Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 32.729
: :
Chartistbevægelsen
Left
Rocks
2024-02-20 16:34

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

I 1836 grundlagde håndværkere og arbejdere i London organisationen «Londons arbejderforening», der krævede valgret til mænd, årlige parlarnentsperioder, hemmelige valg, ens valgkredse og diæter til parlamentsmedlemmerne. Programmet fik navnet The People's Charter og dannede optakten til Chartistbevægelsen, som i tre perioder forsøgte at gennemsætte sine radikale demokratiske krav. På et massemøde i nærheden af Manchester i slutningen af 1838 blev det vedtaget at sende en national opfordring til parlamentet i Storbritannien. Samtidig blev de første repræsentanter valgt til chartistkongressen, som fandt sted i februar 1839. Kongressen repræsenterede meget forskellige strømninger. Højrefløjen anført af Lovett betegnede sig som den moralske magts parti og gik ind for lovlige midler og moralske appeller. Venstrefløjen - den fysiske magts parti - var ikke særlig homogen, og kun en lille gruppe omkring Jones og Harney gik ind for en revolutionær taktik. Harneys spørgsmål om hvad der skulle gøres, hvis parlamentet afviste chartret, ville kongressens flertal derfor heller ikke diskutere, og selv langt ind i venstrefløjen herskede der en angst for revolutionære midler. Da arbejderne i Birmingham blev utålmodige, og deres oprør blev slået ned af myndighederne, uden at chartistkongressen kom med mere end tamme protester, følte overklassens parlamentarikere sig opmuntret. Trods 1½ million underskrifter blev The People's Charter afvist af parlamentet. Chartistkongressen aflyste planen om generalstrejke og opfordrede blot til en kortere demonstrationsstrejke. Bevægelsens ledere blev arresteret, og det økonomiske opsving gjorde det videre arbejde vanskeligt.

Men med den nye krise kom også chartisterne igen. I 1842 havde den Nationale Chartistiske Forening atter 40.000 medlemmer, og en ny opfordring blev forberedt. Den blev overrakt parlamentet i maj 1842 og havde 331.000 underskrifter, men atter blev arbejderklassens krav afvist. Dermed blev generalstrejkeideen genoplivet. Den nye strejkebevægelse opstod spontant og kom uventet for chartistlederne. En af lederne, O'Connor - som hverken var socialist eller kommunist, men tilhænger af privatejendommen - flygtede og overlod bevægelsen til sig selv. Atter engang udnyttede regeringen chancen: 1500 «oprørere» blev arresteret og bevægelsen gik for anden gang i opløsning.

Krisen i 1847, hungersnøden i Irland og særligt den franske revolution i 1848 gav bevægelsen en nyt opsving. En ny chartistkongres vedtog en ny opfordring, som fik næsten 2 millioner underskrifter. Det blev samtidig besluttet at holde et massemøde, som imidlertid blev en skuffelse. Men heller ikke nu var de borgerlige parlamentarikere villige til at gå ind på arbejderklassens krav. Derimod blev det besluttet at opløse chartistkongressen, og atter sørgede borgerskabets dommere for resten: 90 chartistledere havnede i fængsel.

Chartistbevægelsens tre perioder hang tæt sammen med den økonomiske udvikling. Højkonjunkturen efter 1850 hindrede bevægelsen i at rejse sig igen. Udvandringsbølgen mellem 1848 og 1854 med sine 2½ millioner udvandrere fratog arbejderbevægelsen en del af dens mest aktive elementer. Den økonomiske opgang førte samtidig til lønstigninger, og arbejderklassen blev «borgerliggjort», som Engels udtrykte det. Bortset fra Harney og hans tilhængere - som senere samarbejdede med Marx og Engels - stillede chartisterne alene politiske, ikke sociale krav. Alligevel fik bevægelsen historisk betydning, da den viste, hvordan arbejderklassen i praktisk kamp kunne fremme sine egne mål. Den fik bl.a. betydning som eksempel for thranitterbevægelsen i Norge, og der viste det sig, at Thrane havde lært af det engelske eksempel: Han forbandt de politiske krav med de sociale.

E.Lo.

Litteratur

M. Vester: Die Entstehung des Proletariats als Lernprozess, 1970.