Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Religionskrig

Religionskrig er den betegnelse som anvendes om krige, hvor religiøse motiver eller begrundelser indgår som et væsentligt element i den ideologiske oprustning. Der er næppe udkæmpet nogen krig i historien, uden at religionen er blevet draget ind som legitimering og mobiliserende faktor. Men med «religionskrige» tænker vi især på konflikter, hvor den religiøse iver har været den udløsende gnist, og hvor fjenderne skulle udslettes, netop fordi de manglede den rette tro.

Den klassiske religionskrig

De første klare eksempler finder vi allerede i det gamle testamente, hvor Israels fjender er Jahves fjender og dermed uden ret til livet. Der er meget der tyder på, at religionskrigene både i den jødiske, kristne og islamiske verden hænger sammen med forestillingen om Guds udvalgte folk. Både det islamiske trosfællesskab, synagogen og den kristne menighed gør krav på eksklusivitet - dvs. at deres tro er den eneste rette - og universalitet. Dvs. at troens sandhed er gyldig for alle mennesker. Missionsiveren har på denne måde kunnet motivere politisk aggression og ekspansionspolitik.

Religionskrige i klassisk forstand tilhører altså den jødisk-kristent-islamiske verden. For grækere og romere var den et ukendt fænomen. Godt nok kunne grækerne give deres sejre en religiøs fortolkning, som Aiskylos i tragedien om «Perserne». Og romerne kunne nok føre krige, som fra modstandernes synsvinkel var religionskrige - f.eks. da Titus knuste oprøret i Jerusalem i år 70. Men de havde ingen religion til motivation af ekspansionspolitikken.

Forestillingen om «hellig krig» opstod på kamppladsen mellem byzantinere og muslimer mod slutningen af 600 tallet. Det er uklart, om det oprindeligt var en kristen eller en islamisk idé. Justinians forsøg på at genoprette Romerriget i det 6. århundrede med Konstantinopel som centrum var lige så nært knyttet til religionen, som den islamiske aggression mod slutningen af det 7. århundrede

Byzantinernes 750 års sammenhængende konflikter med araberne kan for så vidt godt kaldes religionskrige, eftersom det her virkelig var to forskellige religioner og ikke bare to forskellige konfessioner, som støtte sammen. Det samme gælder arabernes kampe med den latinske, vesteuropæiske kristendom, fra Karl Martells sejre ved Tours og Poitiers (732) til korstogene i højmiddelalderen.

Der fandtes mange håndfaste grunde til at drage på korstog i det 12. og 13. århundrede; ønsket om nye handelsruter, ønsket om at knække byzantinerne, rovlyst, antisemitisme, osv., men det afgørende var at genvinde de hellige steder for den kristne verden - hvis vi da skal tro ideologerne på deres ord. Et medvirkende motiv var også den politiske samling af et kristent broderskab, som paverne ventede sig i Europa, som følge af kampen mod de vantro. Alligevel kan vi kalde korstogene for religionskrige.

Religionskrig i nyere tid

Det meste af det der senere er blevet kaldet religionskrige i Europa, har enten været borgerkrige mellem tilhængere af forskellige konfessioner - som i England omkring Maria Stuart eller Frankrigs Bartolomeusnat - eller krige mellem katolske og protestantiske nationer, som i reformationskrigene mod slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet. De var i streng forstand ikke religionskrige, eftersom parterne tilhørte den samme religion. Men det er alligevel krige med religiøst udgangspunkt og religiøs legitimering. Det viser sig nemlig, at selv om religioner som jødedom, islam eller kristendom opsplittes i aldrig så små sekter, så vil hver eneste lille gruppe alligevel bevare det oprindelige eksklusivitets- og universalitetskrav - dvs. følelsen af at være Guds udvalgte folk. I islams historie støder vi på nøjagtig de samme opsplittelses- og aggressionstendenser som i kristendommens historie. Jødernes tilsyneladende fredsommelighed i historisk perspektiv skyldes, at de aldrig har haft noget statsapparat eller hærafdelinger til deres rådighed før oprettelsen af staten Israel i 1948. Siden har de vist sig lige så aggressive som kristne og muslimer.

Religionskrige er et problematisk navn at bruge, fordi religionsgrænser og konfessionsgrænser ofte falder sammen med andre grænser. Det kan være etnisk ulighed, sociale uligheder og opsamlede aggressioner, som følge af, at den ene religiøse gruppe har okkupantstatus og den anden er undertrykt, som f.eks. i Nordirland. Konfessionsgrænserne kan også være sammenfaldende med sproggrænser eller understrege modsætningen mellem land og by.

En konsekvent ideologikritisk historiebetragtning vil frakende religionen evnen til at motivere til politiske initiativ og snarere betragte den som et skalkeskjul for andre, mere håndfaste magtinteresser. En sådan betragtning kan dog kun forsvares, hvis den anvendes på moderne tid. Frem til reformationskrigene var det religiøse sprog det eneste middel til at legitimere magt og magtanvendelse. Heller ikke i den handlendes bevidsthed fandtes der «interesser», «magt», eller «fordele» løsrevet fra de skriftsteder, som kunne begrunde initiativet. I teokratier (hvor den herskende er Guds repræsentant) er der ingen forskel mellem synd og forbrydelse, gudsbespottelse og majestætsfornærmelse, mission og ekspansion. Derfor måtte alle krige i en vis forstand blive til religionskrige. Det er først gennem Machiavellis verdsliggørelse af politikken og Luthers to-regiments-lære, at den teokratiske betragtning fik nådestødet.

T.B.E.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 45.559