Israels lobby i USA

Den ledende jødiske lobbyorganisation i USA, når der gælder at påvirke kongressen, er The American Israel Public Affairs Committee, forkortet AIPAC. Tom Dine, der i 1980 havde overtaget ledelsen af komiteen, var i et dilemma med hensyn til Begin-regeringen. På den ene side var det ikke kutyme, at AIPAC tog parti i intern israelsk debat. Derimod støtter man den til enhver tid siddende regering, På den anden side frygtede både Dine og mange andre jøder, at Israel skulle blive målskive for amerikansk kritik, som Sydafrika var det.

Derfor måtte AIPAC i stedet for at svække Israel med kritik finde på argumenter, der ville støtte Israels sag både i kongressen og i den folkelige opinion. Den sag, der siden har været AIPACs bannermærke og som lobbyen med syvtommersøm har slået fast, er, at Israel er et strategisk aktiv for USA. Kort sagt, er AIPACs påstand, at uden Israel ville USA stå særdeles svagt i Mellemøsten. Når der opstår krise, så stikker de arabiske venner halen mellem benene og nægter at lade sig identificere med Amerika. Derfor er Israel USAs eneste sikre aktiv.

Thomas A. Dine havde tidligere arbejdet i udenrigstjenesten samt været rådgiver i lovgivningsspørgsmål for en række betydningsfulde senatorer som Edward Kennedy, Edmund Muskie og Frank Church.

Dine havde store planer med AIPAC. Organisationen skulle udvides så den mindst havde en stab på 80-100 medarbejdere i lighed med de vigtigste af senatets medlemmer. For konstant at kunne holde et vågent øje med alle beslutninger var det vigtigt at have en højere grad af specialisering, end det var normalt for lobbyorganisationer i Washington.

Da AIPAC blev stiftet i 1950'erne havde stifteren, I.L. Kenen, været alene om jobbet. Nu fik Torn Dine seks mand tilmeldt som lobbyister i kongressen, med Douglas Bloomfield som cheftaktiker.

Der skulle holdes øje med demokrater og republikanere, konservative og liberale og senatet såvel som repræsentanternes hus. Ingen studehandel måtte kunne indgås i en krog af senatet eller i et udvalgsværelse, uden at AIPAC erfarede om det og kunne forsøge at påvirke beslutningen. Med de milliarder af dollars, som kongressen årligt bevilgede Israel, kunne nogle minutters uopmærksomhed i en underudvalgsbehandling betyde at tillægsbeløb enten blev helt sløjfet eller udsat til et følgende finansår.

AIPAC ekspanderer

Foruden en uophørlig observation og bearbejdelse af lovgiverne, på Capitol Hill, lagde Dine vægt på at udbygge nettet af amerikanske jødiske aktiviteter rundt om i landet. Tanken var, at kun hvis en kongresmand i sin hjemstat blev klar over hvor stor en hjælp han modtog fra det jødiske samfund, kunne han påvirkes til at blive en god mand for Israels sag i Washington.

Nederlaget i 1981 i sagen om salg af AWACS-fly til Saudi-Arabien blev en stærk ansporing til ny indsats for Israel-lobbyens udbygning. Medlemstallet steg til 50.000, samtidig med at AIPAC-kontoret i Washington anskaffede sig et computeranlæg, der på rekordtid kunne producere breve og kuverter til hele medlemskaren. På et par dage kunne Torn Dine og hans folk mobilisere en betydelig hær af fodfolk USA rundt, jødiske aktivister der på lokalplan kunne tage kontakt med politikerne eller påvirke dem med en brevstorm.

Som Tom Dine sagde til et medlemsmøde i 1982: "Vi, du og jeg, må alle sætte vores politiske virksomhed i vejret. Det er muligt, at de andre har penge, men vi har folk... det er amerikanere som ikke behøver saudi-arabiske prinser til at tale for sig om hvordan man kan lave petrodollars profitter."

Budskabet var, at hvis man ville påvirke en senator eller repræsentant i særlige sager, så må man først hjælpe personen med at blive valgt, så han aldrig glemmer, hvem hans virkelige venner er.

For at kunne føre en valgkampagne må man have penge. Det er alfa og omega i enhver amerikansk valgkamp, uanset om man stiller op til valg i hjemstaten eller på landsplan. Der er lagt stærke begrænsninger på, hvor meget en enkeltperson kan give til en kandidat. Men også for det er der en løsning.

