Browserudgave

Rosa Luxemburg: Orden hersker i Berlin

Rosa Luxemburg: Orden hersker i Berlin

Orden hersker i Berlin

af Rosa Luxemburg, 1919.

Die Rote Fahne (Berlin). Nr. 14. 14. januar 1919

Orden hersker i Warszawa! meddelte minister Sebastiani i året 1831 i kammeret i Paris, da Suvorovs tropper efter den frygtelige storm på forstaden Praga i den polske hovedstad var rykket ind og havde begyndt sit bøddelarbejde mod oprørerne.

Orden hersker i Berlin! forkynder den borgerlige presse triumferende, og det samme gør Ebert og Noske, samt officerer fra de "sejrende tropper", som Berlins småborgerlige pøbel vinker til i gaderne med deres lommetørklæder, tiljubler med hurraråb. De tyske våbens renommé og ære er blevet reddet for verdenshistorien. De, som led så forsmædelige nederlag i Flandern og Argonnerne, har nu genoprettet deres rygte gennem en strålende sejr - over de 300 "spartakister" på "Vorwärts". De tyske troppers berømmelige indmarch i Belgien, og general von Emmichs betvingelse af Liege blegner i sammenligning med Reinhardt og Co.'s dåd i Berlins gader. Udsendinge, som ville forhandle om overgivelsen af "Vorwärts", blev af regeringstroppernes kolber tilredt indtil det ukendelige, så det var umuligt at identificere ligene, og fanger blev stillet op mod muren og myrdet på en sådan måde, at hjerneskal og hjernemasse sprøjtede til alle sider. Hvem husker vel, stillet overfor så glorværdige handlinger, de forsmædelige nederlag mod franskmændene, englænderne og amerikanerne? "Spartakus" hedder fjenden, og Berlin er stedet, hvor officerer forstår at sejre. Noske, "arbejderen" hedder den general, som forstår at organisere den sejr, Ludendorff ikke kunne klare.

Hvem kan lade være med at tænke på "ordens"koblets sejrsrus i Paris, på bourgeoisiets bakanal på kommunardernes lig, det selvsamme bourgeoisi, som lige før havde kapituleret ynkeligt overfor Preussen og havde prisgivet landets hovedstad til den ydre fjende, for selv fejt at smøre haser! Men over for de dårligt bevæbnede udhungrede Pariser-proletarer, over for deres forsvarsløse kvinder og børn, hvordan flammede ikke mandsmodet igen op hos de små bourgeoisisønner, hos den "gyldne ungdom", hos officererne! Og omend disse Mars-sønner tidligere var blevet slået af den ydre fjende, så rasede tapperheden nu i dem, idet de med bestialsk grusomhed kastede sig over de værgeløse, de fangne, de faldne!

"Orden hersker i Warszawa!" "Orden hersker i Paris!" "Orden hersker i Berlin!", sådan løber meldingerne fra "ordenens" vogtere hvert halve århundrede fra det ene centrum for den verdenshistoriske kamp til den anden. Og de jublende "sejrherrer" mærker ikke, at en "orden", som periodisk må opretholdes ved hjælp af blodige nedslagtninger, uophørligt går sin historiske skæbne, sin undergang i møde. Hvad har denne sidste "Spartakusuge" i Berlin været, hvad har den bragt, hvad har den lært os? Endnu midt i kampen, midt i kontrarevolutionens sejrshyl må de revolutionære proletarer aflægge regnskab over det, der er sket, de må måle begivenhederne og deres resultater med den store historiske målestok. Revolutionen har ikke nogen tid at miste, den stormer videre - over endnu åbne grave, over "sejre" og "nederlag" - mod sit store mål. At følge dens retningslinjer og dens veje bevidst er den første store opgave forkæmperne for den internationale socialisme står overfor.

Kunne man vente en endegyldig sejr for det revolutionære proletariat i dette opgør? Var det at vente at Ebert-Scheidemann skulle blive styrtet og et socialistisk diktatur oprettet? Sikkert ikke, hvis man grundigt tager alle de momenter i betragtning, som afgør spørgsmålet. Det ømme punkt for den revolutionære sag i dette øjeblik - den politiske umodenhed hos soldatermasserne, som stadigvæk lader sig misbruge af deres officerer til folkefjendtlige kontrarevolutionære mål, er allerede et bevis på, at en varig sejr ved denne konfrontation ikke var mulig. På den anden side er denne umodenhed hos soldaterne i sig selv kun et symptom på den almindelige umodenhed i den tyske revolution.

