Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Militær
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 9.636
: :
Clausewitz, Karl von
Karl von Clausewitz
Karl von Clausewitz

Clausewitz (1780-1831), den mest betydningsfulde militærteoretiker der har levet. Clausewitz kom fra en familie med gejstlige lutheranske traditioner, gik som trettenårig ind i hæren, og oplevede på nært hold de franske revolutionskrige og de preussiske sammenbrud. Han var derefter en tid i russisk tjeneste, og var under det afsluttende felttog mod Napoleon stabschef hos Gneisnau. Han blev som ung general chef for den almene krigsskole i Berlin i 1818. Det var her, han skrev sit omfattende værk «Vom Kriege»; et arbejde der imidlertid var uafsluttet ved hans død i 1831, og som senere blev offentliggjort af hans enke. De vigtigste konkluderende afsnit, forholdet mellem krig og politik, havde desværre nærmest karakter af udkast.

Eftertiden har i høj grad tolket Clausewitz forskelligt. En udbredt vestlig version har længe været at betragte ham som en teutonsk krigsfilosof med væsentligt ansvar for den totale krig, der prægede tysk krigsførsel både under Ludendorff og under Hitler. Selv ellers solide leksika, som tidligere udgaver af Gyldendal og Aschehoug, har i høj grad bidraget til at udbrede denne opfattelse. Det er meget vanskeligt at være enig på dette punkt. Med sin ubestikkelige analytiske rationalisme, sin idéforankring i det attende århundrede, så Clausewitz det som sin hovedopgave at placere krigen i en politisk sammenhæng, hvor det militære mål altid måtte være underordnet mere langsigtede politiske mål. Krig måtte aldrig blive et formål i sig selv, hvad enten det drejede sig om noble riddere eller livsfjerne guerillaromantikere. Clausewitz havde på nært hold oplevet Napoleons felttog, hvor krigen var blevet total, løsrevet fra enhver politisk sammenhæng, og det er denne tendens han først og fremmest advarer imod. I den forstand er Clausewitz den vigtigste systematiske talsmand for det der i dag betegnes begrænset krig.

Clausewitz har kun i ringe grad præget tysk krigsførsel. Den eneste klare undtagelse er sandsynligvis Bismarcks kortvarige krig mod Østrig i 1866, hvor han ud fra sin politiske målsætning faktisk magtede at standse et sejrrigt preussisk felttog. I vor tid hvor atommagterne råder over totale ødelæggelsesvåben, har Clausewitz naturligt nok oplevet lidt af en renæssance. Men gang på gang har det vist sig, hvor vanskelig det har været at anvende en politik der omfatter forhandling, gensidige kompromiser, samt gennemtænkt moderation i situationer, der let fører til det totale. Man kan måske endog sige, at et mere systematisk studium af Clausewitz havde umuliggjort et udpræget irrationelt foretagende som det langvarige nordamerikanske militære engagement i Vietnam.

Indenfor socialistisk tænkning har Clausewitz længe haft en meget høj status, selv om det af og til kan være lidt vanskeligt at rose en adelig officer - endog af preussisk afstamning - i kredse af mere eller mindre rettroende. Lenin tillagde Clausewitz stor betydning.

J.A.C.

Litteratur

Clausewitz: Om krigen, indledt og red. af J. A. Christophersen, Oslo 1972.