Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 10/4 2007
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 11.729
: :
Erhvervsuddannelserne

Erhvervsuddannelserne (EUD) er den betegnelse, som bruges om ungdomsuddannelserne indenfor håndværks- og industrifag, handels- og kontorfag (EUD-området defineres som de uddannelser, der er omfattet af erhvervsuddannelsesloven. Dvs. at Social- og Sundhedseleverne, landbrugselever og elever i de sidestillede uddannelser ikke indgår). Uddannelserne, som kan påbegyndes efter grundskolens 9. klasse, består af en vekslen mellem oplæring i en virksomhed og teoretisk og praktisk undervisning på en erhvervsskoleskole og er opdelt i grund- og hovedforløb. Grundforløbet foregår på skole og varer på de tekniske erhvervsuddannelser normalt 20 uger og på det merkantile område (handel og kontor) ca. 2 år. Der er dog mulighed for fleksibel tilrettelæggelse, således at grundforløbet i de tekniske erhvervsuddannelser kan vare 10 – 60 uger og på det merkantile område fra 38 til 114 uger. På hovedforløbet veksles der mellem skole og praktik. Den samlede uddannelseslængde er normalt på 4 år, hvoraf hovedparten foregår som oplæring i virksomheden. Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve for de tekniske erhvervsuddannelsers vedkommende og med en fagprøve for de merkantile uddannelsers vedkommende. På det indledende grundforløb er eleverne berettigede til Statens Uddannelsesstøtte (SU), mens de i praktikperioden får en overenskomstfastsat elevløn. Praktikvirksomhederne modtager gennem Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) økonomisk støtte i forbindelse med uddannelsen af elever.

Erhvervsuddannelsessystemet er afhængigt af, at der er tilstrækkelig mange virksomheder, som er villige til at ansætte elever i praktik. I perioden fra 1995-2000 er antallet af indgåede uddannelsesaftaler (om praktik) med virksomhederne faldet med omkring 25 %. Faldet har relativt set været størst inden for det merkantile område (AER 2001: 4). Manglen på praktikpladser har fået regeringen til at iværksætte forskellige initiativer. I 1993 blev skolepraktikordningen indført med henblik på sikre elever, der ikke kunne få praktikplads, mulighed for at gennemføre den praktiske del af uddannelsen på skole. I 2003 blev denne lov revideret, og der blev indført adgangsbegrænsning til skolepraktikken (den såkaldt negativliste). I stedet søger regeringen at øge antallet af ordinære praktikpladser ved at pålægge de offentlige virksomheder, at oprette et vist antal praktikpladser samt ved at præmiere virksomheder, som opretter ekstra praktikpladser.

Det er karakteristisk for det danske erhvervsuddannelsessystem, at det har bestået som et parallelt ungdomsuddannelsessystem side om side med de gymnasiale uddannelser. Modsat de gymnasiale uddannelser har erhvervsuddannelserne ikke det videregående uddannelsessystem, men det faglærte arbejdsmarked som aftager. Den tætte relation til arbejdsmarkedet ses bl.a. af at arbejdsmarkedets parter (repræsentanter fra arbejdsgiverne og for lønmodtagerne) har stor indflydelse på uddannelsernes indhold og styring særlig via de faglige udvalg, som fastlægger målene for erhvervsuddannelserne og rammerne for undervisningens indhold.

Trods de politiske intentioner herom, er det ikke lykkedes at gøre erhvervsuddannelserne til et ligeværdigt alternativ til de mere bogligt orienterede gymnasiale uddannelser. Mange forældre, lærere og elever oplever erhvervsuddannelserne som værende for dem, som ikke magter eller ønsker en gymnasial uddannelse. Ifølge Undervisningsministeriets prognoser vil 36 % af de unge, som gik i 8.klasse i 2002 fuldfører en erhvervsfaglig uddannelse. I alt 5 % vil fuldføre en videregående uddannelse efter at have taget en erhvervsfaglig uddannelse, dvs. at 31 % vil have en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse.

Den historiske udvikling

Betragtes udviklingen fra den første lærlingelov 1889 til den seneste reform 2000, er udviklingen kendetegnet ved, at den skolebaserede undervisning indtager en stadig mere central placering i uddannelserne. Denne udvikling dækker imidlertid over afgørende ændringer i den rolle den skolebaserede undervisning tildeles i erhvervsuddannelserne.

De første skoler for håndværkere, som opstod i starten af 1800-tallet, havde som deres vigtigste opgave at kompensere for håndværkernes manglende skolemæssige færdigheder og havde som sådan primært et almendannende sigte.

Da vekseluddannelsesprincippet indføres med reformen i 1956, anses opøvelsen i almene færdigheder ikke længere for en hovedopgave for erhvervsskolerne (de tekniske skoler og handelsskolerne). Målet med indførelsen af værkstedsundervisningen i dagtimerne er nu at kompensere for de forringede oplæringsmuligheder på virksomhederne, der var en følge af de strukturændringer der præget arbejdsmarkedet i efterkrigstiden og den specialisering og tempoopskruning, som fandt sted på virksomhedsniveau. Loven betyder at skolerne kommer til at overtage en del af det uddannelsesansvar, som tidligere alene havde været forbeholdt virksomhederne.

