Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 3/12 2008
Læst af: 115.820
: :
Pest

Pest er navnet på den sygdom, som bakterien Pasturella Pestis er årsag til. I tidligere tider blev pest anvendt som fællesbetegnelse for alle dødelige epidemiske sygdomme, bl.a. kopper, influenza, tyfus og kolera. I overført betydning kan man anvende udtrykket pest om alle de organismer, der effektivt konkurrerer med mennesket om livsrum og ressourcer.

Det ældste kendte kerneområde for pest er nordskråningen af Himalaya, og smittekilden var smågnavere. Fra gammel tid havde indbyggerne praktiseret jagtregler og ritualer, som til en vis grad beskyttede dem mod pestsmitte. Pestepidemier blandt menneske følger som regel efter epidemier blandt rotter og mus. Fra døde rotter og mus går lopper som ikke kan finde nye værtsdyr over på mennesker. Loppebiddene giver oftest infektion i lymfesystemet - bubonisk pest eller byldepest. Pest kan også slå ud i lungerne - direkte smitte mellem mennesker - og i blodet - bid af inficerede dyr. Begge de sidstnævnte former er farligere end byldepesten.

Sygdom og historisk udvikling

Den indflydelse epidemiske sygdomme har haft på den historiske udvikling er tidligere blevet undervurderet. Med den viden vi har i dag, er det muligt at forsøge en revurdering. Sammenhængen mellem sygdom og samfund er mangesidig. Under de store epidemier i Europa i tidligere tider døde 20-50% af de der var smittede. Regelmæssige epidemier hvor så mange døde, må have haft store konsekvenser for samfundet.

Udbredelsen af de forskellige sygdomme hang ofte nøje sammen med udviklingen af transportmidlerne og kontakten mellem forskellige folkegrupper. Pestens historie er et eksempel på dette. På den anden side har forskellige sygdomserfaringer i de forskellige folkegrupper haft afgørende indflydelse på udviklingen af kontakten mellem dem. Erobringen af Amerika er et eksempel på dette.

Mikroorganismer og deres værter

Smitsomme sygdomme hos mennesker kan inddeles i tre typer: En hvor mikroorganismen breder sig direkte fra menneske til menneske - bl.a. tuberkulose. En anden hvor den kræver en mellemstation som en regulær del af livscyklusen - bl.a. malaria. En tredje hvor mikroorganismen mere tilfældigt forårsager epidemier blandt mennesker efter kontakt med inficerede dyr eller insekter - bl.a. pest og rabies. Den sidste sygdomstype er den der giver flest døde under epidemier.

Når en befolkning når en vis størrelse - således at den kan vedligeholde ubrudte infektionskæder - begynder der en gensidig tilpasning mellem mikroorganisme og værtsbefolkning. De varianter af mikroorganismen som er alt for dødelige forsvinder til fordel for varianter, som holder længe nok liv i deres vært til at mikroorganismen kan føre smitten videre til næste vært. Samtidig vil medlemmerne af værtsbefolkningen udvikle større modstandskraft mod sygdommen, ved at de stærkeste overlever. Slutresultatet er ofte, at sygdommen overgår til at blive en såkaldt børnesygdom, hvor de børn der overlever sygdommen er immune resten af livet. Ernæring og hygiejne i befolkningen ser ud til at være blandt de faktorer der har størst betydning for, hvor mange børn der dør af disse sygdomme.

Samfærdsel og udbredelsen af pest

Med vor viden om hvorledes pest spreder sig, kan man i dag rekonstruere, hvorledes den Sorte Død kom til Europa. Man mener i dag, at den kom fra Kina over det russiske sletteland i kølvandet på mongolimperiets ekspansion. Det blev grundlagt af Djengis-khan, (1162-1227). På højden af hans magt - 1279-1350 - omfattede imperiet hele Kina og næsten hele Rusland sammen med resten af Centralasien, Iran og Iraq. Antallet af kamelkaravaner og postekspresser som krydsede slettelandet var stort. I småbyerne var der altid mange rotter og mus, som kunne overføre smitte fra syge og døende til den næste rejsende som kom forbi. Pesten etablerede sig givet blandt smågnaverne i Volgadistriktet på denne tid. I 1346 nåede pesten havnene ved Sortehavet og spredte sig derfra hurtigt over Europa.

Det interessante i denne historie er samspillet mellem mongolimperiet og Pasturella Pestis. Det var nødvendigt med kommunikationslinier af en rimelig effektivitet for at holde imperiet sammen. Det var da blot et spørgsmål om tid, før folk med smitte fra de lokale epidemier i Kina ville være blandt de der anvendte rejseruterne.

