Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Sukker

Sukker er en af de politisk mest betændte varer i verdenshandelen. Stærke erhvervsinteresser i USA og EU kræver støtteforanstaltninger for at holde lønsomheden oppe. Ingen anden råvare har været præget af så stærke prissvingninger på det «frie» verdensmarked. Derfor er en række u-lande, som Cuba, Brasilien og Philippinerne stærkt interesseret i en ordning, som kan stabilisere priserne og sikre stabile eksportindtægter.

Det findes langt fra et samlet marked for sukker. Produktionen i USA, EU og andre i-lande er omgærdet af protektionistiske tiltag og støtteordninger, som gør det nationale salg til et lukket marked. Priserne reguleres efter forhandlinger mellem producenter og myndigheder. Omsætning og lagrene kontrolleres af et eller nogle få selskaber, som Tate and Lyle i England og Amstar i USA.

Den næst vigtigste omsætningsform er opkøbsaftaler mellem producentlande og disse koncerner. Priserne her er ofte ikke kendt. Men de påvirkes af de priser, der noteres på det «frie marked». Dette står kun for 12% af sukkersalget i verden, men influerer alligevel stærkt på de sukkereksporterende u-landes indtægtsniveau og beskæftigelse.

Det eksisterede nogle år en international sukkeraftale mellem importørlandene og eksportørlandene. Eftersom den kun vedrørte det «frie» marked og i øvrigt ikke var særlig effektiv, fik den ikke nogen særlig betydning, og i 1973 brød den sammen.

Problemerne med at udarbejde en aftale hænger sammen med at USA og EU skærper deres protektionistiske politik. Et andet problem er, at de største eksportørlande er for uenige: Brasilien og Cuba aspirerer begge til at være u-landenes talerør.

U-landene står tilsammen for tre fjerdedele af det sukker, som omsættes internationalt. Koncernerne har imidlertid bevaret deres kontrol med omsætningen. USA og andre sukkerimporterende lande opstiller kvoter for indførslen fra u-landene. Og endelig er mange af disse lande fortsat stærkt politisk afhængige af de største i-lande og koncernerne.

Cuba brød ud af denne afhængighed ved Castros magtovertagelse i 1959, men løb ind i en ny. Sovjetunionen aftog frem til 1990 det meste af Cubas sukker, og gav oftest gode priser. Men også russerne havde en egen sukkerproduktion og anvendte markedsmekanismen efter svingningerne i de russiske sukkermængder. Efter sammenbruddet i Sovjet og COMECON landene generelt, er Cuba atter ude på verdensmarkedet.

Flere i-lande eksporterer sukker til subsidierede priser. U-landene vil have den eksport begrænset. Et andet spørgsmål er prisen. Organisationen af sukkereksporterende lande i Syd- og Mellemamerika, som står for 60% af verdenseksporten, ønsker en mindstepris, et «gulv». Desuden ønsker de finansiel støtte for at opbygge lagre, når prisen synker, og til at investere i mere sukkerraffinering. Så længe landene imidlertid ikke kan samle sig om en fælles linie, er det vanskeligt at få presset importørlandene og EU til indrømmelser.

EU er selvforsynende med sukker - bortset fra at Storbritannien fortsat importerer sukker fra gamle Commonwealthlande under en selvstændig EU aftale. Overproduktion og faldende priser præger billedet i de fleste lande i dag.

Periodevis svigt i Cubas og Brasiliens produktion kan skabe rum for andre lande og mere kraft i eksportørlandenes krav. Flere u-lande har øget sukkerforbruget kraftigt. Det de ikke har fået afsat ude eller hjemme, er blevet anvendt til alkoholproduktion. Denne strategi er især blevet fulgt i Brasilien, hvor mange biler er blevet omstillet til at kunne køre på en blanding af benzin og alkohol - fra sukkerproduktionen.

Når sukkerarbejderne i mange af landene samtidig får dårlig betalt for deres arbejde - i modsætning til deres subsidierede kolleger i USA og EU - er der ikke meget der indikerer, at sukker skaber udvikling. Men afhængigheden af produktionen og eksporten er et faktum - ikke mindst i et land som Cuba, som skaffer 70% af sine eksportindtægter fra sukkeret.

H.Hv.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 32.012