Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Teater
   .  Andet  .  Reproduktion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 86.119
: :
Karneval
Left
Rocks
2019-03-25 18:19
2019-03-06 21:20
I 1982 fik København atter et karneval: Pinsekarnevallet. (Solidaritet)

Karneval er en form for folkelig festival, som især var udbredt i det førindustrielle Europa. Ordet karneval sættes normalt i forbindelse med det latinske carne-vale, «farvel kød», i henvisning til den kristne fasteperiodes forbud mod bl.a. kødspisning og kønsliv. En henvisning til det samme er «fastelavn» - aftenen før faste. I Danmark bruges ordet i dag normalt for at betegne en dansefest, hvor deltagerne bærer masker og har klædt sig ud.

Karneval i førindustrielle samfund

Karneval og fastelavnsfester er udtryk for den sociale rytme, som findes i alle førindustrielle samfund: regelmæssig vekslen mellem arbejdsperioder og perioder med fest og højtid, nøje knyttet til årstiderne, til de religiøse helligdage og til markeringen af menneskets overgang fra barn til voksen, fra ugift til gift osv. I samfund uden kapitalistiske begreber om produktivitet, investering og vækst, kan sådanne højtider være præget af store ophobninger af værdigenstande, som så ødelægges i løbet af festen. Denne ødelæggelse - sammen med de religiøse myter som refererer tilbage til samfundets oprindelse - bliver en slags ny start, en forstærkning af fællesskabet og gruppens fortsatte eksistens.

Det er almindeligt at antage, at det først er i moderne tid, at virkelig «fritid» er opstået, men alt tyder på, at menneskene tidligere til gengæld har brugt meget mere tid og kræfter på fest og højtid, end det den kapitalistiske samfundsform giver plads til. Et klart eksempel på dette er karnevalet.

Karnevalslignende fester findes over hele verden. I Latinamerika har sammenfletningen af katolske og indianske skikke skabt specielt levende karnevalstraditioner, selv om disse i vore dage i høj grad bliver fordrejet og udnyttet kommercielt.

Europæisk karneval

Det europæiske karneval har sin baggrund i middelalderkirkens faste 40 dage før påske. Denne fastepraksis blev fremtvunget af eremit- og munkevæsenet, med dets stærke behov for at sætte skel mellem det hellige og det verdslige. Fasteperioden skulle være en åndelig og kropslig renselse og forberedelse før påskehøjtiden. Men i udskillelsen af en selvstændig fasteperiode lå selve kimen til dens modsætning: en vellystig udladning før selve fasten satte ind. I Norden indskrænkede man sig til en uges fastelavn, men i Italien begyndte karnevalsperioden f.eks. allerede i slutningen af december eller i januar, og fortsatte med stigende styrke frem til fasten.

Fastetidens magre diæt og forestillinger om seksuel urenhed (herunder menstruerende kvinders «urenhed») gjorde, at karnevalet blev selve indbegrebet af overdådighed hvad angår mad og kropslig udfoldelse. Ikke for ingenting blev grisen og hanen karnevalets vigtigste dyresymboler. Alle typer af lokale symboler og skikke som henviste til det frodige og frugtbare blev efterhånden knyttet til karnevalsfejringen; den varierede derfor kraftigt fra sted til sted.

Det ser ud til, at nogle af de ældste karnevalstraditioner fra middelalderen hang sammen med indlemmelsen af ungdommen i samfundet - særlig de snart gifteklare unge mænd. Disse fik nogle dage eller uger hvert år lov til at komme med deres «sidste spræl», inden de trådte ind i den ansvarlige familiefars rolle. Den traditionelle danske rus-fest er en aflægger af denne skik. Rus udspringer af det latinske begreb: cornua depositurus, «den som skal aflægge sig hornene» (symbol på det dyriske, ukultiverede, uansvarlige).

Russen var det «laug», som satte og sætter hele festen iscene. Det vælger sin leder som holder rustalen, med ret til at drive blodig grin med de lokale myndigheder. Der arrangeres rusoptog, et kaotisk optog med vogne og udklædte mennesker samt lattervækkende, ofte obskøne figurer, grovkornede sange, plakater osv. Det vises rus-revy med tilsvarende virkemidler. Tidligt en bestemt morgen forekommer der larmende besøg hos centrale personer i det sociale system - rektor og lærerne. En effektiv straf overfor upopulære lærere er ikke at larme ekstra meget, men at undlade at vise vedkommende opmærksomhed. Omkring det hele er der spundet et net af symboler (rød farve, bambusstokke) og lokale skikke (skolemærker, rusråb, rusfrokost osv.).

