Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Historie
Ideologi  .  Religion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 36.485
: :
Byzants
Left
Rocks
2024-03-03 07:38
2024-03-02 07:40

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Byzants anvendes gerne som en samlende betegnelse for det østromerske rige og dets kultur i middelalderen. Centrum i det byzantinske rige var Konstantinopel (nu Istanbul) ved Bosporusstrædet mellem Sortehavet og Dardanellerne. Groft sagt strækker den byzantinske kulturhistorie sig fra 330, da Konstantin den Store gjorde Konstantinopel til sin hovedstad (et «nyt Rom»), og frem til 1453 da Konstantinopel faldt. Men Byzants fandt først sin egenart under kejser Justinian (527-65), og kulturen overlevede rigets politiske sammenbrud.

Byzants udgør det historiske grundlag for den græsk-ortodokse kirke. Skellet mellem Øst- og Vestromerriget, mellem Øst- og Vestkirken, er et af de vigtigste grundlag for det kulturelle skel mellem Øst- og Vesteuropa, der går helt op til vor egen tid. Byzants opfattede sig som Roms arvtager, men kulturen var stærkt præget af orientalsk indflydelse og århundreder lange krigeriske og fredelige kontakter med araberne. I Byzants var græsk universalsproget på samme måde som latin var det i vest. Den engelske historiker E. Gibbon betragter i sin berømte bog: «The Decline and Fall of the Roman Empire» (1776-87) Byzants som Romerrigets sidste rest og forlængelse. Store dele af antikkens kultur ville have været ukendt for os uden Byzants.

Byzants økonomiske grundlag lå i handelen mellem Østen - herunder Indien og Kina - og Middelhavsområdet. Også på Balkan og omkring Sortehavet var Byzants længe en dominerende magt. Det ideologiske grundlag for Byzants lå i kejserideologien, cæsaropapismen - dvs. at kejseren var både verdslig og religiøst samlingspunkt. Dette gav riget en stram centralistisk organisation og øvrigheden en sakral (religiøs) værdighed. Kejseren var Kristi repræsentant og Byzants var den jordiske genspejling af det himmelske Jerusalem. Fra Byzants blev forestillingerne om den kristne kejser lånt af senere kejserdømmer både i Øst- og Vesteuropa. Den romerske ørn endte med at blive kejserdømmets særkende. Særligt i Ruslands historie fik kejserideologien helt frem til 1918 den allerstørste betydning.

Under Justinian blev munkebevægelsen kulturelt dominerende, og den gjorde op med de hedenske skoler og universiteter. Den vigtigste episode i Byzants tidlige historie var ikonstriden - striden om de hellige billeder (717-775, 813-842) - der netop var en kollision mellem kejserens og munkebevægelsens autoritet. Ikonoklasterne ville fjerne kirkebillederne, fordi de mente, at det var blasfemisk at afbilde Kristus, mens ikonodulerne mente, at man behøvede billederne som påmindelser og symboler. Men kampen gjaldt samtidig kejserens stilling. Paverne i Rom støttede billeddyrkerne. De ønskede ikke, at biskopperne i Byzants skulle være underordnet kejseren. Under stridens udvikling blev de to kirker stadigt mere fremmede for hinanden. Striden endte med genindførelsen af billeder i kultrummet. Det meste af den gamle kirkekunst var imidlertid blevet ødelagt. De vigtigste monumenter der er bevaret fra tiden før striden er Ravenna-mosaikkerne og Hagla Sofia-katedralen i Konstantinopel.

Balkan og Rusland blev fra Byzants kristnet i 900 tallet. Derfor blev både bogkultur, kunst og herskerideologi i disse områder afgørende præget af byzantinske forbilleder. Moskva blev efter Rom og Byzants kaldt det «tredje Rom». Græsk og latinsk kristendom blev endelig adskilt i 1054. Det skete, mens Michael Cerularius var patriark i Konstantinopel og Leo IX var pave i Rom. Påskuddet var uoverensstemmelser om cølibatet (at de gejstlige skulle være ugifte), brødet i nadveren og en detalje i den nikenske trosbekendelse. I virkeligheden havde de to kirker fulgt forskellige veje helt fra Justinians tid. Særegent for østkirken var det mystisk træk, der aldrig blev dominerende i vest.

Korstogene var en katastrofe for Byzants. Byzantinerne kom til at hade korsfarerne lige så stærkt som araberne. Byzants var allerede svækket og mistede nu karakteren af stormagt, efter at korsfarerne i 1204 under det 4. korstog stormede og plyndrede Konstantinopel. Pave Innocens III havde på forhånd truet de der deltog med ekskommunikation (bandlysning) uden at det dog hjalp. Korsfarerne og deres efterkommere holdt Konstantinopel besat i perioden 1204-61, mens den byzantinske kejser boede i Nikea på Lilleasiens kyst. I 1261 lykkedes det Michael Palaiologos at generobre byen. Men den var kun en skygge af det oprindelige byzantinske storrige, der overlevede frem til 1453. Udstrækningsmæssigt var det mere eller mindre identisk med byen Konstantinopel. Men lærdom og kunst oplevede en sidste opblomstring. Byzants prøvede at købe beskyttelse, både af paven, andre europæiske regenter, de norditalienske handelsbyer og ved at betale skat til araberne. Men til sidst blev byen indtaget af Muhammed II den 29. maj 1453 efter et års belejring.

T.B.E.

Litteratur

H. Christensen: Byzanz - Balkan. Folkekarneval og Folketragedie fordum og nu, Kristiania 1923.
J. M. Hussey (red.): Cambridge Medieval History. Vol. IV, 1-2, Cambridge 1967.