Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Risikofyldt leg

Risikofyldt leg er en form for leg som repræsenterer et relativt nyt forsknings- og interessefelt inden for det overordnede begreb leg. Begrebet dukkede op i starten af 2000-tallet og har siden vakt interesse blandt både forskere, forældre, pædagoger og myndigheder. Smith (1998), Greenfield (2003, 2004), og Stephenson (2003) var tidlig ude med at vise hvordan børn opsøgte risiko i sin leg. Denne forskningen startede også diskussionen om hvilke fordele denne type leg kan have for børn og hvordan samfundet (forældre, pædagoger og myndigheder) forholder sig til legen.

Risikofyldt leg deler kendetegn med flere andre former for leg. Legen kan blandt andet involvere fysisk aktiv leg, legeslåskamp/tumpeleg, og leg med genstande. Den er også kendetegnet ved dyb koncentration, udforskning og mestring. Man kan tale om risikofyldt leg når hovedelementet i legen drejer sig om risiko, det vil sige en negativ konsekvens som for eksempel en fysisk fare. Med udgangspunkt i forskningen fra begyndelsen af 2000-tallet undersøgte Sandseter (2007) legen blandt fire til seks år gamle børn og udviklet følgende definition: Risikofyldt leg er forskellige former for fysisk leg, som er kendetegnet af spænding, usikkerhed og fare for fysisk skade.

Endvidere specificerede Sandseter selve risikoelementet, det vil sige, den faktoren som udgjorde faren eller den negative konsekvens som var omdrejningspunkt i legen. Hun identificerede seks former: 1) Leg med store højder – fare for skade ved at falde, for eksempel alle former for klatring, at hoppe, hænge/dingle eller balancere fra højder; 2) Leg med høj hastighed – ukontrolleret hastighed og tempo som kan føre til en sammenstød med noget (eller nogen), for eksempel cykling med høj hastighed, glide (vinter) og løbe (ukontrolleret); 3) Leg med farlige værktøj – som kan føre til skade, for eksempel økse, sav, kniv, hammer eller reb; 4) Leg i nærheden af farlige elementer – hvor du kan falde ned i eller fra noget, for eksempel vand eller en bålplads, 5) Tumleleg/legeslåskamp – hvor børn kan skade hinanden, for eksempel brydning, slåskamp, fægte med pinder, 6) Leg hvor børn går på opdagelse alene, for eksempel uden tilsyn og hvor der ikke er hegn, for eksempel i skoven. Kleppe et al. (2017) identificerede risikofyldt leg hos børn ned til et års alderen, og samtidig to nye risiko kategorier: 7) Leg med sammenstød – barn ramler ind i noget gentagne gange bare for sjov skyld; og 8) Vikarierende risiko – man oplever spænding ved at se på at andre tager en risiko. Både definitionen og risikokategorierne har senere haft stor betydning for både udviklingsarbejder (for legepladser, børnehaver, skoler) og endvidere for forskning på feltet.

Udbredelse og fordele ved risikofyldt leg.

Forskning om hvilke typer leg børn selv tager initiativ til og engagerer sig i, tyder på at de fleste børn, både drenge og piger, indgår i det man kan kalde risikofyldt leg (Sandseter et al., 2020). Risikofyldt leg og aktiviteter forekommer også blandt børn og unge i mange forskellige aldersgrupper, inklusiv de 1-3-årige (Kleppe et al., 2017), de 4-6-åringer (Sandseter, 2007; Sandseter et al., 2020) og de 4-13- årige (Coster & Gleave, 2008). Forskning tyder også på at legen forekommer relativt almindeligt. I et studie hvor barns frie leg i børnehaven blev undersøgt, både i indendørsmiljøet og udemiljøet, fandt forskerne at omkring 10 % av børns leg kunne beskrives som risikofyldt (Sandseter et al., 2020). I indendørsmiljøet udgjorde denne typen leg omtrent 7% mens i udemiljøet var risikofyldt leg lidt mere almindeligt og udgjorde 13%.

Risikofyldt leg bidrager til en en intens positiv spændingsoplevelse, samtidig med at barnet også kan opleve frygt (Sandseter, 2009b). Når børn engagerer sig i risikofyldt leg giver de ofte udtryk for glæde, ekstase, begejstring og skrækblandet fryd, men også udtryk for nervøsitet, koncentration og frygt. Dermed kan risikofyldt leg observeres både i børns glade og markerede kropssprog eller i et nølende, nervøst eller usikkert kropssprog. Disse følelser kan også høres i form af latter, hyl og skrig. Samtidig kan barn i risikofyldt leg være dybt koncentrerede og dermed fremstå som udtryksløs, mutte eller stille. Hvordan børn udtrykker disse oplevelser er individuelt og relateret til alder, for eksempel ser det ud til at de yngste børn har et generelt mere subtilt udtryk for disse oplevelser (Kleppe et al., 2017).

