Golfkrigen
Efter at Iraq den 2. august 1990 havde invaderet nabolandet Kuwait og efterfølgende trods påbud fra FN nægtede at trække sig ud, indledte USA den 17. januar 91 i spidsen for en 32 lande stor militær alliance luftangreb på Iraq. Dette var optakten på Golfkrigen, der gav USA lejlighed til at få afprøvet sine mest moderne våben, og slå fast, at supermagten var den eneste tilbageværende supermagt efter sammenbruddene i Østeuropa året før. USA's daværende præsident George Bush karakteriserede denne nye geopolitiske situation som «den nye verdensorden».
Krigen var ovre i løbet af 1½ måned. Den havde da kostet 150-200.000 irakere livet. De fleste civile. USA afstod i sidste ende fra at vælte Iraqs præsident, Saddam Hussein og støttede i stedet oprør blandt kurderne i den nordlige del af landet og blandt shiiamuslimerne i den sydlige del af landet. Men oprøret blev slået ned, og 1 million kurdere sendt på flugt.
Trods det enorme nordamerikanske militæropbud afslørede Golfkrigen dog samtidig, at supermagtens økonomiske formåen var reduceret. USA måtte gå tiggergang til Tyskland, Japan og de rige oliestater omkring golfen for at skaffe financiering af sin krigsførelse. Ydermere blev der gennemført drastiske nedskæringer i supermagtens militærudgifter umiddelbart efter krigen.
FN har bevaret sanktionerne mod Iraq, der blev indført i august 1990. USA ønsker at anvende sanktionerne til økonomisk og social destabilisering af Iraq for på den måde at vælte Saddam, men denne har været i stand til at holde oppositionen splittet og hårdt undertrykt. USA har derfor siden 1991 gennemført adskillige straffeekspeditioner mod Iraq, for bl..a at afprøve nye våbensystemer - især kraftigere konventionelle bomber.
Krigen isolerede totalt Iraq i den arabiske verden. Eneste undtagelse var palæstinenserne, der i Saddam så en arabisk magthaver, der turde sætte sig op mod USA - Israel største økonomiske bidragsyder. Nederlaget ramte palæstinenserne hårdt. Mange hundrede tusinde palæstinensiske gæstearbejdere måtte efterfølgende forlade golfstaterne, hvorfra de tidligere havde sendt store beløb tilbage til deres familier i Palæstina.
Den politiske pris USA måtte betale for at få de arabiske lande med i alliancen mod Iraq var løftet om gennemførelsen af en Mellemøsten Fredskonference. Den startede i efteråret 1991, men gik efter et par år helt i stå. Fredsaftalen mellem Israel og Palæstina blev forhandlet igennem udenfor rammerne af konferencen og uafhængigt af denne.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 108.525