Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/8 2003
Læst af: 93.119
: :
Den Internationale Valutafond (IMF)
Left
Rocks
2024-04-17 05:23

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

IMF's pompøse hovedkvarter i Washington DC. IMF har 2.700 ansatte fra 110 lande.

Den Internationale Valutafond (engelsk International Monetary Fund, IMF) er et centralt organ for det internationale pengesystem og den internationale økonomi. IMF blev oprettet af de allierede i 1944 ved konferencen i Bretton Woods i USA for at sikre international pengepolitisk og økonomisk stabilitet i efterkrigstiden. I princippet kan alle lande deltage, men enkelte lande har fortsat valgt at stå udenfor. IMF udgør en central brik i det system af internationale institutioner, som blev opbygget af USA ved udgangen af 2. verdenskrig, og som i vid udstrækning var baseret på nordamerikansk dominans i international økonomi og politik.

Siden 1970'erne har svækkelsen af den nordamerikanske økonomiske dominans gjort dette system af institutioner mindre funktionsdygtigt. IMF's rolle blev blevet stærkt påvirket af dollarens problemer. Det oprindelige formål med IMF var at sikre faste valutakurser og at undgå spekulation og stærke svingninger på valutamarkedet, samt at pålægge de enkelte medlemslande en vis disciplin i økonomisk politik gennem kontrol med udenrigsøkonomien. De enkelte medlemslande måtte definere en bestemt kurs for forholdet mellem deres valuta og guld. Hvert land måtte sørge for, at de reelle valutakurser på markedet ikke afveg mere end 1 % fra den erklærede pariværdi, men kursændringer ved devaluering og revaluering var tilladt indenfor visse grænser.

Medlemslandene måtte betale et indskud til fonden - normalt 25 % i guld og resten i egen valuta. Stemmeretten var direkte knyttet til størrelsen af indskuddet, og denne bestemte også de enkelte landes kreditværdighed overfor fonden. Fonden kunne udlåne sine midler til lande med problemer i udenrigsøkonomien og med dårlig valutalikviditet.

Afrika

10 %

Asien

32 %

Europa

29 %

Mellemøsten

1 %

Amerika

28 %

IMF's udlån i 1999 fordelt på verdensdele.

Til gengæld kunne fonden forlange en betydelig kontrol med låntagerlandets økonomiske politik. Disse sider af IMF's virksomhed har fortsat stor betydning. IMF's evne til at regulere valutamarkedet brød i praksis sammen den 15. august 1971, da USA's præsident Nixon devaluerede den amerikanske dollar og ophævede dollarens konvertibilitet i guld. Indtil da havde USA garanteret, at alle dollars til enhver tid kunne indløses mod guld. Da sammenkædningen mellem dollar og guld brød sammen, blev der indført et system med en fiktiv valuta, en regneenhed kaldet specielle trækningsrettigheder (engelsk Special Drawing Rights, SDR) sammensat af en række forskellige valutaer. 1 SDR svarede i februar 2000 til 10,16 DKr. IMF's formue androg i 1999 212 mia. SDR svarende til 2.150 mia. DKr. Af disse var omkring en tredjedel udlånt i 1999, men heraf kun 10 % til det fattigste kontinent, Afrika.

Sammenbrud

Bretton Woods-systemet forudsatte, at to institutioner - IMF og Verdensbanken - sammen skulle fungere som centralbank for verdensøkonomien, med den amerikanske dollar som verdensvaluta. Der var tre hovedårsager til, at dette system brød sammen i 1970'erne: Problemerne i USA's økonomi, rivaliseringen mellem USA og andre vigtige kapitalistiske industrilande, samt presset fra udviklingslandene. Brugen af en national valuta som verdensvaluta forudsætter, at pågældende land har et vist betalingsbalanceunderskud, således at der kan skabes international likviditet. Men dette giver samtidig pågældende land enestående muligheder for at have et stort betalingsbalanceunderskud, fordi pågældende valuta er et gyldigt betalingsmiddel indenfor hele aftaleområdet.

Fra midten af 1960'erne havde USA et stigende betalingsbalanceunderskud, forårsaget af militære udgifter i udlandet - ikke mindst supermagtens krig i Vietnam - og af kapitaleksport i form af især investeringer i Vesteuropa og i udviklingslandene. USA kunne finansiere Vietnamkrigen og opkøbet af udenlandsk industri ved at lade seddelpressen gå. Det akkumulerede amerikanske betalingsbalanceunderskud gav efter nogle år en stærkt stigende international likviditet, med betydelige mængder dollars i omløb i udlandet uden dækning i USA's eller andre landes produktion. Denne stigende internationale pengemængde virkede stærkt inflatorisk og stimulerede valutaspekulationen og presset på valutamarkedet. Det var netop dette, IMF skulle forhindre.

