Weber tilhørte fra fødslen det tyske storborgerskab. Hans far, yngste søn i en gammel købmandsfamilie, var embedsmand i den prøjsiske statsforvaltning og politiker for det nationalliberale parti.
Max Weber var allerede fra barndommen flittig, dygtig og alvorlig optaget af kulturelle, historiske og politiske emner. Han studerede jura og nationaløkonomi, og vaklede mellem en løbebane som praktisk udøvende jurist og en universitetskarriere. Ved 30 års alderen tog han imod et professorat i nationaløkonomi, og underviste i dette fag, først i Freiburg, siden i Heidelberg til han brød sammen umiddelbart før århundredeskiftet.
Der fulgte flere år i dyb depression med forskellige kurophold og rejser, hvorpå et nyt afsnit indledtes i hans liv. Han blev honorær professor, fritaget for undervisning og administrationsopgaver, og hans videnskabelige forskning fik en mere udpræget sociologisk retning.
To store afhandlinger fra hans hånd udkom i 1904. Begge skrevet for at knytte ham til det sociologiske miljø og for at afklare hans egen situation: «Objektiviteten i samfundsvidenskaberne» og «Den protestantiske etik og kapitalismens ånd». Især det sidstnævnte essay kunne tjene som selvreflektion, da han selv nedstammede fra protestantiske håndværksborgere. Selve navnet Weber (væver) refererer til hygenot håndværkere, som kom til Preussen i 1600-tallet.
I den tid der fulgte, arbejdede Weber med en stor systematisk fremstilling af samfundet, offentliggjort efter hans død som «Wirtschaft und Gesellschaft», og med sammenlignende studier af verdensreligionerne, delvis udgivet som «Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie» efter at han døde. Hans betydning for sociologien beror især på det førstnævnte værk, som til trods for at det er ret så ulæselig, indeholder vigtige tanker om de fleste sociologiske emner.
Max Webers indflydelse i samtiden og senere beroede ikke kun på hans videnskabelige produktion, men også på at han var et stort selskabsmenneske og en stor taler. Han levede i et barnløst ægteskab - forståelig nok, da ægteskabet aldrig blev seksuelt fuldbyrdet - med sin kusine Marianne Weber, som var en ledende skikkelse indenfor den tyske kvindebevægelse. I deres herskabelige hjem i Heidelberg holdt hun kulturelle modtagelser, hvor Max Weber plejede at være til stede nogle timer og brillere, for så at trække sig tilbage. I Webers salon mødtes en række af datidens mest berømte forskere, kunstnere o.l. - bl.a. den unge György Lukács.
Som politisk taler havde Max Weber også evnen til at fængsle sine tilhørere med sin kraftfulde skikkelse og talegaver. Han var i teknisk forstand demagog. Politikken var hans ulykkelige kærlighed, og han var flere gange på nippet til selv at gå ind. Det virker alligevel tvivlsomt, hvorvidt Max Weber ville have været i stand til at være heltidspolitiker - han der var vandt til at kunne trække sig tilbage, når han behøvede det, og som var fuldstændig afhængig af sovemidler.
Under alle omstændigheder opstod der i hans sidste leveår og efter hans død en dyrkelse af hans person. Psykiateren og filosoffen Karl Jaspers udråbte ham endog til «den største tysker i vor tid» - en tragisk helt som påtog sig hele den tyske kulturs skæbne osv.
Politisk forfægtede Weber nationalliberale tanker, og var i en årrække rådgiver for den nationalliberale præst og politiker Friedrich Neumann. At fremme den tyske nations interesser var hovedmålet for Weber. Når han bekæmpede junkervæsenet - de store godsejere i Preussen - og gik ind for at landarbejderne skulle få mulighed for at erhverve egen jord, var det ud fra den opfattelse, at sæsonarbejderne fra Polen - en laverestående gruppe - dermed ville kunne drives tilbage og det tyske herredømme over landområderne øst for Elben ville dermed blive stærkere.
Han hævdede endvidere, at borgerskabet ikke måtte gøre indrømmelser overfor lønarbejderklassen, hvis dette ville svække landets forsvarsstilling. Han angreb også Bismarck, fordi denne ikke prøvede at skaffe Tyskland kolonier på linie med England og Frankrig. Max Weber var altså blandt de mange som antog, at det tyske samfund først og fremmest havde behov for at blive anerkendt som stormagt. Han oplevede derfor krigsudbruddet i august 1914 som en højtidsstund, og fik sine forhåbninger knust gennem nederlaget og fredsforhandlingerne i Versailles i 1919, hvor han deltog i den tyske delegation. Under de revolutionære opstande efter det tyske sammenbrud optrådte Max Weber offentligt mod de revolutionære.
Max Webers fjendtlige holdning overfor socialismen beroede delvis på hans teori om bureaukratiet: Dette magtapparat fungerer upersonligt ved hjælp af reglementer, arkiver osv. som udjævner den gamle individualistiske borgertype, som Max Weber identificerede sig med og havde grundig kendskab til gennem sine studier af den økonomiske historie. Han hævdede at bureaukratiseringen som var mærkbar i kapitalismen, ville blive endnu mere gennemført ved en socialistisk organisering af økonomien.
For at modvirke bureaukratiet indenfor sit eget samfund - hvor også politikerne blev stadig mere partibureaukrater - gik Weber ind for en forfatning, hvor parlamentet skulle have en præsident («fører») som modvægt, valgt direkte af folket. Denne præsident skulle i kraft af at være et menneske af usædvanlige dimensioner (være «karismatisk») og uhæmmet af bureaukratiske apparater være det element, som hindrede samfundet i at blive en maskine som udslettede individualiteten.
Især under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen og deres forbundsfæller, blev Max Weber kørt i stilling som den der gennem afhandlingen om protestantismen og kapitalismens oprindelse, havde gendrevet Marx' lære om økonomiens bestemmende rolle i samfundslivet.
Max Weber nøjes imidlertid med at hævde, at det også er muligt, at protestantismen forårsager kapitalismen - i stedet for omvendt.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 97.489