I løbet af 1960'erne vokser kritikken af mesterlæren. Kritikken blev ikke mindst fremført af elevernes egen organisation Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsorganisation (LLO) der kritiserede mesterlæren for at nedprioritere uddannelseselementet og i stedet udnytte lærlingene som billig arbejdskraft. Således blev der i efteråret 1966 afholdt omfattende lærlingedemonstrationer rundt omkring i landet med krav om mesterlærens afskaffelse, en løn til at leve af samt en revision af lærlingeloven (Christensen 1985:129). Kritikken får bred politisk opbakning ikke mindst fra de ufaglærtes forbund, og fra dele af storindustrien, der ønsker et mere fleksibelt og modulopdelt uddannelsessystem.

I 1969 blev der åbnet for de første forsøg indenfor jernindustriens område med EFG-uddannelsen (erhvervsfaglige grunduddannelser). I 1972 vedtoges EFG som en forsøgslov gældende for hele erhvervsuddannelsesområdet, der nu blev opdelt i 6 hovedområder. Uddannelserne blev indledt med et basisår (40 uger) som introduktion til det pågældende hovedområde. Samtidig fik de almene fag eller fællesfagene, som de kom til at hedde (dansk, matematik, samarbejdslære, virksomhedslære mv.), en mere central placering i og med, at de kom til at udgøre 40 % af undervisningen på basisåret.

Det var oprindeligt intentionen, at de faglige uddannelser skulle gøres sammenlignelige med de almene gymnasiale uddannelser og at EFG skulle være adgangsgivende til de teoretiske videreuddannelser. I overensstemmelse hermed foreslog man at de nye faglige grunduddannelser skulle ændre navn til erhvervsgymnasiale uddannelser. (På initiativ af daværende undervisningsminister Knud Heinesen udarbejdede en arbejdsgruppe med forhenværende undervisningsinspektør Sigurd Højby som formand i 1973 et forslag til folketingsbeslutning om 12 års uddannelse til alle, den såkaldte Højby-skitse. Forslaget lagde op til en vis integration af ungdomsuddannelserne, men blev aldrig fremsendt eller vedtaget i Folketinget. Senere fremsatte daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard i 1975 og 1976 forslag til folketingsbeslutning om 10-12. uddannelsesår for alle, hvori et af punkterne var en vis samordning af ungdomsuddannelserne. Heller ikke disse forslag blev vedtaget (Christrup et al. 1980: 93-94))

Det var en udbredt antagelse, at manglen på relevante videreuddannelsesmuligheder var en væsentlig årsag til erhvervsuddannelsernes manglende tiltrækningskraft overfor de unge (Ellersgaard et al.1979:37). Forslaget om en fælles overordnet pædagogisk planlægning og styring af ungdomsuddannelserne stødte imidlertid på modstand fra arbejdsmarkedets parter og blev ikke gennemført.

I september 1975 blev Langkjærudvalget nedsat af undervisningsministeren med det formål at komme med forslag til en særlig erhvervsfaglig linie ved Langkjær gymnasium ved Århus. I august 1977 blev der gennemført forsøg med at integrere efg-uddannelsen i 1. og 2. gymnasieklasse. Metalarbejderforbundet var modstander af en integration, fordi man mente, at sigtet med de to uddannelser var forskelligt, og at et sådant forsøg derfor ville bidrage til at skabe usikkerhed om principperne for den faglige uddannelse. Uddannelseskonsulenterne i LO var derimod positive overfor tanken om etablering af et fælles basisår for de praktiske og boglige uddannelser, hvis det skete på de praktiske uddannelsers præmisser. Mest skeptiske var arbejdsgiverne, der ønskede at bevare gymnasiet og erhvervsuddannelserne som adskilte enheder (Christensen 1985:163).

I stedet blev der i 1982 iværksat forsøg med htx (højere teknisk eksamen), som i 1988 blev gjort til en permanent bestanddel af det danske ungdomsuddannelsessystem. I 1990 blev htx og hhx (højere handelseksamen) anerkendt som adgangsgivende til de videregående uddannelser og dermed gjort til studiekompetencegivende uddannelser svarende til de øvrige gymnasiale uddannelser.