Alle disse elementer fra «de unge mænds karneval» er velkendte fra europæisk kulturhistorie, og de blev overført hertil i en meget begrænset akademisk form. Fra 1500-tallet synes karnevalsskikkene at omfatte alle aldersgrupper i de europæiske byer. I landsbyer og byer kunne hovedgader og pladser nærmest blive én stor scene for maskerede optog, parader, spil, lege, konkurrencer af alle slags, nabobesøg, revyer og farcer - med fastelavnsspillene i Nürnberg efter 1450 som de mest berømte. Samtidig var det selvfølgelig lejlighed for de store markeder og for folketilstrømning fra nær og fjern. Til karnevalet i Venezia i 1687 kom der f.eks. 30.000 tilrejsende.

I det europæiske karnevals «klassiske» periode (ca. 1500-1750) kan vi forestille os karnevalet som en «happening» eller spontant teater i stor skala: alle menneskene i landsbyen eller bydelen indgik i flere roller som planlæggere, arrangører, udøvere og tilskuere ved en række forskellige aktiviteter. I dette mylder af børn og gamle, rige og fattige, hunde, katte og rotter, udspandt der sig en sydende, sanselig folkelighed - når høsten ellers ikke var slået fejl året i forvejen.

Oprør eller sikkerhedsventil

Myndighedernes indstilling til denne folketilstrømning og uorden varierede. Det var længe almindeligt at opfatte karnevalet som en helt nødvendig sikkerhedsventil, et udslip af folkemassernes opstemmede aggressioner og begær. Karneval betød sprængning af hverdagens grænser, men ikke grænseløshed. Nogle gange var det alligevel vanskeligt for myndighederne at bevare kontrollen, som da Peder Palladius i 1556 brændemærkede «Fastelaffuens Dieffuel her inden Københaffns Porte».

Det europæiske karneval er særpræget, netop fordi det fungerede som mere end blot en sikkerhedsventil. Nehru skriver i sin «Verdenshistorie», at de brede folkemassers politiske organisering og deltagelse allerede i 15-1600-tallet er typisk for Vesten (i modsætning til f.eks. Indien). Denne massemobilisering kom bl.a. til udtryk i karnevalet, for ikke sjældent slog karnevalets latterliggørelse af den herskende orden direkte over i åbent oprør, som ved bondeoprøret i Bern i 1513. Selve sammenstimlingen af folk under karnevalet åbnede muligheder for kommunikation og politisk rådslagning; at markedsdagene tiltrak de forhadte skatteopkrævere åbnede mulighed for spontane konfrontationer - især hvis stemningen iøvrigt var ophedet. Drikkegilder og rene slagsmål kunne under sådanne omstændigheder få vidtrækkende konsekvenser.

Men karneval var naturligvis ikke primært en kanal for politisk opposition, lige så lidt som en hårrejsende rusrevy havde til formål at tilspidse forholdet mellem elever og lærere. Tvært imod. Karnevalets mange anledninger til åben og ærlig kritik må i mange tilfælde have bidraget til at skabe mere personlige forhold - også mellem mennesker med interessekonflikter - jævnfør «firmafester» i dag. Den folkelige kritik var som regel entydig, når det gjaldt præsteskabet og kirkens hykleri. Men det spottende optog havde også tit til formål at opretholde traditionel moral - herunder kønsroller. Den mand som havde en for selvstændig kone, for ikke at tale om den mand som blev «bedraget», var et yndet mål for landsbyens latterliggørende kritik. (Han burde have tugtet hende!)

Netop karnevalet som et billede på «verden vendt på hovedet», med kvinden på toppen, viser dets sande tvetydighed. På den ene side skulle fremstillingen af kvinder som de dominerende være en kritik af renæssancekvindernes nyvundne selvstændighed; på den anden side gav netop dette spil, denne leg, mange kvinder blod på tanden. Også her var vejen mange gange kort fra karneval til politisk hverdag. Karnevalets gøgleri med kvinder i de hovedrollerne slog over i reelle oprør, dvs. oprørerne maskerede sig som rasende kvinder: i 1629 ledede «kaptajn» Alice Clark en gruppe kvinder og mænd (udklædt som kvinder) i Essex i England i et kornoprør. I 1630 var der nogle mænd i Dijon i Frankrig, der klædte sig ud som kvinder og kaldte sig «Gale-mor»; de drev nogle skatteopkrævere bort og latterliggjorde deres kundgørelser ved istedet at kundgøre grove vitser. I 1631 gjorde «Lady Skimmington» oprør i Wiltshire - en gruppe kvindeudklædte mænd som protesterede mod kongens indgreb i deres rettigheder til fællesjordene. Denne dobbeltkarakter i karnevalet var myndighederne helt klar over: I det store revolutionsår 1647 forbød magthaverne i mange italienske byer det årlige karneval. Oprørskarnevalet var dog undtagelsen snarere end reglen, men den indbyggede protestmulighed blev en vigtig antiautoritær kraft mod kirkens og adelens magt.

