Left Rocks
Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 25.783
: :
Bryggeristrejken 1985

Den 9. maj 1985 gik bryggeriarbejderne på Carlsberg og Tuborg ud i en strejke, der varede 8 uger. Strejkens tema var at sikre beskæftigelsen og indflydelsen på den ny teknologi. De strejkendes hovedparole var «Teknologien skal aflaste os, ikke afskaffe os». Arbejdet blev genoptaget d. 8. juli uden at et eneste af arbejdernes 5 krav var blevet indfriet.

«Teknologien skal aflaste os, ikke afskaffe os» var parolen under bryggeristrejken i 1985. Bryggeriarbejderne gik dermed til direkte angreb på ledelsesretten.

Strejkens grundlag: Angreb på ledelsesretten

Bryggeriledelsen og Dansk Arbejdsgiverforening forsøgte at udlægge strejken som en fortsættelse af påskestrejkerne - det vil sige som en politisk bestemt kamp for at sprænge de rammer, som Schlüter-regeringen havde lagt for overenskomsterne gennem sit indgreb op til påsken 1985. Trods bryggeriarbejdernes ihærdige forsøg på at forklare noget andet, var denne opfattelse af strejken også udbredt på store dele af venstrefløjen.

Strejkens grundlag – der blev vedtaget på et stormøde for de strejkende den 9. maj i Nørrebrohallen – afslører imidlertid, at de københavnske bryggeriarbejdere havde fat i noget, som var af stor principiel betydning, nemlig spørgsmålet om indflydelsen på virkningerne af den ny teknologi. Der var tale om intet mindre end et forsøg på væsentlige begrænsninger af arbejdsgivernes ledelsesret.

På stormødet d. 9. maj – hvor der deltog ca. 2500 bryggeriarbejdere - blev følgende 5 krav stillet op:

  1. En garanti for at salget af øl i Øst Danmark blev produceret på Carlsberg og Tuborg
  2. En beskæftigelsesgaranti som skulle sikre, at afvikling af arbejdspladser skete gennem naturlig afgang, og derefter genansættelser i forhold til et aftalt antal bryggeriarbejdere.
  3. En andel i rationaliseringsgevinsten, som skulle give et mindste-akkordtillæg på kr. 30,- i timen.
  4. Garanti for at bryggeriarbejderarbejde ikke blev overdraget til andre faggrupper.
  5. Ingen nedskæringer i områder, hvor der ikke skete nyinvesteringer eller omlægninger.

I strejkens grundlag lå altså på den ene side en accept af, at indførelsen af ny teknologi på bryggerierne på sigt ville medføre en lavere bemanding, på den anden side ville man – som det helt grundlæggende – have garanti for, at ledelsen ikke kunne benytte sig af afskedigelser i forbindelse med rationaliseringer, og at der var en aftalt grænse for, hvor mange arbejdspladser, der skulle nedlægges i aftaleperioden.

Baggrunden: Ny teknologi i branchen

Set i forhold til hvad der foregik på mange andre store arbejdspladser på det tidspunkt, må kravene have forekommet meget offensive. Ser man på den konkrete baggrund i bryggeribranchen og på de københavnske bryggerier bliver det klart, at der i høj grad var tale om en defensiv kamp – hvad bryggeriarbejderne da også udmærket selv var klar over.

Det grundlæggende problem på de københavnske – såvel som på de fleste andre danske bryggerier – var en kraftig teknologisk udvikling, med indførelsen af mange nye maskiner og produktionsprocesser, som medførte et langt mindre mandskabsbehov.

De københavnske bryggeriarbejdere havde siden slutningen af halvfjerdserne set skriften på væggen – nemlig i form af planerne om, og den endelige opstart af Fredericia Bryggeri i 1979. Her var tale om et nyopført, rationelt indrettet, højteknologisk bryggeri. De københavnske bryggeriarbejdere forsøgte at presse deres forbund – Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund (DBBMF) – til at holde fast i krav til bemandingerne i Fredericia, der lignede de københavnske, men forgæves.

På den baggrund ændrede de københavnske bryggeriarbejderes fagforeninger deres strategi, så der i langt højere grad blev lagt vægt på garantier for produktion og beskæftigelse. (På det tidspunkt var de mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere i København organiseret i hver sin fagforening, hvad de havde været siden der kom kvinder på bryggerierne omkring århundredskiftet).

Det var samtidig en kamp for at få aftalt investeringer på de københavnske bryggerier, hvor især produktionsapparatet på Carlsberg var nedslidt og forældet.

1. Rammeaftale

Efter en 4 uger lang strejke på Tuborg i januar 1980 lykkedes det rent faktisk at indgå en omfattende, 5-årig aftale om disse ting – den såkaldte Rammeaftale (siden hen omtalt som Rammeaftale 1, da der rent faktisk blev indgået 3 mere af slagsen op gennem 80'erne og begyndelsen af 90'erne).

