Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Sundhedsvæsen
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Ansvarlig redaktion: Filosofi
Læst af: 53.176
: :
Døden

Døden indtræder, når organer som er centrale for kroppens umiddelbare overlevelsesevne (åndedræt, kredsløb, hjernens reguleringsfunktioner), svigter. Tidligere blev døden først og fremmest knyttet sammen med ophøret af hjerteslagene. Ved hjælp af genoplivningsteknikker kan man i dag få åndedræts- og kredsløbsfunktionen i gang igen, selv efter en kortere tids ophør. Endvidere har den moderne medicinske teknologi gjort det principielt muligt at holde åndedræt og kredsløb i gang ved hjælp af maskiner. I sådanne situationer er de traditionelle definitioner på biologisk død blevet utilstrækkelige. Juridisk set anses en person i dag for død, når man efter nærmere undersøgelser mener, at der ikke længere findes aktivitet i hjernen, selv om åndedræt og kredsløbet i øvrigt fungerer. Denne definition bliver anvendt, når der er tale om at transplantere organer fra individer, som holdes kunstigt i live.

Dødsårsag

Antal

Rygning

13.000

Ulykker

1.935

Alkohol

1.912

Selvmord

817

Luftforurening

800

Bilulykker

495

Narkotika

250

AIDS

65

Fedme

62

Salmonella

10

Hyppigste dødsårsager i Danmark på årsplan (1999). (Mandag Morgen)

De vigtigste dødsårsager blandt voksne i vort samfund er hjerte-/karsygdomme og kræftsygdomme. Derefter følger ulykkerne. Blandt børn under 15 år er ulykker, kræft og lungesygdomme de vigtigste dødsårsager. Dødsårsagerne varierer med køn, klasse og bolig. Dødsfald blandt børn sker oftest i trafikken, eller på højt specialiserede afdelinger på centralsygehusene. De fleste andre tilfælde af ulykker med større skader sker i trafikken eller på arbejdspladsen. Hvis døden ikke indtræffer momentant, vil også disse tilfælde ende på de højt specialiserede sygehuse. Patienter med hjertelidelser vil som regel - i alle aldre - være omgivet af stærk medicinsk interesse og et stort teknisk apparat (såkaldte overvågningsafdelinger). Kræftpatienter og andre med kroniske, dødelige sygdomme er omfattet af mindre medicinsk interesse i den afsluttende fase.

De fleste af dem der dør i vort samfund, er imidlertid ældre mennesker. Ældre syge og døende får stigende problemer. Stadig færre familier er i stand til at tage sig af skrøbelige gamle, og indenfor sundhedsvæsenet repræsenterer de et tungt og upopulært klientel. De bliver ofte brugt som kastebolde, når de forskellige dele af sundhedsvæsenet kæmper mod hinanden for at undgå en for høj andel af rene plejeopgaver.

Det er sundhedsvæsenet, der definerer præmisserne omkring håndteringen og placeringen af sygdom og død i vort samfund. Meget få har mod og styrke til at vælge andre veje end de der fører ind i og gennem dette system. Derfor bliver dette et område, hvor almindelige mennesker gradvist bliver frataget evnen til eget ansvar og oplevelse. I næste omgang opstår der et krav om, at sundhedsvæsenet må indtræde i enhver tilsvarende situation.

Døden er arbejdskrævende og i de flestes øjne ofte utiltrækkende. Selv om selve dødsfasen hos de fleste er præget af ro, er processen som leder frem til dette punkt ofte smertefuldt, fyldt af angst, uro og krævende omsorg. Bare det at pleje en voksen krop som er lige så hjælpeløs som et spædbarns - både ifht. ernæring og renlighed - er et enormt fysisk slid. Dertil kommer den følelsesmæssige belastning, som ligger i selve situationen, både for den døende og for de pårørende. I vort samfund udføres dette arbejde næsten udelukkende af kvinder, både i og udenfor institutionen.

