Left Rocks
Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/2 2005
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.597
: :
Arbeiterpolitik

Arbeiterpolitik (1916-19, 1929-33, 1934-39, 1948-59, 1965-), tysk venstrefløjsavis og -tidsskrift.

Navnet Arbeiterpolitik dukker første gang op som navn på en oppositionel avis under 1. verdenskrig. Det blev siden hen brugt af flere tysksprogede kommunistiske tidsskrifter. Disse havde det tilfælles med den første udgivelse, at Heinrich Brandler i en længere periode havde arbejdet i Bremen, kendte de daværende redaktører af ugebladet og i visse sammenhænge befandt sig i overensstemmelse med dem. Da Brandler i 1928 sammen med flere tusinde andre blev udrenset af det kommunistiske parti, KPD, var det ikke unaturligt, at dette navn blev genbrugt og siden hen har været brugt især af den tendens af den kommunistiske opposition.

1) Arbeiterpolitik, Bremen juni 1916–marts 1919. Ugebladet blev udgivet af den venstresocialistiske retning i byen Bremen i Nordvesttyskland. Denne retning havde udviklet sig i byen siden ca. 1904 og var efterhånden blevet den dominerende i den lokale socialdemokratiske organisation. Retningens førende politisk-teoretiske leder blev læreren Johan Knief, men andre havde medvirket ved udviklingen af denne strømning f.eks. A. Pannekoek og Karl Radek. På baggrund af en voldsom offentlig debat i Bremen om oplysnings- og dannelsespolitik blev en gruppe lærere afskediget fra byens skoler. Knief blev derefter journalist ved byens socialdemokratiske avis. Under 1. verdenskrig splittedes venstrefløjen i Bremen pga. modsatte vurderinger om den videre vej frem og Internationale Kommunisten Deutschlands (IKD) dannedes med Arbeiterpolitik som organ. Ugebladet stod på Zimmerwald-venstrefløjens grundlag, dvs. det støttede den politik som Lenin udviklede under verdenskrigen. IKD havde udover Bremen, hvor det og avisen spillede en betydelig rolle, kun beskeden indflydelse i det nordlige Tyskland. Arbeiterpolitik gik ind for en umiddelbar splittelse af det socialdemokratiske parti og oprettelsen af en ny selvstændig organisation uden hensyntagen til bl.a. de lokale modstandscentre i fagbevægelsen. Arbeiterpolitik vurderede fagbevægelsen som totalt integreret i det bestående samfund og fremmede derfor et totalt brud med de bestående arbejderorganisationer. Det svarede ikke til den politik Spartakusforbundet med bl.a. Rosa Luxemburg fremmede. Til trods for dette blev IKD medstifter af det nye kommunistiske parti, som dannedes ved årsskiftet 1918/1919 hovedsageligt på Spartakusforbundets politiske grundlag. Arbeiterpolitik ophørte med at udkomme efter revolutionen var blevet slået ned i Bremen i foråret 1919. I de sidste måneder havde Knief bakket op om den linje KPD udviklede i kampene 1918/19.

2) Arbeiterpolitik, Leipzig/Berlin 1929–1933. I 1928 ekskluderedes den såkaldte højrefløj omkring Heinrich Brandler og August Thalheimer af KPD. Denne fløj (KPD-Opposition) oprettede forskellige ugeblade for via dem at føre kampen om en adækvat kommunistisk politik. Ugebladet i Leipzig fik navnet Arbeiterpolitik og havde succes med at udvikle en slagkraftig og velredigeret avis med et oplagstal på op til 8.000 eksemplarer. Avisen udkom fra januar 1930 i Berlin som dagblad i tre udgaver for: a) Berlin, b) Sachsen-Thüringen og c) det øvrige Tyskland. Avisen havde forskellige regelmæssigt udkommende bilag, men havde ikke tilstrækkelige abonnements- (ca. 4.000) eller annonceindtægter til at kunne opretholdes som dagblad; fra 1932 udkom avisen igen som ugeblad. Denne blev illegaliseret i marts 1933 og ophørte med at udkomme i Tyskland.