Denne «1. Rammeaftale» – der løb fra 1980-85 – var enestående af sin art på det danske arbejdsmarked. Bryggeriarbejderne fik følgende garantier:

Aftalen rummede også en hensigtserklæring om forbedring af arbejdsforholdeneskiftehold, og af såvel det fysiske- som det psykiske arbejdsmiljø, samt om uddannelse i arbejdstiden. Der var ingen lønstigninger i aftalen.

Trods enkelte alvorlige kontroverser undervejs var denne 1. Rammeaftale et rimeligt kompromis set fra bryggeriarbejdernes side. Indførelsen af den nye teknologi, og afviklingen af mandskab kom til at ske i et nogenlunde roligt tempo, og uden at der skete egentlige afskedigelser begrundet i rationaliseringer.

Men arbejdsgiverne havde såmænd også grund til at være tilfredse. De sparede lønudgifter i Rammeaftaleperioden som følge af afgangen af bryggeriarbejdere svarede ret nøje til investeringerne i nyt produktionsapparat (især på Carlsberg), nemlig ca. 750 mio. kr.

Sammenbrud

Den 1. Rammeaftale udløb den 1. maj 1985. Forhandlingerne om en ny Rammeaftale begyndte allerede i efteråret 1984. De 2 fagforeninger havde – efter en langvarig forberedelse, der også inddrog klubbestyrelser og medlemmerne i form af faglige møder – formuleret en række krav, der i alt væsentligt byggede videre på indholdet i den 1. Rammeaftale. Der blev dog – som noget nyt – formuleret et krav om andel i rationaliseringsgevinsten i form af en hævelse af mindsteakkordsatsen fra kr. 26,- til kr. 30,- i timen. Dette var et yderst beskedent – og i virkeligheden solidarisk – lønkrav, da det kun omfattede en mindre del af bryggeriarbejderne. Det kompenserede på ingen måde for det generelle fald i reallønnen på ca. 20 %, som de københavnske bryggeriarbejdere havde oplevet siden slutningen af 70'erne.

Men der var uenigheder med ledelsen på stor set alle punkter. Allerede i sommeren 1984 havde ledelsen af De forenede Bryggerier (DfB) «varmet op» til forhandlingerne, ved at true med at flytte væsentlige dele af produktionen til Fredericia, med mindre man fik kraftige indrømmelser i form af reduktion af bemandingerne på over 1.000 personer.

Trods visse tilnærmelser mellem parterne lykkedes det ikke at forhandle sig til enighed. Fagforeningerne var for eksempel klar til at acceptere en afgang på 813 bryggeriarbejdere i en ny 5-års periode, før der skulle ske erstatningsansættelser. Men ledelsen krævede, at bryggeriarbejdere, der blev afskediget som følge af disciplinære årsager ikke skulle regnes med i «naturlig afgang», hvilket ville betyde et yderligere fald i antallet af arbejdspladser på ca. 200.

Den 7. maj kom ledelsen med sit sidste udkast, der i alt væsentligt betød en dårligere rammeaftale. På stort set alle punkter ønskede de at generobre den ledelsesret, de havde afgivet i den 1. Rammeaftale.

De 2 Fagforeninger indkaldte til medlemsmøde i Nørrebrohallen den 7. maj, hvor et stort flertal – 1.787 imod 612 – afviste ledelsens tilbud, og besluttede at gå i strejke.

Den uundgåelige strejke

På mange måder oplevede begge parter strejken som uundgåelig. Allerede ved indgåelsen af 1. Rammeaftale i 1980 havde mændenes fagforening – som var langt den største – beskrevet situationen som en uafgjort «1. Halvleg».

Alle vidste, at der 5 år senere ville følge en langt hårdere forhandling, hvilket gjorde, at mange bryggeriarbejdere rent faktisk sparede sammen til en langvarig strejke, vel vidende, at der ikke ville være økonomisk hjælp at hente nogen steder, men tværtimod sandsynlighed for en stor bod fra Arbejdsretten.

Især i mændene fagforening var der løbende en analyse af DfB's strategi – blandt andet i form af studiekredsarbejde, hvori også deltog medlemmer fra kvindernes fagforening. Da forhandlingerne begyndte i sommeren 1984, skete der løbende en inddragelse af medlemmerne på de to bryggerier i form af orienteringer på arbejdspladsen, faglig møder m.m.

I den periode hvor forhandlingerne foregik – fra sommeren 1984 til forsommeren 1985 – oplevede de københavnske bryggeriarbejdere samtidig en omfattende mobilisering i arbejderklassen, som de oven i købet selv var en yderst aktiv del af.

