Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Mitterrand, François

Francois Mitterrand
Francois Mitterrand

François Mitterrand (1916-96), fransk socialdemokratisk politiker. Han blev født den 26. oktober 1916 som søn af en stationsforstander. Han blev student og begyndte af studere jura. Som student var han katolik og muligvis monarkist. I 1939 blev han mobiliseret til hæren og kom under 2. verdenskrig i tysk fangelejr, hvorfra det lykkedes ham at flygte til Vichy zonen. Der blev han involveret i modstandsarbejdet og blev efter krigen hædret med modstandsmedaljen.

30 år gammel blev han i 1946 valgt som deputeret for det lille centrum-venstreparti, Union Démocratique et Sociale de la Résistance. Han bevarede denne plads i parlamentet frem til 1981, bortset fra en kort periode i 1958-62. I 1959 blev han valgt som borgmester i Chateu Chinon (Nievre), og denne region forblev hans basis frem til 1981.

Mitterrand var minister i en række af den fjerde republiks regeringer. Først og fremmest indenrigsminister i Mèndes France's regering (1954-55) og senere justitsminister i Guy Molletregeringen (1956-57). Med etableringen af den femte franske republik i 1958 indledte han en langvarig opposition til de Gaulle styret. Han stillede op som præsidentkandidat for den forenede venstrefløj i 1965, og tvang de Gaulle til en overraskende anden valgrunde, hvor Mitterrand fik 44,5 % af stemmerne. Frem til præsidentposten var han venstrefløjens eneste troværdige præsidentkandidat. Han meldte sig først ind i Socialistpartiet (PSF) i 1971, overtog hurtigt lederskabet af partiet og indgik i 72 en alliance med kommunistpartiet (PCF). I 1974 tabte han snævert præsidentvalget til Giscard d'Estaing, men fik 49,2 % af stemmerne. Nederlaget fik dog venstrefløjsalliancen til at bryde sammen. Den blev sammentømret igen i slutningen af 70'erne, og i 81 vandt Mitterrand præsidentvalget med 51,8 % af stemmerne.

De følgende 14 år - i to perioder - var Mitterrand Frankrigs præsident. De første år med kommunistisk deltagelse i regeringen og i 1984-86 i teknokratisk reformistiske regeringer. Ved parlamentsvalget i 86 tabte venstrefløjen til nygaullisten Jacques Chirac. Det indledte en unik periode med en socialdemokratisk præsident og en konservativ premierminister, men det var Mitterrand der kom bedst ud af denne såkaldte «Cohabitation». Han vandt en jordskredssejr (54%) over Chirac ved præsidentvalget i 88. Næsten 80 år gammel var Mitterrand dog meget syg i slutningen af sin præsidentperiode. Ved valget i 95 blev venstrefløjen besejret af Chirac, og Mitterrand kunne trække sig tilbage. Han døde få måneder senere - 8. januar 1996.

I efterkrigstidens Frankrig er Mitterrand kun politisk blevet overgået af de Gaulle, omend Mitterrand sad i længere tid på præsidentposten. Med sin samlende personlighed bar han en betydelig del af æren for, at det allerede i 60'erne lykkedes at etablere venstrefløjsalliancer - i en periode der stadig var præget af intens koldkrigspropaganda. Alliancer der i sidste ende bragte ham selv og venstrefløjen til magten. Hans forsøg på omfattende økonomisk omstilling af Frankrig i 1981-84 med betydelige nationaliseringer af økonomiske nøglesektorer løb dog ud i sandet. Dels pga. sabotage fra borgerskabet, fordi den eksisterende socialdemokratiske statsinterventionspolitik der var udviklet allerede i 30'erne med den kapitalistiske krise også selv var i dyb krise. Og endelig var Mitterrand ikke villig til at tage et skarpere opgør med det franske borgerskab. De forhåbninger der blev vagt på venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet - også langt udenfor Frankrigs grænser - led derfor hurtigt skibbrud.

Mitterrand var forfatter til en række bøger: Le coup d'etat permanent (1964), Ma part de vérité (1969), Un socialisme du possible (1970), La rose au poing (1973), La paille et le grain (1975), Politique (1977), L'Abeille et l'Architecte (1978), Ici et maintenant (1980).

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 6/1 2006

Læst af: 34.153