Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Togliatti, Palmiro

Togliatti (1893-1964), italiensk kommunistleder og marxistisk teoretiker. Palmiro Togliatti blev født i Genova 26. marts 1893. Efter en korruptionsskandale blev familien forflyttet til Sassari på Sardinien. I gymnasieårene havde Togliatti kontakt med den politisk radikale Berlinguerfamilie. I 1911 begyndte han at studere jura ved universitetet i Torino. Blandt hans studiekammerater fandtes en anden «sardo» og fremtidig kommunistleder, Antonio Gramsci.

Togliatti og Gramsci var i tiden efter 1. verdenskrig fremtrædende ledere for venstrefløjen i socialistpartiet. I 1919 udgav de tidsskriftet Ordine Nuovo, der blev talerør for arbejderrådstanken. Togliatti deltog aktivt i oprettelsen af det italienske kommunistparti (PCI) i 1921 og fik tidligt centrale tillidshverv. Han blev arresteret i 1923 og 1925 for antifascistisk virksomhed. Kort tid efter flygtede han til Frankrig, hvor han blev hjernen bag partiets «udlandscenter», og dets egentlige leder efter at Gramsci i 1926 blev arresteret. I mellemkrigstiden arbejdede Togliatti for Komintern under dæknavnet Ercole Ercoli. Han var Kominterns politiske kommissær under den spanske borgerkrig. I 1944 vendte han tilbage til Italien og begyndte at genopbygge PCI.

Togliatti gjorde sig snart gældende som en original politisk leder, der ikke frygtede nogen ting. I denne periode blev «det nye parti» skabt. PCI blev omdannet fra at være et lille parti med stærke sekteriske træk til at være et åbent parti uden streng ideologisk kontrol, «for alle der accepterer vort program». Allerede i 1945 var PCI et masseparti med knapt 1,8 mill. medlemmer. Partiet lagde vægt på at knytte elementer til sig med forskellig religiøs og ideologisk orientering. Gennem sit tidsskrift Rinascita (Fornyelse) knyttede partiet kontakt med intellektuelle for at skabe en fornyelse af det italienske kulturliv.

PCI gik under Togliattis ledelse i efterkrigstiden ind for et bredt samarbejde med alle demokratiske kræfter i det italienske samfund - herunder de kristelige demokrater (DC). Togliatti var medlem af Badoglios samlingsregering - april-juni 1944 - vicepremierminister i Bonomis regering - juni 1944-juni 1945 - og justitsminister i regeringerne Parri og de Gaspari juni 1945-juni 1946. Som justitsminister spillede Togliatti en central rolle i udarbejdelsen af den nye italienske grundlov. Under den stærke antikommunistiske bølge i 1948 blev han udsat for et alvorligt attentatforsøg.

Togliatti var den første kommunistiske leder, som «officielt» påpegede, at stalinismen ikke kan reduceres til et spørgsmål om Stalins personlighed - «personkulten». For Togliatti var Khrustsjovs rapport til den 20. sovjettiske partikongres i 1956 fortsat fanget i stalinistiske forklaringsmodeller. Kun en dybtgående analyse af de politiske og økonomiske strukturer i Sovjetunionen kunne give en tilfredsstillende forklaring på omfanget af undertrykkelsen i Stalinperioden.

Fra denne tid stammer også teorien om «polycentrismen». Dvs. at den internationale kommunistiske bevægelse ikke længere skulle have et centrum - monocentrisme - men flere politiske centre med hvert sit særpræg. Denne ide var et led i afstaliniseringsprocessen, med mødte stærk modstand fra de russiske kommunister. Den blev atter taget op i Togliattis «Testamente fra Jalta», der blev forfattet umiddelbart før han døde i 1964. Togliattis «testamente» var et forsøg på at mægle i den kinesisk-sovjetiske konflikt og fremhæve de forskellige partiers politiske selvstændighed. En ny internationalisme kan alene baseres på princippet om «enhed i ulighed».

Togliattis bidrag til den socialistiske strategi bevæger sig på flere planer: Han bryder med en tradition, som diskuterer strategiske spørgsmål på to niveauer: Et internt hvor man holder liv i tanken om en «væbnet revolution», og et eksternt hvor man forsvarer den demokratiske vej til socialismen: «Vor politiske linie bliver mange gange accepteret på en overfladisk måde - rent formelt - eller bliver retfærdiggjort med de samme dumheder, som vore modstandere kommer med - «det er bare taktik», «de hemmelige planer» osv.» Denne konflikt blev først løst efter bruddet med den gammelstalinistiske gruppe omkring Pietro Secchia i 1956.

Samme år udviklede Togliatti op en ny strategisk model for PCI, knyttet til ideen om strukturreformer. Teorien om strukturreformer blev forstået som en konkretisering af Gramscis teori om «stillingskrigen» - dvs. en strategi der på lang sigt har til formål at forandre styrkeforholdet mellem klasserne til de store folkegruppers fordel. Strukturreformer indebærer, at «socialistiske elementer» bliver indført i samfundet - f.eks. arbejderkontrol med produktionen - før man har erobret den politiske magt. Strukturreformerne indgår i arbejderklassens strategi for at organisere sig som hegemonisk klasse. Strukturreformerne har en «overskridende» karakter i den forstand, at de modificerer den aktuelle magtblok og skaber betingelser for en ny magtblok, hvor arbejderklassen indgår som en hegemonisk kraft.

I en tekst fra 1963 sammenfatter Togliatti sin opfattelse således: «Vi ønsker ikke alene at udelukke hypotesen om et væbnet oprør og en borgerkrig, men vi agter på en ny måde at løse problemerne knyttet til organiseringen af det socialistiske samfund. Vi føler nødvendigheden af et klart demokratisk indhold i denne organisering, i alle dens faser, for at undgå de fejl og de forkvaklinger, der er opstået andre steder ... og vil tillade eksistensen af en pluralitet af organiserede politiske kræfter og dermed et samarbejde, som andre steder har været en undtagelse, men som - i vor vision - bliver en nødvendig regel.»

N.G.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 30.583