Elliott Abrams

Elliott Abrams (1948-), nordamerikansk neokonservativ politolog. Straffet for sine kriminelle politiske aktiviteter under Reagan administrationen (1981-89). Nuværende «speciel assistent» for præsident George W. Bush og Seniordirektør for det Nationale Sikkerhedsråd (NSC) med ansvar for Mellemøsten og Nordafrika.

Abrams fik sin bachelorgrad fra Harvard College (1969), sin mastergrad i internationale relationer fra London School of Economics (1970) og endelig sin juragrad fra Harvard Law School (1973). I 1975-76 arbejdede han som speciel rådgiver for senator Henry Jackson og i 77-79 som speciel rådgiver og stabschef for senator Daniel P. Moynihan. Som mange andre neokonservative tog han et spring fra demokraterne til republikanerne under Jimmy Carters præsidentperiode (1977-81).

Da Ronald Reagan blev indsat som præsident i 1981, gjorde han Abrams til viceudenrigsminister med ansvar for internationale organisationer. I december samme år blev han udnævnt til viceudenrigsminister med ansvar for menneskerettigheder og humanitære anliggender. I juli 85 blev han udnævnt til den vigtige post som viceudenrigsminister for inter-amerikanske anliggender. Han fik dermed ansvaret for at føre USA's politik i Mellemamerika ud i livet. USA støttede militærdiktaturerne i regionen og bekæmpede åbent sandinistregeringen i Nicaragaua.

I disse år stødte Abrams hyppigt sammen med kirkegrupper og menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International, der beskyldte ham for at tilsløre de massive krænkelser af menneskerettighederne de USA støttede diktaturer i El Salvador, Honduras og Guatemala begik. På samme måde nedtonede han de krænkelser de USA financierede contraer begik i Nicaragua og UNITA begik i Angola. Samtidig overdrev han de krænkelser der blev begået af andre oprørsgrupper, som USA var imod. Dokumenter har afsløret, at en speciel efterretningsbataljon indenfor Honduras' militær der var trænet af CIA og officerer fra militærdiktaturet i Argentina bortførte, torterede og dræbte flere hundrede mennesker - deriblandt også nordamerikanske missionærer. USA's ambassadør i Honduras, John Negroponte og udenrigsministeriet kendte til disse blodige begivenheder men førte kongressen bag lyset, og USA fortsatte sin støtte til og samarbejde med Honduras' militær.

I januar 1982 dræbte El Salvadors militær flere hundrede kvinder, børn og gamle i hvad der senere blev kendt som El Mozote massakren. Da rapporter om massakren begyndte at cirkulere i pressen i USA udtalte Abrams til en senatskomite, at «rapporterne ikke var troværdige» og at «..hændelsen bliver misbrugt til det yderste af guerillaen». Han antydede, at rapporterne om massakren var ren propaganda fra guerillaen FMLN's side og erklærede siden, at Washingtons politik i El Salvador havde givet «fantastiske resultater». El Salvadors militær slog 80.000 civile ihjel i perioden 1979-91. I 1993 vidnede medlemmer af den salvadoranske sandhedskommission for kongressen og de dokumenter der ved den lejlighed kom frem fra udenrigsministeriet viste, at USA hele tiden havde kendt til El Mozote massakren og de andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser i El Salvador.

I 1982 vedtog kongressen Boland loven, der forbød nordamerikansk støtte til contraerne der angreb Nicaragua. Abrams blev derfor sendt til London under falsk navn for at bede om et bidrag til contraerne på 10 mio. US$ fra sultanen af Brunei. Sammen med oberst Oliver North i det Hvide Hus gik han i gang med at skaffe flere penge til financieringen af contraerne - uden at USA's kongres fik oplysninger herom. De fandt på en mekanisme, hvor de våben Israel erobrede under dets besættelse af det sydlige Libanon blev solgt til USA's ærkefjende Iran, og overskuddet fra dette salg blev videregivet til contraerne. Det blev først afsløret i 1986, da Nicaragua skød et fly ned, men en CIA mand ombord, der kendte til projektet. De følgende år rullede Iran-Contra høringerne i Washington. I 1991 blev Abrams sat på anklagebænken af den specielle Iran-Contra anklager for at have løjet overfor kongressens undersøgelseskomite. For at undgå retssag og straf erklærede han sig skyldig i to mindre forhold. Selvom Abrams havde været en for stor belastning til at George H. W. Bush (1989-93) ville optage ham i sit kabinet, benådede Bush ham alligevel som en af sine sidste embedshandlinger før han overlod præsidentposten til Bill Clinton i 1993.

Gennem 1990'erne arbejdede Abrams for en række konservative tænketanke og endte som leder af Ethics and Public Policy Center (EPPC), hvor han skrev om udenrigspolitiske spørgsmål. Han var tæt knyttet til det neokonservative miljø og især Richard Perle og USA's tidligere FN ambassadør Jeane Kirkpatrick. I 1997 skrev han bogen Faith or Fear, hvor han advarede amerikanske jøder mod risikoen for assimilation i det sekulære nordamerikanske samfund. Det ville indebære fare for et gradvist tab af jødisk identitet.

I juni 2001 hentede USA's nye præsident George W. Bush ham ind som «speciel assistent» for præsidenten og som «Seniordirektør for Demokrati, Menneskerettigheder og Internationale Operationer» ved det Nationale Sikkerhedsråd. I december 2002 blev han flyttet til posten som Seniordirektør for Mellemøsten og Nordafrika. Under ham sorterede også forholdet mellem Israel og den arabiske verden. Det var i denne nye post han var med til at udarbejde planerne for USA's angrebskrig mod Iraq. James Zogby der er direktør for Arab-American Institute (AAI) udtalte efter Abrams' udnævnelse, at «dette sender et meget farligt signal til den arabiske verden».

Ligesom Richard Perle foretrækker Abrams en mellemøststrategi der er baseret på USA's og Israels overlegne militære magt, samt en militær alliance mellem Israel og Tyrkiet imod hvad han opfatter som fjendtlige arabiske stater som Syrien og Iran. Abrams er en indædt forsvarer af Israel og han har offentligt kritiseret den «jord for fred» politik, som har været retningsgivende for USA's politik i den arabisk-israelske konflikt siden 1967.

A.J.