 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Historisk set findes der en række fredsbegreber, der alle er bærere af forskellige ideer, som man godt kunne tænke sig samlet i et rigere fredsbegreb. Det, som har præget vestlig fredsfilosofi stærkest, er det romerske «Pax», som betød «absentia belli», fravær af krig, altså et negativt fredsbegreb. Men både det græske «irene», det jødiske «shalom» og det japanske «heiwa/showa» peger i andre retninger, som kan antydes ved ord som «retfærdighed» og «harmoni». Forskellene er vigtige, fordi fredsbegrebet i alle kulturer synes at stå for noget positivt. Det er navnet på en målsætning, måske ovenikøbet en af de dybeste og højeste målsætninger. Fredsbegrebet bliver altså en del af samfundsideologien og får som sådan et klassebegreb. «Fravær af krig» f.eks., hvem tjener det? Først og fremmest de som tjener på fredeligt samvær mellem nationer og stater, særlig handelsmænd. Fred bliver dermed en egenskab ved det internationale system, som gør handel mulig. Og hvem tjener på «harmoni», hvis ikke netop de, som er på toppen af en struktur, som fordeler magt og privilegier forskelligt, til og med sådan, at de, som er på bunden, dør i deres nød? Men «harmoni» kan selvfølgelig også tolkes i retning af «retfærdighed», problemet er bare, at det begreb også kan bruges på mange måder. Det kan være et lighedstegn, men det kan også betyde, at de som føler sig specielt udvalgt, fortjener en ekstra plads i solen.
I fredsforskningen, sådan som den tog form fra slutningen af 50-erne, har debatten om selve fredsbegrebet spillet en stor og antagelig frugtbar rolle. Således var det fra begyndelsen klart, at man havde at gøre med et negativt og et positivt fredsbegreb, både med fravær af vold og noget som tilnærmet kunne udtrykkes ved ordet «integration», som så dels står for harmoni, dels for retfærdighed. Spørgsmålet bliver da, hvad der menes med «vold» (se Vold), altså dette, som bør være fraværende, for at et fredscertifikat skal kunne udstedes. På den ene side er det den direkte vold, som de fleste tænker på: den, som rammer hurtig og som regel også har til hensigt at ramme. På den anden side er det den strukturelle vold, indbygget i samfundsstrukturen, som også kan dræbe, men da gerne langsomt (gennem sult og nød, sygdom og død), og som regel ikke er styret af nogen klar hensigt - den bare er. Strukturel vold er ikke det samme som institueret vold - det er direkte vold, som er blevet en institution, som f.eks. vendetta (blodhævn). Strukturel vold er altså meget tæt knyttet til samfundsvertikalitet i sin almindelighed, og til samfundets klassekarakter i særdeleshed. Den kan måles; akkurat som man tæller direkte vold i antal dræbte og sårede, kan man tælle strukturel vold i antal år, som ikke er blevet levet i forhold til det, man ved var muligt - ud fra vor tids kundskab, teknologi og ressourcer. Et liv, som ender i 30-års alderen p.g.a. underernæring er i hvert tilfælde et halvt drab; så kan man på toppen af det komme med betragtninger over reduktion i livskvalitet i den halvdel, som blev levet. Og den reduktion kan også tage form af undertrykkelse og fremmedgørelse - dermed knyttes også frihed og identitet til fredsbegrebet.
Gennem strukturel vold udvides altså det negative fredsbegreb; fravær af vold er ikke kun fravær af direkte vold, men også fravær af udbytning og andre former for vertikalitet i en social struktur. Og dette peger da hen mod de to hovedstrategier for fred: afstand (dissociering) og tilnærmelse (associering) - fred gennem negative og positive metoder. Gennem de sidste uddybes det positive fredsbegreb betydeligt.
Mest kendt er forsøget på at skabe fred ved at søge beskyttelse, ved afstandstagning, mod direkte vold; naturlige grænser (elve, bjergkæder), store afstande (have, ørkener), sociale afstande (fordomme, diskriminering) og sociale grænser værnet med våbenmagt, som skal straffe enhver overskridelse, således at angreb ikke skal lønne sig. Kombiner disse fire og man har nationalstaten som formel - bygget ind i et magtbalancesystem. Problemet er, at naturlige grænser og afstande bliver latterlige i rakettens tidsalder, at nationalistiske fordomme nedbrydes gennem mange former for samkvem og at magtbalance ofte svigter.
Tilnærmelsesmetoden vil derfor spille en stigende rolle, og den er baseret på den modsatte tankegang: det er ikke ved at holde dem fra hinanden, men ved at bringe dem nærmere, at fred kan bygges som en struktur. Men der er forudsætninger: at parterne er nogenlunde ligeværdige, at de bygges sammen i forhold, som er ligeværdige, men samtidig er gensidig afhængige, at der knyttes bånd i alle retninger og på og mellem alle planer (regering, offentlig, folkelig) o.s.v. Det er nok at pege på forholdet mellem Tyskland og Frankrig frem til 2. verdenskrig og efter, for at få forskellen mellem de to strategier frem.
For den strukturelle vold er der tilsvarende metoder. Afstand skabes ved frakobling, den udbyttede part river sig løs, f.eks. gennem frigørelseskamp, voldelig eller ikke-voldelig. En forudsætning for dette er som regel en bevidstgørelse, en mobilisering, en række konfrontationer og en klart målrettet kamp (ikke altid i denne rækkefølge, konfrontationerne kan f.eks. skabe bevidstgørelse og mobilisering).
Men der er også muligheder for tilnærmelse, for tilkobling, men så på basis af ligeværdighed. De nordiske landes historie, og måske specielt Norges, kan ses i dette perspektiv. Det, som ingen imidlertid har klaret hidtil, har været at ophæve eller i hvert fald reducere strukturel vold mellem klasser indenfor et samfund. En grund til dette er antageligt, at frakoblingsfasen er så meget mere vanskelig at stoppe for f.eks. en etnisk gruppe, som løsriver sig gennem separatistbevægelse og danner egen stat.