Under den sidste pestepidemi der startede i Kina (1855-1922), ser vi også samspillet mellem kommunikationslinier og sygdomsudbredelse. I slutningen af det 19. århundrede blev verdensdelene knyttet sammen ved hjælp af større og hurtigere skibe. Større fart på skibene og større mandskab - både af mænd og mus - gjorde det muligt for Pasturella Pestis at krydse Stillehavet, før alle om bord var døde eller immune. Blandt smågnaverne både i Nord- og Sydamerika kunne pesten finde sig et nyt hjem. Det var klart, at det «måtte» gå således.

Erobringen af Amerika

Alt tyder på, at der ikke fandtes alvorlige epidemiske sygdomme blandt indianerne i Amerika på den tid europæerne kom der til (Columbus i 1492). I Europa var situationen den modsatte. Siden Romerrigets fald og helt frem til den kolonialistiske ekspansion startede (ca. 1500), skete der en vækst og koncentration af befolkningen i Europa. Samtidig øgedes kontakten med de større og mere sygdomserfarne befolkningsgrupper i Mellemøsten, Centralasien og Afrika. Det medførte nye sygdomme blandt europæerne og en gradvis stabilisering af den udbredelse de forskellige sygdomme havde i Euroasien.

Ved starten af korstogene (1096) var sygdomme som kopper, mæslinger, tuberkulose og difteri velkendte. Frem mod starten af den kolonialistiske ekspansion var endnu flere sygdomme kommet til.

Både statssystemerne og de enkelte mennesker i Europa havde derfor stor sygdomserfaring, da ekspansionen begyndte. Disse sygdomserfaringer ser ud til at have været et vigtigt grundlag for at ekspansionen kunne blive så omfattende. Sygdomserfaringerne gav ikke blot en vis generel modstandskraft mod de sygdomme, europæerne mødte i Afrika og Asien. Børnesygdommene som de havde med sig over Atlanterhavet kom også til at gribe direkte ind i kampen om det nye kontinent.

Fælles for de første epidemier blandt indianerne var, at indianerne døde mens europæerne overlevede. Både europæerne og indianerne så dette som et klart bevis på, at pesten var guds straf, fordi indianerne havde sat sig op mod deres erobrere. Denne overtro sammen med de sociale konsekvenser af at så mange døde, giver en rimelig forklaring på, at den indfødte kultur ikke kunne overleve.

Viden og kampen mod sygdom

Hvis europæernes sygdomme banede vejen for ekspansionen i Amerika, blev det modsatte tilfældet i Afrika. Her holdt «de indfødte sygdomme» (bl.a. malaria, sovesyge og gul feber) europæerne borte, til kundskaben om sygdom og sundhed havde givet de europæiske samfund et vis forspring i forståelsen af samspillet mellem sygdom og menneske.

I hele det 20. århundrede er der blevet ført en omfattende krig mod de store folkesygdomme. De traditionelle, farlige epidemiske sygdomme er i vid udstrækning bragt under kontrol. Kopper er blevet helt udryddet. Men kampen mod malaria er foreløbig tabt. Det eneste man har opnået, er at gøre malariamyggen modstandsdygtig mod almindelige insektbekæmpelsesmidler. Interessant nok er der ting som tyder på, at malaria er en af de ældste sygdomme blandt mennesker, og måske den mikroorganisme som er bedst tilpasset samlivet med mennesket.

Udover malaria er det angreb fra de forskellige større parasitter, det har været vanskeligst at gøre noget ved - Bilharziose og forskellige rundormsygdomme som Filaria Bancrofti, Onchocerose, «Loase»- og «Guinea» ormene.

Men som i tidligere tider er underernæring fortsat en vigtig faktor i sygdomsbilledet i verden. Især blandt børn kan madmangel og fejlernæring nedsætte modstandskraften så meget, at det vi regner som ufarlige børnesygdomme bliver dødelige. Det er ikke ualmindeligt i mange u-lande, at op mod 50% af mæslingsmittede småbørn dør.

Samspillet mellem samfund og sygdom eksisterer fortsat. I dag antager det blot nye former. Fordelingen af fødevarer og viden sker i dag efter andre regler end før i tiden. Dermed vil sygdommene ramme befolkningerne efter andre mønstre end før.

E.Be.

Litteratur

T. McKeown: The Modern Rise of Population, London 1976.
W. H. McNeill: Plagues and People, New York 1976.