Pjece udgivet 1920 af Ernst Christiansen
Over hele Verden - i hvert Fald over hele den saakaldte «civiliserede» Verden - gaar der i denne Tid en stærk Strømning igennem Arbejderklassen.
I mere end en Menneskealder byggede Arbejderklassen paa sine Kamporganisationer - fagligt saavel som politisk - nationalt saavelsom internationalt.
Stærkere og stærkere blev tilsyneladende Arbejderbevægelsen i alle Lande. Større og større og stadig mere velhavende blev i hvert Fald Organisationerne. Ganske vist herskede der af og til ret delte Anskuelser indenfor Arbejderbevægelsen, men trods alle Divergenser forblev Arbejderbevægelsen dog en samlet, i Flok og Følge marscherende Hær.
Verdenskrigens Udbrud i August 1914 ændrede voldsomt Situationen.
Det viste sig, at den Moderation, som langsomt i Aarenes Løb havde sneget sig ind i Arbejderbevægelsen og som stærkest prægede Førerne, fordi disse efterhaanden var blevet velhavende Bedsteborgere, denne Moderation gav sig Udslag i Forræderiet overfor Arbejderne i alle Lande, da de socialdemokratiske Førere med fuld Musik gik med til de kapitalistiske Staters Krig.
Nu - efter Verdenskrigen - findes der næppe nogen socialistisk Arbejder, der ikke kan se, hvilket kolossalt Fejltrin, hvilken frygtelig Forbrydelse det var, da Arbejdernes Repræsentanter i alle Lande - undtagen Rusland, Serbien og Italien gik med til Krigen.
Rundt om i de forskellige Lande rejste der sig straks en kraftig Modstand mod Førernes Forræderi, og efterhaanden bevirkede Førernes mere og mere højresocialistiske Politik, at der opstod en Spaltning af Partierne i de forskellige Lande, og nye virkelig socialistiske Partier dannedes.
I Danmark skabte det danske Socialdemokratis højresocialistiske Politik en stadig stærkere Misfornøjelse, men Førerne søgte stadig at berolige Arbejderne med, at efter Krigen skulle der blive ført en anden og mere socialistisk Politik.
Da Krigen var sluttet, viste disse Løfter fra Førerne sig kun at være Løfter. Alt forblev uforandret. Kursen blev blot yderligere højresocialistisk. De socialdemokratiske Rigsdagsmænd stemte stadig for Militærbevillinger, indirekte Skatter og indgik overhovedet paa det ene mere skændige Kompromis end det andet med de borgerlige Partier.
Enhver Socialist forstod da, at Socialdemokratiet for stedse var ophørt at være et socialistisk Parti, dets rent borgerlige Karakter var endelig fastslaaet.
Oppositionen indenfor Partiet - af hvilken allerede en Del i 1918 var traadt ud af Partiet og havde dannet henholdsvis «Socialistisk Arbejderparti» og «Det uafhængige Socialdemokrati» - besluttede da at udtræde af Partiet, ikke mindst af Hensyn til, at Socialdemokratiets Presse var fuldkommen lukket for andre Anskuelser, end de af Fører-Kliken autoriserede. I intet Lands Arbejder-Presse hersker der en saa fuldkommen Mangel paa Ytringsfrihed som i den danske højresocialistiske Presse.
Paa en den 9. November 1919 afholdt Konference i Fredericia vedtoges det da af venstres Fløj af Socialdemokratiet at danne et nyt Parti, der ret naturligt fik Navnet Danmarks venstresocialistiske Parti. I det nydannede Parti indtraadte straks «Socialistisk Arbejderparti» og derefter «Det uafhængige Socialdemokrati», saaledes at begge disse Partier opløstes, og Medlemmerne overtraadte i det venstresocialistiske Parti. Dog valgte nogle nationalistiske Medlemmer af D.u.S. ikke at overgaa i V.S.P., hvor de heller ikke hørte hjemme; det er disse Chauvinister, der sammen med den erkereaktionære Højresocialist Marott har dannet det saakaldte «Frie Socialdemokrati», der er lige saa forræderisk mod Arbejderklassen som det gamle Socialdemokrati, og som blot adskiller sig fra dette, derved at det aabenlyst viser sit Forræderi.
Det nye Parti, der saaledes havde samlet alle Venstresocialister i sine Rækker, afholdt 29. Febr. og 1. Marts sin 1ste Kongres, paa hvilken der var mødt Repræsentanter for 36 i Vinterens Løb oprettede Partiforeninger Landet rundt.
Paa Kongressen vedtoges bl. a. efterfølgende Program, der i nærværende lille Skrift gengives med kortfattede Motiveringer for hvert Afsnit. Senere vil fremkomme særlige Skrifter om de enkelte større Programpunkter.