Det begyndte med den såkaldte HT-konflikt i maj måned 1984, hvor store dele af fagbevægelsen stod sammen – ind imellem også i militante aktioner – for at støtte SiD i deres krav om at 3 HT-chauffører måtte acceptere medlemsskabet af SiD, eller forlade arbejdspladsen. De københavnske bryggeriarbejdere var aktive i de 3 uger lange blokader foran HT-garagerne i Ryvangen og Valby og Tuborg-chaufførerne var med til at sætte en flot prik over i'et med deres blokade af Hans Knudsens Plads den 22. maj 1984. Da kampen blev ført til sejr, var det et godt startskud for bryggeriarbejdernes egne faglige aktiviteter.

Det retslige efterspil i Tuborg-chaufførernes aktion – som i første omgang medførte en dom i byretten efter den såkaldt «milde terroristparagraf» – blev brugt dygtigt af Tuborgs Kørselsklub og fagforeningen til at fastholde den fagpolitiske mobilisering, som da også gav en ny sejr, idet chaufførerne blev frikendt i Landsretten, som nøjedes med at stadfæste bøden for gadeuorden og brud på færdselsloven.

Men det var nok så meget bryggeriarbejdernes aktive deltagelse i Påskestrejkerne, der gav et samlet løft til den faglige aktivitet på begge bryggerier og ikke mindst til sammenholdet mellem mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere, og deres fagforeninger og – troede man på det tidspunkt – også i Forbundet. Samtidig lykkedes det for første gang at få en bred mobilisering blandt arbejderne på de små øldepoter i Københavns omegn. Disse aktiviteter gav også fagforeningen et mere præcist overblik over DfB's øllagre i Københavns omegn og et godt stykke ud på Sjælland.

For bryggeriarbejdernes vedkommende fik Påskestrejkerne en udløber, der bidrog til at styrke sammenholdet inden for Bryggeriarbejderforbundet på landsplan – en sjældent efterspurgt vare. En tillidsmand på Ceres Århus blev fyret på grund af sine aktiviteter i Påskestrejkerne, og det medførte en 48 timers arbejdsnedlæggelse blandt alle Forbundets medlemmer.

I forhold til forhandlingerne om de københavnske bryggeriers fremtid var der indledningsvis en sjælden - men meget væsentlig – enighed mellem de københavnske fagforeninger og Forbundet, der lige som københavnerne mente, at DfB's sidste udkast til en ny Rammeaftale var uacceptabelt.

Sidst, men ikke mindst, var bryggeriarbejderne meget bevidste om, at de mange tabte arbejdsdage i foråret 1985 – små 3 uger ialt – havde bragt øllagrene langt ned, og at bryggeriledelsen som følge deraf stod i en sårbar situation.

Alt i alt kan man således ikke fortænke de københavnske bryggeriarbejdere og deres fagforeninger i at mene, at det var en gunstig situation at tage et opgør med bryggeriledelsen.

Demokratisk massestrejke

Strejken fik da også en «flyvende start». Den blev som nævnt vedtaget med stort flertal, og under stor mediebevågenhed. I løbet af de første 2 uger fik strejkeledelsen hurtigt organiseret døgnblokade foran de to bryggerier, og en lang række udvalg der tog sig af de forskellige nødvendige aktiviteter: Indsamling, arbejdspladsbesøg, blokadeudvalg, strejkeavisudvalget og den vigtige bistandsgruppe, der med hjælp fra arbejdsløse socialrådgivere vejledte medlemmerne med hensyn til mulighederne for at få bistandshjælp, eller vejledning til løsning af andre sociale problemer. Der var sågar et kulturudvalg, der blandt andet sørgede for underholdningen på stormøderne.

Stormøderne var strejkens øverste myndighed. De blev afholdt mindst 1 gang om ugen – det blev til 11 stormøder i alt i løbet af strejkens 8 uger. Her deltog hver gang mellem 2.000 og 3.000 bryggeriarbejdere, og på næsten alle stormøder var der skriftlig afstemning – der i øvrigt meget stabilt næsten hele strejken igennem viste 2/3 flertal for strejken. På alle stormøder var der oplæg og indstillinger ved aktionsudvalget og de to fagforeningsformænd, Holger Foss fra de mandlige bryggeriarbejdere og Barbara Kryger fra de kvindelige bryggeriarbejderes fagforening.

De ugentlige stormøder blev et vigtigt omdrejningspunkt under strejken. Her er 3.000 bryggeriarbejdere forsamlede i KB hallen.

