Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Italien
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Politisk  .  Politiker
DatoOpdatering
2008.01.21Ny udgave af opslaget erstatter oprindelig Pax udgave
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 21/1 2008
Læst af: 71.530
: :
Machiavelli, Niccolo
Niccolo Machiavelli
Niccolo Machiavelli

Niccolò Machiavelli (1469 – 1527), Italiensk/Florentinsk politisk tænker, berygtet for sin analyse af den politiske magtudøvelses amoralske væsen, der har lagt navn til en særlig form for udøvelse af det politiske «håndværk». Machiavellis politiske tænkning kan ses som modernitetens begyndelse og som grundlaget for den moralske og politiske revolution, der udfoldede sig i oplysningstiden.

Machiavelli tjente i perioden 1498 – 1512 som diplomat for republikken Firenze, hvilket gav ham førstehånds erfaringer med de politiske forhold i et krigshærget Europa og et til atomer splittet Italien. I 1512 blev styret i Firenze væltet og året efter blev Machiavelli fængslet og tortureret, som følge af en anklage for konspiration mod det ny styre. Sagen endte dog med bødestraf og efterfølgende flyttede Machiavelli til et lille landsted udenfor Firenze, hvor han skrev sine to hovedværker: Fyrsten (1513) og Drøftelser af de ti første bøger hos Titus Livius, der udkom posthumt. Andre vigtige værker er skuespillet Mandragola (1518), Om krigskunsten (1520) og et værk om Firenzes historie (1525).

Machiavelli lærer os, at hvis en regent ønsker at bevare et erobret land, skal han ikke blot dræbe den tidligere regent, men også hele hans familie; han skal myrde sine modstandere men holde sig fra deres ejendom, for en død kan ikke hævne sig og mennesker glemmer hurtigere faderens død end tabet af fædrenearven. Han skal handle således, at det onde han gør, ser ud som gør han det af nødvendighed, mens det gode han gør, ser ud som om han gør det af egen vilje. Machiavelli fortæller os, at storsind består i at være nærig med sin egen ejendom og generøs med andres; at voldshandlinger bør foretages alle på én gang, så smages de mindre, mens velgerninger bør øves lidt efter lidt, så de smages bedre. Til et menneske, som man ønsker at slå ihjel, skal man ikke sige «»giv mig dit våben, jeg vil slå dig ihjel», men blot «giv mig dit våben».

Fyrsten er på overfladen skrevet i en for den tid traditionel genre, fyrstespejlet, der, i form af en idealiseret beskrivelse af fyrstens karakterdyder, skal fungere vejledende for regenter. Men Machiavelli, der nærmere knytter an til antikkens fyrstespejle – f.eks. Xenofons Hieron, bryder med den konventionelle genre ved at give et næsten parodisk grusomt billede af fyrsten. I det berømte kapitel 15 fortæller Machiavelli, at han vil forfølge den virkelige sandhed i sagen; ikke forestillingen om den. Tidligere filosoffer havde taget udgangspunkt i, hvordan vi bør leve, og fremstillet idealer og idealstater, der skulle fungere som målestok og vejleder for handling. Over for dette sætter Machiavelli en realisme; han tager udgangspunkt i, hvordan mennesket faktisk lever, hvorved han bryder både med den antikke-skolastiske og den kristne forståelse. Den, der handler ud fra en forestilling om, hvad man i moralsk henseende burde gøre, leder ifølge Machiavelli sig selv i ruin! En fyrste, der vil beholde magten, må lære ikke kun at være god; han skal kunne benytte godhed og ondskab alt efter nødvendigheden.

