Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Afrika  .  Marokko
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 26.768
: :
Ben Barka, Mehdi
Left
Rocks
2024-10-12 17:43

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Mehdi Ben Barka
Mehdi Ben Barka

Mehdi Ben Barka (1920-1965), marokkansk nationalist og politisk leder. Han var en af de yngre ledere af Istiqlal partiet, der førte Marokko til uafhængighed. Han fungerede endvidere som formand for landets konsulterende nationalforsamling i 1956-59. Indenfor Istiqlal ledede han en venstreorienteret fraktion, der stod i modsætning til det traditionelle lederskab, og i 1959 brød hans fraktion med partiet og dannede Union Nationale des Forces Populaires. Han lå politisk tæt på den nuværende marokkanske premierminister, Abderrahman Youssoufi.

Barka måtte dog hurtig gå i eksil i Frankrig efter at være blevet beskyldt for undergravende virksomhed og kupplaner. I 1963-64 blev han stillet for en domstol in-absentia og dømt til døden, men blev senere benådet af kong Hassan II. I 1965 forsvandt han i Frankrig, og det blev almindeligt antaget, at han var blevet bortført og dræbt af det marokkanske efterretningsvæsen, selvom hans lig aldrig dukkede op.

I januar 1966 udstedte de franske myndigheder en arrestordre mod den marokkanske indenrigsminister og chef for efterretningsvæsenet, Muhammad Oufkir. En retsag mod denne gennemførtes i Frankrig i 1966-67, og han blev idømt livsvarigt fængsel. Oufkir døde i 1972. Ifølge den officielle marokkanske version stod han bag et kupforsøg, blev kaldt til kongens residens og begik efterfølgende selvmord.

«Ben Barka affæren» udløste en alvorlig krise i forholdet mellem Marokko og Frankrig, der varede i flere år. Først efter general de Gaulle i 1969 trådte tilbage som fransk præsident og blev erstattet af Georges Pompidou, blev relationerne normaliseret.

A.J.