En stor procentdel af soldaterne stammer fra landet, der nu som før næppe er berørt af revolutionen. Berlin har indtil nu været så godt som isoleret fra det øvrige land. Ganske vist står de revolutionære centre i provinsen - i Rhinlandet, i de nordlige kystområder, i Braunschweig, i Sachsen, i Württemberg - med liv og sjæl på Berlinerproletariatets side. Men for det første mangler der endnu en umiddelbar koordinering af fremrykningen, et direkte aktionsfællesskab, som ville gøre Berlinerarbejdernes slagkraft og fremstød betydelig mere effektiv. Desuden er de økonomiske kampe - og her er vi ved den dybere sammenhæng med revolutionens politiske mangler - den egentlige vulkanske kilde som hele tiden nærer den revolutionære klassekamp, først i sin vorden.

Af alt dette fremgår det, at man i dette øjeblik endnu ikke ville kunne påregne en endegyldig varig sejr. Var kampen i sidste uge så en "fejl"? Ja, hvis det i det hele taget havde drejet sig om et tilsigtet "fremstød", om et såkaldt "kup"! Men hvad var udgangspunktet for den sidste kampuge? Det samme som i alle de tidligere tilfælde, den 6. december, den 24. december - en brutal provokation fra regeringens side! Akkurat som blodbadet mod de værgeløse demonstranter i Chausseestrasse og nedslagtningen af matroserne, var det denne gang anslaget mod Berlins politipræsidium, der var årsagen til de begivenheder, der fulgte. Revolutionen opererer nu engang ikke uafhængigt, i det fri efter en snedig plan udtænkt af "strategerne". Dens modstandere har også initiativet, ja, de har det som regel i langt højere grad end revolutionen selv. Men stillet over for kendsgerningerne, over for den frække provokation fra Ebert-Scheidemanns side, var de revolutionære arbejdere tvunget til at gribe til våben. Ja, det var en nødvendighed for revolutionen straks at slå angrebet tilbage med al mulig energi, hvis ikke kontrarevolutionen skulle blive opmuntret til yderligere fremrykning, og proletariatets revolutionære rækker blive svækket på linje med hele den tyske revolutions moralske omdømme i Internationalen.

Den øjeblikkelige modstand opstod spontant blandt Berlins masser med en så selvfølgelig energi, at den moralske sejr allerede ved det første stormløb var på "gadens" side.

Nu er det en livsbetingelse for revolutionen, at den aldrig må blive stående uvirksom og passiv, når den har taget et skridt. Det bedste forsvar er et intensivt angreb. Denne elementære regel, der gælder for al slags kamp, har endnu større gyldighed for ethvert af revolutionens skridt. Det siger sig selv og vidner også om Berlinerproletariatets sunde instinkt og friske indre styrke, at det ikke slog sig til ro, da Eichhorn var blevet genindsat i sit embede, men at det spontant gik over til at besætte andre af kontrarevolutionens magtpositioner: den borgerlige presse, det halvofficielle telegrambureau, "Vorwärts". Alle disse forholdsregler blev taget af masserne ud fra den instinktive erkendelse, at kontrarevolutionen efter et nederlag ikke ville falde til ro, men sigte mod en generel styrkeprøve.

Også her står vi overfor en af revolutionens store historiske love, som gør alle spidsfindighederne, al snusfornuften hos de små "revolutionære" af USPD-typen, som i enhver kamp leder efter påskud for tilbagetog, til skamme. Så snart revolutionens grundproblem var blevet stillet klart op - og det vil i denne revolution sige at styrte regeringen Ebert-Scheidemann, som den første hindring for socialismens sejr - dukker dette grundproblem ustandselig op i hele sin aktualitet, hver enkelt episode i kampen ruller problemet op i sit fulde omfang med en naturlovs skæbnetyngde, selv om revolutionen er nok så uforberedt til at løse det, selv om situationen er nok så umoden. "Ned med Ebert-Scheidemann", denne parole dukker uundgåelig op i hver eneste revolutionskrise, som den eneste udtømmende formel for alle partielle konflikter, og sætter derved af sig selv gennem sin egen indre objektive logik enhver kampepisode på spidsen, om man så bryder sig om det eller ej.