Som Indledning til Programmet vedtoges følgende:
Arbejdernes Frigørelse maa være deres eget Værk. Kun ved at Arbejderne organiserer sig som Klasse til Kamp mod Undertrykkerne kan Kapitalismens Udbytning afskaffes.
Arbejdet er Kilden til al Rigdom. Udbyttet bør derfor tilfalde dem, der arbejder. Det kapitalistiske Samfund har mere og mere udviklet sig til at fratage Arbejderne al Ejendomsret til Produktionsmidlerne, samtidig med at det kapitalistiske Profitbegær har gjort Produktionen mere og mere planløs. Verdenskrigen har med enorm Hast paaskyndet denne Udvikling. Klassemodsætningerne er blevet skarpere og skarpere. Det er Arbejdernes historiske Opgave at afskaffe Udbytningen, men dette sker alene ved Afskaffelsen af Ejendomsretten til Produktionsmidlerne og jorden.
Den reformistiske Arbejderbevægelse - Socialdemokratiet - er ved en stadig mere og mere borgerlig præget Politik blevet ude af Stand til at løse Arbejderklassens historiske Opgave. Ogsaa her har Verdenskrigen fremskyndet Udviklingen saaledes at Socialdemokratiet fra at være et stærkt opportunistisk Arbejderparti er blevet et rent smaaborgerligt Reformparti uden Aktionsvilje eller Aktionsevne.
Samtidig har Udviklingen tilfulde vist, at al Tro om en gradvis umærkelig Indvoksen i Socialismen maa betragtes som en Utopi. Samfundets Overtagelse af Produktionsmidlerne kan kun ske ved, at den stadig heftigere Klassekamp kulminerer i den sociale Revolution. Om denne bliver ublodig og hurtig afsluttet, afhænger af, om Bourgeoisiet selv forstaar at dets Rolle er udspillet. Bourgeoisiet er ogsaa selv indirekte bestemmende for, hvor langvarigt det derpaa følgende Proletariatets Diktatur, der er nødvendigt for at omlægge Produktionen og Fordelingen, skal blive.
Overtagelsen af al Produktion og Ejendom samt Dyrkning af Jorden maa ske igennem By- og Landarbejderraad, der tillige overtager den politiske Magt og erstatter det borgerlige Samfunds Parlament.
Danmarks venstresocialistiske Parti betragter det som sin Opgave at samle Arbejderklassen paa dette Grundlag og forberede den til det store Opgør mellem Over- og Underklasse.
Partiet tilstræber ikke en enkelt Samfundsklasses Diktatur, men anser det for et nødvendigt Gennemgangsled. Dette Diktatur kan aldrig etableres ved planløse Kup- eller Revolteforsøg. Partiet paapeger, at Militarismens Afskaffelse vil give forøgede Muligheder for en ublodig Revolution. Partiet tilstræber som Endemaal harmoniske Samfundsforhold, hvor Undertrykkelses- og Voldssystemet er banlyst og bekæmper i Konsekvens heraf af al Magt Militarismen.
I sin Kamp vil Partiet lægge Vægt paa den socialistiske Oplysning, de ikke-parlamentariske Aktioner, men vil tillige benytte Parlamentarismen (Deltagelse i politiske og kommunale Valg), indtil det revolutionære Tidspunkt er kommet, da der igennem By- og Landarbejderraad kan skabes en Styreform med politisk og økonomisk Ligestilling for alle, Arbejdets Demokrati.
I det borgerlige Parlament og i de kommunale Institutioner kan Opgaven kun være igennem en socialistisk Kritik at afsløre og derved bidrage til at styrte det kapitalistiske Samfund.
I det kapitalistiske Samfund maa overhovedet Arbejdernes Bestræbelser koncentreres om at bekæmpe Kapitalismen og vanskeliggøre dens Kaar. Arbejderne kan i deres økonomiske Kamp intet Hensyn tage til det kapitalistiske Samfunds Tarv.
Danmarks venstresocialistiske Parti er et Led i 3. Internationale, der omfatter alle Landes revolutionære Socialister. Det hævder, at den besiddelsesløse Proletar intet Fædreland har at forsvare, før dette hans saakaldte Fædreland er overgaaet til Samfundets Eje. Men dette sker kun i stadig Forstaaelse og inderligt Samarbejde med andre Landes Proletarer, der ligeledes gaar frem under det internationale Kampraab:
Proletarer i alle Lande forener eder!
Disse for vort Parti bærende Principer er i den strengeste Overensstemmelse med de socialistiske Teorier, som Karl Marx saa genialt udformede i sine Værker.