I sidste del af 1960'erne begyndte mange lande - mest åbenlyst Frankrig - bevidst at foretrække at have sine valutareserver i guld frem for dollar. Fra 1968 til 71 var centralbankerne ude af stand til at kontrollere valutastrømmene, og der skete en tiltagende flugt fra dollaren, med tilsvarende øget pres på USA's guldreserver. Efter at USA i 1971 opgav guldindløseligheden, faldt den amerikanske dollar i forhold til de fleste andre industrilandes valuta - ikke mindst under dollarkrisen i efteråret 1978. Overfor de vigtigste europæiske valutaer, som den vesttyske mark og den schweiziske franc, mistede dollaren fra 1971 til 78 over halvdelen af sin værdi. Handelspolitisk var dette dog gunstigt for USA. De nordamerikanske varer blev forholdsvis billigere og mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet, mens importvarerne blev dyrere.

Konsekvensen var dog samtidig, at dollarens internationale betydning blev stærkt svækket, hvilket reducerede USA's dominans i den internationale økonomi og politik. Dollarens svagere position gjorde, at den ikke længere ubetinget blev anvendt i varehandelen eller som reservevaluta i landenes nationalbanker. På denne måde kom USA i samme position som andre industrilande i forhold til den internationale økonomi. Det medførte samtidig, at de internationale institutioner som byggede på dollaren, blev mindre funktionsdygtige.

Det tidligere system som tillod USA at finansiere sine investeringer i udlandet ved at lade seddelpressen køre, blev i 1960'erne betragtet med stigende utilfredshed i andre kapitalistiske industrilande, først og fremmest i Vesteuropa. Den åbenlyse franske modstand mod dollarens dominans var på mange måder udtryk for en mere generel vesteuropæisk utilfredshed - ikke mindst i Vesttyskland. Omstruktureringen af det internationale valutasystem sidst i 1970'erne gav både Vesteuropa og Japan større international betydning. Dels gennem brugen af japanske yen, dels gennem opbygningen af «slangesamarbejdet» mellem de vesteuropæiske lande, hvor disses valutaer blev låst fast i forhold til hinanden indenfor visse grænser - den såkaldte slange. EU's indførelse af valutaen Euro fra 1999 er den konsekvente videreførelse af denne linie, og ligesom USA i 1950'erne og 60'erne havde en grænseløs tiltro til dollarens stabilitet, har Euro tilhængerne i dag en grænseløs tiltro til Euroens stabilitet. Stabiliteten er dog ikke større, end at Euroens forgænger i form af slangesamarbejdet i realiteten brød sammen i 1992 pga. intens valutaspekulation.

Udviklingslandene var ikke med, da Bretton Woods-systemet blev grundlagt. I 1960'erne blev det stadig tydeligere, at IMF's regler satte meget snævre grænser for udviklingslandenes mulighed for at akkumulere gæld, og dermed for at finansiere egen økonomisk udvikling gennem udenlandsk låntagning. Politisk har IMF arbejdet for liberalisering af udenrigshandelen og valutahandelen - også i udviklingslandene - og dermed søgt at modvirke virkemidler som valutakontrol, importregulering og differentierede valutakurser. Denne laissez-faire ideologi afspejlede USA's dominans i IMF og neoliberalismens fremmarch, men var ikke særlig egnet til at løse udviklingslandenes problemer. Alligevel er de fleste udviklingslande blevet tvunget ind i IMF, da dette i realiteten er en betingelse for at få lån fra de internationale forretningsbanker. IMF's medlemsskare var i 2000 derfor på 182 lande. Eneste fraværende var Cuba, Nordkorea og nogle af de mindste lande.

Konsekvenser

Gennem sin rolle som international långiver har IMF kunnet optræde som økonomisk politimand overfor udviklingslandene og enkelte industrilande. Dette har samtidig haft vigtige politiske konsekvenser. IMF har, alene eller sammen med Verdensbanken, kunnet påtvinge en økonomisk liberalisering - dvs. ukontrolleret indlemmelse af den nationale økonomi i verdensøkonomien - overfor alle de u-lande, der tidligere forsøgte at styre deres økonomi politisk. Gennem 1980'erne og 90'erne er denne politik kommet til udfoldelse i form af såkaldte strukturtilpasningsprogrammer, hvor landenes statsapparater - og dermed også udgifter til uddannelse, sundhed og social velfærd - er blevet skåret ned efter pålæg fra IMF og Verdensbanken. Konsekvensen har i de fleste lande været øget social armod blandt de fattigste befolkningsgrupper, og at militæret eller reaktionære regimer har overtaget magten i kølvandet på sociale uroligheder, forårsaget af nedskæringspolitikken.

