Hvilke erhverv kvinder «traditionelt» går ind i, varierer fra land til land og har ændret sig over tid. I Sovjetunionen fandtes der særdeles mange kvindelige ingeniører og læger, men disse erhverv havde lavere prestige end i vor del af verden; i England er kvinder i færd med at overtage bankfunktionærerhvervet, i Finland arbejder de i langt flere industrierhverv end i det øvrige Skandinavien osv.

Ved starten af det 20. århundrede var lønnet husarbejde det store kvindeerhverv i Danmark, mens få var ansat i butikker. I dag er det lige omvendt. Kvinder blev uddannet til svejsere, kranførere, lærere og læger i takt med at samfundet gennem århundredet fik brug for mere arbejdskraft.

Produktion - reproduktion

De betingelser arbejdsmarkedet byder kvinder og virksomhedernes ansættelses- og personalepolitik bestemmes med andre ord både af ændringer i erhvervsstrukturen, af adgangen til arbejdskraft og de forskellige branchers relative lønninger og historiske traditioner. Kvinders uddannelses- og erhvervsvalg bliver endvidere reguleret af markedets og uddannelsessystemets faktiske muligheder, af husholdningens behov for arbejdsindsats eller økonomisk tilskud og af rodfæstede værdier, som ofte er særegne for de forskellige klasser.

Godt 45% af alle danske kvinder har erhvervsarbejde mod 55 % af mændene.

Kvinder i lønarbejde

Arbejdsmarkedet består af flere delmarkeder eller segmenter, og meget tyder på, at kvinder møder et noget andet marked end mænd gør. Det er anderledes fordi:

1. kvinder stadig har andre erhverv end mænd, og de har færre erhverv at vælge imellem. De sidste årtier er noget flere kvinder gået ind i traditionelle mandeerhverv, men kvindelige mekanikere, murere, svejsere osv. har mere symboliseret en ændringsmulighed end fundamentalt rokket ved den kønsbestemte arbejdsdeling, som henviser kvinder og mænd til forskellige arbejdsopgaver.

Hvad arbejder kvinder så med? De vigtigste erhvervsområder er det sociale område, sundhedsvæsenet og undervisningssektoren, som tilsammen beskæftiger godt 38 % af kvinderne. Det giver kvinderne en langt større repræsentation indenfor de reproduktive erhverv end de produktive. Mange af de funktioner (socialisering, omsorg og andre husholdningsaktiviteter) som kvinden tidligere alene varetog i familien er blevet samfundsmæssiggjorte og gjort til lønarbejde. Men de varetages fortsat overvejende af kvinder.

2. kvindeerhvervene kræver gennemgående kortere uddannelse og giver sjældent adgang til avancement. Selvom kvinder har nået en forholdsvis høj grad af ligestilling indenfor uddannelsessystemet, og altså i vid udstrækning i dag får en lige så lang og omfattende uddannelse som mænd, sker ændringerne i erhvervsstrukturen betydeligt langsommere. Det skyldes ikke blot, at mange kvinder på arbejdsmarkedet fortsat har en kortere uddannelse - fordi de er uddannet før uddannelseseksplosionen i 60'erne - men også at kvinder ofte uddannelsesmæssigt er overkvalificerede til de stillinger de ansættes i, eller omvendt at mændene har en større tendens til at overdrive deres egne kvalifikationer på kvindernes bekostning. En konsekvens af dette forhold er, at antallet af kvinder i ledende stillinger fortsat er langt lavere end mændene. En anden konsekvens er, at arbejdet ofte stiller færre krav, og dermed giver færre muligheder for selvrealisering og videreudvikling af evner.

3. arbejde af lige værdi lønnes og vurderes lavere, når det udføres af kvinder, og kvindeerhverv er ofte lavtlønserhverv. Ligelønsaftalen mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer fra 1973 førte til nogen tilnærmelse mellem kvinders og mænds gennemsnitsløn frem til slutningen af 1970'erne, men denne udvikling er siden stagneret, og for en række erhverv er løngabet mellem mænd og kvinder direkte vokset. Det skyldes både, at det offentlige arbejdsmarked under krisen har været stærkt løntilbageholdende, og her er de fleste kvinder ansat, men også at decentraliseringen af overenskomstforhandlingerne fra starten af 80'erne har været til ugunst for de svageste grupper - herunder kvinderne. (Se Ligeløn).

A.J.