Det allerførste stormøde valgte et aktionsudvalg på 6 medlemmer, der formelt set udgjorde strejkeledelsen. Ingen af de 6 var tillidsrepræsentanter, men havde hver især gjort sig bemærket som fagligt aktive, og blev da også indstillet af de to fagforeninger til stormødet. Aktionsudvalgets opgave var dels at repræsentere strejken udadtil – hvad de 2 fagforeninger var afskåret fra af fagretslige grunde – dels at sørge for strejkens organisering. I praksis blev ledelsen af strejken udført af aktionsudvalget i fællesskab med de to fagforeningsledelser på næsten daglige møder.

Stormødernes kompetence betød, at de to fagforeningers kompetente organer – bestyrelser og repræsentantskab – var sat ud af kraft i forhold til beslutninger om selve strejkens førelse, og det samme gjaldt klubberne – som ellers var selve rygraden i det faglige arbejde «i fredstid». Mange af klubberne holdt dog – som regel i tilknytning til stormøderne – jævnlige møder, hvad der havde stor betydning med hensyn til at samle op på medlemmernes individuelle problemer, og organisering af blokade- og andre aktiviteter.

Generelt må man sige, at strukturen dårligt kunne have været mere demokratisk. Medlemmerne «kvitterede» da også herfor ved at udvise en eksemplarisk disciplin, ved aktiv deltagelse i stormøder, såvel som i de forskellige aktiviteter, hvor især blokaderne af de to bryggerier og overvågning af bryggeriernes og de handlendes aktiviteter for eksempel med hensyn til «import» af øl fra Fredericia - krævede ca. 4-500 aktivister i døgnet. Det blev simpelt hen organiseret i systematiske skiftehold, hvad bryggeriarbejderne jo i forvejen havde stor erfaring med.

Forbundet går imod strejken

Men selv denne eksemplariske organisering af en demokratisk massestrejke kunne ikke overtrumfe de kræfter, som bryggeriarbejderne var oppe imod. I stedet blev strejken en bekræftelse af – hvad mange andre arbejdskampe før og siden har vist – at der skal mere til end internt sammenhold for at vinde en arbejdskamp. I øvrigt var det interne sammenhold ikke så solidt, som det så ud til i offentligheden.

Inden strejken var en uge gammel, løb bryggeriarbejderne ind i den første vanskelighed – måske den største, når det kom til stykket: Deres forbund begyndte aktivt at modarbejde strejken.

Den 13. maj blev der – med Bryggeriarbejderforbundets formand Preben Mortensen som mellemmand – arrangeret et uformelt møde med bryggeriledelsen. Her tilbød ledelsen at indlede forhandlinger om deres sidste udspil, så snart arbejdet var genoptaget.

Da bryggeriarbejderne ikke kunne se noget nyt i ledelsens initiativ, blev det afvist. Samme dag afviste Forbundets hovedbestyrelse med én stemmes flertal at åbne strejkekassen. Og fra dette tidspunkt blev strejken aktivt modarbejdet af Forbundsledelsen, ikke blot på strejkemøderne, men også offentligt, hvor Forbundsformanden offensivt argumenterede imod strejken som udsigtsløs.

Men dette bidrog blot til at styrke sammenholdet blandt de strejkende, hvor især det store flertal af mandlige bryggeriarbejdere blev bekræftet i hidtidige erfaringer om, at Forbundsledelsen og flertallet i hovedbestyrelsen svigtede, når det virkelig gjaldt. Vreden imod Forbundsledelsen var også – hvad der var mere usædvanlig – stærk iblandt de kvindelige bryggeriarbejdere.

Det ændrede imidlertid ikke på det faktum, at det var lykkedes forbundsledelsen at slå en bom ned for aktiv opbakning fra bryggeriarbejderne i provinsen, der indskrænkede sig til økonomisk støtte, bortset fra et enkelt fagligt møde og i 48 timers sympatikonflikt i sidste halvdel af konflikten.

Også senere i forløbet forsøgte de københavnske medlemmer i hovedbestyrelsen at få åbnet Forbundets strejkekasse til at føre strejken for, men forgæves.

Der blev indsamlet mange penge af de strejkende selv, men langt fra tilstrækkeligt til at sikre økonomien. Strejkeledelsen var således kun i stand til at uddele 2 x 200 kr. til hver af de strejkende i løbet af de 8 uger af de indsamlede midler.

Uenigheder i strejkeledelsen

Forbundets holdning fremkaldte øjeblikkelig uenighed mellem de to fagforeninger. Ledelsen i den kvindelige afdeling mente, at man burde genoptage arbejdet for at afprøve bryggeriernes tilbud af 13. maj, men afstod fra at kræve en afstemning herom på strejkemødet samme dag. De mandlige fagforenings ledelse, aktionsudvalget og de fleste af tillidsrepræsentanterne kunne ikke se noget nyt i bryggeriets tilbud, så stormødet afviste ledelsens tilbud, ganske vist uden afstemning.

