Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Teater
Arbejde  .  Kultur  .  Teater  .  Folketeater  .  Gruppeteater
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 19.742
: :
Odin Teatret
Left
Rocks
2019-01-13 12:02

Odin Teatret er uden sammenligning det ældste gruppeteater i Danmark. Teatret blev etableret i Norge i 1964 af italieneren Eugenio Barba (1936-) og nogle unge ikke-uddannede skuespillere, som var blevet afvist fra de etablerede teaterskoler. I 1966 blev teatret inviteret til Holstebro, som siden har været centrum for teaterlaboratoriet, der indebærer meget andet end blot det at skabe teaterforestillinger. I tidens løb har teatret arrangeret en række seminarer, konferencer og møder med teaterfolk fra hele verden. Odin Teatrets Forlag har udgivet en stribe af bøger og tidsskrifter om teatrets teknik og teori, og man har produceret film og video. Endelig har teatret placeret sig i spidsen for en række kulturelle manifestationer, den tilbagevendende festuge i Holstebro, som på forskellige måder knytter an til teatrets centrale tematik: det at være på rejse. Odin Teatret har overlevet, blandt andet fordi det er lykkedes teatret at skabe et stort internationalt netværk ISTA (International School of Theatre Anthropology), som under ledelse af Eugenio Barba, har udforsket forskellige transhistoriske og transkulturelle bevægelsesformer blandt dansere og skuespillere fra forskellige kulturer og stilarter.

Netværket består af skuespillere, dansere, instruktører, teaterproducenter, teaterteoretikere og naturligvis tilskuere, som medvirker til at udvikle den pædagogiske og faglige profil. Teatret har skabt en ny type skuespillere, men de har også skabt en ny type tilskuere. Tilskuere som danner netop dette teaters netværk.

Eugenio Barba tog med de første forestillinger udgangspunkt i færdige manuskripter, men senere blev teatrets forestillinger skabt på baggrund af skuespillernes improvisationer og gennem montage af meget forskellige typer af dramatiske, litterære og videnskabelige tekster. Man har derfor en lang produktionstid og en lang spilleperiode. Odin Teatret har siden 1964 kun lavet omkring tyve forestillinger, som på forskellig vis skaber en konfrontation eller dialog mellem teatret og tilskuerne i forskellige former for sceniske arrangementer både udendørs og indendørs.

Odin Teatret har som teatergruppe muligheden for at skabe et sammenhængende værk i tid i modsætning til så mange andre teaterensembler, og de samme mennesker bygger en kultur gennem en række år. Forestillingerne har meget lang produktionstid og spilles ofte to til tre år. Der er tale om turnévirksomhed, som betyder, at en forestilling skal kunne flyttes. Skuespillernes individuelle træning kræver fornyelse og disciplin og evnen til at overraske instruktøren.

Teatrets skuespillere har udviklet en særlig teknik, der ligesom dans er forskellig fra dagligdagen, men hvor også stemmen spiller en stor rolle. Det er en fysisk og tankemæssig adfærd, som har opnået en organisk og naturlig form. Det er den samme lethed og naturlighed, som en ballerina har, når hun går på tåspidserne, selvom det jo i forhold til dagligdagen er dybt unaturligt. Odin-skuespillerne forener i deres forskellighed elementer fra dans, sang og musiktraditioner samtidig med, at de som andre skuespillere skaber teater-figurer, nogle til indendørs og andre til udendørs brug. Nogle af figurerne lever videre fra forestilling til forestilling og bliver til en slags arketyper, som man også kender det i Commedia dell'Arte eller i orientalske teaterformer. Det er den «anden», som er levende i skuespillerens krop som et fysisk og vokalt partitur, men som også bliver en levende selvstændig figur, der begynder at fortælle skuespilleren.

Odin Teatrets arketypeagtige figurer: Trickster, den hvidklædte udråber med tromme og masken med en tåre, Stylte-dæmonen med datteren, den «døde hund» og Mr. Peanut, «døden» på stylter. Disse figurer er udviklet af enkelte skuespillere gennem en årrække, men efterhånden er der tale om figurer, som overleveres til nye skuespillere, som en levende «tekst», med sin egen form for biografi, identitet og fortælling. Holstebro 1991, stykket «Klabauter Folket». (Torben Huss)

En væsentlig del af Odin Teatrets tematik handler om, hvordan forskelligheden søges udslettet, reduceret, minoriseret eller negeret ud fra en tankegang, som i sidste instans ophæver individets ret til at sige nej og følge sine egne individuelle værdier. Tematisk er der tale om en romantisk tendens i forestillingerne, fra Kaspariana's (1967) dyrkelse af det oprindelige og uspolerede menneske, til Come! And the Day will be ours'(1976) fremstilling af de anderledes og Millionen's (1978) af de fremmede.

Der er ofte tale om en romantisk ironi, og næsten altid kontrasteres romantikkens oprindelsessøgende længsel med barokkens simultanitetsdyrkende flertydighed og paradokser.

Odin Teatret er et autodidakt teater. Skuespillerne udvikler sig individuelt og vælger ud fra en personlig interesse forskellige arbejdsprincipper, som kan medføre en vedvarende udvikling eller variation af udtrykket. Ligeledes vælger instruktøren tematiske og dramaturgiske principper eller tråde som grundlag for forestillingerne. Det er derfor ikke mærkeligt, at teatret besidder en høj grad af selvrefleksivitet. Teatrets forestillinger bliver en form for selvportræt eller selvdefinering, ikke som et spejlbillede, men i kraft af valgte spilleregler og arbejdsprincipper principper. Eksempelvis er der flere forestillinger, som etablerer en form for dialogisk struktur: Min Fars Hus (1972), Brechts Aske (1980), Talabot (1988). Itsi-Bitsi (1991) er direkte selvbiografiske. Odin Teatret er hvad Barba kalder et et antropologisk teater, som nærmer sig et personligt ritual: en konfrontation eller «samtale» med en anden virkelighed. I teatrets form overskrides teatret og bliver til en form for selvrefleksiv handling, som ændrer det levede liv. Hver skuespiller definerer en individuel mening med teater, gennem faglige handlinger og relationer. Det stiller givet store krav til tilskueren, og der findes ingen enkel indgang til Odins univers. Instruktøren ved ikke alt om sin forestilling og er ikke herre over dens betydningsdannelse. Men tilskueren må også acceptere, at han ikke får alt at vide, og selv skabe sig sin egen betydning.

Fra Mythos - Et ritual for det korte århundrede (1998), som handler om de «store» myter, som mødes for at indlemme «den sidste myte» fra det 20. århundrede: revolutionsmyten. Myterne er «skuespillere», der gentager deres partituer (handlinger). Revolutionens myte ender som afskårne hænder udstillet på museet. Mythos er baseret på digte af Henrik Nordbrandt. (Jan Rüsz)

E.E.C.