Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Sand, George

George Sand
George Sand

George Sand (1804-1876), fransk kvindelig forfatter, pseudonym for Aurore Dudevant, født Dupin. Hun markerede sig gennem et omfattende forfatterskab, politisk engagement og et ukonventionelt privatliv, som også var udtryk for hendes form for feminisme.

På hendes fars side var hun i familie med europæiske kongehuse gennem såkaldt «uægte» børn, mens moderen var en «folkets datter», som faderen giftede sig med lige før Aurore blev født. Aurore mistede sin far som fireårig og voksede op hos farmoren på godset Nohant i Berry. Hun gik på klosterskole i Paris, havde huslærere hos farmoren og fik en grundig oplæring - både i de aristokratiske dyder og i moderens folkelige stil. Helt fra barndommen af gav denne dobbelthed hende en stærk følelse af det absurde ved klassesamfundet.

Aurore Dupin giftede sig som 18 årig med Casimir Dudevant og separerede sig i 1831. På denne tid havde hun forbindelse med pariser litteraten Jules Sandeau, og sammen udgav de noveller og romaner under forfatternavnet J. Sand. Hendes følgende romaner, «Indiana» og «Valentine», var egne arbejder. Hun overtog pseudonymet og gav sig selv mandsnavnet: George Sand. Romanen «Lélia» (1833) vakte opsigt, og det gjorde hendes privatliv også. Sammen med digteren Alfred de Musset rejste hun til Venezia. I 1836 var den formelle skilsmisse i orden, og George Sand havde flere forbindelser i disse år. I 1838 indledtes hendes forhold til komponisten Frédéric Chopin, og dette varede til 1847.

I 1831 traf hun skuespillerinden Marie Dorval, og det udviklede sig til et lidenskabeligt venskabsforhold mellem de to kvinder. George Sand fandt her en ny form for kærlighed: «Selv føler jeg, at De har givet mig et helt nyt, ungt hjerte at elske Dem med,» skriver hun i et brev til Dorval. Det fortsatte til Marie Dorvals død i 1849.

George Sands forfatterskab inddeles ofte i fire perioder: En romantisk-feministisk, en socialistisk-humanistisk, en landlig-folkelig og en idyllisk - en kombination af første og tredje periode. De litterære perioder følger i store træk de forskellige faser i hendes liv. George Sand havde en idealistisk tro på den absolutte kærlighed, som nok kunne forekomme i ægteskabet, men som ofte blev forhindret af konventioner, fornuftsægteskaber og de juridiske restriktioner som fulgte med. I et brev er hun inde på, at en af grundene til et mislykket ægteskab kan være en brutal start på seksuallivet. I romanen «Lélia» tager hun den kvindelige seksualitet op. Hun lader den kvindelige hovedperson reflektere over et tabuemne som fysisk kærlighed og manglende tilfredsstillelse.

Sand forlanger lighed for loven, uddannelse og ligestilling - ikke mindst når det gælder følelsesliv og kærlighed. Hun siger, at manden bebrejder kvinden hendes uvidenhed, men hindrer hende i at opnå kundskaber og håner hende for det hun har været istand til at opsnappe. Hun går skarpt til angreb på dobbeltmoralen og kræver samme ret for kvinder og mænd på det erotiske plan. Hun er ikke imod ægteskabet som følelsesmæssig forbindelse, men går stærkt imod den juridiske side af ægteskabet, som reducerer kvindens rettigheder. Hun mener, at kvinders eget arbejde og lige økonomiske stilling må være basis for et retfærdigt samfund. I 1830- og 40'erne gik hun imod øjeblikkelig politisk magt til kvinderne, fordi hun mente, at kvinderne ikke havde tilstrækkelig viden. Kvindeverdenen var begrænset - et almindeligt kvindeliv åbnede ikke for indtryk udefra.