Derfor blev der i 1980'erne oprettet tusindvis af "Political Action Committees" (kaldet PACs). De skal ikke forveksles med AIPAC, der betyder American Israel Public Affairs Committee. Det første er en valgfond, det sidste en lobbyorganisation, og de to ting har ikke direkte noget med hinanden at gøre. Man kan have vidt forskellige motiver for at oprette en PAC. Men for amerikanske jøder er formålet med de jødiske PACs at samle deres bidrag på de kandidater, hvor de får mest pro-Israelsk "smæk for skillingen".

Hermed fik Israel-lobbyen et nyt og særdeles slagkraftigt våben, når det gjaldt om at vælge og vrage mellem kandidaterne til en kongresplads i hjemstaten eller i den føderale kongres i Washington.

Både ude i enkeltstaterne og i Washington satte AIPAC navne på de politikere, der tjente den israelske sag. Medlemmer af udenrigsudvalgene i senatet og repræsentanternes hus var selvskrevne, og endnu mere de udvalgsmedlemmer der behandlede spørgsmålet om fastsættelse af den årlige udlandshjælp.

Lobby-strategi

I AIPACs hovedkontor på North Capitol Street i Washington blev stilen nu lagt om. De tidligere tiders metoder slog ikke længere til. Uden græsrødder i hver eneste af USAs 50 stater var der efter Torn Dines mening ingen effektiv lobby, Og uden lobbyens sikre greb om hver eneste senator og repræsentant ville der ingen lydhørhed være i de afgørende afstemninger. Tom Dine havde virkelig fået en lærestreg med AWACS-sagen.

Nu blev der holdt nøje øje med hver eneste politiker. På et par sekunder kunne ethvert kongresmedlem kaldes frem på computerskærmen med en fuldstændig oversigt over hvordan han eller hun havde stemt i hver eneste afstemning, der havde AIPACs interesse.

Bare den mindste afvigelse fra en uforbeholden støtte til Israel nedkaldte en koncentreret bearbejdelse af kongresmedlemmet, dels fra Tom Dine og hans stab, der opsøgte ham, dels i form af tusinder af henvendelser fra vælgere i hjemstaten, som ønskede en forklaring på deres kongresrepræsentants stemmeafgivelse.

På AIPACs årskongres i 1984 var sejrsrusen i Tom Dines stemme kun alt for tydelig, da han erklærede: "Vi er blevet en bevægelse - en politisk faktor... Vi er toppen af et isbjerg af USAs pro-israelske støtter. Vi agter nu at udvide hjælpen til Israel gennem resten af dette århundrede."

Snart flyttede AIPAC til elegante kontorsuiter på North Capitol Street, side om side med restauranten "La Colline", hvor lobbyister og kongresfolk sad tæt ved bordene hver dag ved frokostid. Når den lille vævre Doug Bloomfield, leder af Tom Dines uropatrulje "på højen" drejede ind ad indgangen, kunne man se på tjenernes blik, at det var ikke en mand, der behøvede at vente mange sekunder på at få sit bord anvist. Som New York Times havde skrevet om Israellobbyen: "Det er den mest magtfulde, velorganiserede og effektive udenrigspolitiske interessegruppe i Washington."

Det kunne ikke ses på Bloomfield. Men det kunne anes.

1500$ til hver israeler årligt

I de første femten år efter Israels oprettelse i 1948 var den økonomiske støtte fra USA begrænset. Med Oktoberkrigen i 1973 skete der nærmest en revolution i den amerikanske villighed til at yde Israel støtte.

Det var i det samme år, at den første oliekrise indtraf og priserne på råolie steg brat. Først firedobledes prisen mellem 1973 og 74, derefter reguleredes den op i de efterfølgende år, så en tønde råolie der i 197 3 havde kostet mindre end 3 $ i 1979 på det marginale spotmarked betaltes med 40 $. Petromilliarderne bogstaveligt flod ind i de arabiske olielandes statskasser. De samme stater blev storindkøbere af moderne militærudrustning.

For at USA kunne sikre Israel dets militære forspring, hvilket både præsidenterne Nixon, Ford, Carter og Reagan var villige til, så måtte assistancen sættes voldsomt i vejret.

Mellem 1948 og 1984 ydede amerikanske regeringer i alt 28 milliarder dollars til Israel. Hertil kom amerikanske jøders private bidrag, og hvis de to beløb blev lagt sammen blev det godt 43 milliarder, hvilket i 1983-dollars svarede til 65 milliarder dollars. Alene for året 1985 beløb de samlede pengeoverførsler fra USA til Israel sig til 5,1 milliarder dollars, ifølge Bank of Israels årsrapport. I de seneste år har støtten fået form af gave, idet det ville være umuligt for Israel at overkomme at tilbagebetale en så stor gæld.

