Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Tyrkiet
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 7/11 2016
Læst af: 18.113
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Tyrkiet
: :
Euphrates Shield. Tyrkiets invasion i Syrien 2016
Left
Rocks
2024-02-23 06:05
2024-02-22 06:16

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Den 23. august 2016 invaderede tyrkiske militære styrker sammen med allierede syriske oprørsgrupper det nordlige Syrien omkring byen Jarablus på vestbredden af Eufrat-floden. Ifølge den tyrkiske regering havde invasionen, som fik navnet «Euphrates Shield» (Eufrat Skjold), til formål at sikre Tyrkiets grænse ved at tage kontrol med den syriske side og bekæmpe både terrororganisationen Islamisk Stat og kurderne i Syrien. Næsten hele den mere end 800 km lang grænse var på invasionstidspunktet kontrolleret af Islamisk Stat og kurdiske oprørsgrupper, hvilket udgjorde en sikkerhedstrussel mod Tyrkiet. Den tyrkiske regering anser de kurdiske grupper i Syrien som en forlængelse af den kurdiske PKK-bevægelse i Tyrkiet, som i tre årtier har ført væbnet kamp mod den tyrkiske stat og derfor også anses for en terrororganisation.

Både Islamisk Stat og PKK havde i året op til invasionen udført adskillige terrorbombardementer i tyrkiske storbyer samt bagholdsangreb på den tyrkiske hær inde i Tyrkiet. Samtidig havde Islamisk Stat brugt smuglerruter over den tyrkiske grænse til at hente forsyninger ind i Syrien. Der er mange beviser for, at Tyrkiet selv igennem en længere periode aktivt støttede Islamisk Stat i at modtage disse forsyninger, da Tyrkiet så positivt på Islamisk Stats bekæmpelse af både de syriske kurdere og den syriske regering under præsident Bashar al-Assad. Men efter Islamisk Stat eskalerede terrorangreb inde i Tyrkiet, og de syriske kurdere tog kontrol med mere og mere territorium langs grænsen, så Tyrkiet sig nødsaget til at handle. Tyrkiet havde i mange måneder før August 2016 planlagt at foretage invasionen, men den var i flere omgange blevet udskudt. I September 2015 måtte Tyrkiets planer udskydes, da de russiske styrker rykkede ind i Syrien for at forsvare Bashar al-Assads regering. I Juli 2016 blev planerne igen udskudt, da dele af den tyrkiske hær forsøgte et militærkup mod den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.

Da «Euphrates Shield» blev indledt, var fokus på at erobre den syriske side af grænsen mellem Eufratfloden og Bab al-Salameh grænseovergangen nord for Aleppo. Allerede på den første dag faldt Jarablus til det tyrkiske militær og dets allierede fra diverse syriske oprørsgrupper, der ser alliancen med Tyrkiet som en mulighed for at bekæmpe alle deres fælles fjender: Islamisk Stat, de syriske kurdere og Bashar al-Assads regeringstropper. Blot få uger senere havde «Euphrates Shield»-alliancen taget kontrol med hele grænsen mellem Eufratfloden og Bab al-Salameh grænseovergangen. Derefter bevægede det tyrkiske militær og de syriske oprørere sig sydpå for at øge bredden af den stribe territorium, de havde indtaget. Undervejs indledte de kampe med de syriske kurdere, især syd for Jarablus. De syriske kurdere havde spillet en afgørende rolle i at bekæmpe Islamisk Stat i det nordlige Syrien og var en nær allieret med USA af samme grund. Den amerikanske regering udtalte derfor bekymring over kampene mellem kurderne og Tyrkiet, som er USA's allierede i NATO. USA's opfordringer skabte en vis ro, og den tyrkisk-ledede invasion kunne derfor fokusere på Islamisk Stat.

Fra midten af september 2016 rykkede de tyrkisk-ledede styrker sydpå for at befri territorium fra Islamisk Stat. Hovedformålet med den sydgående offensiv var at erobre den vigtige Islamisk Stat-kontrollerede by al-Bab øst for Aleppo. Hvis de tyrkiske styrker kunne indtage den, ville de endegyldigt kunne forpurre de syriske kurderes planer om at tage kontrol med hele grænseregionen i det nordlige Syrien og udråbe en autonom kurdisk delstat i Nordsyrien langs grænsen til Tyrkiet. Islamis Stat havde i flere tilfældet forladt hele byer allerede inden «Euphrates Shield»-styrkerne ankom nordfra. Islamisk Stat havde formentlig indset, at det ville være nyttesløst at forsvare sig mod Tyrkiet, som har overlegne styrker i form af både kampfly og tungt artilleri. Tyrkerne og deres allierede syriske oprørsgrupper kunne derfor hurtigt overtage snesevis af landsbyer og hundredevis af kvadratkilometer territorium nord for Aleppo og nærmerede sig med hastige skridt al-Bab. Den tyrkiske invasion begyndte at ligne en bragende succes.