Leg er, per definition frivillig og indre motiveret (Bateson, 2005; Lillemyr, 2021), og dermed er risikoen i risikofyldt leg også noget børn opsøger frivillig. Leg er derfor en arena hvor børn tester spænding og fare på et niveau som passer til deres individuelle kompetence og de tilpasser graden af risiko til deres eget mod og mestringsnivå (Sandseter, 2009a). Således er leg en ideel kontekst for at udvikle evnen til at vurdere og håndtere risiko. Sandseter (2009a) viste at børn tilpasser graden af risiko til eget mod og mestringsniveau. Lade-som om-aspektet i leg giver børn mulighed for at teste adfærd eller situationer uden de alvorlige konsekvenser man kan forvente i det virkelige liv (Bruner, 1976).

At børn får erfaring med risikofyldt leg kan have flere fordele – set fra forskellige perspektiver. Fra et evolutionært perspektiv er der meget der tyder på at det er gunstig at kunne vurdere og håndtere risiko. Antagelsen er at erfaring fra risikofyldt leg bidrager til at børn vurderer reel risiko bedre og dette har styrket børns mulighed for overlevelse (og reproduktion) (Sandseter & Kennair, 2011). Dette antages fortsat at gælde til en vis grad i vores moderne samfund. Endvidere er det veldokumenteret at udendørs risikofyldt leg har flere positive sundhedseffekter blandt børn (Brussoni et al., 2015). Fra et modsat perspektiv er det veldokumenteret at fravær av autonomi og risiko i barndommen – såkaldt overbeskyttelse – har negative effekter for børn. At forhindre at børn får gradvis, tilpasset erfaring med risiko (for eksempel gennem risikofyldt leg) og autonomi fratager barnet muligheden for at tilegne sig evnen til at håndtere dette selv. Børn som er omgivet af overbeskyttelse oplever verden som mere truende end den egentlig er og har større sandsynlighed for at opleve angst, både i barndommen og i ungdoms- og voksenalderen (Affrunti & Ginsburg, 2012; Allen & Rapee, 2005; LeMoyne & Buchanan, 2011; Schiffrin et al., 2013).

Risikofyldt leg i forskellige kontekster.

Barns sikkerhed og overlevelse er selvfølgelig vigtig for forældre i alle kulturer, men hvordan dette håndteres, fremstår med variation i forskellige kulturelle kontekster. Sammenlignende studier mellem forskellige lande og kulturer viser forskelle i hvad der accepteres af risiko i barndommen. For eksempel viser studier fra Central-Afrika at det er almindeligt at børn ned til otte-måneders-alderen får lov til å lege med kniv, og at de hjælper til med å kutteskære optændingsbrænde til familiens ildsted (Hewlett, 1991) eller at toårige får lov til alene at udforske landsbyen og skoven i nærmiljøet (Gottlieb, 2004), noget som antageligvis ville blive opfattet som for risikofyldt i mange vestlige samfund. Ved at undersøge barns uafhængige mobilitet i Sydafrika, Tanzania, Japan og Australien, fandt Malone og Rudner (2011) at japanske børn har mest uafhængighed generelt. Japanske børn i alderen 7-11 navigerer selvstændig rundt i større byer. New, Mardell og Robinson (2005) sammenlignede norske, svenske, danske, italienske og amerikanske børnehaveansatte. De fandt at de europæiske lærerne var mindre bekymret for at børn tager risiko end deres amerikanske kolleger. Tilsvarende fandt Little, Sandseter og Wyver (2012) at skandinaviske og specielt norske pædagoger var mere liberale over for børns risikofyldte leg end pædagoger i Australien. Sådanne forskelle kan bunde både i forskellige teoretisk-pædagogiske tilgange, eller i forskellige kulturelle værdier, ofte knyttet til værdien af udendørsleg. Tilsvarende fandt Nah og Waller (2015) i et studie hvor de sammenlignede mulighederne for udendørsleg i Sydkorea og England at lærere i Sydkorea udtrykte mindre accept for risiko i børns leg end lærerne i England gjorde. Et forskningsprojekt som undersøgte barrierer for udendørsleg blandt børnehavebørn og som omfattede fem europæiske lande (Sandseter et al., 2019) fandt også at det var flere barrierer for udendørsleg og risikofyldt leg (blandt forældre og børnehaveansatte) i sydeuropæiske lande (Portugal, Hellas, Kroatia) end i nordeuropæiske lande (Estland og Norge).