USA har altså sørget for, at Israel holdt trit med de arabiske olielandes oprustning - og lidt til. Siden Camp David-freden i 1979 er Egypten kommet med i de foretruknes klub, om end ikke med helt så store tilskud som Israel. Tilsammen modtager Israel og Egypten godt 40% af den samlede amerikanske udlandshjælp. Det siger noget om, hvor meget USA i det sidste tiår har opprioriteret Mellemøsten og den amerikanske indflydelse i det område sammenlignet med den øvrige verden.

Men Israel er samtidig et land med økonomiske problemer, til trods for den omfattende USA-hjælp. 11985 var den samlede udlandsgæld på ca. 24 milliarder dollars, og regnet per indbygger placerer det Israel blandt de mest forgældede stater i verden.

Den tidligere amerikanske viceudenrigsminister og FN-ambassadør, George Ball, har i sin kritik af den store hjælp til Israel fremført, at det svarer til at give hver jødisk israeler 15 00 $ årligt. Som George Ball siger: "Det sker samtidig med at Reagan skærer ned på vort budget, på tilskud til fødevarer, frokost til amerikanske skolebørn og hjælp til de fattige. Hjælpen til Israel er overdreven, især så længe det ikke kobles sammen med israelske indrømmelser, der kan gøre en fred med palæstinenserne mulig."

Den aktive minoritet

Ud af USAs godt 230 millioner amerikanere er kun 6,6 millioner jøder, altså knap 3%. Derfor spørger mange også hvordan det kan gå til, at en så beskeden befolkningsgruppe har fået så stor indflydelse på de politiske beslutninger og medierne i USA.

Hertil er der i hvert fald tre nærliggende grunde:

For det første er jøderne politisk aktive, ligesom de socialt er en meget levende samfundsgruppe. Deres stemmeprocent ved valgene ligger omkring 90%, medens det normale for befolkningen som helhed er godt 50%. Det betyder, at de jødiske stemmer udgør omkring 6% af den samlede stemmeafgivning, og i særlige tilfælde kan jødernes stemmer derfor blive udslagsgivende. Ofte vinder en kandidat med meget små marginaler over sin konkurrent, og ved en målrettet indsats kan Israel-lobbyen netop på marginalen opnå bemærkelsesværdige resultater for sin foretrukne kandidat.

For det andet bor jøderne i de folkerige stater, der har ret til mange valgmænd. Det gælder stater som Californien, New York, Illinois og Texas, som derfor er afgørende ved præsidentvalgene.

For det tredje er jøderne ikke tilbageholdende med at bruge af deres formuer. De yder store bidrag til politikernes kampagne, hvis de synes om kandidaternes program, eller hvis de mener at de kan binde en kandidat til. at støtte jødiske mærkesager. Gennem de ovennævnte PACs sørges der ved uddeling af bidrag for at Israel-lobbyens meninger ikke glemmes.

Som redaktør Robert Scheer ved Los Angeles Times siger: "Det har ikke endnu skadet nogen politiker at støtte Israel, mens det modsatte i højeste grad er tilfældet. Israel-lobbyen er den stærkeste i Washington, og den kan gøre dit liv forbandet ubehageligt, hvis du får den imod dig."

En lobbyist: Douglas Bloomfield

At opholde sig i Doug Bloomfields kontor føles nærmest som at stå i svingdøren til Washingtons hovedpostkontor omkring myldretid. Bliver man tilstrækkelig længe, kender man til sidst de fleste ansatte på AIPACs hovedkontor, og det siger ikke så lidt.

Bloomfield er en af lobbyens ledende figurer, respekteret i lige mål af senatorer og repræsentanter i kongressen som af konkurrerende lobbyister i Washington.

Han kender kongressens maskineri som var det hans egen bukselomme, og han behersker alle de små kneb. Ellers var han ikke Tom Dines højre hånd på AIPACs vigtigste arbejdsplads: senatet og repræsentanternes hus.

"Vi er en clearingcentral for information," fastslår han, og fikserer mig gennem sine briller, medens han lader sin hånd løbe gennem det brune hår. Lige så umeddelsom som Bloomfield er den første gang man møder ham, lige så jovial og åbenhjertig er han, når bekendtskabet først er bedre fæstnet. Lobbyister hos AIPAC udveksler nødigt mange ord med folk de ikke kender.

