Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Den Internationale Arbejder-Association (IAA)

Den Internationale Arbejder-Association (1922 – ca. 1939).

Før 1. verdenskrig var modsætningerne i arbejderbevægelsen begyndt at blive tydelige. Omkring år 1900 havde stormagterne delt verden op i indflydelseszoner, der var ingen «frie» områder tilbage, og kampen om en nyfordeling begyndte at blive tydelig. Den russisk-japanske krig i 1904-1905 var et eksempel herpå. For arbejderbevægelsen betød denne fase, at spillerummet begyndte at blive mindre; det blev vanskeligere at opnå umiddelbare fordele ved de traditionelle kampmetoder. På denne baggrund begyndte oppositionelle tendenser at gøre sig gældende. I arbejderpartierne holdt de sig som hovedtendens indenfor de givne rammer. I fagbevægelsen blev oppositionen imidlertid en betydelig kraft. I Frankrig fik den flertallet bag sig og erobrede landsorganisationen for syndikalismen. I 1906 udarbejdedes i den nu syndikalistiske landsorganisation en platform, «Charte d’Amiens», som blev grundlaget for senere udviklinger. Syndikalismen opfattede sig selv som en revolutionær bevægelse, der anså arbejdernes egne aktioner for at være den eneste vej ud af kapitalismen, det vigtigste våben var strejker og som slutpunkt generalstrejken. Partier og parlamentarisme havde arbejderne ikke brug for; de var formynderiske og dermed skadelige. Syndikalismen fik forskellige former, i USA f.eks. en meget militant retning i Industrial Workers of the World.

Ved verdenskrigens afslutning fik syndikalismen stor tilstrømning i lighed med de fleste andre arbejderorganisationer. Samtidig var den russiske revolution brudt ud; i Tyskland og andre af de centraleuropæiske stater var en slags revolution sat i gang; den revolutionære regering i Rusland forsøgte at koordinere disse revolutionære tiltag og slutte dem sammen i én retning med henblik på at føre revolutionen frem og ikke at lade den standse halvvejs. De russiske kommunister organiserede flere konferencer, på hvilke de rådslog med vesteuropæiske revolutionære bevægelser, herunder syndikalisterne. Ud af disse overvejelser opstod Den Kommunistiske Internationale (KI) (1919) og Rød Faglig Internationale (RFI) (1921).

I KI var de russiske kommunister den dominerende kraft. De havde erobret magten i et stort land, og deres prestige i den revolutionære del af arbejderklassen var stor. For at få sat skik på de forskellige revolutionære tendenser blev der på KI's anden kongres (1920) vedtaget et sæt regler - de 21 teser - som skulle regulere, hvem der kunne blive medlem af KI, og hvordan samarbejdet skulle foregå. Teserne var meget centralistiske og vakte derfor modstand i nogle af de syndikalistiske landsorganisationer. Men forhandlingerne mellem syndikalisterne og kommunisterne fortsatte frem til RFI's 1. kongres 1921, hvor væsentlige syndikalistiske landsorganisationer, f.eks. den franske, var med til at danne RFI.

Udenfor stod imidlertid to mindre syndikalistiske forbund, nemlig Sveriges Arbejderes Centralorganisation (SAC) og Freie Arbeiter Union i Tyskland. De to forbund havde et fælles syn på kommunisternes centralisme og afviste denne retning som statssocialistisk. De havde allerede i nogle år – uden resultat – arbejdet for at få oprettet en syndikalistisk Internationale. Det lykkedes imidlertid i december 1922. Repræsentanter for 15 organisationer fra Argentina, Danmark, Chile, Italien, Mexico, Nederlandene, Norge, Portugal, Sverige, Tyskland og Uruguay samledes i Berlin og vedtog sammen med mindre grupper fra Rusland, Tjekkoslovakiet og Frankrig en 10-punkts platform (se Bock s. 421–423. Oversættelsen i www.syndikalister.dk er ufuldstændig og ukorrekt) og oprettede Den Internationale Arbejder-Association (IAA) med hovedsæde i Berlin. Foruden platformen og organisatoriske vedtagelser diskuteredes især forholdet til RFI, som vurderedes at være helt afhængig af KI. I de følgende år fik IAA tilslutning af organisationer i Belgien, Bulgarien, Spanien og Østrig – på nær den spanske organisation ret små grupper. De fleste europæiske syndikalistiske organisationer blev efter 1923 udsat for en betydelig nedgang. IAA afholdt dog kongresser i 1925 (Amsterdam), Liége (1928) og Madrid (1931). Efter magtoverdragelsen til nazisterne i Tyskland i 1933 flyttede sekretariatet først til Holland og derefter til Spanien. Efter nederlaget i den spanske borgerkrig var IAA på det nærmeste udslettet. Den svenske syndikalistiske organisation, SAC, søgte i nogle år at opretholde kontakten med andre organisationer, men 2. verdenskrig satte en stopper for dette arbejde. Efter 1945 mislykkedes alle forsøg på at genoprette en ny syndikalistisk Internationale. Den syndikalistiske kritik af centralismen i fagbevægelsen og samfundet i øvrigt fandt næsten ingen genklang i arbejderklassen.

G.C.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 26/7 2007

Læst af: 20.395