Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Reformisme

Reformisme er betegnelsen for to former for politisk tænkning og praksis, som adskiller sig fra hinanden ved deres forskellige målsætning. I én betydning er reformismen en retning, som satser på gradvist at omdanne det kapitalistiske samfund til et nyt samfund, således at resultatet af reformerne er socialisme. Reformernes formål er både at forbedre forholdene under kapitalismen og at nedbryde kapitalens magt, således at privatejendommen ophæves, og produktionen orienteres efter behov - ikke efter profit. Denne socialistiske reformisme er historisk og i dag knyttet til arbejderbevægelsen. Den anden retning mener, at forbedringer og forandringer indenfor rammerne af kapitalismen er selve målet. Det er muligt at forestille sig indgreb mod kapitalens magt, men formålet er da ikke at ophæve, men at bevare grundtrækkene i det eksisterende samfund. Denne socialliberale, ikke-socialistiske reformisme findes i dag både i og udenfor arbejderbevægelsen.

Den socialistiske reformisme optræder i forskellige former. Den klassiske form dominerede i de socialdemokratiske partier i Nord- og Vesteuropa i starten af det 20. århundrede. Den kan karakteriseres på denne måde: Den var gradualistisk, dvs. indebar en tro på en gradvis overgang til socialismen og afviste, at det var nødvendig med en revolution - et brud i den historiske udvikling, hvor den politiske magt og herredømmet i samfundet overgår fra en klasse til en anden indenfor et forholdsvis afgrænset tidsrum. Strategien var desuden parlamentarisk. Reformerne skulle gennemføres ved beslutninger af flertallet i de eksisterende folkevalgte forsamlinger, som for øvrigt også var tiltænkt at skulle danne grundlaget for det politiske system i det socialistiske samfund. Ud af denne ideologi fulgte en arbejdsdeling mellem parti og fagbevægelse. Partiet skulle tage sig af de politiske opgaver i parlamentet - specielt det langsigtede mål for indførelsen af socialisme. Fagbevægelsen skulle normalt begrænse sig til de umiddelbare dagskrav indenfor rammerne af kapitalismen. Denne holdning til faglig kamp kan kaldes økonomistisk. Men den kunne også i visse situationer sætte aktioner i gang for at påvirke beslutninger i parlamentet. Satsningen på parlamentarisk arbejde var knyttet til en legalistisk holdning - dvs. en opfattelse af at forandringer af samfundet bør ske i overensstemmelse med eksisterende love eller ved at ændre dem som det herskende politiske system foreskriver. De klassiske reformister kunne forsvare brud på love, hvis modstanderne selv brød loven, eller hvis loven blev opfattet som illegitim. Endelig var de socialpacifister - dvs. afviste vold som retmæssigt middel i den politiske kamp.

Kernen i reformismen - det der binder de forskellige historiske og aktuelle varianter sammen - er gradualismen, afvisningen af revolutionen. Revolutionen er uønsket, fordi den indebærer magtanvendelse og brud på lovene. Den er umulig, fordi folk ikke ønsker nogen revolution, og fordi kapitalismen har vist sig at være en stabil samfundsform, som ikke kan ændres brat. Og revolution er unødvendig, fordi reformer kan føre til socialisme. Det særlige ved reformister er derfor ikke, at de går ind for reformer. Også revolutionære ønsker at forbedre forholdene under kapitalismen, og forberede forholdene for en overgang til socialisme gennem en styrkelse af det arbejdende folks magt. Men efter deres opfattelse fører reformerne ikke til socialisme, men i bedste fald til en situation, hvor bruddet - overgangen til socialismen - kan sættes på dagsordenen.

Begrebet reformisme kan i forhold til begreberne revisionisme og socialdemokrati præciseres således: Reformismen betegner en politik, hvor gradualismen er det centrale. Revisionismen betegner oprindelig den forkastelse af kernepunkter i den marxistiske teori, som fandt sted i den tyske arbejderbevægelse i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede, og anvendes samtidig om det idemæssige grundlag for de socialdemokratiske partier fra omkring 1920. Socialdemokrati er det navn, som historisk er blevet benyttet om en lang række partier, som egentlig ikke kan siges at have særlig mange karaktertræk tilfælles. F.eks. kaldte det russiske bolsjevikparti sig i en tidlig fase socialdemokratisk.

K.K.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 47.810