Washington er en barsk arbejdsplads. Når det gælder Mellemøsten, så er fronten mellem pro-israelere og "arabister" knivskarp, og tonen hvas. Uenigheden er ikke et spørgsmål om akademiske synspunkter men dødelig alvor. At tale om en pendant til Allenby-broen over Jorden-floden som den smalle passage mellem de to lejre i Washington er ikke helt ved siden af.

"Er det rigtigt," spørger jeg Doug Bloomfield, "at AIPAC er den stærkeste udenrigspolitiske lobby?"

"Vi er stærke, men kun på Mellemøsten. Ikke på andre områder af verden. Glem ikke, at der er mange lobbyer, der betjener en betydelig større interessekreds end de pro-israelske aktivister i USA. Men i øvrigt er vi et godt serviceorgan. Vi er en god kilde til hvad der i virkeligheden foregår oppe "på højen". Vi taler med flere mennesker end kongresmedlemmer gør, vi ved mere end de. Så vi har altid noget at bytte med. Det er det jeg mener med, at vi er en clearingeentral. For to uger siden kom en viceudenrigsminister til os for at få råd i en vanskelig sag. Selv arabiske ambassadører taler med os, og industrifolk, politikere. Vor styrke er, at vore kilder er de bedste, og at vi ved mere end de fleste."

	Stenkastende unge angribes af israelske soldater i Khan Yunis, Gaza.

Nye valgfonde ændrer amerikansk politik

Doug Bloomfield er ikke meget for at komme nærmere ind på den magt AIPAC har til at få politikere til at stemme til Israels fordel. Som det kunne ventes, slår han det hen med et smil og en bemærkning om, at man jo ikke vrider armen om på senatorerne. "Men der var en senator," indskyder han, "der i fjor sagde, i spøg selvfølgelig: "I can't be bought, but I can be rented,"" (jeg kan ikke købes, men måske lejes).

Lidt modstræbende må Bloomfield dog indrømme, at de nye PAC-fonde har revolutioneret valgkampfinansieringen. Han siger om de jødiske PACs, at de har givet folk en fornemmelse af, at de faktisk har indflydelse. Kampagnebidragene er blevet synlige, mens de små enkeltbidrag før syntes at forsvinde i det blå,

Det bemærkelsesværdige er, at jøder i een del af landet nu gennem PACs støtter pro-israelske kandidater i den modsatte ende, hvis eksistens de ikke før kendte til. En overordnet masterplan viser hvor kampagnepengene kan gøre bedst nytte og hvor de giver et resultat, der kan mærkes i kongressen.

Hvis 70 jødiske PACs over hele USA alle giver støtte til f.eks. en speciel kandidat i staten Illinois, giver det ham uventede rigelige kampagnepenge til at føre valgkamp med.

Et vigtigt element i Tom Dines nye strategi er, at det er kongresvalgene, ikke valget af præsident, der er afgørende.

Det er Dines opfattelse, at de amerikanske jøder aldrig kan få nogen afgørende indflydelse på hvilken præsident, der vælges. De kan derimod i allerhøjeste grad øve indflydelse på hvilke senatorer og repræsentanter der sendes til Washington, forudsat at apparatet ude i enkeltstaterne er gearet til en aktiv udvælgelse og derefter konkret støtte til kandidaterne. Dines mener, at kongressen for hans sag er vigtigere end præsidenten " fordi det er i kongressen at de årlige støttebeløb til Israel skal bevilges. En præsident kan gøre hvad han vil, være lunefuld og skifte mening. Men gør en senator det samme, så indtræffer regnskabets time ved næste valg.

Dertil kommer at Israels sag er yderst populær i Amerika. En politiker, der modarbejder Israel, kan let mistænkes for at være "blød" når det gælder den internationale terrorisme, kommunisme, oberst Kaddafi i Libyen og Ayatollah Khomenei. Og hvem ønsker det stempel på sig ved en valgkamp? Hvis man ikke skulle give støtte til en af USAs nærmeste allierede, hvem skal man så give støtte? lyder spørgsmålet, der er let at stille, men som er politisk farligt at besvare.

Det arabiske svar på AIPAC

Man kunne også lade bossen "på den anden side af gaden" besvare spørgsmålet om AIPACs styrke. David Sadd er formand for NAAA, The National Association of Arab Americans, en amerikansk-arabisk lobbygruppe, der når AIPAC til anklerne, men som har fremdrift og er ved at lære knebene.

