Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Literacy
På engelsk betegner literacy evnen til at læse og skrive; og mere overordnet evnen til at kommunikere skriftsprogligt. Literacy handler således om individuelle, kognitive evner kombineret med viden om specifikke, skriftsproglige sammenhænge. F.eks. viden om hvordan man kan matche bogstavernes form med deres lyde, og således vide at bogstavet S giver lyden «sssssh». Denne viden er en helt afgørende komponent hos den succesfulde læser, for den ligger til grund for evnen til at «lydere» sig igennem nye ord og tekster. At lydere er simpelthen at læse et ord ved at afkode det bogstavlyd for bogstavlyd. Selv voksne, sikre læsere kan få brug for at lydere sig gennem ord fra tid til anden, og en typisk dansktime i indskolingen er kendetegnet ved elever der øver sig i læsningens tekniske sider ved at læse højt af læsebogen, og lydere sig gennem de nye og svære ord.
Men literacy handler om andet og mere end de tekniske, læsefærdigheder. Lidt mere bredt forstået handler literacy om menneskers evner til at forstå, fortolke, skabe og i det hele taget bruge symboler og tegn. Jeg har i andre sammenhænge (bl.a. Jensen, 2016; Jensen & Broström, 2012) argumenteret for at definere begrebet literacykompetence som «en situationsbestemt kompetence til at deltage i en aktivitet med skriftsproglige dimensioner» med den hensigt dels at knytte literacy sammen med deltagelse og dels at fastholde et fokus på skriftsproget i brug i konteksten. Nationalt Videncenter for Læsning definerer literacy som menneskets kompetence til at afkode, forstå og anvende tegn som f.eks. bogstaver, tal, diagrammer, grafer, tegninger og billeder.
Tidlig literacy
Når vi sætter tidlig (eng: early) foran literacy markeres en interesse for at begribe literacy tidligt (i livet) – dvs. børns første møder med- og brug af skriftsproget i bred forstand, og de spirende (skrift-)sproglige kompetencer der er på spil i disse møder. I en pædagogisk sammenhæng knyttes tidlig literacy ofte sammen med begrebet «early childhood education», der er en international betegnelse for det vi i Danmark kalder dagtilbuds- og indskolingsområdet, og som indbefatter børn i alderen 0-8 år, og institutioner som familien, dagpleje, vuggestue, børnehave, SFO og 0.-2. klasse.
Literacypædagogik
Literacypædagogik handler om det praktiske arbejde med at støtte og inspirere børnene (eller voksne) til at tilegne sig forskellige literacy-kompetencer ved at deltage i alsidige skriftsproglige sammenhænge. Literacy-pædagogik er også refleksioner over dette arbejde, særligt begrundelser for valg af indhold, aktiviteter, formål, m.m. Fokus for literacy-pædagogik er skabelsen af kommunikative sammenhænge hvor det verbalsproglige blandes med det skriftsproglige. Derfor dyrker literacy-pædagogik ikke skriftsproget for skriftsprogets egen skyld, men er ude efter sproglige helheder og således også det indhold der kommunikeres om. Literacy-pædagogik ser skrivning som en vej ind i læsning, og det talte sprog som en vej ind i det skrevne – og omvendt. Kort sagt er literacypædagogik teori og praksis med henblik på at udvikle alsidige læringsmiljøer der kan understøtte literacylæring.
Selvom der både i Danmark og internationalt har været – og til dels stadig er – en faglig strid mellem den mere tekniske, komponentorienterede forståelse, på den ene side, og den helhedsorienterede forståelse, på den anden side, er literacyfeltet aktuelt kendetegnet ved en generel enighed om at god literacypædagogik bør sigte mod både kognitive færdigheder og alsidige, meningsfulde, (skrift-)sproglige sammenhænge. I et literacyperspektiv er skriftsproget derfor heller ikke forbeholdt begynderlæseundervisningen i skolen, men er noget som kan (og bør) have pædagogisk interesse i SFO og daginstitution (Jensen & Broström, 2012).
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Sidst ajourført: 21/1 2018
Læst af: 17.280