Venstresocialisterne bygger udelukkende deres Kamp paa Arbejderklassens egen Kraft. Højresocialisternes intime Forbindelse med Borgerskabet, deres Alliance med et enkelt kapitalistisk Parti har været saa skæbnesvanger, at Venstresocialisterne paa Forhaand afviser alle Planer af den Art.
Men Venstresocialisterne bygger i Overensstemmelse med Marx paa den Udvikling, der er foregaaet i den sidste Menneskealder og navnlig i de sidste Aar ved Verdenskrigens Afslutning og efter denne.
Den Overtro paa Parlamentarismen - Deltagelsen i den borgerlige Rigsdags Arbejde -, der efterhaanden var trængt i Forgrunden i de fleste Lande, har vist sig kun at være Overtro, Intet socialistisk Samfund gennemføres ved en Afstemning i Rigsdagen. Arbejderklassens Kampkraft skal derfor i første Linie lægges udenfor Rigsdagen. Erfaringen fra de hidtil gjorte Revolutioner viser, at Arbejderne for at kunne overtage Magten og udnytte den har maattet skabe sig nye Organer i Arbejderraadene i By og Land.
Socialismen er fra at være et Diskussionsemne blevet Dagens aktuelle Spørgsmaal. I den kommende Tid er Oprettelsen af Arbejderraad derfor overalt Arbejderklassens vigtigste Opgave, Disse Arbejderraad bør oprettes snarest. Saalænge det kapitalistiske Samfund bestaar, kan deres væsentligste Opgave kun blive en kontrollerende, men netop igennem denne kontrollerende Virksomhed vil de dygtiggøre Arbejderklassen og give den Muligheden for at overtage, styre og administrere Samfundet.
Og jo stærkere Arbejderraadene har udviklet sig, jo lettere vil selve Arbejderklassens endelige Gennembrud kunne ske, og jo større Udsigt vil den have til at kunne forløbe fredelig i hvert Fald i et lille Land som Danmark.
Venstresocialisterne ønsker intet blodigt Opgør, og bl. a. derfor gør de skarp Front mod den kapitalistiske Stats Militærvæsen.
Venstresocialisterne vil bygge videre paa Socialismens stolte Bygning i Overensstemmelse med andre Landes Arbejdere og har derfor internationalt stillet sig Side om Side med de svenske Venstresocialister og det norske Arbejderparti paa 3. Internationales Grund.
3. Internationale samler alle de virkelige Socialister i alle Lande, alle dem, der under Krigen stod fast på Antimilitarismens Standpunkt. Medens de danske Højresocialister smæder og belyver Udlandets - og fremfor alt Ruslands - kæmpende revolutionære Arbejdere, stiller Venstresocialisterne sig i 3. Internationale Side om Side med dem.
Indtil Tidspunktet for Arbejderklassens endelige Opgør med Kapitalismen er inde, vil V.S.P. benytte alle formaalstjenlige Midler for at udvikle Arbejderklassens Muligheder for at gaa sejrrig ud af Kampen, men samtidig vil V.S.P. ved sine Angreb paa det kapitalistiske Samfundsstyre tvinge dette til at yde Arbejderne alt, hvad muligt er under dette Samfundssystem, og opstiller derfor følgende foreløbige Krav:
At forberede Arbejderklassen til det endelige sejrrige Opgør med Overklassen, betragter Danmarks venstresocialistiske Parti som sin Hovedopgave. Men indtil Timen for dette Opgør er inde, vil Venstresocialisterne søge udnyttet alle Muligheder for at varetage Arbejdernes øjeblikkelige Interesse. Ikke ved raadne Kompromis'er og lumpne Forlig skal dette opnaas, men ved en utrættelig Afsløring og Kritik af det kapitalistiske Samfunds Forbrydelser mod Arbejderne.
Naar det kapitalistiske Samfund gør Arbejderklassen enkelte Indrømmelser, er det ikke af Kærlighed til Arbejderne. Ejheller er det, fordi Arbejdernes Førere ved Forhandling kan «overbevise» Overklassen om det berettigede i dette eller hint Krav. Arbejderklassen faar nøjagtig saa mange Indrømmelser, som dens Styrke skræmmer Kapitalisterne til at give.
En virkelig socialistisk Angrebspolitik mod det kapitalistiske Samfund vil derfor aftvinge dette alle de Indrømmelser, der overhovedet er mulig i et kapitalistisk Samfund. Venstresocialisternes Holdning paa Rigsdagen vil blive i Overensstemmelse hermed. Og dermed vil den væsentligste Fare for den Korruption, der altid truer parlamentarisk Virksomhed, være forsvunden.