Formelt IMF en del af FN systemet. Reglen i FN om at et land har én stemme gælder imidlertid ikke, og stemmeretten efter indskud indebærer, at fonden er domineret af de rige lande - først og fremmest USA. I vigtige beslutninger kræves 85 % flertal, hvilket i realiteten giver USA vetoret. USA's andel af stemmerne var oprindelig 36 %. Den var i 1998 reduceret til 18 %, Japans 6 % og EU landenes fælles andel er 29 %. Placeringen af hovedkontoret i Washington D.C. gør IMF særlig følsom overfor amerikanske ønsker og krav. USA er i løbet af 1950- og 1960'erne gået fra at være et kreditorland til at blive et debitorland overfor IMF.

I 1960'erne var IMF en væsentlig financieringskilde for USA's betalingsbalanceunderskud, og det antages, at IMF financierede 10 % af USA's betalingsbalanceunderskud i perioden 1960-67. På den baggrund kan det hævdes, at IMF ikke væsentligt har bidraget til at hjælpe de fattige lande til at løse deres økonomiske problemer, men snarere har givet fordele til det rigeste medlemsland - paradoksalt nok det medlemsland hvis egne financielle problemer skulle undergrave IMF systemets stabilitet.

Siden udbruddet af gældskrisen i 1982 - hvor Mexico i realiteten gik i betalingsstandsning og truede at tage flere storbanker med i faldet - er IMF flere gange gået ind med storstilede redningsprogrammer. Motivet har aldrig været ønsket om at afværge konsekvenserne for den fattige befolkning, men derimod at redde de internationale storbankers lån i de lande, der er blevet kastet ud i dyb økonomiske krise. Det var baggrunden for, at IMF i 1995 gik ind med et redningsprogram til 18 mia. US$ til Mexico, da dette land ikke længere havde reserver til at overholde sine forpligtigelser overfor de internationale storbanker. Et lignende motiv lå bag IMF's hjælpeprogram til 35 mia. US$ til Indonesien, Sydkorea og Thailand i 1998 i kølvandet på asienskrisen.

A.J.


IMF betragtede den Østasiatiske valutakrise i 1997/98 som en gammeldags krise, hvor årsagen til problemerne var landets overforbrug (for stor import og for store statsudgifter). Derfor gjorde IMF lånene til Sydkorea betinget af at landet og dets regering spændte livremmen ind og gennemførte en omfattende omstrukturering af systemet.

Der skulle ikke stilles krav til den internationale finanskapital, endsige gennemføres ændringer i det internationale finansielle system. Men da der var tale om en ren likviditetskrise (se Valutakriser), ville den rigtige medicin have været en simpel kapialindsprøjtning. At begynde at lukke banker etc. svarer til at råbe «brand» i en biograf: det virker som et signal til investorerne om at den er gruelig gal og udløser panikagtig flugt. En parallel: Antag at vi har en virksomhed med en sund «realøkonomi», dvs. god indtjening i forhold i forhold til omkostningerne, men at den kommer i «pengeforlegenhed» fordi kreditorerne pludselig opsiger deres lån. I denne situation er der simpelthen hen brug for et banklån, der kan bringe virksomheden over dette midlertidige problem; der er ikke brug for nedskæringer, fyringer og drastiske omstruktureringer.

IMF's krav delte sig som sædvanligt i to typer: For det første en restriktiv, deflationær politik: Meget høj rente der lukkede mange virksomheder; store besparelser på statsbudgettet, bl.a. ved at reducere statskontrakter med virksomheder, hvilket trak grundlaget væk under mange af dem; og lukning af banker med hvad deraf følger.

For det andet de mere langsigtede strukturreformer: Øget deregulering af såvel de indenlandske som de udenlandske kapitalbevægelser (altså mere benzin på bålet). F.eks. fik udenlandske kapitalinteresser nu ret til at opnå en kontrollerende aktieandel i sydkoreanske virksomheder, ligesom markedet for obligationer blev åbnet for den udenlandske finanskapital; liberalisering af udenrigshandelen, f.eks. åbning af markedet for udenlandske biler; omfattende privatiseringer, som regel kombineret med massefyringer, så virksomhederne blev billigere i drift for ikke mindst de udenlandske kapitalinteresser, som nu fik øget adgang til landet; og mere generelt en likvidering af den særlige østasiatiske statskapitalistiske model, hvor stat, banker og de store konglomerater («chaebols») udgør en reguleret politisk økonomisk enhed.

IMF's politik virkede ikke; de østasiatiske valutaer blev ved med at miste værdi. I oktober 1998 kom der en halvhjertet erkendelse af dette, så man modererede politikken en anelse. Det forhindrede dog ikke fonden i et par måneder senere at udsætte Brasilien for det samme syrebad. Heller ikke den senere førte politik overfor Argentina og Tyrkiet har markeret nogen ændring. Samtidig er kritikken vokset, f.eks. fra Joseph Stiglitz - den tidligere cheføkonom i Verdensbanken.

An.Lu.

Internet

Kampen mod WTO, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk