Hovedresolution vedtaget på VS' 15. kongres, maj 1988
Udover at folketingsvalget var udtryk for en generel højredrejning, afspejlede det også en højredrejning i fagbevægelsen og på venstrefløjen.
Udover mistilliden til det politiske spil var det kravet om en lempelse af skattetrykket og modstanden mod indvandrere, der slog igennem. Det var højrefløjens mest konsekvente partier, der kunne samle angsten for fremtiden op.
Det er en alvorlig udfordring til arbejderbevægelsen, at det var de solidariske holdninger, der led nederlag både solidariteten med flygtninge og med de svagest stillede i Danmark selv. De arbejder- og fagforeningsfjendske partier fik en valgfremgang på 3% og fik mandattallet forøget med 6.
Valget foregik så at sige i et tomrum, hvor vælgerne alene havde det, der foregik på det absurde teaters scene at forholde sig til. Der var ingen bevægelse på arbejdspladser eller på andre vitale samfundsområder især miljøområdet - hvor folk kunne indgå i et politisk liv. En valgkamp, der alene er skuespil for folket - endda meget surt show - styrker erfaringsmæssigt sofaen og højrefløjen.
Venstrefløjens parole om arbejderflertal overfor den borgerlige offensiv spillede fallit, fordi den i sin uklarhed ikke fremstod som et alternativ til den borgerlige blok. Og her valgte man så det, der forekom sikkert, nemlig Socialdemokratiet og SF frem for den venstrefløj, der kunne trække et arbejderflertal til venstre. Hvis man da ikke valgte sofaen i frustration over venstrefløjens mangel på markant politik og politisk handlekraft.
VS var valgets absolutte taber. Stemmemæssigt blev partiet mere end halveret. Hovedårsagen har været den venstreorienterede udgave af højredrejningen, nemlig den resultatsøgende strømning blandt venstreorienterede vælgere. Når der ikke er nogen levende bevægelse uden for folketinget, og når VS ikke troværdigt har kunnet overbevise om, at VS ved en repræsentation i folketinget kunne opnå resultater, der kunne gå videre, end hvad et styrket SF ville kunne opnå, hvorfor så spilde sin stemme.
VS har ikke kunnet forklare konkret, hvorfor VS støttede et eventuelt arbejderflertal, og hvad VS ville i folketinget i det hele taget. Der var adskillige spørgsmål i valgkampen, som for Socialdemokratiet var afgørende sager, og som VS var og er indædte modstandere af. Det drejer sig for eksempel om indkomstpolitik/social kontrakt, ØD, NATO, EF, arbejdsmarkedspension, fondskapitalisine og trepartsforhandlinger. Det er samtidig områder, hvor SF havde vist en vilje til at gå så langt, at et kompromis på Socialdemokratiets betingelse var sandsynliggjort. Overfor den resultatsøgende strømning på venstrefløjen, var VS ude af stand til at sandsynliggøre, at partiet ville få nogen reel indflydelse, der enten kunne forhindre eller moderere politikken på de nævnte områder.
Derfor valgte mange tidligere VS-vælgere at styrke SF i håb om, at det samtidig betød en styrkelse af SF's venstrefløj.
Igennem mange år har VS lidt under - og det blev understreget i VS' valgkamp - at VS har svært ved at forklare, hvordan partiets politik og aktiviteter på de dagsaktuelle spørgsmål hænger sammen med kampen for socialisme.
De sidste års manglende aktivitet og udfarenhed, usynligheden i det landsdækkende og lokale politiske billede, manglen på politisk udvikling, dalende medlemstal, smuldrende organisation og den manglende evne til at fremstå som et troværdigt alternativ til den etablerede socialisme, var pinagtigt åbenlyst i valgkampen og blev hamret fast i valgets resultat: Opbakningen bag VS forsvandt som visne blade i en efterårsstorm eller slængede sig opgivende på sofaen.
Såvel partiets politik som partiets organisation er slidt i bund. Symptomatisk har det været, at indsamlingen af stillere til VS' folketingsopstilling kun med nød og næppe kom i hus, og at det i vidt omfang var sympatisører frem for medlemmer, der trak det store læs.
Resultatet af de senere års udsivning af medlemmer og den svage tilgang af nyt blod - som partiet oven i købet dårligt nok har været i stand til at skole - har været åndelig indavl og partidiskussioner, der kører i ring.
