 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Torskekrigen
Island har siden 1945 arbejdet på to fronter for at sikre sine interesser i havet omkring landet og for at hindre rovfiskeri. I FN har landet stået i spidsen for at udvikle en international havret. Parallelt hermed har Island gang på gang ensidigt udvidet sin fiskerigrænse. Grundlaget for udvidelserne har været loven om kontinentalsoklen, der blev vedtaget af Alltinget i 1948. Den giver regeringen hjemmel til at anvende videnskabelige resultater i beskyttelsen af fiskestammerne omkring den islandske kontinentalsokkel. Samtidig blev der på islandsk initiativ udnævnt en juridisk komité i FN regi for at revidere reglerne om havret.
Under krigen havde fiskebankerne været forskånet for udenlandsk fiskeri, men derefter øgedes det år for år. I 1950 blev fiskerigrænsen ved Nordisland udvidet til fire sømil langs en linie, som gik udenfor bugter og fjorde. For de engelske skibe gjaldt dette imidlertid først året efter. Ifølge en aftale mellem Danmark og England fra 1901 - 50 år tidligere - kunne engelske skibe fiske inde i fjorde og bugter indtil tre sømil fra land.
I 1952 afsagde Haag-domstolen dom i en sagen, som England førte mod Norge om grundlinierne for fiskerigrænserne. Dommen var i norsk favør. På grundlag af dommen udvidede Island umiddelbart fiskerigrænsen til fire sømil med grundlinier der gik tværs over bugter og fjorde rundt omkring hele landet. Belgien, England, Frankrig og Vesttyskland protesterede.
For at knække Island indførte England forbud mod landing af iset fisk fra islandske både og trawlere. Island lod sig imidlertid ikke knække, men skaffede sig afsætning for bearbejdet fisk både i USA og i Sovjetunionen. Nato-landet Island fik gennemført handelsaftaler med Sovjetunionen, trods Nato-landenes fælles handelsblokade af russerne. Dette gav afsætning for visse produkter, som det ellers var vanskeligt at få afsat.
FN's første havretskonference i 1958 blev afsluttet uden bindende vedtagelser. Flertallet gik alligevel ind for en tolv mils fiskerigrænse. Straks efter udvidede Island til tolv mil. England protesterede og sendte krigsskibe for at beskytte sine trawlere. Den første torskekrig foregik uden farlige sammenstød. FN holdt sin anden havretskonference i 1960. Endnu engang uden bindende beslutninger, men det var nu klart, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår tolv sømils fiskerigrænsen ville blive alment anerkendt. I 1961 anerkendte England tolvmilegrænsen ved Island ved en aftale, hvor Island på sin side forpligtede sig til at underlægge sig Haag-domstolen ved fiskerigrænsekonflikter. Oppositionen erklærede imidlertid, at kom den i regering, ville den ikke føle sig bundet af aftalen. Året efter indgik Island en tilsvarende aftale med Vesttyskland.
I 1970 vedtog FN efter forslag fra bl.a. Island at forberede en ny havretskonference. Island følte sig imidlertid så kraftigt truet af rovfiskeri, at landet ikke ville vente på en ny konference, men udvidede i 1972 til 50 mil. Alltinget sluttede enstemmigt op om udvidelsen - dvs. også de to partier som 10 år tidligere som regeringspartier fik gennemført aftalen med England og Vesttyskland om tolvmilegrænsen og Haag-domstolens myndighed. EF protesterede og indførte forbud mod at lande islandske fisk. England sendte samtidig krigsskibe til Island.
Den islandske kystvagt tog nu et våben i brug, der i hemmelighed var blevet udviklet og afprøvet under den første torskekrig, men aldrig taget i brug. Våbnet var en trawlerwireklipper. Når trawlerne fik trawlet klippet af, kunne selv ikke hele imperiets krigsmagt skaffe fisk til de engelske skibe. Den anden torskekrig varede et år, og der blev klippet trawl 82 gange. England indgik en aftale med Island i efteråret 1973, mens Vesttyskland som heller ikke accepterede udvidelsen, fortsatte sit fiskeri indenfor 50 mils grænsen og opretholdt forbudet mod at lande islandske fisk.
I 1973 foreslog Island sammen med andre stater i FN's havbundskomite en international regel om 200 sømils ressourceterritorium i havet. På FN's tredje havretskonference i 1974 og 1975 nåede man ikke frem til enighed i spørgsmålet, men det var da klart, at udviklingen pegede i retning af en anerkendelse af 200 mils fiskerizonen. I efteråret 1975 udvidede Island fiskerigrænsen til 200 mil. England protesterede og udrustede sin trawlerflåde med krigsskibe. I de samme uger nåede Island frem til en aftale med Vesttyskland, som ophævede landingsforbudet.
Den tredje torskekrig i vinteren 1975-76, var hårdere end de forrige konflikter. Mindst 54 gange stødte engelske krigsskibe sammen med de meget mindre islandske kystvagtfartøjer. Flere gange var liv i fare. I protest afbrød Island de diplomatiske forbindelser med England. 46 gange lykkedes det de islandske kystvagtfartøjer at klippe trawlet på de britiske fiskerskibe. I maj mødtes Islands statsminister og udenrigsminister med den britiske udenrigsminister i Oslo til en diskussion. Den 1. juni 1976 blev der indgået en aftale, der gav de engelske trawlere seks måneders frist for de til at forlade de islandske fiskebanker, og landingsforbudet i England blev ophævet. EF havde da i tre år presset Island til eftergivenhed ved at lade være med at gennemføre en aftalt reduktion af told på islandske fiskeprodukter. Nu blev denne pression ophævet.
Islændingene var sejrsikre under torskekrigene. For at udtrykke dette henviste de i samtaler mange gange til digteren Steinn Steinarr, som i en anden forbindelse i et digt havde kommenteret Englands kamp med følgende ord: «Ingen vinder sin dødskamp.» I kritiske øjeblikke kunne digtet blive læst i radioen før nyhederne.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 31.697