Uenigheden kom først åbent frem på stormødet den 20. maj, hvor den kvindelige fagforening – på baggrund af møder i deres bestyrelse og repræsentantskab – foreslog stormødet at afslutte strejken, hvilket blev afvist med stort flertal, også af mange kvindelige bryggeriarbejdere der var på talerstolen i den anledning.

Den kvindelige fagforening respekterede stormødets beslutning, og erklærede, at man var gået ud i strejken sammen, og man ville også gå ind på bryggeriet sammen. Denne linje blev fulgt under hele konflikten, men splittelsen var åbenbar – omend ikke officiel – og bryggeriledelsen har selvfølgelig kendt til den.

De forskellige holdninger til strejken gav sig også udslag i mange opslidende diskussioner i strejkeledelsen, om hvilke kontakter der skulle tages til bryggeriet med henblik på at få en dialog igang. Det «uafhængige» aktionsudvalg fik hurtigt den tvivlsomme «mæglerrolle» at formulere kompromiser, som kunne fastholde strejkens grundlag, samtidig med at der blev åbnet op for de nødvendige aktiviteter. Dette tog naturligvis kræfter fra den vigtige opgave med at forklare andre arbejdergrupper og deres fagforeninger om den principielle betydning af kampen.

DfB: Bryggeriarbejderne skal sættes på plads

Forbundets offentlige undsigelse af strejken gav arbejdsgiverne blod på tanden. De var naturligvis også vidende om, at de strejkende ikke fik nogen form for økonomisk støtte. De første 3-4 uger hed det mekanisk fra bryggeriledelsen: «Der bliver ingen ny Rammeaftale» – hvilket jo blot bestyrkede bryggeriarbejderne i, at der nu var tale om en langvarig udmattelseskrig, som bryggeriarbejderne var klar til at tage.

Da det gik op for bryggeriledelsen, at deres afvisende linje ikke skabte splittelse hos de strejkende, ændrede de midtvejs meldingen til, at selvfølgelig ville der blive forhandlinger med fagforeningerne om en ny rammeaftale – vel at mærke, når arbejdet var genoptaget. Men der var ikke – hverken officielt eller uofficielt – nogen forsøg fra ledelsens side på at komme i dialog, eller indrømmelser i forhold til indholdet i forhandlingerne.

I strejkens sidste fase kom ledelsen med offentlige trusler om umiddelbar afskedigelse af 5-600 bryggeriarbejdere og omhyggelig «sortering» af resten i forbindelse med en genoptagelse af arbejdet. Der har muligvis også været uenigheder hos bryggeriledelsen – som der var det hos de strejkende – men den gennemgående linje hos arbejdsgiverne var ganske klart, at nu skulle de københavnske bryggeriarbejdere sættes på plads, og vejen skulle banes for fremtidige rationaliseringer, med eller uden fagforeningernes medvirken. Bryggeriledelsen havde blot – som så mange andre – fuldstændig fejlvurderet hvor svært det ville blive, og hvor stærk kampviljen var.

Dansk Arbejdsgiverforening bakker op

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) var helt enig i det bryggeriledelsens strategi. De så med det samme den principielle betydning i forhold til ledelsesretten og ny teknologi. Samtidig var der nu mulighed for at knuse en af de sidste bastioner for den militante del af arbejderklassen, der havde markeret sig op igennem 70'erne - senest i Påskestrejkerne, der havde givet hele det borgerlige Danmark et chok.

DA satte derfor hele sit apparat ind på at bibringe offentligheden et indtryk af, at bryggeristrejken var en fortsættelse af påskestrejkerne, og et forsøg på at sprænge regeringens lønramme, idet de henviste til bryggeriarbejdernes krav om andel i rationaliseringsgevinsten.

Bryggeriarbejdernes presseudvalg måtte i strejkens indledende fase bruge mange kræfter på at afvise dette, og oplevede at de fleste nyhedsmedier var stærk optaget af, at der ikke var øl nok i butikkerne, men temmelig uinteresseret i hvorfor.

Arbejdsgiverne måtte dog se i øjnene, at de i denne situation ikke kunne gennemføre et ellers effektivt kampskridt som «fritstilling» af arbejdet. Til gengæld greb de i strejkens sidste fase til et andet gammelt, men sjældent afprøvet kampskridt. De varslede boykot mod de 3.600 navngivne bryggeriarbejdere over for 22.000 arbejdsgivere.

Arbejdsretten – et villigt redskab

Arbejdsretten fungerede som sædvanlig i den slags situationer som arbejdsgivernes villige redskab. Bod og skærpet bod blev idømt på samlebånd, således at den samlede bod pr. bryggeriarbejder løb op på ca. kr. 9.000. Hertil kom en bod for organisationsansvar til de to københavnske fagforeninger på henholdsvis 9 og 3 millioner kr.