Af denne modsætning mellem opgavens tilspidsning og de manglende forudsætninger for løsning i den første fase af en revolutionær udvikling, følger, at revolutionens enkelte kampe formelt ender med et nederlag. Men revolutionen er den eneste form for "krig" - også dette er dens særlige livslov - hvor den endelige sejr kun kan forberedes gennem en serie af "nederlag"!

Hvad kan vi lære af de moderne revolutioner og socialismens historie? Klassekampens første opblussen i Europa, silkevævernes oprør i Lyon 1831, endte med et alvorligt nederlag; chartistbevægelsen i England - med et nederlag. Pariserproletariatets opstand i junidagene 1848 endte med et knusende nederlag. Hele vejen frem mod socialismen er belagt med lutter nederlag, når det gælder revolutionære kampe.

Alligevel fører den samme historie skridt for skridt uden ophør frem mod den endelige sejr! Hvor ville vi være i dag uden disse "nederlag", fra hvilke vi har høstet historisk erfaring, erkendelse, magt, idealisme? I dag, hvor vi er nået frem mod den proletariske klassekamps sidste slag, støtter vi os netop på disse nederlag; vi kunne ikke undvære nogen af dem, for hver enkelt af dem er en del af vor kraft og målbevidsthed.

Revolutionskampen står her i skarp modsætning til de parlamentariske kampe. Vi havde i Tyskland igennem fire årtier lutter parlamentariske "sejre", vi gik simpelthen fra sejr til sejr. Og resultatet var et tilintetgørende politisk og moralsk nederlag ved den store historiske prøve den 4. august 1914, et uhørt sammenbrud, en fallit uden sidestykke. Revolutionerne har indtil i dag bragt os lutter nederlag, men disse uundgåelige nederlag giver os netop garanti for den fremtidige endelige sejr.

Ganske vist på én betingelse! Det drejer sig om, under hvilke omstændigheder nederlaget kom, om det skyldtes, at massernes fremstormende kampenergi tørnede ind i de historiske forudsætningers manglende modenhed, eller det skyldtes, at selve den revolutionære aktion blev lammet af halvheden, af ubeslutsomheden, af indre svaghed.

Klassiske eksempler på disse to tilfælde er på den ene side den franske februarrevolution og på den anden side den tyske martsrevolution. Pariserproletariatets heltemodige aktion i året 1848 er blevet en levende kilde af klasseenergi for hele det internationale proletariat. Den tyske martsrevolutions ynkelighed hænger som en hæmsko om benet på hele den moderne tyske udvikling. Og på grund af det officielle tyske socialdemokratis specielle historie har den haft sin virkning helt frem til de sidste begivenheder i den tyske revolution, helt frem til den dramatiske krise, vi netop har oplevet.

Hvordan står så nederlaget i denne såkaldte "Spartakusuge" set i lyset af ovenstående historiske spørgsmål? Var det et nederlag, der udsprang af den stormende revolutionsenergi og situationens utilstrækkelige modenhed, eller skyldtes det aktionens svaghed og halvhed?

Begge dele! Denne krises dobbeltkarakter, modsætningen mellem Berlinermassernes stærke, beslutsomme offensive optræden og Berlinerledelsens ubeslutsomhed, ængstelighed og lunkenhed er denne seneste episodes særlige kendetegn.

Ledelsen har svigtet. Men ledelsen kan og må skabes på ny af masserne og blandt masserne. Masserne er det afgørende, de er den klippe på hvilken revolutionens endelige sejr skal bygges. Masserne stod på højdepunktet, de har gjort dette "nederlag" til et led i kæden af historiske nederlag, som er den internationale socialismes stolthed og kraft. Og derfor vil den fremtidige sejr blomstre frem af disse "nederlag". "Orden hersker i Berlin!" Tåbelige bødler! Jeres "orden" er bygget på sand. Allerede i morgen vil revolutionen "tordnende rejse sig op" og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang:

Jeg var, jeg er, jeg blir!


Denne artikel blev Rosa Luxemburgs sidste. Den 15. januar 1919 om aftenen - dagen efter offentliggørelsen af denne artikel - blev hun og Karl Liebknecht arresteret og ført til forhør. Senere samme aften blev de læsset ind i hver sin bil. Liebknecht blev kort efter beordret ud af bilen, hvorefter han blev skudt bagfra - "skudt under flugtforsøg". Luxemburg blev skudt i bilen og derefter kastet i en kanal. "Trampet ned af mængden" hed det i aviserne dagen efter. Hendes lig blev først fundet den 31. maj. En stor folkemængde fulgte hende til graven.

Findes på dansk i Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 15.929