Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Deltagelse betyder, at en person eller en gruppe mennesker er med til at styre aktiviteterne i en kollektiv sammenhæng - f.eks. en familie, en virksomhed, en kommune eller en nation. Politisk deltagelse refererer normalt til aktiviteter, som kvinder og mænd udfører med henblik på at påvirke beslutninger i et politisk organ, eller kontrollere gennemførelsen af sådanne beslutninger. Alle de forsamlinger - af og til enkeltindivider - som gennem deres bestemmelser sætter rammer for den øvrige virksomhed i samfundet og dermed styrer fordelingen af goder og byrder er politiske organer. De findes først og fremmest indenfor det offentlige, organisationssamfundet og erhvervslivet.

Deltagelse med henblik på påvirkning og kontrol kan ske direkte gennem skriftlig og mundtlig argumentation og forhandling med dem der tager beslutningerne, gennem indblik i deres arbejde, eller i konfliktsituationer ved brug af kollektive virkemidler som strejke, leveringsstop, investeringsstop osv. Indflydelsen kan også udøves mere indirekte gennem valg af repræsentanter til de politiske organer, ved at arbejde for ens opfattelse indenfor organisationer som er med til udformningen af  politikken, og ved at påvirke folkeopinionen og de styrendes holdninger gennem diskussioner i det lokale miljø, aktioner og demonstrationer, fremlægning af synspunkter i massemedierne, og ved andre bidrag til den politiske debat i lokal- og nationalsamfundet.

Politisk deltagelse eksisterer som et ideal. Grundige undersøgelser viser, at den ikke er en realitet. I Danmark som i andre lande, er politisk passivitet det normale. Omkring 4% af vælgerne deltager i partiarbejdet, valgkampagner, politiske aktioner og lignende aktiviteter. Hvis vi inddrager al slags virksomhed, som med nogen ret kan kaldes politisk arbejde, kan måske en tiendedel siges at deltage. Hvis vi også medregner diskussioner i nærmiljøet og at den enkelte ser politiske programmer i fjernsynet og læser politisk stof i aviserne stiger andelen til omkring 50%. Det lunkne engagementet følges ofte af mangel på politisk viden og en følelse af magtesløshed. Samtidig eksisterer der en udbredt utilfredshed med den måde hvorpå landet styres og til de politiske partier.

Megen af passiviteten og magtesløsheden skyldes, at folket mangler mulighed for deltagelse. Mulighederne er bestemt af den enkeltes sociale position. Til trods for at den formelle ret til deltagelse er nogenlunde lige for alle indenfor den offentlige politik, eksisterer der en systematisk skævhed i anvendelsen af retten til at ytre sig, organisere sig, aktionere, blive kandidat til politiske hverv og stemme ved valgene. I de fleste organisationer og virksomheder er det kun mindre grupper, der har adgang til beslutningerne. Tilsammen fører disse forhold til, at jo lavere økonomisk og socialt priviligeret den enkelte samfundsborger er, desto lavere bliver den politiske deltagelse.

Forskelle mellem sociale lag og klasser i organisering, uddannelse og frihed i den daglige arbejdssituation forklarer en stor del af forskellen i politisk aktivitet. Disse forhold er med til at bestemme folks muligheder for deltagelse og kaldes derfor ofte for politiske ressourcer. Disse ressourcer omfatter også tilliden til at man selv kan gøre noget for at påvirke beslutninger samt erfaringer fra tidligere deltagelse. Personer som mangler de fleste politiske ressourcer, og som dermed har de færreste muligheder for effektiv politisk påvirkning og kontrol, kan man sige er politisk fattige. Den politiske fattigdom er mest udbredt blandt arbejdere og lavere funktionærer, blandt kvinder, unge og pensionister, og i befolkningen i udkantsområderne. Disse grupper stiller sjældnere krav og giver ikke udtryk for deres støtte til de politiske organer i nær samme grad og med samme virkning som medlemmer af højere sociale lag gør. Med denne skævhed bidrager den sociale ulighed til sin egen bevarelse.

W.M.