Hindringer for risikofyldt leg.

Til trods for at det er veldokumenteret at børn både har interesse, vilje og nytte af at engagere sig i risikofyldt leg, er der indikationer på at denne type leg begrænses, både i hjemmet, i institutioner og i samfundet generelt (Brussoni et al., 2012). Der er sandsynligvis flere årsager til dette. En årsag er at forældre har holdninger til- og forventninger om at deres barn skal have det så trygt som mulig og at intet ondt eller ubehagelig skal hænde dem. I studiet af Sandseter et al. (2019) om udendørsleg i fem forskellige europæiske lande var mange forældre bekymret for at børnene kunne komme til skade i trafikken, at måtte være ude i dårligt vejr, eller at nogen kunne kidnappe dem hvis de fik lov til at lege frit udendørs. I Grækenland og Portugal var forældre også i stor grad bekymret for at børnene kunne komme til skade. Jo mere bekymret forældre var for dette, jo ældre mente de barn skulle være før de synes det var i orden at lade dem lege ude alene. Disse bekymringer omfatter også børnene selv, og i et tyrkisk studie fortalte børnene at de ikke ville være med i risikofyldt leg, først og fremmest fordi forældre siger at de kan komme til skade, og endvidere at de er bange for forældres reaktioner hvis de ville gøre det (Yilmaz, 2020). En anden mulig årsag til mere forsigtighed og restriktive regler, er at barndommen globalt i stor grad er institutionaliseret sammenlignet med det den tidligere var. De fleste børn går i børnehave, og alle børn går i skole. Det at nogen andre end børnenes forældre har ansvar for børn medfører en større forsigtighedskultur (Breivik, 2001). Man vil for enhver pris sørge for at der ikke skal ske noget med det mest verdifulde i nogen andres liv. Institutionaliseringen medfører også en hverdag og praksis som i stor grad er underlagt lovgivning, regler og kontrolrutiner. HMS-regler (Helse, Miljø og Sikkerhed) i Norge (og tilsvarende sikkerhedsregler i Danmark), standarder for legepladssikkerhed og forsikringsvilkår gør, at de som arbejder i børnehave og skole bliver mere restriktive med hvad de tillader børnene at gøre (Sandseter & Sando, 2016). Endvidere er både forældre og ansatte i børnehave og skole påvirket af negative omtale i medier om ulykker og skader hos børn (Sandseter et al., 2019). Med et voksende antal medieplatforme som leverer nyheder, på godt og ondt, fra hele verden, hele døgnet, så kan vi fort få indtryk af at negative hændelser er mere almindelige end de er, og at det er god grund til bekymring og en restriktiv holdning over for risiko. Alt dette har medført en generel samfundsudvikling som indebærer en øget grad av kontrol og højere forventninger om beskyttelse.

Selv om intensjonen med å være restriktive over for risiko i børns leg og aktivitet er god, så kan den generelle nedgang i børns muligheder for risikofyldt leg have øgede negative konsekvenser som vi bør være opmærksom på. Studier viser at et øget sikkerhedsfokus resulterer i at børn har mindre bevægelsesfrihed, og at den er stadig nedadgående (Jelleyman et al., 2019; Marzi & Reimers, 2018), og barns legemiljøer og legepladser udformes først og fremmest med henblik på sikkerhed og ikke hvordan det kan stimulere til leg og bevægelse (Spiegal et al., 2014). Det udtrykkes blandt andet en bekymring i forhold til at denne mangel på legemuligheder kan resultere i negative langsigtede konsekvenser så som reduceret trivsel (Sando et al., 2021). Endvidere er det værd at minde om de positive effekter af risikofyldt leg og de negative effekter af overbeskyttelse som blev beskrevet i afsnittet ovenfor.

Implikationer for praksis og andre.

Den eksisterende forskning kan bruges til at vejlede både forældre og pædagoger i hvordan de kan støtte barn i risikofyldt leg. Meget tyder på at det at give børn et vist niveau af autonomi i risikofyldt leg styrker børns selvbevidsthed og evne til at regulere sig selv, reducerer sandsynligheden for angst og er godt for børns fysiske sundhed – både her-og-nu og senere i livet.

Børnehaveejere, legepladsudviklere og beslutningstagere bør inkludere kundskab om risikofyldt leg i udviklingen av legemiljøer. Forskning tyder på at alsidige, komplekse og fleksible legemiljøer er godt for at imødekomme barns mangfoldige interesser, varierede kompetencer og risikohåndtering.

E.B.H.S., R.Kl.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik

Sidst ajourført: 20/11 2022

Læst af: 3.369