3) Arbeiterpolitik, Prag 1929, Arbeiterpolitik, Strasbourg 1934–1939 og Arbeiterpolitik, Asch 1935–1938. KPD-O havde sammen med andre ekskluderede kommunistiske grupperinger oprettet en international sammenslutning af oppositionelle kommunister (Internationale Vereinigung Kommunistischer Opposition eller International Communist Opposition). Disse organisationer udgav ligeledes selvstændige aviser. Den første af disse udgaves af den kommunistiske opposition i de tysksprogede områder i Tjekkiet, men måtte pga. interne modsætninger i oppositionen ophøre efter relativ kort tid. Arbeiterpolitik i Strasbourg opstod i 1934 efter at flertallet i den lokale oppositionsbevægelse havde givet op overfor det borgerlige pres og havde brudt med en kommunistisk politik. Mindretallets ugeblad var en duplikeret avis, som udgaves med hjælp af eksilerede medlemmer af den tyske organisation. Avisen udkom regelmæssigt indtil august 1939, de sidste numre dog i Antwerpen. Arbeiterpolitik, Asch udkom ligeledes duplikeret hver 14 dag i den lille by Asch (Aš) i det nordvestligste hjørne af Tjekkiet. Den kommunistiske opposition havde betydelig indflydelse i den lokale arbejderbevægelse, men det var trods alt et begrænset bagland. Avisen opfangede udviklingen i byen og dens omegn og kommenterede den intensivt. Ved hjælp af IVKO’s pressetjeneste kunne avisen også analysere den internationale udvikling. Efter at Nazityskland besatte de tysksprogede områder i Tjekkiet i oktober 1938 udkom avisen ikke mere.

4) Arbeiterpolitik, Nordtyskland og Stuttgart 1948–1959. Umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning udveksledes informationer blandt de tilbageværende medlemmer af den tyske kommunistiske opposition og fra november 1948 udkom igen et lille 8-siders illegalt blad i Nordtyskland med dette navn. Det var illegalt, fordi det ville være uafhængigt af besættelsesmagterne. Der var kun dårlige muligheder for at arbejde som uafhængig kommunist i den sovjetiske zone og oppositionens tilhængere havde kun få muligheder: at kapitulere, at flygte eller at blive fængslet. Senest i 1950 var de sidste oppositionelle flygtet eller fængslet. I de vestlige zoner var betingelserne for en selvstændig politik bedre, men også der udkom Arbeiterpolitik i de første år illegalt. Først fra 1950, efter at Forbundsrepublikken Tyskland var oprettet af vestmagterne i efteråret 1949, og pressefriheden dermed blev genoprettet, udkom det offentligt med et oplag på ca. 2.500 svingende op til 5.000; fra 1950 udkom det hver anden uge. Med bladet fulgte forskellige lokale bilag, især for Nordtyskland Norddeutsche Arbeiterstimme. Fra 1954 stagnerede bladet og også organisationen, gruppe Arbeiterpolitik, blev i stigende grad isoleret. I 1959 kapitulerede den daværende ledelse, nedlagde tidsskriftet og gik ind i Socialdemokratiet (SPD) på et tidspunkt da dette endegyldigt opgav den marxistiske tradition efter at have vedtaget det nye principprogram «Godesberg programmet» i 1959. Man kan hverken betegne dette eller det efterfølgende Arbeiterpolitik som værende umiddelbare efterfølgere af den gamle kommunistiske opposition. Begge tidsskrifter agerede dog indenfor en bestemt marxistisk tradition, som også KPO stod i.

5) Arbeiterpolitik. Informationsbriefe, Bremen 1965– . De få tilbageværende lokale grupper søgte derefter igen at udvikle en selvstændig kommunistisk politik under de nye omstændigheder; i første omgang udgav gruppen i Bremen et lille duplikeret informationsbrev, som fra 1965 blev trykt med det gamle navn. Tidsskriftet er siden udkommet 4 til 8 gange årligt, derudover ofte med omfangsrige særnumre eller bilag af forskellig karakter. Tidsskriftet havde i mange år en overordentlig god kvalitet og evnede at analysere udviklingen, men kunne kun undtagelsesvis udvikle en praktisk politik. Det lykkedes egentlig kun i en årrække omkring 1970 for den lokale organisation i Bremen. Oplagstallet svingede i takt med den brede venstrefløjs udvikling.

De forskellige Arbeiterpolitik kan findes på Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, med undtagelse af det i Prag udkomne, enten som genoptryk, mikrofilm eller original.

G.C.


Literatur:
Gruppe Arbeiterpolitik: Die Bremer Linksradikalen. Aus der Geschichte der Bremer Arbeiterbewegung bis 1920, Bremen 1979
Karl Hermann Tjaden: Struktur und Funktion der ”KPD-Opposition” (KPO), Meisenheim am Glan 1964
Klaus Peter Wittemann: Kommunistische Politik in Westdeutschland nach 1945, Hannover 1977