Artikel i «Klassekampen» 2. november 1918 af Marie Nielsen
Verdensterningerne ruller hastigt. Kun en Maaned har vort Blad været Dagblad.
Næppe nok er Smilet forsvundet fra Ansigterne inden for den borgerlige og den socialpatriotiske Verden over dets Fremkomst og dets Revolutionsprofetier, før Begivenhederne i fuldt Maal viser, at det er os inden for den revolutionære Del af Arbejderbevægelsen, der har vurderet Situationen rigtig.
I et og alt opfyldes nu vore Forudsigelser. Den borgerlige Presse svømmer over med Meddelelser fra Østrig-Ungarn om Revolutionens Fremadskriden.
Regeringen afsat. - Den røde Fane hejst i Wien, Soldaterraad dannes, socialdemokratiske Ministre indsættes - BudaPest i Oprørernes Hænder - Kroatien under Bolschevikstyre.
Fra Tyskland kommer foruroligende Meldinger om, at Kejserens Afgang er nær forestaaende, og at Folket er i den voldsomste Gæring.
Allerede maa den kejserlige Scheidemann optræde advarende over for den bolschevikiske Liebknecht, som hyldes over alt, hvor han kommer frem. Scheidemann føler alt sin Trone vakle.
Enkelte borgerlige Salonradikalere vover endnu et svagt Revolutionsbrøl, et fromt «Leve Republiken»; men ellers i øvrigt er Pressen i skælvende Skræk.
Sikkerhedsventil paa Sikkerhedsventil sprænges bort og spilkogende strømmer Revolutionsdampene. Hvilke Redningsankre findes der?
Trone, Alter? Tronerne styrter som Korthuse, Altrerne har mistet deres Indflydelse.
Politi, Militær? Politiet magtesløst, undergivet Hævnen fra de tidligere tyraniserede, og Militæret demoraliseret paa Oprørernes Side!
Hvor findes vel Hjælp i denne Vaande for Borgerskabet?
Som et sidste Anker klynger man sig nu til Socialdemokratiet, den Del af det, der forræderisk er løbet sammen med Borgerskabet.
Hør, hvad «Politiken» skriver i Gaar under Indtrykket af den voldsomme revolutionære Udvikling i Centralstaterne:
«Og et endnu alvorligere Spørgsmaal melder sig. Thi til syvende og sidst, Kejserdømme eller Republik - det er i Virkeligheden ikke dette Alternativ, som er det vigtigste. Let kan det i Tyskland komme til at dreje sig om noget andet og mere: det bestaaende Samfund eller Omstyrtning! I Wien forsvandt i Gaar Kejserdømmets sort-gule Farver, og Socialismens røde Fane hejstes paa de offentlige Bygninger. Ingen kan i Øjeblikket se, hvortil den sociale Omvæltning, der følger i den politiske Omvæltnings Kølvand, kan føre, hvor den vil stoppe, og hvad den vil skylle bort.
I Brest-Litovsk mødtes de tyske Generaler med de russiske Revolutionære - mere udprægede Modsætninger kunde ikke,, anbringes overfor hinanden ved Forhandlingsbordet. Begge' Parter kendte godt hinandens. Planer, begge Parter troede at være de stærkeste. Hvem sejrede? Man har en Tid lang ment, at KühImann. og Hoffmann sejrede over Joffe og Trotzky. Og nu? Nu er det stolte Værk fra Brest-Litovsk smuldret hen, og Bolschevismen breder sig ned over Ungarn, truer Østrig og Tyskland.
Hvis nu det fast organiserede Socialdemokrati faar gennemtvunget Kejserens Afgang, bliver det dets Opgave at iværksætte saa omfattende sociale Reformer, at en voldsom Omstyrtning og at blodige Uroligheder kan undgaas. Tidens Hjul ruller i disse Dage med svimlende Fart. De, der i Dag er mægtige, er' i Morgen kastet til Side, knækket og vraget».
Tabt - ja, tabt er det grusomme Spil, som de kapitalistiske Magthavere samvittighedsløst og koldblodigt begyndte i 1914, og som skulde have befæstet Kapitalismens Herredømme endnu i Menneskealdre.
Forfærdet stirrer man nu paa de Kræfter, som man selv har sluppet løs, men som man nu ingen Midler har til at holde i de Baner, hvor man fra Borgerskabets Side ønsker, de skal gaa.
I højeste Nød anraaber man nu Dele af Arbejderklassen om at begaa Forræderi mod dem selv og de kæmpende Kammerater. Man stoler paa, at den borgerlige Demoralisationsaand har grebet Førere og Underførere i Socialdemokratiet saa dybt, at,de er kapable til den Judasgang, som man nu forlanger af dem, at de - Arbejdernes egne Repræsentanter - de skal nu i det afgørende Øjeblik forhindre Proletariatet i at fange den Sejr, som alle Forhold i Øjeblikket forjætter dem, de skal garantere Bourgoisiets Herredømme endnu i Slægtled, give det Pusterum til ny Kraftansamling for Undertrykkelse af Proletariatet.
Og desværre - Forræderne findes, men selv «Politiken» selv Borgerskabet - nærer ikke rigtig Tillid til Socialpatrioternes Evne - Viljen er de klar over - til at dæmme for den frembrydende Stormbølge.
Og vi véd, at de ikke har Magten til at gøre det.
Dagen er Scheidemanns, men Morgendagen Liebknechts, har vi alt flere Gange skrevet, og saaledes vil det blive.
Blandingsministeriet i Østrig-Ungarn og Tyskland vil kun blive Gennemgangsleddet - en Kerenskiperiode - til det Proletariatets Diktatur, som det nu er en bydende Nødvendighed for Proletariatet at etablere.
Kun gennem det fuldkomne Herredømme i Staten vil det blive muligt at holde Bourgeoisiet i en saadan Afmagtstilstand, at det ikke ved modrevolutionære Forsøg atter tilriver sig Magten og paany tvinger Arbejderne i Trælleaaget.
Gennem Arbejderklassens Diktatur gennemtvinges Ændringen af Grundlaget for Samfundet fra privat-kapitalistisk til kommunistisk, og paa dette er det muligt at bygge det Menneskesamfund, hvorefter vi længes.
Men endnu er vi midt i Brandstormen.
Igen lyder Kaldelsen og Raabet til os alle om at møde frem til Kamp i Rækkerne, og Kampraabet bliver som for Finnerne «Sejr eller Død!»
Vi kan knuses og man kan drukne vore Haab i vort strømmende Blod, og vor Slægt kan tvinges i Slaveriet paany; men Sejren vinker os som aldrig før.
Nu, eller først om 100 Aar - er Valget, vi staar over for.
Og hvad har vi egentlig at miste?
En Tilværelse, der i ingen Henseende kan betegnes som menneskelig.
Vi har som for 100 Aar siden kun vore Lænker at tabe, men alt at vinde.
Vi Vil for os, for vor Slægt, for den ganske Menneskehed vinde jorden med alle dens Herligheder.
For Frihed, for Fred, for Brød bliver Kampen.
For dette skønne Maal sætter vi gerne Livet som Indsats.
Ogsaa herhjemme i dette lille Land, hvor hidtil kun Dønninger fra Verdens Orkaner er naaet hid, ogsaa her maa Arbejderne med spændt Opmærksomhed følge Udviklingen, at de paa Skæbnens Dag kan være rede til at træde under Fanerne til den sidste afgørende Kamp. Da lyder Raabet ogsaa fra vore Læber: Sejr eller Død!