Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 18/1 2009
Læst af: 59.267
: :
Nietzsche, Friedrich Wilhelm

Nietzsche (1844-1900), tysk filolog og filosof. Var som præstesøn udset til at læse teologi, men da barnetroen allerede var gået tabt på kostskolen Schulpforta, blev det den klassiske filologi, der tiltrak. Som 24-årig blev den lovende student uden kandidateksamen kaldt til professoratet i Basel, og her virkede den i starten meget Schopenhauer- og Wagner-sværmende filolog i 10 år, indtil han pga. skrantende helbred måtte søge sin afsked i 1879. De næste 10 år gav ham et liv i produktiv ensomhed, en «freier Geist» med forkærlighed for den italiensk-franske Liguriekyst og de schweiziske Engadinbjerge. I januar 1889 blev Nietzsche ramt af et sammenbrud, der tog intellektet fra ham, men lod han overleve som tavs krop i endnu 11 år. Her, under den antisemitiske søster Elisabeths pleje og regimente, begyndte den tragedie, der langt ind i det 20. årh. trak Nietzsches tænkning gennem en pøl af tysk nationalisme, herrementalitet og racehad – hvis han da ikke blot blev reduceret til galning eller afvist som borgerlig-dekadent irrationalist (Lukács 1954). Ja, faktisk begyndte skaden tilbage i Nietzsches sidste bevidstfulde år (1888), hvor Georg Brandes i sin magtfulde præsentation mistolkede tanken om overmennesket, så den længe stod som en pinlig parallel til hans egen aristokratiske herodyrkelse («Det store menneske, Kulturens kilde»). Ecce Homo (okt. 1888) blev ikke uden grund – men forgæves – skrevet for at «forhindre, at man laver ulykker med mig…»

Nietzsche kan misforstås, hvis man vil. Ikke kun fordi han også lukker aristokratiske og politisk ukorrekte ideer ud, f.eks. til kritik af demokrati, lighedstanke og solidaritet (omsorg), men navnlig fordi han i storværket Således talte Zarathustra (1883-85) udtrykker sig dunkelt og metaforisk, og fordi hans historiesyn er noget tvivlsomt. Nietzsches kunne som anti-metafysiker og anti-idealist naturligvis ikke bruge Hegels historiesyn, men konstruerede – inspireret af filologiens stamtræs-metode – sin egen genealogiske forklaringsmodel, som inddrog såvel fysiologiske og klimatiske omstændigheder som sproglige og psykologiske, når en oprindelse og udviklingshistorie skulle kortlægges. Deraf hans markante tale om slaveoprøret i moral, der blev relateret til en herre/slave-modsætning mellem de stærke, handlekraftige typer og de svage, sygelige typer, der ved rationel list fik mulighed for leve deres ressentiment (misundelse, nag, og hævn) ud: historisk manifesteret i kristendommens morbide omkalfatring af antikkens stolte menneskesyn og livskraftige værdier.

Pointen er, at Nietzsche klart ser et omslag i tænkning og moral, men diagnosticerer det forkert – bl.a. fordi han var uvidende om den historiske materialisme (Marx/Engels) og kun havde foragt tilovers for den engelske utilitarisme (Mill) og evolutionslære (Darwin). Derfor skal man holde tungen lige i munden, når man følger hans psykologiske og kulturkritiske magttænkning i Moralens oprindelse (1888), lidt på samme måde som hos en af hans «efterfølgere»: Michel Foucault. Til Nietzsches undskyldning taler, at han mente, at en bestemt virkning eller begivenhed sagtens kan have flere årsager eller «stamfædre», og nær denne tankegang ligger hans basale perspektivisme: at sandheden aldrig er én, men altid bestemt af et perspektiv, en synsvinkel, og at der således ikke gives absolutte, men kun komplementære sandheder.