Dette var en uhørt voldsom bod for organisationsansvar (sammenlign for eksempel med boden på 20 mio. kr. til SiD i forbindelse med HT-konflikten. SiD havde 100 gange så mange medlemmer!) Begrundelsen for den voldsomme organisationsbod var, at de to fagforeningers formænd midtvejs i konflikten trådte frem og – i overensstemmelse med sandheden – påtog sig ansvaret, idet de havde opfordret medlemmerne til at tage kampen.

Det var et velment forsøg på at fratage medlemmerne en del af ansvaret og derved mindske den individuelle bod, men forgæves. Den samlede bod til medlemmer og fagforeninger løb op på lidt over 40 mio. kr.

Forbundet blev frikendt for organisationsansvar med henvisning til de energiske forsøg på at modarbejde konflikten, og Dansk Arbejdsgiverforening undlod at benytte sig af den fagretlige mulighed for at presse Forbundet til at ekskludere de strejkende.

Larmende tavshed fra den etablerede fagbevægelse

Forbundets undsigelse af strejken gjorde det umuligt at opnå støtte hos andre fagforbund, når man ser bort fra lokalt arbejdsplads- og fagforeningsplan. Bortset fra forbund som BUPL og PMF var der larmende tavshed fra den etablerede fagbevægelse i forhold til konflikten.

Det skal dog nævnes, at et enkelt større forbund ved en afstemning i dets hovedbestyrelse kun var få stemmer fra at bevillige et 2-cifret millionbeløb til de strejkende. Det tjener også SiD's formand Hardy Hansen til ære, at han trodsede den generelle holdning i fagbevægelsen – herunder hos den københavnske Fællesorganisation – og talte ved et arrangement til fordel for bryggeriarbejderne, der blev afholdt af Den storkøbenhavnske tillidsmandsring den 5. juni i Fælledparken i København.

På den yderste venstrefløj var der også delte meninger om strejken. Nogle var skuffede over, at bryggeriarbejderne i første omgang havde meldt ud, at de ikke behøvede hjælp til at organisere blokadeaktiviteter, hvilket blev brugt til at betegne dem som «selvtilstrækkelige». Bag denne holdning lå i virkeligheden en kritik af, at bryggeriarbejderne ikke benyttede sig af mere voldelige blokadeformer.

Andre mente, at kampgrundlaget skulle have været udvidet til omfatte generelle overenskomstkrav som for eksempel kortere arbejdstid – krav som arbejderklassen som helhed netop havde opgivet gennem indstillingen af kampen imod Schlüterregeringen.

Strejkens afslutning

I strejkens sidste 2 uger blev de strejkende udsat for et sandt bombardement at kampskridt fra modpartens side.

DA sendte et brev til hver enkelt bryggeriarbejder med krav om øjeblikkelig betaling af arbejdsrettens bod og fremsatte umiddelbart herefter sin trussel om boykot af samtlige bryggeriarbejdere – reelt en sortlistning af bryggeriarbejderne hos samtlige medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening.

DfB fremsatte truslerne om at gennemføre den såkaldte «Plan B» med øjeblikkelig nedskæring af 5-600 arbejdspladser og «sortering» ved porten, inden genoptagelse af arbejdet. I strejkens sidste uge blev der for første gang kørt Hof og Tuborg ud fra bryggerierne – produceret af funktionærer. Indtil da havde bryggerierne indskrænket sig til nogle få udkørsler af eksportøl.

Udkørslen af Hof og Tuborg skete under et massivt politiopbud, og bryggeriarbejdernes «nødråb» til den københavnske fagbevægelse om at møde op ved blokaderne blev hørt af ca. 200 – inklusive bryggeriarbejdernes egne blokadevagter, der helt tydeligt også var blevet trætte.

I samme periode mislykkedes samtlige modtræk fra strejkeledelsens side: Kollegerne i Fredericia afviste med stort flertal at gå med ind i kampen. Der kunne ikke etableres sympatikonflikter fra andre provinsbryggerier. Endnu engang afviste Forbundets hovedbestyrelse – denne gang med markant flertal – at åbne strejkekassen.

Hertil kom at stormødets afstemning i konfliktens næstsidste uge viste et «dyk» til fordel for at genoptage arbejdet. Da man ikke havde flere nye kampskridt at lægge frem for de strejkende, som kunne ændre styrkeforholdene, måtte man derfor se i øjnene, at det kun var et spørgsmål om tid, før der ville være et flertal for at genoptage arbejdet, uanset hvad strejkeledelsen anbefalede.