En række sociale forhold underminerer i dag muligheden for at drage omsorg for døende i deres hjem. Det gælder i første række arbejdsforhold, boligforhold og geografisk og følelsesmæssig afstand mellem familiemedlemmer. At ændre eller mindske arbejdstiden som følge af sygdom og omsorgsansvar er praktisk talt en umulighed for flertallet af arbejdstagerne. Der kan også mangle plads - f.eks. til flere generationer i hjemmene. Ofte er de nære familiemedlemmer spredt over store afstande, hvilket mindsker mulighederne for familiemæssig pleje.

Døden og kapitalismen

Hvad er det mest grundlæggende, man kan sige om dødens plads i vort samfund? Det kan kun være én ting: at den er fortrængt, gemt bort, fortiet. Ligesom seksualitet delvist var det for Victoriatidens mennesker. Noget af denne fortrængning har en naturlig biologisk årsag. For første gang i historien er det nu almindeligt at vokse op og leve de første 20-30 år af ens liv, uden at nogen af ens nærmeste dør. Tidligere fødtes der i familierne gennemsnitligt 6-7 børn, og både børn og forældre var udsat for en helt anden dødelighed end i dag. For de fleste betød opvæksten på landet også stadige oplevelser af fødsel og død i naturen og blandt dyrene på gården.

Disse konkrete erfaringer med døden og med natursammenhængen er i dag ikke længere udbredte, og nye skikke og sociale strukturer har fjernet døden yderligere: De fleste dør på sygehuse, og døden er en blot en hændelse for «de nærmeste pårørende», ikke en lokalhistorisk begivenhed for hele landsbyen. De døde bliver ikke længere våget over eller båret af familiemedlemmer, naboer og venner.

Opfattelsen af døden er en logisk konsekvens af de sidste to århundreders dominerende idé i den vestlige tænkning: det store fremskridt, udviklingsoptimismen. Teknisk beherskelse af naturen, udryddelse af overtro og spekulation, stigende produktion og social velfærd, dette er hovedindholdet i fremskridtsideen. Her står døden som et truende fremmedlegeme. Den må skjules og glemmes. Den passer ikke på nogen måde ind i et stadig mere planlægningsstyret og kapitalintensivt produktionssystem, hvor alle hjul må snurre uanset liv og død, uanset den enkeltes sorg og fortvivlelse, angst eller grænsesprængende nyerkendelse. I arbejdstiden skal følelserne være under kontrol og overfladen glat.

Til gengæld er døden så meget mere fremtrædende som en del af vort forbrug i fritiden, gennem massemedierne hvor både det 20. århundredes to verdenskrige, igangværende krige og kriminalitet fremstilles med nærbilleder af vold og død. Som tilskuere til ukendte eller opdigtede menneskers fjerne lidelser bombarderes vi til ufølsomhed. I massemedierne holdes døden på afstand som underholdning, spænding og tidsfordriv.

Men der er en grænse for, hvor længe et samfund kan fortrænge døden uden at miste evnen til at forlige sig med den. Når fremskridtets og kapitalismens myter om fortsat «gode tider» krakelerer, melder tanken om døden sig med ny styrke. Den kristne udødelighedstro har efterladt sig et vakuum, som ikke så let fyldes, når også velstandsøgningen kommer i krise. Den økonomiske og åndelige krise i den vestlige verden siden 1960'erne har ført til en sand flom af forskningsrapporter, bøger og TV programmer med døden som emne. Tavsheden og sorgen i kernefamilien ser ud til at blive mere og mere uudholdelig, og kravene om at sygeplejere, læger, præster, psykologer og socialarbejdere uddanner sig i «sorgarbejde», stiger i samme takt. Den private tavshed omkring døden er blevet et socialt problem.

Bureaukratiseringen af døden har gjort den til en «sag» i den offentlige debat om barmhjertighedsdrab, transplantation, brug af respirator osv. Et andet udtryk for den nye dødsinteresse er «Landsforeningen Mit livstestamente - retten til en værdig død». Det stigende antal pensionister ser ud til at blive en pressionsgruppe for, at samfundet genoptager «kunsten at dø» (ars moriendi) som et offentligt emne.