Protestantisme og puritanisme

Efter de store politiske og sociale omvæltninger i 1600-tallet («1600-tallets generelle krise») finder der en holdningsændring sted i den europæiske overklasse: Der lægges stærkere vægt på detaljeret kontrol og disciplinering. Protestanterne havde allerede i 1500-tallet indvarslet det nye ved helt og holdent at ville forbyde karneval. Også de katolske ledere blev mere optaget af «skadevirkningerne», men de lagde større vægt på mådehold end på forbud. Indenfor de lavere sociale klasser opstod der kraftige bestræbelser på øget selvdisciplin og orden: de engelske puritanere i 1600-tallet var stærkt imod karnevalsformer overhovedet. Protestantismen hævdede, at vejen ud af folks elendighed var gennem hårdt arbejde, gudsfrygtighed og organisering.

I den protestantiske kapitalismes modernisering af samfundet i Nordvesteuropa blev der ikke plads for noget så uforudsigeligt, uregerligt og spontant som karneval. Det overlevede kun i nye kommercialiserede former i Sydeuropa og som maskebal i den europæiske overklasse.

I det disciplinerede kapitalistiske samfund er der på flere måder sket en åbenbar forarmning af folkelivet. Festligheder er enten blevet helt private arrangementer for den nærmeste kreds eller offentlige fejringer gennem massemedierne - i vore dage typisk indskrænket til celebrering af nationale sportsidoler.

Opblomstring af sociale behov?

For den nye arbejderbevægelse i 1800-tallet kunne det være nødvendig at markere en afstand til det gamle håndværkerlivs større sans for frodige højdepunkter uden politiske mål. På samme måde var det for den nye studenterbevægelse i slutningen af 1960'erne naturligt at foragte dansefesterne i den lokale studenterforening. Men i denne politiske saglighed og selvdisciplinerings navn blev behovet for at opleve noget andet end hverdagene eller sterile sammenkomster undertrykt.

I løbet af 1970'erne er en modstrømning begyndt at gøre sig gældende: opgangs-, gade-, og byfester og festivaler af forskellige slags er dukket op, for ikke at tale om musikfestivalerne der slog igennem i samme årti med rock- og protestmusikkens udbredelse. Hele ideen om levende lokalsamfund og naboskaber har fået forskellige politiske bevægelser til at lægge større vægt på fester og varierede sammenkomster. De nye sociale behov for fællesskab og udenomshverdagslig udfoldelse er dog også blevet kommercielt opfanget af restauranter og cafeer.

I Danmark fik karnevalet en renæssance fra 1982, hvor «Karneval i Maj» gik i gang med afholdelsen af årlige pinsekarneval i København. Fra starten blev det en massiv succes med flere hundrede tusinde «deltagere», mange grupper og optog. Men samtidig kom der allerede fra starten nogle strukturelle svagheder til udtryk i det genoplivede karneval. Allerede fra starten var flertallet af «deltagerne» slet ikke deltagere men blot tilskuere. Det er en rolle der var utænkelig i middelalderens karneval og som i det latinamerikanske karneval i dag er forbeholdt det bornerte borgerskab. Det massive indslag af tilskuere hang dels sammen med senkapitalismens massekultur, hvor flertallet ikke underholder, men bliver underholdt - festens overskridende muligheder bringes dermed under kontrol. Dels hang den udbredte tilskuerrolle sammen med den århundrede lange protestantiske undertrykkelse af glæde og spontanitet - tilskuerne var simpelthen bange for at slå sig løs, bryde mod de tillærte normer. Undtagelsen fra denne regel var de samfundsgrupper, der ikke i samme grad - endnu - havde fået indarbejdet disse normer, nemlig børnene, og derfor er børnekarnevalet efterhånden det eneste udtryk for et mere sammenhængende karneval.

Et andet strukturelt problem ved det genopstandne danske karneval var inddæmningen af det oprørske. Arrangørerne lagde fra starten vægt på, at karnevalet skulle være renset for politik og kritik. Dermed afskar karnevalet sig fuldstændig fra den blomstrende venstrefløj, der - måske - kunne have givet karnevalet en mere aggressiv, morsom, kritisk, men også farlig drejning. Karnevalet blev en ufarlig dansefest, hvor flertallet kom for at se på, at andre dansede - blive underholdt. Antallet af «deltagere» faldt og karnevalet blev i stigende grad en kommerciel byfest med omrejsende tivoli, boder og kun begrænset inspiration fra det gamle karneval.

E.R.


Litteratur

P. Burke: European Popular Culture in Early Modern Europe, London 1978.
Y.-M. Bercé: Fête et Révolte. Des mentalités populaires du XVIe au XVIIIe siècle, Paris 1976.
C. Bregenhøj: Helligtrekongersløb på Agersø. Socialt, statistisk og strukturelt, København 1974.
N. Z. Davis: Society and Culture in Early Modern France, London 1975.
Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, København 1903.
M. Bakhtin: Rabelais and His World, Cambridge, Mass. 1968.