Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Tyske revolution

Bevæbnede arbejdere og soldater under lindetræerne i Berlin, november 1918. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Den tyske historie består af mislykkede revolutioner og vellykkede kontrarevolutioner, har sociologen Oskar Negt hævdet. Dette gælder både for revolutionen i 1848 og for revolutionsforsøget i 1918 - den såkaldte «novemberrevolution».

Revolutionen i 1848 opstod som følge af en international revolutionær krise ved overgangen fra en agrar-feudal til en industriel-kapitalistisk-borgerlig samfundsorden, hvor de kapitalistiske produktionsforhold og de nye produktivkræfter som havde udviklet sig, kom i konflikt med feudalsystemet. Efter at borgerskabet havde tilkæmpet sig den politiske magt og man havde opnået borgerligt-demokratiske rettigheder og friheder, sluttede borgerskabet sig atter til junkerne i rædsel for en yderligere udvikling. Kontrarevolutionen indledtes, opmuntret af revolutionens nederlag i Paris. I juli 1849 led revolutionen sit definitive nederlag.

Arbejderklassen havde pga. de tyske småstaters sene udvikling været for svag: Det liberale borgerskab havde vist sig ude af stand til at gennemføre den kapitalistiske forandring af samfundet under sit politiske lederskab. Junkerne og adelen gik styrket ud af kontrarevolutionen, tilpassede sig den kapitalistiske udvikling og bestemte i høj grad den videre udvikling i Tyskland. Socialreformen under Bismarck var et præventivt tiltag ovenfra - ikke tilkæmpet nedefra.

Revolutionen i 1918 var en følge af det uundgåelige nederlag i 1. verdenskrig, og en udbredt utilfredshed med den sociale, økonomiske og politiske situation, som havde ført til omfattende arbejdsnedlæggelser, krigstræthed og pacifisme. Revolutionen blev udløst af matrosoprøret den 3. november 1918 i Kiel. I løbet af fem dage blev der i de fleste store tyske byer - især i Nordtyskland og i Ruhrdistriktet - dannet arbejder- og soldaterråd. Kejseren måtte trække sig tilbage, og i stedet blev regeringsansvaret overdraget til socialdemokraterne med Friedrich Ebert i spidsen.

Karl Liebknechts forsøg på at proklamere «en socialistisk republik Tyskland» fik ikke den nødvendige støtte i arbejderklassen, og den radikale venstrefløjs øvrige paroler og opråb blev heller ikke fulgt. I de fleste råd, også på rådskongressen, var socialdemokraterne i flertal. Den socialdemokratiske ledelse tilpassede sig modstræbende den revolutionære udvikling, søgte et kompromis med kejserrigets bureaukrati, den militære ledelse og storindustriens repræsentanter. Socialdemokraterne og den faglige ledelse i Tyskland frygtede anarki og en gentagelse af bolsjevikrevolutionen. De var interesseret i lov og orden, et snarligt valg af en nationalforsamling og genoprettelse af den statslige og økonomiske orden for at sikre landets eksistens. Gennem en skarp fordømmelse af Sovjetunionen og en afvisning af russernes tilbud om økonomisk hjælp håbede de at vinde vestmagternes forståelse ved fredsforhandlingerne.

For den gamle overklasses repræsentanter indebar en midlertidig alliance med socialdemokraterne, at de bevarede deres gamle magtpositioner i statsadministrationen og erhvervslivet. Til gengæld erklærede de sig villige til at give en række indrømmelser som almindelig valgret, lovfæstet ottetimersdag, arbejdsløshedsunderstøttelse og en anerkendelse af fagbevægelsen som overenskomstpartner. Kvinderne blev politisk ligestillet med mændene, men den økonomiske og sociale diskriminering fortsatte.

Alliancen mellem socialdemokraterne og den militære ledelse førte til, at den kejserlige militærmagt efter socialdemokratisk ordre nedkæmpede arbejderklassen i Berlin - det såkaldte Spartakusoprør - og senere også arbejderne i andre dele af landet, som f.eks. rådsrepublikken i München.

Den yderste venstrefløjs muligheder for at nå ud med sine synspunkter havde under krigen været begrænset, og de blev heller ikke væsentlig bedre i revolutionsugerne. Kravene der blev opstillet - først og fremmest rådene som den øverste statsmagt og boykot af valget til nationalforsamlingen - blev ikke forstået, fordi det parlamentariske demokrati havde været arbejderbevægelsens vigtigste mål. Rådskongressen stemte for parlamentsvalget. Dette nederlag, nederlaget efter oprøret i 1919 og selve valgresultatet var afgørende skridt på vejen mod revolutionens endelige nederlag.

Nederlaget havde konsekvenser - både for den videre udvikling i Tyskland og for de revolutionære muligheder internationalt. I Tyskland kom revolutionen ikke ud over sin borgerligt-demokratiske begyndelse, selv om den delvist var blevet gennemført med proletariske midler. Da det viste sig, at det gamle magtapparat fortsat sad ved roret, spredte skuffelsen sig i arbejderklassen, og tilslutningen til arbejderpartierne gik tilbage, mens borgerskabet hurtigt konsoliderede sig. Socialdemokraterne havde reddet den borgerlige stat, da den brød sammen i 1918, havde vist sin skyldighed og blev trængt tilbage.

Internationalt set betød nederlaget i Tyskland, at den russiske revolution forblev isoleret. Tyskland var blevet anset som det afgørende land for den proletariske verdensrevolution. Derfor indebar nederlaget ikke kun at verdensrevolutionen stoppede op, men også at den russiske revolution, som den eneste sejrrige revolution, i de følgende år blev betragtet som det eneste mønster for efterfølgende socialistiske revolutioner, og at en vesteuropæisk vej til socialismen ikke længere blev afprøvet.

E.Lo.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 11/1 2011

Læst af: 50.119