Revolutionær udødelighed?

De religiøse løsninger på dødens problem indebærer forestillinger om evig fortabelse, opstandelse, evige jagtmarker og sjælevandring. Der findes også ikke-religiøse tanker om at tilhøre en livssammenhæng, som eksisterer på tværs af den enkeltes død; en følelse af at indgå som et slægtsled i en familie, nation eller klasse; af at have «sat spor efter sig» gennem gerninger; af at indgå i en enhed med naturens fortsatte liv som jord, kosmisk energi e.l.

Som en variant af den vestlige fremskridtstro har marxismen beskæftiget sig en smule med døden som et fællesmenneskeligt, «offentlig» anliggende. Kampen mod religion som «opium for folket» har også bidraget til at holde døden på afstand - og da ofte opfattet som en borgerlig-dekadent bekymring. Marx tilskrev Pariserkommunens faldne «æren af at dø for en udødelig sag», og i dette udtryk ligger kernen i den marxistiske grundholdning: Det at blive på sin post og tage del i klassekampen er at sætte spor efter sig i historien og dermed leve videre gennem klassen og revolutionen.

Denne heroiske opfattelse af det politiske menneske har opnået sit tydeligste udtryk i Mao Tse-tungs tænkning, som denne blev udviklet gennem et årti med nærmest permanent krigstilstand og - også for Mao personlig - oplevelser af dødsfare og tab af ens nærmeste. «Tjen folket» blev en parole om at «dø for folket». Dette absolutte moralske krav til de revolutionære forudsatte at revolutionen var værd at dø for, dvs. at den blev holdt ved lige. Et forsøg på dette var Kulturrevolutionen 1966-68, da tankerne om den revolutionære udødelighed blev udtrykt i parolen «Lad det revolutionære styre forblive rødt i ti tusinde generationer!» Men forestillinger om kamp på liv og død og total selvforsagelse i fredstid synes ikke at lade sig opretholde længe ad gangen.

Den modsatte yderlighed indenfor den socialistiske tænkning findes hos de psykoanalytisk orienterede teoretikere Norman O. Brown og Herbert Marcuse. De ser dødsangsten som resultatet af kropslig og psykisk undertrykkelse, og går i retning af at mene at i et samfund uden denne undertrykkelse vil døden kun være et lille problem.

I 1900 tallets filosofi er det især eksistentialismen, som har fastholdt betydningen af at se døden i øjnene som en mulighed hvert eneste øjeblik: Stillet overfor døden giver det ingen mening at fuske, og i prioriteringen af det egentlig vigtige - i denne udforskning af hvad vi inderst inde står for og har behov for - er det muligt at få et omrids af ens egen identitet, af sig selv som en levende, handlende, ansvarlig person. At fortrænge døden er at fortrænge selvstændighed og ansvar.

Det at have blikket rettet mod døden er i dag fortsat at klargøre og kæmpe for kravene til et menneskeværdigt liv på alle fronter. Udfra dette perspektiv bliver den offentlige fortrængning af døden en slags fordummelsesproces som lokker os alle til at acceptere et liv i overfladiskhed, identitetsløshed, vane, status- og karrierejag - mere knyttet til ting og prestige end til mennesker.

Hverken politisk heroisme eller indsigt i dødens aktualisering af livet gør sorgen over de døde lettere at bære. Tabet af mennesker som har betydet meget for en er uopretteligt, og den desperate følelse af tab må leves ud. Ellers blokeres evnerne til overhovedet at føle sorg eller glæde.

T.I.R. / E.R.

Litteratur

Ph. Ariés: Western attitudes towards death from the Middle Ages to the præsent, Baltimore 1974.
R. J. Lifton: Revolutionary Immortality, London 1969.
P. Repstad (red.): Det religiøse Norge, Oslo 1977.
L. -V. Thomas: Anthropologie de la mort, Paris 1975.
J. Ziegler: Les vivants et la mort, Paris 1975.