Hendes feminisme må bedømmes ud fra samtiden, og for en kvinde af borgerskabet var frihed på det følelsesmæssige plan det første skridt mod lige ret for kvinder og mænd. Dette var sammenfaldende med Camilla Colletts opfattelse. I «Amtmandens døtre» viser Collet det tragiske ved fornuftsægteskabet, som ikke tillader kvinder at have et følelsesliv, endsige at give udtryk for det. Camilla Collet beundrede George Sands arbejde, mens hun - i lighed med mange andre i samtiden - moraliserede over hendes privatliv: «Hun er en Skam for vort Køn som A. Dudevant, men som George S. er hun dets største Hæder.»

Både i sin litterære produktion, i sin korrespondance og sit engagement tager hun klart stilling «for folket». I romanerne blander hun bevidst samfundsklasserne. Under julirevolutionen 1830 var hun tilbageholden, men erklærede sig som republikaner. Borgerkongen Louis-Philippe havde hun ikke meget til overs for. Hun mente, det var til grin at spadsere i byen og udveksle håndtryk med «manden på gaden», hvis man ikke kendte folkets behov.

Hendes romaner præges efterhånden af den sociale uretfærdighed, af klassesamfundets udgrænsninger. Det er specielt bøndernes situation, hun tager op, for hun kender landet. Hendes drøm er den ideelle republik, en form for utopisk socialisme, baseret på Saint-Simon og Pierre Leroux' teorier. Den franske kritiker Sainte-Beuve siger om hende (i 1840): «George Sand er på vej over til kommunismen, til arbejdernes religion, og jeg er bange for, at hendes næste roman bliver noget i den genre. Hun opfører sig ikke helt godt.» Mikhail Bakunin betragtede hende som «profet og vækker», og hun korresponderede med Karl Marx om anklagerne mod Bakunin.

Da Februarrevolutionen brød ud, rejste hun til Paris og deltog aktivt. Hun appellerede til alle samfundsklasser gennem sine offentlige breve: «Lettre au peuple» (Brev til folket), «Lettre à la classe moyenne» (Brev til middelklassen) og «Lettres aux riches» (Brev til de rige). Revolutionsavisen «La cause du peuple» (Folkets sag) er også hendes værk.

Håbet om samfundsændringer brast i juni 1848. Flere tusinde arbejdere blev dræbt og endnu flere deporteret til kolonierne. George Sand trak sig tilbage til det landlige liv. Hendes følgende bog, «Le petite Fadette» (Den lille Fadette), blev skrevet i skuffelsens tid. Bønderne, landet var det stabile. Her var der måske endnu håb. Tiden efter 1848 var urolig. Ikke mindst pga. alle deportationerne, og George Sand engagerede sig personligt i kampen for amnesti. Bl.a. ved at opsøge Louis-Napoleon, så længe han var præsident for republikken.

Efter republikkens definitive sammenbrud (1851-52) arbejdede hun med nye romaner, forsøgte sig med skuespil, og nogle af hendes romaner blev dramatiseret - delvis med succes. Hendes antikirkelige - men ikke antievangeliske - holdning gjorde hende populær blandt de unge, som betragtede hende som oppositionel så sent som midt i 1860'erne. Under den tysk-franske krig i 1870-71 sad George Sand i provinsen og hørte rygterne fra Paris. Borgerkrigen gjorde hende ulykkelig, og under Pariserkommunen var hendes oplysninger mangelfulde og hun var præget af dyb bekymring. Hun accepterede Thiers som republikkens overhoved - selv om hun havde foragtet ham tidligere - og hendes holdning under Pariserkommunen gjorde, at mange har ment, at den revolutionære George Sand fra 1848 i 1871 var blevet reaktionær. Hendes grundholdning - «for folket» - var imidlertid ikke ændret, men hun var ængstelig for borgerkrig og for modsætningsforholdet Paris-provinsen. Folket behøvede uddannelse og oplysning for at kunne styre sig selv, mente hun.

George Sands usædvanlige arbejdskapacitet resulterede i en rig litterær produktion: Romaner, skuespil, selvbiografi, artikler og breve. Ca. 45 års litterært arbejde, politisk og socialt engagement og et ukonventionelt kvindeliv førte til forargelse og beundring. Hendes styrke gør hende til en af de største kvindeskikkelser i 1800 tallet.

E.Aa.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 39.968