Hermed udtrykker Machiavelli sin radikale nyfortolkning af begrebet virtù – dyd – der i Machiavellis betydning renses for en antik og kristen moralsk-normativ betydning og nærmest må forstås som dygtighed eller duelighed, ligesom han tematiserer et brud med en antik teleologisk naturopfattelse og et skift i forståelsen af nødvendighed og tilfældighed. Det sidste ligger i betydningen af Machiavellis fortolkning af begrebet fortuna (held og lykke, skæbne, tilfældet). I antikken var Fortuna en gudinde, der kunne påvirkes og som var tiltrukket af Vir (af Virtus: mandighed), mens det i en kristen forståelse var en upåvirkelig og blind magt. Hos Machiavelli lignes fortuna med en kvinde, der kan kontrolleres og beherskes med vold. At Machiavelli i samme kapitel 25 synes at sætte lighedstegn mellem fortuna og Gud er i den forbindelse bemærkelsesværdigt. Denne forståelse af fortuna åbner for en forståelse af natur og det guddommelige, som noget, der kan kontrolleres, beherskes og overvindes – en forståelse der udfoldes i oplysningstidens tænkning i forbindelse med den moderne naturvidenskabs gennembrud – og markerer samtidig et brud med den antikke politiske filosofis beskrivelse af det bedste regime, hvis aktualisering afhang af tilfældet. Machiavellis politiske realisme indebærer muligheden for beherskelse af naturens tilfældigheder, hvilket hænger sammen med, at målet for politisk handling sænkes. Målestokken for politisk handling hos Machiavelli er ikke det gode liv og borgernes moralske karakter men at opretholde staten og at erobre og bevare den politiske magt.

Betydningen af fortuna viser sig i også i Machiavellis fremstilling af de forskellige politiske regimer. I Drøftelser behandler han antikkens klassiske forfatningsskema og forståelsen af de forskellige politiske regimers – monarki, aristokrati og demokrati, samt deres modsætninger tyranni, oligarki og anarki – opståen, udvikling og forgåen som en cyklisk udvikling, som det findes beskrevet hos Platon, Aristoteles, Cicero og ikke mindst Polybios. Den cykliske opfattelse af verdens udvikling står i modsætning til en kristen opfattelse, både ved at benægte en forståelse af verden som en unik skabelse og ved at benægte at mennesket har haft en perfekt begyndelse. Men Machiavelli bryder også med den antikke opfattelse. Hvor regimernes cyklus i en antik forståelse sker af natur, siger Machiavelli at det sker ved fortuna, ved tilfældige omstændigheder. Derved reducerer Machiavelli natur til omstændigheder, hvorved natur ikke længere kan forstås som en målestok eller et princip, vi kan styre efter. For Machiavelli er alle politiske indretninger skabt af mennesket; de skyldes menneskelige handlinger i overensstemmelse med nødvendighed og imod tilfældet eller naturen.

Machiavellis løsning er den blandede forfatning, som han finder i den romerske republik. Skønt Rom fulgte regimernes kredsløb, så forblev den en perfekt republik. Den forblev blandet og dens love stemte overens med folkets frihed. Udviklingen af den blandede forfatning sporer Machiavelli tilbage til en modsætning mellem folket og senatet/eliten; en slags klassekamp. I Machiavellis analyse er det netop denne modsætnings dynamik, der fører til den bedste forfatning og til alle de love, der fremmer friheden. En klog udnyttelse af denne dynamik kan overvinde den cykliske inerti og skabe en stat med frihed; en blandet forfatning, og dvs. en republik, hvor magten er fordelt mellem konsuler, et senat, og et folketribunal. Machiavellis republik har således frihed, ikke dyd, som mål. Men hvor romerne blot reagerede praktisk klogt på tilfældigheder og derfor i sidste ende begik fejl og gik til grunde, hævder Machiavelli en slags teoretisk videnskabelighed, der kan korrigere romernes praktiske klogskab. Som sådan kan Machiavelli ses som ophavsmand til den moderne politiske videnskab.

Machiavellis omfortolkning af begrebet virtù, markerer hans brud med den antikke og kristne etik. Hos Aristoteles er dyden midten mellem to ekstremer, der begge må forstås som laster. Hos Machiavelli er denne midte forsvundet; dyd og last er modsatte ekstremer og fremstilles i par. Dyd er således ikke længere noget godt i sig selv men afhænger af den effekt der frembringes, og som sådan er dyden kun effektiv i forbindelse med sin modsætning. Gavmildhed, barmhjertighed og kærlighed værdsættes kun når man forventer deres modsætninger, nærighed, grusomhed og frygt. Machiavelli synes at more sig med skiftevis at anvende dydsbegrebet i den klassiske og i sin egen moderne betydning, som når han om forbryderen Agathokles først bemærker, at man næppe kan kalde det dyd at dræbe sine bysbørn, forråde vennerne, være uden tro, uden barmhjertighed, og uden religion, for straks derefter at betragte Agathokles' dyder, deriblandt hans brutale grusomhed og umenneskelighed.

