Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Autonomi

Der findes mange definitioner på og forståelser af det at være autonom. Såvel historisk som aktuelt. I Danmark har den gængse opfattelse af det at være autonom været et spørgsmål om uafhængighed af diverse organisationer /partier og om udvikling af direkte aktioner hinsides den borgerlige moral. Dette er imidlertid en ret indskrænket opfattelse af begrebet autonomi, idet den politiske autonome strategi dermed fortoner sig og bliver til et spørgsmål om organiserings- og aktionsformer. Blandt flertallet af de autonome på globalt plan er begrebet autonomi derimod forbundet med en særlig politisk strategi.

Det historiske autonomibegreb

Den autonome modstands historie er kun kendt i fragmenterede brudstykker og dokumenter herfra ligger i dag spredt ud over hele verden i historiske lokal- eller privatarkiver. Først og fremmest fordi den autonome modstand altid har eksisteret udenfor de etablerede partier og hinsides magtens og institutionernes centre. Men autonom modstand har eksisteret til alle tider.

I den nyere historie opstod autonomibegrebet oprindeligt som «operaistisk strategi» i de italienske arbejderkampe i slutningen af 1960'erne. De italienske arbejdere skabte i disse år en massebevægelse i kamp mod den kapitalistiske omstrukturering og mod fagforeningernes og arbejderpartiernes klassesamarbejdspolitik.

Operaisme

I den operaistiske fortolkning af marxisme bliver arbejderpartier og fagforeninger ikke længere anset for at være centrum i de politiske kampe. Centrum er i stedet for arbejderne selv. Dvs. kampens centrum er dér, hvor arbejderne lever, arbejder og bor. Steder, hvor den daglige klassekamp udkæmpes konkret. Denne skarpe afgrænsning til arbejderbevægelsens traditionelle organisationer blev forbundet med nøje undersøgelser af den konkrete sammensætning af den italienske arbejderklasse. De italienske marxistiske teoretikere som Mario Tronti, Toni Negri m.fl., udviklede på dette grundlag en radikal og substantiel venstrefløjskritik af de traditionelle kommunistiske/socialistiske arbejderpartiers fortolkning af Marx. Denne kritik – kaldet «Operaisme» – udarbejdede i dens analyser selve den voldelighed, der til daglig kommer til udtryk i den kapitalistiske «hverdagsmaskine» : I virksomheder, boligkvartérer og i forbrugersfæren. I forlængelse heraf så de arbejderklassens befrielse som et subjektivt anliggende og som konsekvens heraf propaganderede de for en fuldstændig smadring af de eksisterende kapitalistiske produktionsbetingelser og leveforhold. Operaisternes hovedparole var: «For afskaffelsen af lønarbejde! For kommunisme!»… (Denne parole var i øvrigt den altdominerende ved en demo med over 600.000 metalarbejdere ifbm. generalstrejken i Italien den 25. september 1969 ).

I takt med omstruktureringen af produktionsapparatet og massefyringer udvidede operaismen sin orientering til at omfatte hele reproduktionssfæren. Begrebet «social massearbejder» opstod og operaisterne formulerede krav om frirum og social, kønspolitisk og kulturel befrielse og kollektivitet.

Dette har indtil i dag været de politiske søjler i autonomibegrebet som kampstrategi.

Autonom modstand i neoliberalismens tid

Autonomibegrebet kan i dag baseres på følgende udsagn :

I.H. / A.L. / R.P.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 59.544