Der begyndte imidlertid at opstå en række problemer for de tyrkisk-ledede styrker. I takt med de indtog mere og mere territorium, blev deres tropper spredt ud over et større område. Det gjorde dem sårbare over for Islamisk Stats modangreb, der flere steder erobrede landsbyer tilbage efter at have brug selvmordsbombere. Derudover kom «Euphrates Shield» styrkerne også i kamp med de syriske kurdere lige nord for Aleppo. Da tyrkiske styrker eskalerede angreb på de kurdiske grupper lige nord for Aleppo, truede Bashar al-Assads regeringsstyrker med at skyde tyrkiske fly ned. Den syriske regering anser nemlig Tyrkiets operationer som en ulovlig invasion og besættelse af syrisk territorium. Tyrkiske kampfly måtte derfor mindske deres støtte til de syriske oprørere på landjorden, som i slutningen af oktober 2016 derfor begyndte at tabe terræn til de kurdiske grupper, som fik støtte af Bashar al-Assads kampfly. I starten af november havde «Euphrates Shield» mistet pusten.

Grunden til at de syriske regeringsstyrker under Bashar al-Assad første to måneder efter den tyrkiske invasion kom med så alvorlige trusler og direkte angreb de syriske oprørsgrupper, der var allieret med Tyrkiet, skal findes i det komplicerede stormagtsspil i det nordlige Syrien. Tyrkiet har siden starten på krigen i Syrien støttet de syriske oprørere, og den er derfor hadet af Bashar al-Assads regering. Alligevel peger alt på, at Assad og hans allierede fra Rusland har accepteret den tyrkiske invasion. Den ville nemlig både bekæmpe Islamisk Stat, som er fjender med alle inklusive den syriske regering, og samtidig forhindre de syriske kurdere i at forene det nordlige Syrien i en autonom kurdisk region. Selvom den syriske regering og russerne samarbejder med kurderne om at bekæmpe Islamisk Stat, ønsker Bashar al-Assad heller ikke, at kurderne skal konsolidere sig i Nordsyrien. Det vil på længere sigt udgøre en trussel mod den syriske regerings forhåbninger om at genvinde hele Syrien. Derfor havde Assad og russerne accepteret den tyrkiske invasion som et middel til at bekæmpe både Islamisk Stat og forpurre kurdernes ambitioner.

Problemet for Tyrkiet opstod i det øjeblik, at dets allierede syriske oprørere kom så langt sydpå og tæt på Aleppo, at det kunne udgøre en fare for de syriske regeringstropper, som derfor truede de tyrkiske styrker. Tyrkiet lader til at have overskredet en usynlig grænse for, hvor langt ind i Syrien den syriske regering og russerne kunne acceptere deres indtog. Da de tyrkiske kampfly forlod frontlinjen, tabte deres syriske oprørsallierede på jorden med det samme terræn under svære kampe med de syriske kurdere, kampe der i skrivende stund fortsætter. For den syriske regerings synspunkt er det gavnligt, at kurderne, Islamisk Stat og de tyrkisk-støttede oprørere alle bekæmper hinanden nord for Aleppo. Regeringsstyrkerne har derfor så vidt muligt holdt sig uden for kampene og set til, mens de andre parter udmatter hinanden. Netop forhåbningen om denne situation har formentlig være grunden til, at den syriske regering indledningsvis accepterede den tyrkiske invasion som et middel til at svække alle Assads modstandere i Nordsyrien ved at spille dem ud mod hinanden i kampen om området mellem Aleppo og grænsen til Tyrkiet. Det område er nemlig ikke særligt vigtigt at erobre for den syriske regering selv, men den ønsker heller ikke, at nogen anden part skal konsolidere sig i området på længere sigt. Det optimale i Assads perspektiv er derfor, at alle andre kæmper om det uden at det rigtigt leder nogen steder. Så længe det er tilfældet, har «Euphrates Shield» været en delvis succes for Tyrkiet. Den tyrkiske grænse er sikret og kurderne er indtil videre forhindret i at forene deres områder, men prisen har været høj for Tyrkiet, der mistet adskillige tropper og er blevet kritiseret af USA og Europa for angrebene på kurderne, der har været Vestens partner i kampen mod Islamisk Stat.

Ra.J.