Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Junibevægelsen

Junibevægelsen (1992-), dansk EU modstander organisation.

Junibevægelsen blev stiftet 23. august 1992, få måneder efter den første folkeafstemning om Maastricht-traktaten den 2.juni, hvor traktaten blev forkastet af 50,7 % af vælgerne.

Nye kræfter såvel som veteraner stod bag dannelsen af Junibevægelsen. Bevægelsen forenede dels folk fra Folkebevægelsen mod EF-Unionen, som ønskede en bredere platform - bl.a. medlemmerne af EU-parlamentet Jens-Peter Bonde, Ulla Sandbæk og Birgit Bjørnvig. Dels folk fra organisationen «Danmark 92» - bl.a. Drude Dahlerup og Niels I.Meyer.

Danmark 92 havde rødder tilbage til organisationen Århus 89 - senere Århus 92 - der havde spillet en vigtig rolle under valgkampen til EF-parlamentet i 1989. Der var tale om en bredt sammensat organisation, som blev stiftet den 1. december 1991 et halvt år før folkeafstemningen om Maastricht-traktaten. Stærkt medvirkende årsag til dannelsen var også, at SF og SFU havde trukket sig ud af Folkebevægelsen få måneder forinden og nu havde brug for en ny platform.

Danmark 92 havde det ene formål at arbejde for et nej til Maastricht, og havde på forhånd besluttet at nedlægge sig selv efter folkeafstemingen. Denne beslutning blev overholdt.

Efter afstemningen i 92 blev det imidlertid hurtig klart, at ja-siden ikke ville respektere demokratiet og vælgernes afgørelse. Regeringen gik endda så vidt at opfordre de andre EU-lande til blot at gå videre med ratificering af Maastricht-traktaten. Derfor blev der hurtigt brug for at fastholde en bred organisering mod Unionen. Det førte til oprettelsen af Junibevægelsen.

Den vigtigste opgave for Junibevægelsen i efteråret 1992 var at forhindre EU-tilhængerne i Folketinget i at skaffe bred opbakning om et såkaldt «nationalt kompromis», der kunne få befolkningen til at acceptere Maastricht-traktaten ved en ny folkeafstemning. Her spillede SF en afgørende rolle, men det lykkedes ikke at overbevise SF'erne om det uholdbare i det nationale kompromis. Resultatet blev, at et flertal i befolkningen ved «omafstemningen» den 18. maj 1993 sagde ja til Maastricht-traktaten med Edinburgh-forbeholdene.

Junibevægelsen gik ikke direkte imod Edinburgh-forbeholdene, men understregede at de langt fra var tilstrækkelige. Desuden var Junibevægelsen ikke tilfreds med en «lille dansk undtagelse», men ønskede frihed til fleksible samarbejdsformer for alle nationer i Europa.

Bevægelsens næste vigtige indsats var valget til EU-parlamentet i juni 1994. Inden da fik den indsamlet de nødvendige 60.000 underskrifter, så den var opstillingsberettiget. Ved valget fik den 15 % af stemmerne, hvilket rakte til 2 mandater. Folkebevægelsen (FB) gik tilbage til 10 % af stemmerne, hvilket dog også rakte til 2 mandater. FB's 4 mandater i 1989 var nu delt på 2 organisationer.

Junibevægelsens resultat var ganske imponerende, når man tog organisationens korte levetid i betragning. På halvandet år var den vokset til en slagkraftig organisation med eget landssekretariat, landskendte talspersoner og to erfarne repræsentanter i EU-parlamentet - Jens-Peter bonde og Ulla Sandbæk.

Dannelsen af Junibevægelsen indebar et udvidet grundlag for unionsmodstanden, som bl.a. kunne tiltrække mennesker, som ikke gik ind for en total udmeldelse af unionen. I EU-parlamentet skulle Junibevægelsens repræsentanter arbejde for danske mærkesager og forsøge at rulle unionen tilbage. Desuden skulle man arbejde for en alternativ udvikling i hele Europa med hovedvægten på mellemstatslige aftaler mellem selvstændige nationale demokratier. Unionsmodstanden blev gjort international.

Ved valget til EU parlamentet i juni 1999 gik bevægelsen en smule frem til 15,7 %, hvilket denne gang rakte til 3 mandater: Jens-Peter Bonde, Ulla Sandbæk og Jens Okking. Samlet gik de to modstanderorganisationer dog tilbage fra 25 % af stemmerne til 22,7 %.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 30.790