Hvis der ikke i løbet af det næste års tid kan skabes samling om, i hvilken retning og på hvilket grundlag en strategisk hovedlinie skal findes og fælles forståelse af partiets nærmeste opgaver, står VS overfor total opløsning.
Udsigterne til, at VS kan komme til hægterne og af egen kraft udvikle sig til at blive det revolutionære alternativ, er så ringe, at det ville være uforsvarligt at fortsætte »business as usual«.
En ting er, at VS' traditionelle rolle er udspillet, men af den grund så at takke af og overlade scenen til privat foretagsomhed, ville være politisk uansvarligt. Ikke desto mindre er det vigtigt at erkende, at VS' organisation og traditionelle rolle som politisk repræsentant. for det nye venstre ikke kan bære videre overfor de udfordringer, kapitalismens økonomiske, politiske og økologiske krise, stiller arbejderklassen og dens allierede overfor.
VS må erkende, at fremtiden for det revolutionære venstre i Danmark går over omgrupperinger, enhedsarbejde og udvidet samarbejde på kryds og tværs med det udtrykkelige formål, at processen på længere sigt munder ud i dannelsen af et revolutionært marxistisk parti. VS' opgave er at være katalysator i denne proces, hvor både partier, organisationer, grupper, bevægelser og nok så meget de mange uorganiserede på venstrefløjen har en rolle at spille.
Samling på den revolutionære venstrefløj er en dialektisk proces, der tager sit udgangspunkt i klassekampens aktuelle knudepunkter. Herudfra må der etableres en bred politisk og programmatisk debat mellem alle retninger, organisationer og grupperinger, som erkender den socialistiske revolutions nødvendighed.
Det vil derfor blive en hovedopgave for VS' kommende ledelse at koncentrere kræfterne om at konsolidere partiet organisatorisk og politisk med henblik på, med vægt at kunne indgå i et enhedsarbejde og strategisk/taktiske diskussioner og afklaring på venstrefløjen med SAP, DKP og andre organisationer, og som inddrager uorganiserede og SF's venstrefløj, der ikke hidtil har set det revolutionære venstre som et bæredygtigt alternativ.
Opprioriteringen af den politiske og programmatiske debat på venstrefløjen med henblik på samling i et revolutionært marxistisk parti, må ikke betyde en ned
prioritering af arbejdet i fagbevægelsen, freds- og miljøbevægelsen, det antiracistiske arbejde og internationalt arbejde. Det er her forsvaret for de umiddelbare interesser ligger, og det er også her, enhedsbestræbelserne skal bestå deres prøve i praksis. Her skal de strategiske debatter også foregå, samtidig med at vi fastholder den usekteriske enhedspolitik.
En del af den proces vil være at nå frem til et troværdigt parlamentarisk alternativ til venstre for SF. Derfor fastholder VS parolen om arbejderflertal som det eneste relevante parlamentariske alternativ til borgerlige regeringer og samarbejder henover midten.
Nu drejer det sig om på et politisk grundlag at etablere en socialistisk enhedsliste med det formål at etablere en stærk venstrefløj i folketinget, der kan og vil bygge på bevægelserne og aktiviteterne udenfor folketinget.
Denne enhedsliste er slet og ret et stykke parlamentarisk enhedsarbejde, og hverken et alternativ til eller en erstatning for de eksisterende politiske partier.
Organisatorisk vil disse konklusioner på VS' fremtidige muligheder og opgaver kræve en ledelse, som både vil og kan fungere som udfarende politisk ledelse.
Det vil kræve en kongres i foråret 1989, der kan gøre status over, hvordan enhedsprocessen er forløbet og dens fremtidige bærekraft.
VS' kommende arbejdsopgaver vil kræve en styrkelse af partiets presse, så den tjener løsningen af de stillede opgaver. »Solidaritet« må styrkes, således at bladet kan gøres til organ for partiets politik og forum for partiets egen og venstrefløjens debat af de brændende spørgsmål. »VS-Bulletin« må fastholdes som teoretisk tidsskrift på en sådan måde, at det økonomisk kan hvile i sig selv. Andre ressourcekrævende udgivelser stoppes.
Tiden er hverken til organisationsegoisme eller til udvanding af hensyn til en udefinerlig politisk bredde. Det vil være enhedsprocessen selv og de enkeltpersoner og organisationer, der tager aktivt del, der både vil sætte dagsordenen og som har ansvaret for, at det revolutionære venstre med et bæredygtigt parti kan fremstå som et troværdigt alternativ til den reformistiske socialisme og organisere den antikapitalistiske kamp.