Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 15.928
: :
Fallos

Fallos er i den franske psykoanalytiker Jacques Lacans forståelse et bærende element i det ubevidste, hvor den op­træder i forskellige former og bl.a. vedrører for­skellen mellem de to køn. Fallos er en term, som Lacan knytter til tre forskellige niveauer i de ubevidste forestillinger om forskellen på de to køn. På det reelle plan drejer det sig om penis, hvis nærvær eller fravær på bl.a. visuel måde er med til at bestemme det menneskelige køn. Derudover spiller penis' fravær en betydelige rolle i fore­stillinger om fysisk kastration, som kvinden, iflg. visse mandlige fantasier, skulle have været udsat for, eftersom hun mangler penis. Eller penis' fravær udgør en kvindelig fore­stilling, som det f.eks. ses i den japanske filminstruktør N. Oshimas film: I sansernes vold, hvor en kvinde, der igennem et længere varende samleje har haft sin partners mand erigerede penis oppe i sig, skærer den af og løber gennem gaderne med den. På dette niveau udgør fallos således et element, der rent kropsligt mangler eller kan antages at mangle.

Børns visuelle iagttagelse af kønsforskellen fører, som Freud har understreget det i Den infantile genitalorganisation, til antagelsen af de mand­lige genitaliers forrang. Lacan videreudvikler Freuds bemærk­ninger herom, idet han understreger, at denne antagelse hænger sammen med børns søgen efter et svar på moderens begær (evt. rettet mod faderen). Dette svar udgør fallos på det narcissistiske niveau, hvor fallos netop er knyttet til en forestilling om, hvad svaret på gåden om mo­derens begær og kropslige nydelse er. Fallos udgør i den henseende et narcissistisk svar, hvis oprindelse dels ved­rører den visuelle iagttagelse (penis' fravær/nærvær) og dels de sprogli­ge formuleringer, der knytter sig hertil.

Barnet kan forsøge at være denne narcissistisk falliske værdi, hvilket forbinder sig med almagtsforestillinger, efter­som denne værdi samtidig skulle være svaret på og udgøre tilfredsstillelsen af moderens begær. På den anden side afføder enhver oplevelse af, at det ikke er muligt at være fallos, bl.a. fordi moderens begær ikke stopper med barnets bestræbelser i denne retning, afmagtsfore­stil­linger. Bevægelsen fra almagtsfore­stillinger til afmagts­fore­stillinger henviser til en narcissistisk kastration.

Det er dog ikke alene umuligt at opretholde positionen som svaret på moderens begær (fallos i dens narcissistiske form). Der er heller ikke noget entydigt eller endegyldigt svar på gåden om moderens begær. Det er således på en gang umuligt at være fallos og finde et afgørende svar på gåden om moderens begær. Denne umulighed understreges af fallos i dens sproglige sammen­hæng, hvor den vedrører en symbolsk kastration, der ud­raderer de narcissistiske bestræbelser på at være fallos. Her optræder fallos som en signifiant for et manglende (narcissistisk) svar på gåden om moderens begær og nydelse. Fallos er således i sproglig hen­seende en signifiant, hvortil der ikke er knyttet noget ind­hold. I sproglig henseende er det dog muligt at have denne signifi­ant, der i sig selv udgør en signifiant for en mangel, som kan udveksles i f.eks. i det seksuelle møde og nydelsen mellem de to køn, hvor manden kan give sin virili­tet og kvinden sin mulighed for frugtsommelighed.

R.R.


Litteratur

Lacan, J.: Écrits. Paris: Seuil, 1966.