Noget af det befriende i Nietzsches tænkning, der primært udfolder sig aforistisk og skarpt punkterende, er den vilje til at udøve kritik over for alle etablerede idealer og tankeformer, der især rammer værdibegrebet og hele den religiøst-metafysisk forblommede forestilling om en given mening med tilværelsen. Fra Menneskeligt, alt for menneskeligt (1878) fyrer han med skarpt fra hoften, og det «skøre menneskes» beretning om Guds død i Den muntre videnskab (1882) leverer den afgørende salve: med oplysningen og sekulariseringen er vi på herrens mark (om end herren selv er bortgået), men vi lader som om, at intet er hændt, og humper videre på tanke-krykker, vi ikke tror på og ikke kan begrunde. Fornuften har skabt det moderne, men synes fortabt i selvbedrag og ude af stand til at hanke op i den nye situation, hvor vi atter må sætte værdier – ekspressivt og med den vilje og lidenskab, som Nietzsche ser et forbillede for i det dionysiske (modsat det apollinske: fornuftens kølige, men impotente felt).

Det er her, at Zarathustra træder ind på scenen for at fortælle den anden og vanskelige historie om det opbyggelige i den nøgne menneskeværen, som den er, inklusive den anden natur, vi kalder kultur, og som har med sprog og bevidsthed at gøre. Mennesket er ikke teleologisk bestemt til noget som helst, men som vi kender det dog bestandig styret af viljen til magt: nemlig den basale vilje til at begribe verden og forstå sig selv i den, så man ikke blot kan magte sig selv, men tilværelsen som sådan. Den vilje fører også til magt i det ydre, sociale og mellemmenneskelige, men det er dog karakteristisk, at magtviljen spiller mere på bordet over for andre hos de, der har svært ved at magte sig selv – end omvendt. Igen ressentimentets psykologi: de mere listige end lystige projektioner som undertrykkelse og manipulation.

For Zarathustra er idealet den «freier Geist», der kan tåle historien om Guds død og finde stof og styrke til at magte sig selv: det er overmennesket, det «kommende» menneske uden livsløgn, kompensationer og asketiske træk: det stoisk (og klassisk-kynisk) selvberoende menneske optændt af ekspressiv skabertrang – «Tragter jeg da efter lykke?» spørger Zarathustra overbærende sig selv, «Nej, jeg tragter efter mit værk!» For som det også hedder med en eksistentiel og næsten kierkegaardsk formulering, der dog skyldes oldtidsdigteren Pindar, men Nietzsche ofte gør til sin egen: livets mening er Hvordan man bliver, hvad man er.

P.T.


Litteratur

Friedrich Wilhelm Nietzsche: Moralens oprindelse, Det lille Forlag, 1993
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Afgudernes ragnarok, Gyldendal, 1993
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Antikrist, Hans Reitzel, 1994
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Ecce Homo : hvordan man bliver, hvad man er, Det lille Forlag, 1994
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Historiens nytte, Gyldendal, 1994
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Tragediens fødsel, Gyldendal, 1996
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Tilfældet Wagner : et musikerproblem, Fisker & Schou 1996
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Den muntre videnskab, Det lille Forlag, 1997
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Således talte Zarathustra, Det lille Forlag, 1999
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Den unge Nietzsche, Sicana 2001
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Nietzsche – den frie ånd, Sicana 2001
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Hinsides godt og ondt : forspil til en fremtidens filosofi, Det lille Forlag, 2005
Friedrich Wilhelm Nietzsche: Menneskeligt, alt for menneskeligt : en bog for frie ånder, Det lille Forlag 2007
Jørgen Hass: Illusionens filosofi : studier i Nietzsches firsermanuskripter, Nyt Nordisk Forlag 2002
Rüdiger Safranski: Nietzsche : en biografi om hans tænkning, Gyldendal 2002
Villy Sørensen: Nietzsche, Gyldendal, 1994
Peter Thielst: Nietzsches filosofi, Det lille Forlag, 1999