Efter møder i de to fagforeningers kompetente organer, og kontakter til bryggeriet, der viste at man ville kunne sikre genantagelse af samtlige bryggeriarbejdere hvis arbejdet blev genoptaget hurtigt, var det en enig strejkeledelse – aktionsudvalg såvel som de to fagforeningers ledelser – der anbefalede stormødet den 4. juli at genoptage arbejdet. Trods den enige anbefaling var der mange, der stemte for at fortsætte. Stemmetallene var 1.627 for at genoptage arbejdet, 1.007 imod.

Bryggeriledelsen holdt løftet om at genantage alle bryggeriarbejdere, der ønskede at få jobbet tilbage (ca. 500 havde fundet andet arbejde i løbet af konflikten). Der var enkelte forsøg på at chikanere de medlemmer af aktionsudvalget, der var stået frem i pressen, men det blev afvist. Som lovet indlod bryggerierne sig også på «forhandlinger» om en ny rammeaftale, men det blev ved et enkelt møde få dage efter genoptagelsen af arbejdet. Først et halvt års tid senere, blev der indgået en ny rammeaftale på væsentlig dårligere vilkår end bryggeriets tilbud af 7. maj.

Hvorfor gik det som det gjorde?

De 2 fagforeninger besluttede, at der skulle ske en grundig opsummering af erfaringerne fra strejken, og den opgave blev tildelt aktionsudvalget.

I efteråret 1985 udarbejdede aktionsudvalget pjecen «Erfaringerne fra bryggeriarbejdernes strejke 1985». Selvom aktionsudvalget ikke eksplicit lagde noget ansvar hos ledelsen af den kvindelige fagforening, ønskede denne ikke at stå som medudgiver, da man ikke var enig i aktionsudvalgets vurdering af strejkens forløb. Pjecen blev derfor udgivet af de mandlige bryggeriarbejderes fagforening med et forord af Holger Foss hvori han erklærede, at den mandlige fagforening i det store og hele var enig i aktionsudvalgets vurderinger.

I sin opsummering af strejken skriver aktionsudvalget blandt andet:

«Kampens vigtigste erfaring er den: Selv en så stærk arbejdergruppe kan ikke vinde en kamp der har så principiel betydning uden en meget massiv støtte fra fagbevægelsen og arbejderklassen i øvrigt. Derfor vil vi også uden tøven placere hovedansvaret for at vi ikke opnåede den fornødne styrke på vores egen forbundsledelse og på de store forbunds ledelser, som råder både over de økonomiske midler og det organisatoriske apparat, der kunne have medvirket til at ændre billedet».

Aktionsudvalget var dog ikke uden selvkritik på egne, og de to fagforeningers ledelsers vegne: «Strejkeledelsen var naturligvis heller ikke fejlfri. Vores væsentligste fejl var at vi i begyndelsen af strejken undervurderede DfB's styrke og overvurderede mulighederne for at presse dem til indrømmelser udelukkende ved hjælp af strejken på de to københavnske bryggerier» – Aktionsudvalget mener her, at man byggede for ensidigt på erfaringen fra den første rammeaftale der blev indgået efter 4 ugers konflikt på Tuborg. Det hedder videre: «Og under det meste af strejken gjorde vi alt for lidt ud af at understrege dens principielle betydning for hele arbejderklassen, ligesom vi var alt for lidt offensive over for de toneangivende kredse i fagbevægelsen med hensyn til at kræve, at de støttede os». Aktionsudvalget giver hermed en indrømmelse til den kritik for «selvtilstrækkelighed», som de ellers afviser andre steder i pjecen.

Praktisk resultat: Fælles fagforening

Efter en sådan konflikt – der jo endte uden resultater i forhold til udgangspunktet, og som havde påført mange medlemmer alvorlige økonomiske problemer – kunne man have forventet et internt opgør i de to fagforeninger. Det skete ikke. Tværtimod.

På efterårets generalforsamlinger i de 2 københavnske fagforeninger var der opbakning til den siddende ledelse. På den mandlige fagforenings generalforsamling blev et af aktionsudvalgets medlemmer - Finn Sørensen – oven i købet indstillet – og senere også valgt ved en urafstemning – til at overtage formandsposten efter Holger Foss, da denne gik på efterløn i marts 1986.

Der er heller ingen tvivl om, at strejken satte skub i løsningen af et spørgsmål, der havde «huseret» blandt de københavnske bryggeriarbejdere i mange år: Spørgsmålet om en sammenlægning af de to fagforeninger. Fællesskabet på stormøder og i blokade- og andre strejkeaktiviteter overbeviste det store flertal af medlemmerne i de to fagforeninger om, at en fælles fagforening ikke blot var en fornuftig ting, men også en reel mulighed. Og de medlemmer, som ikke umiddelbart forstod nødvendigheden af en sådan sammenlægning – de fandtes i begge fagforeninger – blev stærkt motiveret af DfB's ledelsen fremfærd i efterårets og vinterens forhandlinger om en ny rammeaftale. Det var tydeligt, at man med en tabt strejke i ryggen var nødt til at stå sammen.