En anden Aarsag til Korruption af Arbejdernes Repræsentanter er deres - ved Rigsdagsdiæter o. lign. - forbedrede økonomiske Stilling, men overfor dette har V.S.P. i sine Love bestemt, at ethvert Partimedlem, der indtager offentlige Tillidshverv, skal aflevere til Partiet alle de Indtægter, Vedkommende maatte have som Følge af dette Tillidshverv.
Endvidere er ved Bestemmelse i Partilovene ethvert Partimedlem forpligtet til at træde tilbage fra sine Tillidshverv, naar Partiet kræver dette. Og i Partiet er Urafstemning i alle Tilfælde gennemført som Princip.
Venstresocialisterne vil derfor overalt i eventuelle offentlige Tillidshverv komme til at virke som paalidelige Talsmænd for Arbejdernes Interesser og Partiets Krav.
- Samfundsskolen fra Barnets 6.-14. Aar. Skolen maa bygges efter Arbejdsskolens Principper.
- Ungdomsskolen (Elever fra 14 til 18 Aar), der deles i Handelsskolen, Teknisk Skole, Landmandsskolen, Kvinde- eller Husmoderskolen.
- Studenterskolen med Adgang for alle. Vederlagsfrit Ophold og Undervisning for ubemidlede.
- I hver Bebyggelse et godt offentligt Bibliothek med Foredragssal, Studieværelse og Lysbilledrum. I de sidste Skoleaar gives omhyggelig Oplysning i Moral og Kønslære samt Alkohollære efter moderne Grundprincipper.
Vi har nu gjort Rede for, hvad vi vil.
Vore Modstandere siger, at Venstresocialisterne vil kun bryde ned paa Samfundet og kritisere Højresocialisterne.
Vi tilstaar ærligt, at vi vil begge disse Dele. Aldrig skal vi blive træt af at bryde ned paa det kapitalistiske Samfund, indtil det en Dag styrter sammen. Og aldrig skal vi blive træt af at kritisere og angribe Højresocialisterne, naar de i Stedet for at tale Arbejdernes Sag forraader den og gør Lakajtjeneste for Kapitalisterne.
Men vi vil mere end det. Vi vil - som det er vist i nærværende lille Skrift - ogsaa noget positivt, vi vil skabe et nyt, et bedre, et socialistisk Samfund.
For at smæde har man kaldt Venstresocialisterne for Bolscheviker. Vel! Vi føler det ikke som nogen Skam at faa paaheftet dette Navn, der i Virkeligheden kun er Navnet paa det mod Socialismen forblevne tro russiske Socialdemokrati. Og vi føler det som en dobbelt Hæder, naar vi tænker paa de russiske Bolschevikers uendelig haarde, men glansende sejrrige Kamp. Alverdens Kapitalister har forsøgt at knuse den russiske Arbejderrepublik, men alle Angreb er tilbageslaaet, og medens de haarde Kampe stod paa er et nyt Samfund langsomt bygget op.
Venstresocialisterne staar i 3. Internationale paa Raadssystemets Grund Side om Side med de russiske Arbejdere. Men vi, vil ikke kritikløst efterabe russiske Fremgangsmaader. Hvert Land maa efter sine Forhold vælge sine Kampmaader.
I nærværende lille Skrift er vist, hvad de danske Venstresocialister vil.
Men nu spørger vi dig, der har læst dette, hvad vil du?
Er du Arbejder, og vil du virkelig Arbejderklassens aandelige og økonomiske Frigørelse, er du sikkert forlængst blevet tvivlende om det gamle Socialdemokrati for Alvor vil gøre noget for Socialismen. Du staar - som Titusinder af danske Arbejdere i Dag staar - paa Skillevejen. Din Hjerne og dit Hjerte drager dig over mod Venstresocialisterne. Men gammel Vane og Autoritetstro faar dig til at vakle og blive betænkelig.
Forstaa, du danske Arbejder, at nu maa Betænkelighedernes Tid være forbi. Hvis den danske Arbejderklasse ikke skal forsmægte i Kapitalismens Slaveri længe efter, at alle andre Landes Arbejdere er frigjorte, maa du nu vende Højresocialisterne Ryggen og slutte dig til Venstresocialisternes for Socialismen kæmpende Hær.
Kun dér er Sejren for Socialismen at finde, kun dér kan Arbejderklassens fulde og hele Frigørelse findes.
Pjecen «Hvad vil Venstresocialisterne?» er her lidt forkortet, idet begrundelserne for de enkelte nummerede programpunkter er strøget af pladshensyn. Hele programmet er derimod med og består foruden disse punkter af afsnittet «Principielle Retningslinier» til og med «Proletarer i alle Lande forener Eder!» samt af de syv linier med overskriften «Venstresocialisterne og Dagens Krav».