Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 14/10 2011
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 3.742
: :
Sublimering

Begrebet har sin oprindelse i kemiens beskrivelse af fast stofs omdannelse til gasform. Uden for naturvidenskaben er sublimering dog først og fremmest et psykoanalytisk begreb, der vedrører seksualdriften og dennes afbøjning fra og afkald på tilfredsstillelse ved et seksualobjekt til fordel for en tilfredsstillelse, der opnås ved at forskyde målet og objektet til kunstneriske, religiøse og intellektuelle aktiviteter. Begrebet implicerer således en forestilling om, at en rå, umiddelbar tilfredsstillelse af seksualdriften ved et objekt, der betragtes som lavt eller asocialt, kan substitueres til fordel for tilfredsstillelse ved et andet objekt, som er socialt anerkendt: kunst, filosofi, videnskab, politisk handlen.

Begrebet blev udviklet af Freud i dennes teori om seksualdriften. Tesen lyder, at seksualdriften er drivkraften for handlinger og arbejde, der ikke umiddelbart har en forbindelse til, hvad der konventionelt betragtes som værende af seksuel karakter. Dette peger på vanskeligheden i forhold til at skelne, hvad der er af seksuel karakter, og hvad der ikke er. Hos Freud er seksualdriften for det første et grænsebegreb mellem det kropslige og det sjælelige; den udgør «et mål af arbejdskrav» til sjælelivet overhovedet og er altså ikke et naturligt eller biologisk instinkt med henblik på artens reproduktion. Seksualdriften antages ikke hos Freud at være medfødt, men opstår i tilknytning til selvopretholdelsesdriften, også kaldet jeg-drifter, og antages at være medbestemmende for alle former for forhold til objekter i et stadig konfliktfyldt og vanskeligt skelneligt forhold til selvopretholdelsesdriften.

Objekter for seksualdriften kan i princippet være hvad som helst: såvel seksualobjekter i snæver og traditionel forstand – personer og kropsdele – som afseksualiserede kærlighedsobjekter som forældre, søskende, venner, lærere og afpersonaliserede størrelser som abstrakte ideer, idealer og ting. I sublimeringsbegrebet er ideen, at noget lavere bliver ophøjet til noget kulturelt værdifuldt. Sublimeringens afbøjning er imidlertid vanskelig at skelne fra hæmninger, idealiseringer (hvor objektet overvurderes), og ikke mindst symptomdannende fortrængninger, der i form af det fortrængtes genkomst også er en tilfredsstillelse af driften i dens substituerede form, der afstedkommes af ubevidste forskydnings- og fortætningsdynamikker. Til forskel fra det neurotiske symptom, der på trods af dets umiddelbart smertefulde karakter ikke desto mindre antages at repræsentere en tilfredsstillelse af seksuel karakter, er sublimering tilfredsstillelse af seksualdriften uden fortrængning.

En almindelig fordom lyder, at «Freud reducerer alt til det seksuelle». Der er imidlertid snarere tale om, at den klare skelnen mellem, hvad der er seksuelt, og hvad der ikke er, bliver opløst. Narcissismen er eksempelvis defineret ved at være det libidinøse supplement til selvopretholdelsens egoisme. Men når jeget kan besættes med seksuel energi, libido, hvorfor så overhovedet skelne mellem en seksuel libido og en ikke-seksuel jegdriftsenergi? Eller hvorfor skelne mellem seksualdriften og selvopretholdelsesdriften, og sent i Freuds forfatterskab, mellem livsdrift og dødsdrift? Hvorfor ikke blot operere med en udifferentieret psykisk energi? En konstant i Freuds forfatterskab er imidlertid forskellige argumenter for netop afvisningen af en sådan «udifferentieret psykisk energi». Hos Freud er der snarere tale om konflikt og tvetydighed hersker. Man kan med fænomenologen Merleau-Ponty hævde, at det er takket være seksualdriften, at tvetydighed overhovedet findes, at der er osmose mellem seksualiteten og eksistensen, således at det for en given beslutning eller handling er umuligt at angive den seksuelle motivations andel, og at der i kraft af seksualdriften derfor hersker et ubestemthedsprincip i den menneskelige eksistens. Sublimeringsbegrebet koncentrerer netop denne ubestemthed.

Hos psykoanalytikeren Lacan er sublimeringsbegrebet også tvetydigt. Sublimering beskrives som selve udskiftningen af objekter; begærets metonymiske glidning. Om der er tale om sublimering kan ikke bestemmes ved objekternes karakter, dvs. om de fra en konventionel betragtning skal betragtes som værende af seksuel karakter, men derimod ved selve udskiftningen. Det drejer sig ikke om det nye objekt, heller ikke om det tidligere objekt, men om selve udskiftningen, mens arbejdet afsætter det ene objekt efter det andet, der kan afhændes, videregives, sælges, offentliggøres, fordi produktet har mistet interessen, besætningsenergien, og derfor kan gives af hænde så snart, det er malet færdigt og kan udstilles eller er skrevet færdigt og sendt i trykken. Dette skulle give et bud på, hvorfor man ikke kan nøjes med at skrive én roman, én videnskabelig artikel, male ét maleri, tegne én bygning. En anden definition lyder, at sublimering vedrører «ophøjelse af objektet til tingens niveau», det vil sige selve det, at et hvilken som helst objekt kan få status af at være intet mindre end selve den ufravigelige årsag til driften. Objektet for driften er det, der repræsenterer en mulig, forestillet tilfredsstillelse. Når objektet bliver til tingen, er den selve det, som tvinger driften ud i den uophørlige puls, der aldrig tilfredsstilles helt. Det skulle kunne forklare såkaldt samlermani og samlerobjekter. Hinsides en, for tredje mand, triviel brugsgenstands status som efterstræbt objekt – tændstikæske, øloplukker, frimærke, plakat – anes tingen; tingsligheden er det, der tvinger samleren af tændstikæsker, øloplukkere, frimærker, plakater til at samle én efter én uden nogensinde at opnå den komplette samling. Når objektet er ophøjet til tingens niveau, har det fået status af selve årsagen til driften.

K.Hyl.

Litteratur

Freud, S. (1976). Metapsykologi I & II. København: Hans Reitzels Forlag.
Freud, S. (1985). Afhandlinger om seksualteori. København: Hans Reitzels Forlag.
Freud, S. (1994). Psykoanalyse. Samlede forelæsninger. København: Hans Reitzels Forlag.
Lacan, J. (1973). Det ubevidste sprog: psykoanalytiske skrifter. København: Bibliotek Rhodos.
Lacan, J. (2004). Psykoanalysens fire grundbegreber: seminar XI (1964). København: Politisk Revy.
Merleau-Ponty, M. (2009). Kroppens fænomenologi. København: Det Lille Forlag.