Yitzhak Rabin (1922-95), israelsk general og politiker. Han blev født i Jerusalem med en far af ukrainsk herkomst og en mor af russisk herkomst, der begge var centrale figurer i den jødiske arbejderbevægelse i Palæstina. Efter studier ved Keddouri Landsbrugsskole, sluttede han sig i 1940 til Palmah - eliteenheden i Hagannah (den største jødiske væbnede organisation).

I 1941 blev han medlem af den kommandoenhed, der blev mobiliseret af briterne til invasionen af Syrien, og i 1945 var han kommandant for Palmahs første bataljon. Under krigen i 1948 kæmpede han på fronterne i Jerusalem og Negev. Han var medlem af den israelske delegation, der forhandlede våbenhvileaftalen med Ægypten på Rhodos i 1949. Han fortsatte sin tjeneste i militæret og blev i 1964 generalstabschef.

Rabin ledede Israels militær under seksdageskrigen i 1967 og spillede sammen med forsvarsminister Moshe Dayan den ledende rolle i denne konflikt. I 1968 blev han udpeget som ambassadør til USA. Da han i 1973 vendte tilbage til Israel, gik han ind i politik, og blev valgt til leder af arbejderpartiet. I 1974 blev han premierminister. Han måtte gå af i 1977 da det blev opdaget, at hans kone havde en bankkonto i USA, hvilket på det tidspunkt var ulovligt efter israelsk lov.

Han fik politisk comeback, da han i 1984-90 var forsvarsminister i den første nationale samlingsregering sammen med Likud. Han støttede Ariel Sharons metoder som forsvarsminister under Israels invasion af Libanon i 1982, og støttede tilbagetrækningen fra Tsahal i 1985, der i stigende grad kom til at ligne et israelsk Vietnam. Da Intifadaen startede i 1987 var soldaten i ham stærkere end politikeren, og han gav militæret ordre til at skyde direkte på de sten- og molotov kastende unge palæstinensere. Det pragmatiske og realistiske fik senere overtaget over ham og fik ham til at erklære, at han havde erkendt, at magt alene ikke ville kunne løse konflikten med palæstinenserne.

I 1992 afløste han Shimon Peres på posten som arbejderpartiets leder, og vandt i juni samme år valget. Han blev udnævnt til både premier- og forsvarsminister i den nye arbejderparti-ledede regering. I september 1993 undertegnede han sammen med Arafat Oslofredsaftalen, der skulle være hjørnestenen i en fredsløsning i Mellemøsten, og samtidig udvekslede PLO og Israel dokumenter, hvor de gensidigt anerkendte hinanden.

Gennemførelsen af fredsplanen mellem PLO og Israel løb efterhånden ind i forsinkelser, men ifølge Rabin «eksisterer der ingen hellige datoer». I oktober 1994 afsluttede hans regering forhandlingerne med Jordan, der førte til undertegnelsen af en fredsaftale mellem de to lande. I december samme år blev han sammen med Shimon Peres og Yasser Arafat tildelt Nobels Fredspris.

Som konsekvens af sine forhandlinger med palæstinenserne måtte han håndtere en tiltagende skepsis fra alle sider - ikke blot fra den politiske opposition i Likud og den ultranationalistiske religiøse højrefløj, men også fra en stigende del af den israelske befolkning. Oppositionens voldsretorik mod premierministeren nåede et højdepunkt, da flere rabbinere opfordrede til at dræbe ham. Den 4. november 1995 blev Rabin myrdet i Tel Aviv af aktivitsten Yigal Amir fra den ekstreme højrefløj.

A.J.