I deres konkrete udformning modsvarede EFG-uddannelserne i det store og hele de tilsvarende lærlingeuddannelser. Den væsentligste forskel bestod i indførelsen af en et-årig basisuddannelse, en styrkelse af de almene fags indhold og omfang samt indførelsen af valgfri fag. Forventningen var, at EFG-uddannelserne på sigt ville udkonkurrere mesterlæren, som skulle afskaffes i 1982. Sådan gik det imidlertid ikke. Den stigende ungdomsarbejdsløshed betød, at det igen blev attraktivt at starte i mesterlære. I 1977 fremsatte Undervisningsministeriet en lov om erhvervsfaglige grunduddannelser, som i det væsentlige byggede på en fælles indstilling fra LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Behandlingen i Folketinget kom først og fremmest til at dreje sig om forslagets § 16, der indeholdt bestemmelsen om mesterlærens afskaffelse senest i 1982. Dette var det borgerlige flertal imod. Det blev fremført, at mesterlæren var en uddannelsesform «med store værdier», der især var velegnet til de skoletrætte elever og den såkaldte restgruppe, og endelig blev der henvist til, at EFG-uddannelserne endnu ikke havde bevist, at de var i stand til at indfri de forventninger, der var knyttet til den (Christensen 1985:136). Der blev derfor indgået et kompromis, der betød at mesterlæren og EFG kom til at eksistere side om siden indtil reformen i 1991. Den borgerlige modstand mod mesterlærens afskaffelse afspejler et holdningsskift i Venstre og Det konservative folkeparti i forhold til forhandlingerne i forbindelse med 1972-loven. Dengang var der ingen, der beklagede, at der var lagt op til et brud med den traditionelle mesterlære. Tværtimod fremhævede de uddannelsespolitiske ordførere fra Venstre og Det konservative folkeparti begge det positive i en udvidelse af det almene indhold i uddannelserne (Christensen 1985:132). Til gengæld var de to partier imod forlaget om at indføre løn på basisåret, et forslag som ikke desto mindre blev vedtaget ved 3. behandlingen, men afskaffet igen i forbindelse med vedtagelsen af forsøgslovens forlængelse i 1976-77 (Christensen 1985:154)

Kompromisset blev reformen fra 1991, der bibeholdt skole- og virksomhedsadgangsvejene som to ligestillede indgange til erhvervsuddannelserne. Med 1991-reformen holdt projektpædagogikken og tværfagligheden sit indtog på erhvervsuddannelserne under betegnelsen helhedsorientering. Erhvervsskolerne blev desuden selvejende og underlagt taxameterstyring på det økonomiske område og mål- og rammestyring på det pædagogiske.

Den seneste reform på området - reform 2000 - repræsenterer på mange måder et brud med den hidtidige uddannelsestænkning. I stedet for at anskue erhvervsuddannelseseleverne som en særlig gruppe, med særlige forventninger og behov, ses eleverne som bestående af individer uden fælles karakteristika. Som en konsekvens heraf argumenteres der i reform 2000 for, at uddannelserne skal opbygges fleksibelt, således at det i princippet bliver muligt for den enkelte elev, at tilrettelægge sin helt egen vej gennem uddannelsen (Juul 2005). Målet er for så vidt det samme, som det var med EFG-uddannelserne nemlig at tiltrække såvel den bogligt stærke elev som den skoletrætte. Midlerne er imidlertid forskellige. Hvor reform 2000 snarere betoner elevernes individualitet, betonede efg-uddannelsen vigtigheden af et fælles alment fundament som udgangspunkt for en demokratisk dialog i samfundet.

Reform 2000 afspejler ikke alene et ændret syn på eleverne, men også en ændret opfattelse af hvad den faglærte skal kunne. Målet for erhvervsuddannelserne er ikke længere primært at indføre eleverne i en bestemt fagtradition, men snarere at opøve elevernes evne til refleksion og metalæring. Desuden skal grundforløbet og de efterfølgende skoleophold både kvalificere til det erhverv uddannelserne retter sig mod og pege frem mod livslang læring.

I.Ju.


Litteratur

AER. Eud-,skp- og voksenelever - udviklingen i elevtilgangen 1995-2000. (2001)
Christensen, E.: Konflikten mellem faglærte og ufaglærte arbejdere (2 ed.). Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. (1985)
Christrup, H., Illeris, K., Lauersen, P. F., Rafn, J., & Simonsen, B.: Efg undervisning. Viborg: Unge Pædagoger. (1980)
Ellersgaard, B., Jensen, S. P. H., & Nielsen, O. Z.: Efg på vej - hvorhen? En undersøgelse af dialektikken mellem beskæftigelses- og kvalifikationsstrukturen med henblik på at forklare de nuværende udviklingstræk i erhvervsuddannelserne. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. (1981)
Juul, I.: På sporet af erhvervspædagogikken om baggrunden for erhvervsuddannelsernes aktuelle udformning og smede- og industriteknikerelevernes møde med vekseluddannelsessystemet. Danmarks Pædagogiske Universitet, Emdrup. (2005)
Sørensen, J. H., Rasmussen, P. H., Nielsen, O. Z., & Lassen, M.: Lærlingeuddannelse og udbytning (2 ed. Vol. 1-5). Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. (1984)
Undervisningsministeriet: De unges vej gennem uddannelsessystemet. Uddannelsesprofiler 1980-98. København. (2001)