Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Fallos
Fallos er i den franske psykoanalytiker Jacques Lacans forståelse et bærende element i det ubevidste, hvor den optræder i forskellige former og bl.a. vedrører forskellen mellem de to køn. Fallos er en term, som Lacan knytter til tre forskellige niveauer i de ubevidste forestillinger om forskellen på de to køn. På det reelle plan drejer det sig om penis, hvis nærvær eller fravær på bl.a. visuel måde er med til at bestemme det menneskelige køn. Derudover spiller penis' fravær en betydelige rolle i forestillinger om fysisk kastration, som kvinden, iflg. visse mandlige fantasier, skulle have været udsat for, eftersom hun mangler penis. Eller penis' fravær udgør en kvindelig forestilling, som det f.eks. ses i den japanske filminstruktør N. Oshimas film: I sansernes vold, hvor en kvinde, der igennem et længere varende samleje har haft sin partners mand erigerede penis oppe i sig, skærer den af og løber gennem gaderne med den. På dette niveau udgør fallos således et element, der rent kropsligt mangler eller kan antages at mangle.
Børns visuelle iagttagelse af kønsforskellen fører, som Freud har understreget det i Den infantile genitalorganisation, til antagelsen af de mandlige genitaliers forrang. Lacan videreudvikler Freuds bemærkninger herom, idet han understreger, at denne antagelse hænger sammen med børns søgen efter et svar på moderens begær (evt. rettet mod faderen). Dette svar udgør fallos på det narcissistiske niveau, hvor fallos netop er knyttet til en forestilling om, hvad svaret på gåden om moderens begær og kropslige nydelse er. Fallos udgør i den henseende et narcissistisk svar, hvis oprindelse dels vedrører den visuelle iagttagelse (penis' fravær/nærvær) og dels de sproglige formuleringer, der knytter sig hertil.
Barnet kan forsøge at være denne narcissistisk falliske værdi, hvilket forbinder sig med almagtsforestillinger, eftersom denne værdi samtidig skulle være svaret på og udgøre tilfredsstillelsen af moderens begær. På den anden side afføder enhver oplevelse af, at det ikke er muligt at være fallos, bl.a. fordi moderens begær ikke stopper med barnets bestræbelser i denne retning, afmagtsforestillinger. Bevægelsen fra almagtsforestillinger til afmagtsforestillinger henviser til en narcissistisk kastration.
Det er dog ikke alene umuligt at opretholde positionen som svaret på moderens begær (fallos i dens narcissistiske form). Der er heller ikke noget entydigt eller endegyldigt svar på gåden om moderens begær. Det er således på en gang umuligt at være fallos og finde et afgørende svar på gåden om moderens begær. Denne umulighed understreges af fallos i dens sproglige sammenhæng, hvor den vedrører en symbolsk kastration, der udraderer de narcissistiske bestræbelser på at være fallos. Her optræder fallos som en signifiant for et manglende (narcissistisk) svar på gåden om moderens begær og nydelse. Fallos er således i sproglig henseende en signifiant, hvortil der ikke er knyttet noget indhold. I sproglig henseende er det dog muligt at have denne signifiant, der i sig selv udgør en signifiant for en mangel, som kan udveksles i f.eks. i det seksuelle møde og nydelsen mellem de to køn, hvor manden kan give sin virilitet og kvinden sin mulighed for frugtsommelighed.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 35.205