David Sadd tæller sine argumenter på fingrene, mens han taler, og det står helt klart for tilhøreren, at hans lobbygruppe er kommet på sisyfosarbejde. Som Sadd siger:

,,Jøderne udgør ca. 3% af USAs befolkning, men i kongressen er de repræsenteret med 6%. Hvis man ser på udenrigskomiteen i repræsentanternes hus, opdager man, at den jødiske repræsentation er 25%. Ser man videre på underkomiteen for Mellemøsten er der 30% jødiske medlemmer, Så man kan sige, at det Israel-lobbyen har gjort, er at tiltage sig en dominerende rolle der, hvor beslutningerne om Mellemøsten træffes. Vi arabiske amerikanere håber, at vi med tiden kan matche den jødiske taktik... Vi er ved at lære trickene."

David Sadds problem er uoverkommeligt stort. Det er ikke gjort med at lære nogle tricks, som han antyder. Sadd-familien stammer fra Libanon. Mange af de arabiske familier der er udvandret til USA er libanesiske. Hvis David Sadd en dag klarede at fremvise et NAAA, der var lige så magtfuldt som AIPAC, hvilket land er det da, han forestiller sig at USA skal alliere sig med, fremfor Israel. Er det Libanon? Eller Saudi-Arabien?

Hvis USA endelig skal foretage et valg i Mellemøsten, er der så noget alternativ til Israel? spurgte Reagan-administrationen i 1982, da Begins og Sharons Libanon-krig havde gjort livet surt mellem de to regeringer.

Efterbyrden fra Libanon

Libanon blev en kirkegård: for israelerne, for amerikanerne, for palæstinenserne - men mest af alt for libaneserne selv.

Reagan-administrationens erfaringer i Libanon gav en bitter eftersmag. Udenrigsminister George Shultz forsøgte i 1983 at bringe en begrænset libanesisk fredsaftale i stand med Syrien og Israel som medunderskrivere. Israel syntes det var fint.

Saudi-Arabien havde lovet Washington at forsøge at overtale Assad til en fredsordning. Men præsident Assad havde ikke lyst til at spille med i dette saudisk-amerikanske spil og lagde bolden død. Det medførte udbredt skuffelse i Washington over både Saudi-Arabien og Libanon. Da samtidig den shiitiske terror satte ind mod den amerikanske ambassade og militærforlægning, besluttedes det omsider at trække de amerikanske marinesoldater, "fredsvogterne", helt hjem.

I Washington tippede stemningen nu til Israels fordel. Det Saudi-Arabien, der ville købe våben i USA, havde åbenbart ikke noget aktiv at give i bytte. Fyrstefamilien i Riyadh skulle ikke nyde noget af at træde offentligt frem og blive set som pro-amerikansk.

Det pinte naturligvis kong Fahd, at Israel nu trak stikkene hjem på Saudi-Arabiens bekostning. Så meget desto vigtigere blev det for den saudiske konge at assistere Reagan med hjælp til anti-kommunistiske bevægelser som UNITA i Angola og contraerne i Nicaragua.

Men kunne der bygges en bred anti-sovjetisk strategi på det? spurgtes der i Washington. Svaret var benægtende, for USA havde brug for allierede, det kunne regne med, og som var villige til at stå skulder ved skulder, når vanskelighederne indtraf. Og hertil var Israel ikke bare villig, men også skulderbred.

Fra efteråret 1983 var scenen klar i Washington til fuld satsning på Israel. Den jødiske stat var fremstået under dilemmaet i Libanon som den eneste nogenlunde stabile part i et mellemøstligt kaos. Man så bort fra, at Israel ikke havde gjort det kaos mindre med sin krig mod PLO. Den strategiske samarbejdsaftale, der var blevet stillet i bero i 1981, skulle nu virkeliggøres.

En af arkitekterne til aftalen var viceudenrigsminister Lawrence Eagleburger, som i en tale den 12. juni 1983 sagde at Israels "militære magt opfattes af russerne som en forhindring for deres ekspansionistiske ambitioner i Mellemøsten. Israels sikkerhed er vital for amerikanske interesser, og vi vil ikke sidde med hænderne i skødet, hvis Sovjetunionen truer den sikkerhed."