Året efter strejkens afslutning – i juni 1986 – blev sammenlægningen da også vedtaget med stort flertal blandt begge fagforeningers medlemmer. Den nye fælles fagforening – der fik navnet Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn – var en realitet pr. 1. januar 1987.

Ikke aflastet, men afskaffet - næsten

De nærmest følgende år blev en ualmindelig svær tid for de københavnske bryggeriarbejdere. Rationalisering fulgte på rationalisering, og man kom længere og længere væk fra den flotte målsætning om teknologien der skulle aflaste, ikke afskaffe bryggeriarbejderne.

1972 5.370
1980 4.330
1985 3.600
1990 1.240
1999 400
Antallet af bryggeriarbejdere på DfB 1972-99

Ved 1985-konfliktens begyndelse var der ansat 3.600 bryggeriarbejdere på Carlsberg og Tuborg, i 1996 blev bryggeriet Tuborg lukket, og i dag er der kun ansat lidt over 400 bryggeriarbejdere på Carlsberg, et tal som falder til ca. 350 i løbet af år 2000.

Modstandere af konflikten i 1985 har dog ikke kunnet bruge nederlaget til at argumentere for det håbløse i den slags kampskridt. Rationaliseringerne har været lige så voldsomme i resten af bryggeriindustrien i den forløbne periode.

Tilhængerne af at tage kampen har snarere kunnet henvise til visse resultater i den uundgåelige afviklingsproces.

I 1987 opnåede bryggeriarbejderne som helhed en god overenskomst. Efter i første omgang at have sikret et nej på landsplan til overenskomsten, brugte de københavnske bryggeriarbejdere forhandlingerne til at sikre sig en forlængelse af den beskæftigelsesgaranti, man trods alt havde opnået i den Rammeaftale der blev indgået i december 1985.

De københavnske bryggeriarbejdere var da heller ikke mere slået, end at der i efteråret 1987 blev gennemført en 3 ugers konflikt blandt de kørende på Carlsberg og Tuborg, vendt imod udlicitering af dele af kørslen. En konflikt som havde hjemmearbejdernes sympati og støtte.

I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne blev der indgået flere Rammeaftaler. De kunne indholdsmæssigt ikke måle sig med Rammeaftalen fra 1980. Princippet om beskæftigelsesgarantien blev fastholdt, men prisen var i alle tilfælde, at fagforeningen måtte binde sig til afgang af et bestemt antal bryggeriarbejdere, og til en accept af at der ville ske afskedigelser, hvis dette tal ikke blev nået gennem frivillige ansøgninger om fratrædelsesgodtgørelser. Der kom ikke flere aftaler om hverken erstatningsansættelser eller garantier for produktionen.

I Rammeaftale nr. 4 der løb fra 1992-97 lykkedes det – som noget nyt - at få iværksat et omfattende uddannelsesprogram med henblik på 9-10. klasses uddannelse til de ca. 900 bryggeriarbejdere, der ville blive tilbage når bryggeriet Tuborg var afviklet, hvilket skete i 1996. I samme aftale lykkedes det også at få garantier for omfattende investeringer i nyt produktionsapparat på Carlsberg.

Uddannelsesprogrammet viste sig at være en uvurderlig investering i fremtiden. Udover at give den enkelte bryggeriarbejder et kvalifikationsmæssigt og personligt løft, banede det vejen for at bryggeriarbejderne kunne gå i gang med faglært uddannelse som industrioperatører, med mulighed for at gå videre som procesoperatører. Uddannelser som sikrer, at det er bryggeriarbejderne som bemander arbejdspladserne i produktionen så længe der ligger et bryggeri i København.

Det er et åbent spørgsmål, hvor længe der gør det. I efteråret 1999 blev bryggeriarbejderne præsenteret for en klar trussel om lukning af produktionen på Carlsberg i Valby og dens overflytning til Fredericia.

Gennem accept af yderligere nedskæringer er denne trussel foreløbig trængt i baggrunden. Den ene af de to flaskekolonner bliver revet ned, til gengæld investeres der i den tilbageværende kolonne. Men hvis ølmarkedet fortsætter med at falde, uden at Carlsberg erobrer en væsentlig større andel vil der højst gå et par år, før spørgsmålet om lukning af det københavnske bryggeri atter kommer på dagsordenen.

F.S.


Litteratur

Erfaringerne fra bryggeristrejken 1985, Aktionsudvalget, november 1985.