Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
   .  Politisk  .  Parti  .  Hovedbestyrelsesmedlem
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
     .  Venstresocialisme
    .  Reformistisk  .  Folkesocialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 15.158
: :
Moltke, Kai

Kai Moltke

Kai Moltke i midten af 50'erne. (ABA)

Kai Moltke (1902-79), dansk kommunist, forfatter og folketingspolitiker. Faderen var præst men ud af godsejerfamilie, hvilket i DKP skaffede sønnen tilnavnet «Den røde greve». Moltke blev sendt på Stenhus Kostskole ved Holbæk, og kombinationen af den autoritære og reaktionære skole, verdenskrigen, oktoberrevolutionen og Påskekuppet i 1920 anførte Moltke selv som en del af baggrunden for sin vej til kommunismen. I 1920 blev han student, kom til København og begyndte at læse økonomi ved universitetet. Studierne blev dog aldrig fuldført. Han tilhørte den gruppe med Broby Johansen i spidsen, der allerede samme år dannede Kommunistisk Studenterfraktion. Siden tilhørte han kernegruppen i Det Ny Studentersamfund, men ved konflikten i 1924 valgte han side med DKP, og gled efterhånden mere og mere over i partiarbejdet. Fra 1924 begyndte han at skrive om udenrigspolitik i partiets avis, Arbejderbladet, og i 1926 blev han ansat som udenrigsjournalist ved bladet.

I 1926 kom han ind i partiets Københavnsledelse, der var domineret af Thøgersen-fløjen. På kongressen i 1927 vandt denne fløj og Moltke blev valgt ind i Centralstyret, som Centralkomiteen (CK) hed i denne periode. I 1929 greb Komintern ind i partistridighederne, fik Thøgersen-fløjen afsat. Moltke var i denne periode sekretær i CK og ledede under fraktionskampene sin egen fraktion, men uden mulighed for at nærme sig magten pga. sin adelige afstemning. Komintern ønskede ikke en partiformand af adelig afstamning. Efter at Aksel Larsen og Martin Nielsen fløjen havde vundet magtkampen i partiet blev han kørt ud på et sidespor. Thøgersen blev kaldt til Moskva, og Moltke fulgte efter. Han arbejdede i Moskva i 1932-36.

Efter sin hjemkomst blev han atter ansat på Arbejderbladet som udenrigsjournalist. Ifbm. det danske politis arrestation af de danske kommunister - på begæring af besættelsesmagten - blev også Moltke arresteret. Det var den 23. juni 1941. Han tog parti for bombefolkene, og blev isoleret sammen med dem. Bombefolkene var de kommunister, der var blevet frikendt under retssagen i 1941 om bombeattentatet i Frederikshavn (se DKP), men som alligevel var blevet ekskluderet af DKP. Blandt disse var Thøgersen og Melchior. Sammen med bombefolkene og de andre kommunister blev han i 1943 sendt til Stutthof.

Efter befrielsen vendte han ikke tilbage til partipressen. Istedet helligede han sig forfatterskabet, som han indledte med Krigen købt paa afbetaling (1946), der især handlede om forholdet mellem storindustri, storpolitik og verdenskrig. Forfatterskabet varede i første omgang til 1956, hvor han blev knyttet til partiavisen Land og Folk, og hvor han fik sin faste rubrik, Verden i dag. Ved partiets kongres i 1957 blev han valgt ind i CK og tilhørte under partikampen det mindretal, der støttede formanden Aksel Larsen.

Da Larsen i november 1958 blev ekskluderet, fik han følgeskab af bl.a. Moltke, der spillede en aktiv rolle i opbygningen af Socialistisk Folkeparti (SF). Ved partiets første jordskredssejr i 1960 blev Moltke valgt til Folketinget. Han markerede sig imidlertid i stigende grad på partiets venstrefløj og var i december 1967 med til at bryde ud og danne partiet Venstresocialisterne (VS). Det nye parti tiltrak imidlertid mange ungdomsoprørere, og dets stigende distance til det faglige arbejde fik allerede i sommeren 68 Moltke til atter at forlade partiet. Frem til 1970 var han løsgænger i Folketinget, hvor han bl.a. havde et samarbejde med Hanne Reintoft i Socialistisk Arbejdsgruppe.

Hans partifrihed og afskeden med Folketinget i 1970 gav ham mulighed for at indlede den anden periode i sit forfatterskab. Han skrev erindringsbøgerne Stalins gengangere (1970), Fire år i fangedragt (1973) og Mordet på Komintern (1976). Dertil kom et par historisk-politiske bøger.

A.J.

Litteratur

Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. Tiderne Skifter, København 1993.