Hverken Eagleburger, hans chef George Shultz eller Robert McFarlane, Reagans nationale sikkerhedsrådgiver, nærede Alexander Haigs illusioner om en israelsk-arabisk consensus, lige så lidt som de troede på den pro-israelske lobbys mere eventyrlige ideer om et Israel, der kunne fungere som gendarm i den arabiske verden. Deres mening var ganske enkel, at Israels fremtid i Mellemøsten i de næste ti år var særdeles lovende, og i øvrigt ville Israel som atommagt være sikret ind i det 2 1. århundrede.

Banebrydende aftale med Israel

Med beslutningsdirektiv nr. I I I i Det nationale Sikkerhedsråd blev der den 29. oktober 1983 etableret et formelt grundlag for det strategiske samarbejde mellem Israel og USA. Det skete i rammerne af et fælles politisk militært gruppearbejde (JPMG).

Resultaterne af dette samarbejde er værd at notere sig, for det er en koordinering af vidtrækkende omfang. Detaljerne har man forsøgt at holde uden for offentlighedens kendskab, for at det ikke over for den arabiske verden skulle virke for provokerende. Her er de blevet stykket sammen ved studium af AIPACs skrifter, regeringsmemoranda og lækager i Israel.

Samarbejdet omfatter bl.a.:

• Israelske havne som Haifa og Ashdod anvendes af den amerikanske 6. flåde som gæstehavn, hvor der hentes forsyninger, mandskabet kan rekreere sig, og skibsværftet i Haifa udfører reparationer.
• Israelske hospitaler af højeste kvalitet står til rådighed for amerikansk militærpersonel, i krigstid såvel som fredstid. - Israelske flybaser anvendes af det amerikanske luftvåben, og der har været afholdt gentagne manøvrer mellem Israels og USAs fly- og flådestyrker.
• Hertil kommer mulighed for opmagasinering af amerikansk militærmateriel i Israel, såkaldt pre-positioning, så det hurtigt kan transporteres til en eventuel krigszone.
• En omfattende koordinering af efterretningsdata.
• En kommende gigantisk Voice of America radiosender i Israels Negevørken, der kan række langt ind i Sovjetunionen. - Milliardstøtte til konstruktionen af det israelske Lavi-kampfly, som Israels regering i august 1984 ganske vist besluttede med een stemmes flertal at opgive, fordi USA ikke ville betale regningen og Israel ikke selv kunne.
• Israelsk udlejning af Kfir-fly til den amerikanske flåde.
• Amerikansk køb af militærmateriel i Israel, f eks. ubemandede spionfly.
• Forhandlinger om bygning af amerikanske u-både på israelsk værft.
• Israelsk deltagelse i SDI-programmet, kendt som Stjernekrigsprogrammet.
• Indgåelse af en frihandelsaftale, som er den første USA har indgået med noget land, og som giver Israel betydelige fordele.
• Dertil kommer selvsagt USAs økonomiske hjælp, 3 milliarder dollars i 1986 som gave, foruden private bidrag.

Strid mellem pro-israelere og "arabister"

Når man skal vurdere den vidtgående politiske samordning som fra 1983 finder sted mellem Israel og USA, er det nødvendigt at skelne mellem to lejre i den amerikanske statsadministration.

I den pro-israelske lejr finder man udenrigsministeren og præsidentens sikkerhedsrådgiver med en række medarbejdere. I den modsatte lejr finder man forsvarsminister Caspar Weinberger og stort set hele hans ministerium, som også ser fordelene i et langsigtet, nært strategisk samarbejde med Israel. Men kun så langt at det ikke belaster USAs samordning med arabiske nøglestater som Saudi-Arabien, Egypten og Jordan. Traditionelt er der i udenrigstjenesten mange diplomater, som har specialiseret sig i Mellemøsten og har gjort tjenester der. De omtales gerne som "the arabists", arabisterne.

I dag må man konstatere, at samarbejdsaftalen blev startskuddet til en slags "nato'isering" af Israel. Godt tre år senere, i februar 1987, kunne Reagan-administrationen i forbindelse med premierminister Yitshak Shamirs besøg i Washington erklære, at Israel nu var en allieret med samme garantier som NATO-partnerne.

Set udefra syntes det som om at forsvarsaftalen med Israel skulle erstatte det afgørende samarbejde USA havde haft med shahens Iran.

Set indefra satsede Reagan-administrationen stadig på at finde den nøgle, hvormed døren til Iran kunne genåbnes. Kunne Israel måske hjælpe?

Uddrag fra Jens Nauntofte: Reagans sidste Tango. USA's Mellemøstpolitik i kritisk belysning