At leve dydigt fører ifølge Machiavelli ikke til lykke; tværtimod. At være gavmild er skadeligt for én selv, mens grusomhed er noget, der kan bruges klogt. Det er derfor i sidste ende bedre for fyrsten at være frygtet end elsket. Kærlighed afhænger af andre, mens frygt afhænger af fyrsten selv. Machiavellis virtù indebærer en ny norm for, hvordan man bør handle og leve. Det kræver en klog brug af både dyder og laster, afhængigt af omstændighederne. Denne kloge vekslen mellem dyder og laster er det, Machiavelli mener med virtù.

Fyrsten afsluttes med et omdiskuteret «patriotisk» kapitel, hvor Machiavelli opfordrer fyrsten Lorenzo de Medici til at befri Italien. Machiavelli antyder at befrielsen er en relativ simpel sag; den synes dog at forudsætte en fuldstændig accept af Machiavellis amoralske lære. Han sammenligner Lorenzo med profeten Moses og antyder at Italien er Lorenzos forjættede land. Lorenzo skal gøre for Italien, hvad Moses gjorde for Israels folk. Machiavellis profeti og patriotisme angår dog på et højere niveau befrielsen af denne verden fra Guds rige. Profeten er ikke Lorenzo men Machiavelli selv. Machiavelli skal ses som en slags ny Moses – eller Jesus; som en ubevæbnet profet, med en ny dekalog, en ny moralsk lov. I kapitel 15 lægger Machiavelli an til en klassisk gennemgang af de fyrstens dyder; der er 11 dyder og 11 laster, der fremstilles som par. I den efterfølgende gennemgang viser de sig kun at være 10.

Når Machiavellis lære sammenfattes i den amoralske grundsætning «målet helliger midlet», bør man dertil lægge, som Rousseau bemærkede, at når Machiavelli belærte regenterne om, hvordan de skulle vinde, beholde og udøve magt, underviste han samtidig folket bag om ryggen. I Drøftelser behandler Machiavelli i et enkelt kapitel det samme emne, som i Fyrsten; den ny fyrste i en ny stat. Ligesom i Fyrsten optræder ordet tyran ikke i kapitlet, men i det forrige kapitel har vi fået at vide, at det følgende kapitel vil omhandle tyranni. Kapitlet er nummer 26, og Fyrsten har 26 kapitler. Centralt i kapitlet om tyranni bringer Machiavelli et eksempel på en ny fyrste og citerer biblen for første og sidste gang. Citatet tilskrives bevidst fejlagtigt kong David; i biblen stammer ordene fra Gud selv. Gud er en tyran.

I moderne politik og politisk filosofi kan indflydelsen fra Machiavelli spores i hele det politiske spektrum – f.eks. Antonio Gramsci og Leo Strauss – og hans beskrivelse af principper for politisk ledelse synes i dag at have usvækket aktualitet. Men at kalde Machiavelli for den første politiske spindoktor er en eufemisme, og ønsker man at anvende Machiavellis lære, som et middel til et mål, gør man klogt i at overveje, hvorvidt de derved selv blot er et middel til et andet og højere mål.

U.C.

Litteratur

Machiavelli, Niccolò: Fyrsten, HELIKON, 1998/2006.
Machiavelli, Niccolò: Drøftelser af de ti første bøger hos Titus Livius, HELIKON, 2004.
Lindhardt, Jan: Machiavelli, Rosinante, København, 1969/2006.
Eriksen, Trond Berg: Machiavelli. Reven i hønsegården, Universitetsforlaget, Oslo, 2006.
Ehnmark, Anders: Magtens hemmeligheder, Samleren, København, 1987.